Skrevet den af ASTRID SØE

Frimærkemanden

Af jord er du kommet, på jord skal du dø og nedsynke oplyst i tanken
og noget var stålfast og noget forsøg, i under og overskudsbanken
for meget har formet og frisat og lagt, et liv på en hylde der hænger
i stuen tilbage hos dem du har vagt, trods det du ikke er længer.
For det at ha vækket og været og vendt, i ord, i bøger i munden
et eftermægle der lever i dag, det lysner i slægter i grunden.

//Astrid Søe 2014
Til Grundtvig

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Folkeligt forår

Hvad er folkeligt i grunden
Skrev den gamle Severin
Er det ord vi har i munden?
Er det dannelses doktrin?

Er et folk i grunden splittet
Mellem tro og lov og stat?
Hvad er rigt og hvad er fedtet?
Hvad er fælles, hvad privat?

Hvordan vælger man sin stemme
Ind i hver dags gøremål?
Vil man folkeånd fornemme
I lidt mudder under sål?

Er vi grænseløse ånder
Der bebuder verdensvid?
Er vi kasteløse nonner
I en kassetænketid?

Hvad er ånd og hvad er viden?
Hvad er tro og hvad er tant?
Er historien gennem tiden
Uforløst som fælles pant?

Kan vi dukke os bag hækken
Uden blusel uden kløgt?
Et et fælleskab en vækken?
Eller tvang som vi har søgt?

Er der frihed er der former
Der forklarer hånd og mund?
Er vi viklet ind i normer?
Hvem er god og hvem er ond?

Hvad er folk og hvad er livet?
Hvad er sagen samlet set?
Hvad har folkeånden givet?
Hvad har folket fælles ledt?

Kan en tågesnak forføre
Hvis den siges ofte nok?
Kan frimodigheden røre
Hvis vi stivner af et chok?

Er det kærlighed der råder?
Er det tro og håb og mod?
Er det omhu der skal sætte
Skellet mellem nu og rod?

Er der valg på alle hylder?
Hvad forpligter du og jeg?
Egoismens sorte bylder
Eksistensens strengeleg

Kan vi finde fred i næsten
Uden tvang om ret og vrang?
I forskellighed er læsten
Nodeskriv i folkesang

Se et menneske der venter
I en længsel efter os
Folkeånden alt indhenter
Uden vrede, fri af trods

Folkelig er den der tvivler
Spørger, tænker, undres på
Folkeånd hvor frihed hvivler
Mulighed til at forstå

Hvor er tonen hvor er talen
Til et folk og folkelighed?
I en vilje – fandengalme
Til en fælles kærlighed!

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk
#Hilsen til Grundtvig
Kan synges på: Folkeligt skal alt nu være

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Frihed er…

Frihed er at binde op,
hvad der snører mund og krop,
så i ord og håndelag,
frit vi færdes dag for dag.
Løs du kun det røde bånd,
for det strammer om din ånd,
halsen løst og livet med,
da kan frihed finde sted.
Livets røde tråd er til,
som en rettesnor der vil,
vise frit hvad vej vi går,
ikke snage, skabe sår,
ikke baste eller binde,
nye spor at se og finde.
Fri din ånd hvis modet bær,
da er kærligheden nær.
Hvad er folkelig i grunden?
Det at være helt ubunden!

//Astrid Søe 2012
Hilsen til den Gamle Grundtvig…

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Til Norge, dagen før et års dagen

Der er så stille her i dag, i dagens sidste lys
før morgendagen vågner, til minderne om gys
i ren forundring menneske, må stå og se det komme
og gennemleve nok en gang, det døde og det tomme
til de der tabte liv og leg, og misted tillidsgrunden
er tro på frihed stadigvæk, det sidste ord i munden
et helt forandret folkefærd, men viden om det onde
har rejst sig, uudgrundeligt, hvor ingen kunnne bunde
med tyste tegn og ingen ord, til den der tog af livet
er sorgen dog den kærlighed der kom og bliver givet
forbind det sjældne der slog til, med det VI ej kan magte
fordi VI kender kærlighed, så tar den hånd vi ragte
et år et kun så ganske lidt og tid kan ikke hele
de mennesker der spilttes ad og går i tusind dele
men hvis vi løfter sammen er det lettere at bære
den viden om det onde, vi er tvunget til at lære
en stille tanke før det sidste lys er ved at dø
et grosted i den vilje: At ingen er en ø!

Til Norge – dagen før 1 års dagen for massakren.
//Astrid Søe 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Folkemødet på Bornholm

Den sjældne store kærlighed,
i politik og vælde,
er ukrudt i et rosenbed,
og blade på en nælde.
For selvom vi har luget ud,
og sætter pænt på række,
er underverdenens vilde skud,
den vækst som alt kan trække.

