Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s