Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med,
og friheden at finde.
Grundlovsdag går vi nu til valg,
et folketing vi skaber.
stemmer ind til tillidskald,
held til både vinder og taber!
Et jævnt og muntert, fejlfrit liv på jord. Sang til samtiden
Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
Tidsbillede 2017 – Astrid Søe
Et liv af mening, fejlfrit og perfekt
med karakterer der kan tæve alle
lovlydig, ingen udbrud i affekt
rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!
Jeg læser op på Kant og Kierkegaard
min flid er synlig og gir resultater
jeg står på række, venter på min tur
og efteraber – vi er vel primater.
Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny
jeg tror på alt – men anfægter min næste
for skikken følge eller landet fly
men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?
Jeg finder mig en quiz i dansker vid
og noget om at holde meste af katte
det viser sig min viden er frigid
jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
det lyder som et levn fra svundne tider
nu haster vi, drive-in som nadverbord
og fælleskab er svært for individer.
Men når nu livets spotlight slukkes helt
og links og like’s har mistet deres gåde
har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!
—–
over samme læst en samtidsanalyse fra 2001
Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
At leve livet i den tid man har
Og ikke spille lotto for at vinde
Historiens frakke gør du ej er bar
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde,
Det hjælper ikke stort med synoptik
Jeg tror du selv får øje på din glæde
Vi ønsker altid mere end vi fik
Selv ejerskab i troens tandemsæde:
Jeg troede jeg ku’ kvase jantes lov
Og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg bliver’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad.
Og æder take-away og piller næse
Ser ugens stjerner i et dameblad
Som ingen selvsagt tror jeg gider læse
At være ung med tvivl og hvalpepund
Og skolens karakter der gør mig myndig
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund.
Og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
Men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede,
Astrid Søe september 2001
—
Grundtvigs oprindelig smukke digt til ungdommen:
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ælde fædres spor
med ligeværdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler velbekendt
kun fyldestgjort af glans fra evigheden;
Et sådant liv jeg ønsket al min æt
og pønsed’ på med flid at forberede,
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved fadervor at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd
At lykken svæver over urtegården,
Når støvet lægges i min skabers hånd
Og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
Og blomsterfloret i den varme sommer,
Da modenhed i møde planten går
Og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
Den er til folkegavn, den er til grøde:
Som godt begyndt er dagen godt fuldendt
Og lige liflig er dens aftenrøde.
læs også blogindlæg om dannelse her:
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/at-fejle-er-at-leve.html
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/livet-er-en-mesterlre-vi-ikke-ma-miste.html
læs også blogindlæg om dannelse her:
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/at-fejle-er-at-leve.html
https://astridsoe.blogspot.com/2016/05/livet-er-en-mesterlre-vi-ikke-ma-miste.html
https://astridsoe.blogspot.com/2019/10/et-oplyst-folk-kan-aldrig-holdes-nede.html
Poeten og lillemor anno 2016
Det er lilletirsdag og jeg har taget kjole på,
Sådan halvlang med lidt blomster, ja det kan du nok forstå,
Men han siger at han altså ikke skal ha klinket noget,
For hans computer den er stadig ved at load.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
Så nu sidder jeg med “søndag” og har lavet kryds og tværs,
Og jeg mangler bare synonym for “ensom” og “pervers”,
Så jeg kalder ind til manden min, han sidder bag sin skærm,
Men han har ikke tid til til synonym og term.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
Så nu dækker jeg til kaffe med citronmåne og stads,
Mens min mand han bander højlydt, vist et drew der giver knas,
Jeg kan høre at han chatter med en dame stemme nu,
Og hans stemme bliver underlig og lyder næsten ru.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
Så nu går jeg ind og spør’ om vi skal tá et lille put,
Men det vil han ik’, fordi hans download endnu ik’ er slut,
Så nu må jeg gå i seng igen, alene uden ham,
For han skal opgradere noget med nogen ram!
