Så sad den gamle Mustafa, med hånden under kinden,
og græd sit hjemlands tåreregn, for minderne i vinden,
han savnede det bløde sand, den stormombruste himmel,
han savnede sin Gud så nær, at længslen bliver svimmel,
han græd for dem der faldt i krig, han græd for livets kerne,
han græd for flugt og død og sorg, for det han ej ku værne.
Hver dag vi møder Mustafa, der mistede alt han havde,
han går med nakken bøjet frem, på pladser og på gade,
han søger kun at finde sted, forvist, forblæst, forfærdet,
han søger efter nye sprog og gemmer det som smertet.
Han græd så stille, tårer løb, og Mustafa er sorgen,
vi huske skal hver eneste dag, i lovgivning på Borgen.

//Astrid Søe 2012

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s