Livets låge


Der er rustne gitterlåger
der blir glemt og vokser til
som en sjæl der intet vover
selv når livet alting vil

Der er hængsler slidt og satte
der har knirket sidste gang
åben lågen mens du kan det
og bryd ud i ord og sang

Livets låge åbner udad
mod en verden fuld af flor
et frimodigt sjælekarbad
du blir til, hvor der er ord

//Astrid Søe – 2012
melodi: egetræet tungt af alder

Nu også i uddrag som DIGT-I-TAL: https://soundcloud.com/mors-menageri/livets-l-ge

Folkemødet på Bornholm

Den sjældne store kærlighed,
i politik og vælde,
er ukrudt i et rosenbed,
og blade på en nælde.
For selvom vi har luget ud,
og sætter pænt på række,
er underverdenens vilde skud,
den vækst som alt kan trække.

En mælkebøtte finder fred,
på asfalt vejens flade,
og taler frit og folkeglad,
og breder sine blade.
Den frihed ukrudt ofte har,
skønt uindbudt af alle,
er netop frihed som man tar
når folkemødet kalde.

I ord der gror af fattig jord,
skal sammenhold forfattes,
for det er her frisindet gror,
når samfundet afmattes.
Bliv ved at tale uden kant,
og uden målte måder,
vær stærk i gamle spor der svandt,
og folkeåndens gåder.

Tag dagen frem i lys og liv,
giv plads for ukruds vælde,
stop op og lyt på larm og kiv,
som nedefra fortælle.
Der er et sprog af folkeånd,
som holder fast om roden,
lug aldrig med for sikker hånd,
og sæt kun varsomt foden.

//Astrid Søe – til folkemødet på Bornholm 2012

Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med
og friheden at finde.

Astrid Søe 2012 – Grundlovsdag

Lille hånd

Lille hånd, hvor har du knuget,
Min som ingen andre kan,
Lille menneske, står i nuet,
Fællesbånd og skæbnevand.

Lille barn, du sjældne gave,
Som et kys af kærlighed,
Tænk at livet i min mave,
Finder sted og varer ved.

Det at være mor er noget,
Mageløst der varer ved,
Kærlighedens kim er sået,
I et hverdags blomsterbed.

Astrid Søe 2012