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
//Astrid Søe, med hilsen til samtiden 😉
Nøjsomt forårsskriv
Der er vår og vejr og vandet
der er vilje, vej og vær
der er mildhed over landet
vintergækkens nik især
en erantis gule tænder
og en stængel der er stærk
der er to der holder hænder
midt i vårens skaberværk
Der er tiden der er gået
der er vinterskjulte håb
huskesedler der er nået
manifest i vårsomt råb
og mens dagen vagtsomt hviler
på en flig af evighed
får mit cykelhjul ventiler
og lidt gødning til mit bed
Der er skjulte spor af ælde
på en pløjemark i Thy
og selv danefæ fortælle
vår er liv, igen, på ny
der er fuglesang og frihed –
en forelsket vindueskarm
der vil læne sig på solen
og gå sammen arm i arm
Der er kaffekrus og kager
der er hverdags stille liv
der er stormen der bedager
i et nøjsomt forårsskriv
der er marts i mine årer
der er sol i mine spor
når kalenderen melder forår
genopstår den grønne jord
Tekst: Astrid Søe 2016
(kan synges på: Jorden drejer om sin akse eller nu går våren gennem Nyhavn.)
*Vårsomt: Astridsk nyord der smager af gensplejsede ord som “varsomt” og “spædt men kraftfuldt”
tillykke
Tillykke
til livet
til tusind og ti
tilfældigt
tilblevet
i tillid
tillykke
til livet
tilranet og trangt
tidsrøver
tifoldig
tillades
tillykke
til livet
trygt og totalt
tilvalget
tiden
tilvælger
Vilje forstanden
Og sådan satte vi tiden i stå
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje
vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet
så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen
indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden
nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje
i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden
Veje
Der er arv af liv der er levet
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår
Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen
Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri
Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig
(kan synges på melodien “Barndommens gade”)
Nå da
Der er ingen der har lovet det er nemt
Eller at det kører i den samme skure
På en demokratisk vej hvor du har stemt
Holdning, mening, mod og enkelt – det at turde
Det gør vi så
Skønt tvivlen slår
Og tænker nå
Vi har fægtet blindt og bygget hegn og mur
Vi har ramt og skændtes debatteret frihed
En finanskrise og mor der er på kur
Kønspolitisk trælleri om høn og lighed
Hvad gør vi så
Vi sætter fri
Eller? Hmmm nå?
Der er samtaler der sætter livet frit
Der er mennesker der mener for at mene
Der er skællet mellem dig og dem og dit
Der er selv at dø og andre folk at stene
Hvad sir vi så?
Vi siger til
Men tænker; nå…
Der er årets ord og nytårs fortsæts ræs
Der er ting vi gjorde og de ting vi måtte
Der er klima flygtning fortids krise mas
Der er folk der segner og på hvem vi trådte
Hvad gør vi nu?
Vi tøver vist
Og sukker; nå
Vi har måder der kan række frem og hen
Til et mødested, hvor håbet ikke ender
For en fremmet er en endnu ukendt ven
Du skal turde trykke fast i dine hænder
Det gør vi så
I dette nu
Kom så, nå!
Astrid Søe
Frit over P.H. Vise om det lille “Nå”
November
November november forventningens tid
så gråt er dit hår og din tunge er blid
du drager med dage derinde i skjul
og lover at snart, ja snart er det jul
November november forløsningen tid
hvor tågen gør blind, usigtbar, så hvid
hvor træet står nøgent og viser sit kød
hvor bladet er visnet i jordens skød
November november så kort er din tid
din stjernehimmel har kaldet mig hid
dit lys er et genskær af det er var til
din tone en klang af; jeg ved hvad jeg vil
November november forkrøblingens tid
jeg kalder på dig og du hvisker – Ja gid..
du ønsker og løfter en sjæl og en hånd
du stilnes med mørke og bliver til ånd
At hele hvad der deler
At hele hvad der deler
I denne tvivlombruste tid
Med livrem eller seler
Vilkårlighed af vid
At sidde på en sten i læ
Og se fornuften stille dræ
Nedsunket opstands tanke
Vær selv en redningsplanke
På vådevand af skæbne
Er båden last og brast med håb
Tålmodig tillid væbne
Mod kuld og bølge dåb
I horisont forjættet land
Og håbet lys mig ej i band
Tag hånd om vej og verden
Og led mig i min færden
Mod hegn og mur du trykkes
Slår hånden mod det tomme rum
Og ingen grænse rykkes
Når dagen den er stum
Du kalder med en krop af mod
Og synker sammen for min fod
Forladt af småligheden
Og død i ensomheden
En uvished der deler
Et folk der bor hvor bøgen står
I ord der intet heler
Og ingen hjerter når
Forladt forandret frost og frygt
Du strides med hvad der er trygt
Lad angsten dø og falde
For kærligheden kalde
//Astrid Søe 2015
Ordet skaber hvad det nævner 