Mødet med Mustafa

Så sad den gamle Mustafa, med hånden under kinden,
og græd sit hjemlands tåreregn, for minderne i vinden,
han savnede det bløde sand, den stormombruste himmel,
han savnede sin Gud så nær, at længslen bliver svimmel,
han græd for dem der faldt i krig, han græd for livets kerne,
han græd for flugt og død og sorg, for det han ej ku værne.
Hver dag vi møder Mustafa, der mistede alt han havde,
han går med nakken bøjet frem, på pladser og på gade,
han søger kun at finde sted, forvist, forblæst, forfærdet,
han søger efter nye sprog og gemmer det som smertet.
Han græd så stille, tårer løb, og Mustafa er sorgen,
vi huske skal hver eneste dag, i lovgivning på Borgen.

//Astrid Søe 2012

Kald på mere – kald på liv



Morgen – mandag – mulighed
for at vælge; bliv, bliv ved –
vend mod verden øjets blik
giv et ja, et stille nik
tag at vær i dag det håb
kærlighedens ekkoråb
gør din egen vandresti
til en fælles melodi
spor mod hjerte, spor mod liv
spor der råber; vær og giv
største værn mod snævre syn
er at vælge sol – ej lyn!

Mandag i Norge – mandag i verden – mandag i historien – mandag med fortsatte drab og menneskemangel på samvittighed og omtanke – mandag med verdenstvivl og mandag med et fortsat håb mod et mellemfolkeligt, mellemreligiøst og mellemmenneskeligt spor af forstand mod en verden der tør imødegå den godhed der gror i enhver, den indgroede styrke vi dybest set har og den foranderlighed vi ved kan komme.
Kald det kærlighed, kald det liv, kald det tro – kald det i dit navn og din nabos…