Har været udgivet på magasinet NOVA 2008
Hverdagsengle.
En fredag morgen med sejlende opvask, papirbunker og lege rod.
Så gik den uge, med tre børnefødselsdage og den ældste dreng, der med følsomt sind proklamere at han havde en særlig gave til lillebror, nemlig venskab. Indpakket i gavepapir kastede han sig i lillebrors arme, men knus, morgenhår og evigt troskab.
En uge med hente-bringe kørsel og voksen undren, da tre drenge under 6 år, på bagsædet skråler Nik og Jay’s hit: Boing, Boing. Hendes røv går op og ned, ligesom en FJER.
Næ drenge, ikke fjer, tænker jeg, fjeder.
Har lige hørt sangen det sted hvor jeg hentede børnene. FJEDER!
Mit Mariehønen evigglad modtræk, drukner fuldstændigt. Kvalmende, men nutiden sex-sange i børnehøjde. Sad jeg ikke bag rattet i bilen, ville jeg lukke øjnene og ønske at de ikke spørger hvad sangens ord betyder.
Moar? Hvorfor har pigen fjer? Hmm, py ha, reddet igen.
Tja, svarer jeg lettet, måske er hun en hverdagsengel?
Moar, hvad er en hverdagsengel?
Jeg svarer med at spørge, hvad en engel er? Min ældste mener at en engel er et dødt menneske der bliver elsket af dem der lever endnu. Jo, mor, vores kærlighed er englenes flyvestøv. Hverdagsengle, siger jeg, mon ikke det er sådan nogle levende nogen som jer, der er super dejlige hver dag. Sådan nogle man bare elsker fordi de er lige som de skal være. De kikker på hinanden, griner og vokser et par meter på få sekunder. Hjemme igen kommer min kæreste forbi og drengene synger fjantende Nik og Jay for ham. Han ser på mig med et, ok? Blik.
Så kommer familie indrykket. Boing, Boing. besynderligt at familien møder min nye kæreste til underlægningsmusikken af Nik og Jay.
Fredag morgen vågner jeg med huset fyldt af hverdag. Festerne er forbi, gæsterne gået og intet er hvor det plejer at være. Børnene ud af døren, med fredagsglæden, frimodigheden og frikadelle madderne.
Godt så. Oprydning, orden, samling! Hvor begynder man?
Ingen steder. Ikke i dag. I dag vil jeg begynde med Benny Andersens om lidt er kaffen klar, med Dan Turell’s jeg holder af hverdagen.
Jeg vil sidde drømmende og håbe på, at der snart vil gå et menneske op af havegange og banke på min dør. Jeg ville normalt, inden det menneske når frem, nå at få øje på vedkommende gennem vinduet, løbe ud i køkkenet og smide opvasken ind i ovnen, hvor den kan stå gemt bag tonede ruder. Jeg ville normalt forsøge at gemme sidste ugen ufattelige travlhed, mange fester, store foretagsomhed. Der findes stort set ikke noget værre end at få uventet besøg, når hele huset sejler i legetøj, vasketøj og opvask. Jeg ville normalt, i det mindste, med ansigtet i beklagende folder, berette om den travlhed her har været. Og mens jeg forklarer, vil jeg børste krummer af stolen, flytte en kop og samle vasketøj sammen.
Men denne morgen vil jeg lave kaffe og stå ved det. Denne morgen vil jeg gæstfrit tilbyde enhver husets bedste plads i sofaen, den med mest hverdag og flest brune sovsepletter fra i går. Velkommen til, vil jeg glad sige. Som du kan se, ser her ud, ligesom hjemme hos dig. Og du kan roligt regne med at næste gang, er det mig der kommer hjem hos dig, uanmeldt og slår mig ned, midt i tumult, hverdag og brun sovs.
Så vil jeg lade livet stå et øjeblik. Ringe til kæresten og spørge om han vil være med til at være hverdag, hver dag. Bruge formiddagen på at elske dagligdagens ukueligt uoverskuelighed. Gribe engleforkyndelsen med fjerlette budskaber. Boing, boing, som et hop over til tilværelsens egentlige overskud.
Nyde befrielsen ved ikke at stå klar, ikke at bruge ord på at undskylde det helt naturlige rod en nærværende hverdag bringer.
At stå ved det hele. Ikke det halve, ikke de andre. Men stå ved en fremmet hverdagsengel der går op af havegangen, ind af døren og tør slå sig ned, i det inderste af brun sove og liv, helst en i hvide bukser, så der kommer et afslørende aftryk af ugen der gik. Og jeg vil stå tilbage og se det menneske gå igen, op af havegangen med sovsepletten på røven, der går op og ned, som livet.
Ordet skaber hvad det nævner 