Bæredygtigt bedre vid

Bæredygtigt bedre vid
er målet 2020
svinehunden blir frigid
reptilhjernen må krybe
kummefryseren gir op
kul og krig må blegne
målet hos fru pigalopp
en helt ufarlig fregne!

//Astrid Søe 2014

Når mor mangler

Milde måder, mange veje
sind og vær og værdighed
eksistens og fælleseje
ses, på gensyn, kærlighed

Født og efter hjertet famle
kendte kys og toneslag
se sig selv i slægtens gamle
en at læne mod hver dag

Som værn mod tomt og lukket
som et læhegn mod en vind
der har dine arme vugget
bløde bølger i mit sind

Det at mærke, tæt og trøsten
finde genkend i en hånd
mellem linierne i røsten
der er du og du er ånd

Forudsete fremtidsskrifter
dosmersedler til et liv
plaster på et knæ med rifter
stå nu op, gå ud og giv

//Astrid Søe 2014

Landsindsamling 1. februar 2014

vinter solhverv

Så drejer året mod dag igen
og mørket kaster sin kåbe
du smukke vinter, min hjerteven
du lysner, begynder at håbe.
Du brænder dit bål på den korteste dag
du vender foret i frakken
og mulden forskydes i flere lag
solhverv har vinter på nakken.

så blænder du barnligt og smiler med tand
og tid der skal komme og kaste
en skygge mod det der er solur i sand
mens jorden går væk fra sin faste.
Så giver du frø der skal spire og gro
og finder et forår på kloden
og giver et menneske noget at tro
langmodig alligevel moden.
Astrid Søe 2012

DANSKE DUMSMARTE DIGTE (udgivelse bog)

Til hverdagsvanding af livets træ

Om forlov du lille danmark, et enfoldigt tak for nu
Du har holdt kulturen hævet, selv når koppen gik i tu
Du har målt dit liv og skænket, af en kande uden hank
Du har løftet kraven når du så at skuldrene de sank
Du har rørt den store verden, med en tro på det du er
Du har lært dit folk at vokse, vare ved og sætte bær
Du har rost det ord der gælder, du har villet være vær
Derfor lever folkedrømmen i det nu der kommer nær
Med en vandkande i hånden trisser du til vækster ud
Mens du vander, gror af livet, stedsegrønne danske skud
Så til kaffen på terrassen og rouladen på et fad
Tak for hverdag, tak for dansen, tak fordi du stædigt gad

En opsamling af vers, digte, rim og sange til dumsmarte danmark.

Hyldest, krise, politik, mad, kultur, samfund, befolkning, længsel.

Pyt!

Ordet skaber hvad det nævner.

www. livsoplevelse. dk
www. astridsoe. dk

Køb den hos din boghandel eller her:
http://www.gucca.dk/danske-dumsmarte-digte-verdsligt-talt-bog-p249505

Jeg glæder mig i denne tid (jul)

Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes fred, der findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.

se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver

for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.

så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når julevarmen kommer

En lille pige holder hånd
og gode mennesker knytter bånd
og skriver julebreve
jeg ønsker dig en glædelig jul
at frihed flyver som en fugl
og lander som din gave

decembermåned gør så glad
et tindrende forundringsbad
af kildevæld der løber
med kærlighed og viljelyst
et ord til dem der mangler trøst
treenigheden støber

velkommen jul, velkommen liv
du standser verdens larm og kiv
kun gladeste ved det milde
du er en gammel melodi
der løber i mit blod fordi
din sang er livets kilde

//Astrid Søe
versetempo lånt af Peters jul…

Med ord skal ord

Med ord skal ord fordrives


Med ord skal ord tilgives
Med ord skal ord beskrives 

Blæs



Der er noget helt essentielt ved den usynlige blæst der fejer gulvet rent, henter liv, tegner død, flytter rundt på det vandte, knuger og spærrer inde. Og skønt du er skjult, ser vi dine fingre stryge gennem håret og gråne landskaber. Dine hænder ryster et hus, løfter et tag, dræber, løfter roden fra livets træ. Og dagen derpå, underligt stille, ikke engang sådan rigtigt lykkeligt, selvom alle Kyllinger er i live og ræven ikke havde bidt dybere end end knapt til knoglebenet. Og alligevel vemodigt i fornemmelsen og erkendelsen af at livet er så småt og tilfældigt. At vi puster os op og alligevel mister pusten blot naturen et øjeblik får trang til at minde os om hvor små vi er. Jeg kan tage dig, når og hvor som helst, jeg kan knuse dit kranie i min næve, eller brænde dig til glemsel. Det er godt, det er fint, det er vilkåret. Og derfor med blæstens gave, igen et gennemsigtigt landskab. En hvirvelvind af blade der trække gennem luften og væk. Grene der nøgent og blottet står tilbage. Som tilværelsen når den finder sit nu. Fugle der lander som lys og liv og læner sig forsigtigt mod en stamme, dagen derpå. I hel og gennemrislende eksistens. Dødens vilkår virker igen naturgivent og gennemtænkt. Selvom det er pludseligt og skarpt som en blåmusling der trædes under bare tæer. Og rynkerne der var der længe før du så dem. Samler vi op, hvad du tabte, gennem livet, i blæsten, i vinden, i vilkåret. Og du fik ret. Din kost fik fejet efteråret bort og vinteren imøde. Længslen efterlod du, som flydende ark ved næste bølge. Eller det aftryk af viden den knækkede gren bar i barken tidligt i morgenlyset. Vi er så latterligt små trods storhedsvanviddet . Tak for det. Sådan er det bedst. Sådan er vi bedst. I blæst.

