Tone: Oluf Ring 1937. Den kedsom vinter gik sin gang.
Tekst: Astrid Søe Marts 2003

Hvad lover vårens egne tegn?
Med perler af forundrings regn
et gensyn med
din spiresæd
et periskop, der spirer op
som top.
Alt der er gemt i dunkelhed
vil spire frem i glædens bed
i løgets skal
bor vårens kald
der ytrer sig som spirehåb
i råb.

Nu springer kærligheden ud
formerer sig på vårens bud
En blomst blir til
hvad mon den vil?
Måske den læner sig mod dig
og mig.
Den duver blidt i vårens vind
mens solen stiger i dens sind
vi bryder op
af jordens krop
i glædesrus hvor livets gys
fornys

Som kærligheden kender det
skal løget bryde gennem frost og sne
og vilje bor
hvor livet gror
hvor kærlighed er spiretrods
i os.
At elske er at trodse død
at gøde hvor der findes nød
at tro på det
vi først ej se
alt skjult er vårens viljevej
til dig.