En mælkebøtte finder fred,
på asfalt vejens flade,
og taler frit og folkeglad,
og breder sine blade.
Den frihed ukrudt ofte har,
skønt uindbudt af alle,
er netop frihed som man tar
når folkemødet kalde.

I ord der gror af fattig jord,
skal sammenhold forfattes,
for det er her frisindet gror,
når samfundet afmattes.
Bliv ved at tale uden kant,
og uden målte måder,
vær stærk i gamle spor der svandt,
og folkeåndens gåder.

Tag dagen frem i lys og liv,
giv plads for ukruds vælde,
stop op og lyt på larm og kiv,
som nedefra fortælle.
Der er et sprog af folkeånd,
som holder fast om roden,
lug aldrig med for sikker hånd,
og sæt kun varsomt foden.

//Astrid Søe – til folkemødet på Bornholm 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Den ensformede frihed

Så kommer man pludselig med et slag foran for sin tid, med et helt årti + lidt.
Endelig er der kommet en afhandling om friheden som brand, som tilbudsvare.
Tilbage for 10 år siden holdt jeg en lang række foredrag som samme emne.
Igen og igen har jeg ment at vi har misforstået frihedens væsen og væren og sat den på tilbud som mesterhak..
Uddrag af foredrag marts 2000:

Frihed til forskellighed, sådan lyder lønne højskoles slagord eller leveregel.

Og det er vel den yderste frihed for et menneske.

At vi ikke skal ensformes,

at vi har lov til at være den vi er uden at blive korsfæstet af den grund.

At have friheden til at være forskellige med hvad vi hver især bærer frem.

Det lyder flot, men er det egentligt ikke.

Det burde for enhver være den naturligste ting i verden og noget vi vidste uden overvejelse.

Men at måtte vælge sig det som slagord er tegn på et fattigt folk.

Vi ved at friheden er bundet.

At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre, det landskab man gror i, klart.

Se vi er en fri skole

En fri organisation

En fri kirke

Frihed er blevet et slagord som mesterhak eller økologisk

Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttet.

Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.
citat slut.
I årevis har jeg gensnakket denne tanke: At frihed i Danmark er en handelsvare, et brand vi flager med og har mistet grebet om det øjeblik friheden blev til “Hvem kan – vi kan” modsat alle andre der var nok så dårlige til at gribe friheden og turde den som folk.
Da Muhammetkrisen kom stod vi der igen, højt råbende at VI ER FRIHED, VI VED BEDST!
Måske ved vi bedst, måske har vi virkeligt et godt greb om friheden og fordrageligheden.
Og et er sikkert, vi har gammel lærdom om frihed da vi har både forenings og de frie skolers kultur at trække på. Tak igen for den Grundtvig der lærte os at være frie, men utak til os selv da vi mistede overblikket over det uendelige ansvar friheden bærer med.
Vi må ikke lade frihed blive denne stråkorkorter i livet, der gør os til pløjemarksbønder, men harvetænderne for langt fremme.
Frihed er også ydmyghed over for andre mennesker.
Frihed har det størst ansvar overhoved.
Vi skal og må huske at sætte afsender på vores frihedstanker. Ja vi flager med frihed, men vi har også ansvar for at tage flaget ned i tide inden solen går ned, for der må gælde samme flagregel som dannebrog så friheden ikke kommer til at blafre i en middelstorm, forrevet som et BILKA eller NETTO flag, der hænger ude hele året.
Når vi som folk i gammel tradition kender til friheden er et selvsagt fordi vi har oplevet det ufri og kæmpet os vej mod noget andet.
Det forpligter og kampen sætter fri.
Verden over kæmpes der i denne tid for friheden, for freden og for tanken om demokratiet.
Nogle steder svares der:
Tortur hvor andre demokratier! 
Næsten som et modråb mod den overlegne frihedstanke.
Frihed skal være ydmyg.
Frihed er ikke bare arvegods vi kan bruge løs af uden selv at give eller forstå, det skal læres for et folk, for et samfund og som mulighed i et styre. Det skal smages med mund, tanke og hjerte
I ethvert menneskes eget liv er det samme øvelse som hos et helt folk.
Fra barnsben er friheden i lommen på forældrene og de vælger til og fra hvornår vi er fri til egen levemåder og valg.
Langsomt begriber vi frihedens konsekvens og tager ved lære og behandler den med omhu og kærlighed.
Jeg har tusindvis af gange sagt til mine børn at familien er et demokratisk diktatur.
Samtalen er mulig, vi byder alle ind med vores ideer, men det er den voksnes givne pligt at tage valget og stikke målet og beslutningen ud i sidste ende, uanset protester og “surmule med mælk på”.
Ja det er dit private værelse, men det skal ryttes op! ingen frihedvalg der, eller når der sengetid etc.
Vi lærer at stå ved valgene og vide hvornår grænserne er nået. Ved myndighedsalder skal vi kende den. de får vi overdraget ikke bare nøglerne til bilen og egen økonomi, men langt større valgretten til samfundet og livets valgfriheden.
Som samfund øver vi os stadig. I denne tid er friheden knyttet ind i en hånd der strammer om garnet. Friheden er på alle måder også en modestørrelse der fra tid til anden tager nye klæder på.
Lige nu er kassetænkning yderst moderne og gennemsyrer samfundet fra isse til fod. Der er ikke den regel eller kasse der snart ikk er udstukket og langsomt begynder oprøret – næsten umærkeligt, men sikkert.
Vi evner det ikke, vi danske der for flere hundrede år siden smagte friheden som folk. Vi rumsterer og regerer og slår og i tøjeret.
Lille Ole og gamle Karen er begge sat i system både i børnehaven og på plejehjemmet. Vi skriver lister og skemaer for hver en bevægelse de tar og mister overblikket over det hele menneske. Sådan går det i moderne samfund hvor vi bliver overopmærksomme på detaljen og overser det hele billede.
Friheden har det for tiden på samme vis.
Den er stykkevist og delt skemalagt og sat i system.
Her er dit liv – tilsat lidt frihed her og der, strøet med milimeterdemokratisk hånd.
Måske er vi stolte af vores frihed – flot og elskelig som den er, men den må være mere end blot ord og tradition.
Hver morgen må vi vågne og huske at vi også som folk skal kæmpe for frihed. Den er ikke en fast størrelse vi kan stemple passet med.
Friheden lever kun i det enkelte menneske og dette menneskes måde at møde livet på.
Hvis ikke vi værner og opliver friheden som et vilkår, som et samfundsdueligt afsæt, så dør den hen og lader sig skematisere og bliver til ren reklamekampagne.
Pas på friheden, den gør det ikke selv.