…eller noget

Men det gør sgu ik så meget..

Der er klumperne i sovsen,
der er dryp på lokumsbræt,
køleskabet er fra Skousen,
men jeg kører ikke træt,
selvom vasketøjet flyder,
bordet ikke tørres af,
er det nu alligeveller,
dig jeg holder meget af.

Der er glemte bryllupsdage,
der er indkøb uden vid,
der er kaffe, der er kage,
der er spild af rum og tid,
men det gør sgu ik så meget,
for du sender mig et smil,
sådan skævt og helt dit eget,
som en kærlighedsventil.

Der garagen fuld af skruer,
Black and decker til halvfjerds,
og en gæld der går og gruer,
en halvfærdig kryds og tværs,
men hvem drømmer vel om brunsvir’,
når du er mit et og alt,
sådan en man altid tilgir,
du jo den som jeg har valgt.

Der er hul i tag og træsko,
der er hængerøv og vom,
der er larm og ingen madro,
for du lader ik som om,
at forstå at det du flytter,
med det ene; du er dig,
det sgu nok fordi det nytter,
lige for sådan en som mig.

Melodi: Livet er en morgengave.
Tekst: Astrid Søe 2013

http://www.livsoplevelse.dk

At strække sig

Et stjerneskud er nattens dræ

 Tone: Septembers himmel er så blå
 Tekst: Astrid Søe Maj 2003

 At strække sig, som livets træ
 med sjældent håb mod himlen.
 Et stjerneskud er nattens dræ
 oplyser jer i vrimlen.
 Det lys kan bryde ensomhed
 og finde vej blandt alle
 med ét slog stjernen i jer ned
 og kærligheden kalde.

 At hænge livets frakke op
 på kærlighedens bøjle
 at møde én med nøgen krop
 og klædeskabets nøgle.
 At gense egne glemte spor
 i himmellegemers vandring
 at vælge liv, med et enkelt ord
 alt kendt, og dog forandring.

 Hvad kærlighed kan sige to
 med ord der sjældent glipper
 når tro og liv igen vil gro
 og hjertet ikke slipper.
 Et krav om nærhed, tillid, bod
 i håbets himmelsenge
 et nøgent møde med dit mod
 når stjernens gnister fænge.

 At gi’ hinanden livets sand
 et timeglas der tæller
 vort livsløb gennem vådevand
 hvor hvert et sandkorn ælder.
 At trodse død med kærlighed
 og vide den oplive!
 når livets sol en dag går ned
 vil jeres stjerne blive!

M.I.S.

Til Eleven:
Har du husket at grine i skolen i dag?
Har du husket at vippe på stolen?
Har du husket at ingen er dum eller svag?
Har du husket en krølle på kjolen?
Har du husket at at spørge og finde et svar?
Har du husket at viden er vejen?
Har du husket at komme og være helt klar?
Har du husket at ta del i legen?
Har du husket at være en ven der er god?
Har du husket at danse og synge?
Har du husket at lytte og være i ro?
Har du husket at hoppe og gynge?
Har du husket at klassen er vigtig hver dag?
Har du husket din bog og din taske?
Har du husket at hejse et fødselsdagsflag?
Har du husket din mad og din flaske?
Har du husket at skolen udvikles af dig?
Har du husket at gide de andre?
Har du husket at skolen også er leg?
Har du husket at DU alt forandrer?

Til Læreren:
Har du husket at grine i skolen i dag?
Har du husket fortælling og sange?
Har du husket at ingen er dum eller svag?
Har du husket at trøste de bange?
Har du husket at at spørge og finde et svar?
Har du husket at viden er vejen?
Har du husket at komme og være helt klar?
Har du husket at ta del i legen?
Har du husket at læring i nærvær er god?
Har du husket at lyse og tænde?
Har du husket at lytte og være i ro?
Har du husket en verden at vende?
Har du husket at klassen er vigtig hver dag?
Har du husket dit ansvar og viden?
Har du husket at hejse et fødselsdagsflag?
Har du husket omhu til tiden?
Har du husket at skolen udvikles af dig?
Har du husket at tro på de andre?
Har du husket at skolen også er leg?
Har du husket at DU alt forandrer?

//Astrid Søe 2013