Skrevet den af ASTRID SØE

Dug

Jeg bjærger en dugdråbes vejsomme skæbne fordampet på tungen af ord

Nu lyser som dage i frihed lanterner og lover at verden er stor
Nu ruller en båd over stokke på rejse mod havet og kyster og dis
Jeg bjærger en dugdråbes vejsomme skæbne og bliver med tiden til is
Jeg bjærger en tunge af ord der fordamper og bliver til dråber af hav
Nu lyser som dage en rejse mod kyster og lover at skæbnen er rav
Nu lover en skæbne der lyser af ravet en dugdråbes frihed i ånd
Jeg bjærger lanterner der lover at verden fra is bliver dug i din hånd


//Astrid Søe ©

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Hvis jeg gør mig umage

Hvis jeg gør mig umage,
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær

Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode

Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren

Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til eideren

Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab

Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog

Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul

Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden med hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp

Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind

Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift

Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer

Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder

Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok

Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen

Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb

Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik

Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog

Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken

Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm

Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem

Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Men når valmuen blomstrer

 
Der er lysende stammer i birketræs lund
Der er sandhed i mulmede kroge
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Så springer jeg ud og må vove
 
Der er frisatte ønsker og drømmen er rund 
Der er spillemandstoner i luften
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Så blir jeg bedugget ved duften
 
Der er nogen der plantet et kys på min mund
Der er mulige smil gennem livet
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Er alting alligevel givet
 
//Astrid Søe
www.livsoplevelse.dk
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Gå ud

Gå ud og gør ved livet
Hvad livet ikke gav til dig
Og omform skæbneskrivet
Og skab en anden vej
Gå vild, gå fri, gå helt i frø…
Vær gartneren der frøet strø
Om omplant livets gåde
Lad ikke tvivlen råde
For arv er også ånd

Befri i sind og tanke
Den sten der kantet sidder fast
Vær selv din egen anke
For liv er ej en last
Befri et hjertes gemte håb
Bryd ud, begræd, gå bort og råb
Af dine lungers fylde
Du har din egen hylde
Og binder nye bånd

Du står nu fri og famler
I nøgne spor mod nye år
Mens liv omkring dig samler
Den stedsegrønne vår
Og altings rasen visner bort
På hånden har du nye kort
Et dna af alle
Der griber når du falde
I stærke vingefang

//Astrid Søe

Skrevet til den politiske debat om “den sociale arv” og “ensomheds debatten” der har raset i den seneste tid.
Og hermed en opfordring til at gå ind i frivilligt arbejde og være med til at sikre at enhver kommer helskindet gennem livet og dagen. Der er altid en der kan bruge en hånd, en tanke, en ånd og en fremmeds vilje. Og det er alles ansvarsarv, et samfunds dna.
❤ God Pinse til alle.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

HåndtryK – håndtryG

Hvad mennesker sammen har dannet

Kan spredes som ringe i vandet 
Hvor fred holder hånd
Er dannelsesånd
Et pludseligt håb
Og fremtidens dåb
Og ingen kan hindre at kærlighed er
Den eneste sammenhængs kraft der bær
Hvor livet får stemme
I hændernes gemme
I håndtryk af ære
Kan mennesket være
I frihed og tro
Forskellighed gro 

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Våren har lagt, våren er vagt

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

//Astrid Søe 2014

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

En smoothie med Kierkegaard

Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.

De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.

Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.

“Gift dig”, siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
– “men du vil fortryde det”
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
– “gift dig ikke”
– du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Vi er også ord.

Vi er også ord
nu er vi her
den her verden 
forestiller ikke os 
fanatismens ansigter
oplevelser af terror tager ordet og
rædslen stiger når
daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og
beskærer et forår mens
troende hjerter i vinterløbet
som går svangre med 
håbets vinger
hvor viljen og troen på
et samfund, en verden
i samdrægtighed
for at lære 
tegn til tale
brydes med 
angst og tavshed 
kampen om ilden 
blev 
til kampen om ordet
ordet er frit
Læses igen nedefra og op!
//Astrid Søe 7. Januar 2015
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Når jeg sover

Når jeg sover
gemmes altet
på en pude uden foer
når jeg sover
fødes atter nye ord

Når jeg drømmer
gennemlever
livet sine egen selv
når jeg drømmer
er jeg himmelhvælv

Når jeg vågner
mine kræfter
bliver formet som en hind
når jeg vågner
kys min kind

http://www.astridsoe.dk