Link til artikel om afhandling om friheden som brand:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/frihedsfundamentalisme-gor-os-intolerante

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

I kan roligt invitere mig.

I kan roligt invitere mig. og dog…

det rolige må jeg desværre trække i mig igen.

Jeg blev for nogle måneder siden ringet op af et medlem af et menighedsråd et sted i Danmark.
De ville lige høre lidt mere om det dersens foredrag jeg skulle komme og holde i september ved deres højskoledag.
Manden begyndte famlende, men målretter i sindet med at sige at vi måtte finde en anden dato.
Og jeg bladede i kalenderen.
Ja ja vi kan finde en dato i en anden måned det går også.
Og så ville han lige sige at når jeg skrev at foredraget handlede om livets gåde, så ville han altså ikke have at det handlede om ånder, de gav ham myrekryb.
Næ, der skulle tales om kristelighed.

Jeg spurgte så hvordan jeg skulle tale om kristelighed hvis ånder gav ham gåsehud.
Hvad med Helligånden spurgte jeg?
Kristendom handler vel også om Helligånden.
Tavshed en tid.

Ja, men der var jo så mange søgende mennesker der ikke vidste hvad der var bedst for dem selv og han arbejdede på et bibliotek hvor han dagligt så sygeplejersker og læger låne bøger om åndelige emner, alt det alternative og sådan.
Og det skulle være forbudt i et land der byggede på kristelig tro.
De er jo ansat i sundhedsvæsenet under dansk samfunds lovgivning og skulle følge tråden i det danske samfund der bygger på den kristne tanke.

Og nu var det vel ikke et folkeligt foredrag jeg ville holde?
Jo, nu var det jo en højskoledag I skulle holde og når man kalder dagen for højskoledag er plejer det at være med folkelige undertoner.
I øvrigt er det jo en folkekirke jeg skal besøge.
Og en folkekirke bygger på de folk der besøger den med de blandinger de har.
Og det undrer mig at du der arbejder på et folkebibliotek ikke selv holder af ordet folkeligt eller har fornemmelse for at folkeligt har sammenhæng med mennesker.
Det må vel være tanken at et folk stadig må bestå i de blandinger de er.
At vi ikke alle sammen skal have samme mening og tro.

Dyb tavshed.

Ka´ du ikke snakke om Jakob Knudsen i stedet?
Nej, nu kan jeg slet ikke snakke om Jakob Knudsen.
Nu kan jeg kun snakke om folkelighed.
Men du kan jo genoverveje om det er et højskolemenneske du vil have til at komme på din højskoledag.
For jeg vil ikke inviteres til at tale et sted hvor mit sprog og holdning er bundet fra begyndelsen.
Mig kan i ikke roligt invitere!

Det var et uddrag af en af de særeste samtaler jeg til dato har haft.
I en invitation af et menneske må man regne med at de er frie i de ord de vælger sig.

http://www.astridsoe.dk