Skrevet den af ASTRID SØE

Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Skrevet den af ASTRID SØE

Grundtvigs nytårstale 2016-2017

Vær velkommen herrens år
og velkommen 2017
Hvad var vel årets mening for mennesket, hvor var vel kjærlighedens væsen og mulighedens magelighed?
Den gamle strakte alle lemmer og gik frejdigt fra dør til dør og søgte den fortrolige samtale i den fælleskabsgivende forsamling.
Hvad var vel mennesket uden samtalen.
den der strækker sig, den der læner sig på det andet menneske.
Ordet skaber hvad det nævner og har grangiveligt skabt sig gennem 2016.
Danmark, du puslingeland der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Har du bemærket om vrælingerne skryder når skyggen står ligest?
Verden havde i bagklogskabens lys en foranderlig fjederham på.
Man fornemmede nok udgårdsloke kampe og midgårds måben.
Hugin og munin, Odins ravne, som timeligt kaldes internettet, fortætte vores syn på omverdenen og mangt et ukendt ord blev almindeligheder.
populisme, nationalisme, danskhed, shitstorm – og vi stemte om danmarkskanonen og eksporterede hygge og harme.
Og hvorledes mødte vi vor egen frihed, da den gjaldt, da den skulle gå forrest i færden for frænder?
Vi må huske det åg af ansvar der ligger på frihedens spinkle skuldre.
Den tyngde som vi måler vort fædreland og forfatning, fromgivne fornemmelse og forventning i.
Frihed først og sidst for ånden, 
hvor den virker uden arm, 
frihed derhos og for hånden, 
som gør gavn og ingen harm!
2016 blev mødestedet for arv, ånd og hånd.
Vi måtte genfinde vort hjertes inderste, vi måtte fremtidssikre åndsfriheden og opildne til oplysning. ej blot for folket, men om folket, fra folket og med folket.
Hvad jeg fandt i hjertegrunden 
lysten, roden, kilden til,
hvad jeg fandt i folkemunden 
udtryk for med liv og ild:
Fred og frihed, lys og læmpe, 
det er tidens sande tarv, 
men den må sig selv tilkæmpe, 
hvad ej til den gik i arv.
Hvad vi tilkæmper for vore næste, om de rimer på halal eller flæsk er dette, at:
Vil man ene frihed nyde, 
nøjes man med sin idé; 
vil man sig ved lyset fryde, 
sky man ej sig selv at se.
2017 bør pudse sine briller og gense sine egne gamle spor. den historie vi bærer med og deri en erindret fælles viden om verdens mødesteder.
Vi ved allerede hvad vej vi kan vandre, af hvilke stier vi træder sikrest og samstemmigt.
Vi kender tonen og melodien.
blot mangler vi at synge fælleskabet i hus.
Man kunne tilstræbe at 2017 er oplysningens år, at ordet i folkemunde er solskin for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde.
Hvorfor fremelske oplysning i en tid af tvivl, vil man spørge den gamle af dage – og det er enkelt at finde et værn-bårent ord der dækker for det.
Man bør være det mødested hvor mennesket giver stadig mening til hverandre.
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
Og livet er det vi giver mening i os selv og i hinanden.
det der bærer samfund og verdens søjler, det der vander livets træ og gøder mark og mulighed.
Den gamle ønsker hele verdens befolkning et 2017 der tager varsomt fat på de nyeste skud, værner freden og friheden, ånder ondskaben i nakken og hilser hjertesproget på gensyn.
Tak for alle ord undervejs, mødesteder, muligheder og umålelige længsler.
Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
thi, som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel!
Godt nytår!
Se og hør Grundtvigs nytårstale på Youtube: https://youtu.be/gDB4vfq7pUY
http://www.astridsoe.dk

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

2 brev til mit Syriske barn

Til Mit Syriske barn.

Det er tre år og tre måneder siden at jeg lovede at hente dig.
Jeg skrev at jeg jo var den voksne. At jeg vidste at du var mit ansvar.

Jeg har ikke holdt hvad jeg lovede og jeg ved at du aldrig vil tilgive mig for det.

Jeg har gennem flere århundreder vokset i min egenforståelse. Jeg har udviklet mit demokratiske håndelag og delt ud af min viden om både dette og hint.
Jeg har kæmpet for kvinders rettigheder, jeg har sloges for arbejdernes vilkår, jeg har forfinet skolegang for børn. Jeg prædiker velfærd, ligestilling, rummelighed og sameksistens og skrevet mangt en lov om menneskers rettigheder og vores udgangspunkt – derfra min verden går – videre til dig.

Jeg har forædlet min egentro på min fortræffelighed, min politik, min humane tilgang til min omverden. Min sociale færden er verdenskendt. Jeg leger stadig med de store og besøger den omgivende verden, hvor vi taler om sådan nogle som dig.

Du ligger mig stadig meget på sinde, måske mere end nogensinde.

Jeg siger at jeg er afmægtig. At jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Det siger vi alle sammen, alle os der sidder med demokratiet i baglommen og barnetroen i forlommen.

Så bærer jeg blus, ikke for glæden, men for sorgen over at have svigtet dig.
At ordene ikke nåede frem, at min hånd ikke nåede din.

Jeg ved stadig ikke hvordan jeg løser det for dig.
Du sidder måske et sted i mørket og tænker på mig?
Hvisker mit navn og spørger stille hvorfor jeg har forladt dig?
Hvorfor jeg taler om menneskerettigheder og retfærdighed? Om mit sindelag, mit storsind, min omtanke, min ildhu, min vilje til at ville – Dig og dine.

Vi har selv været der, som jeg skrev til dig – afmægtige og nøgne.
Midt i forladthed, midt i mørke og sorg.
Til nogen rakte os befrielse og fred.

Vi ved ikke længere hvad vi gør mod den magt der råder og regerer mod mennesket. Mod det der samler og holder ud.

– Jeg beder ikke om tilgivelse, den er ikke mulig.
Jeg beder heller ikke alle de andre krigshærgede lande om tilgivelse.

Jeg er en brik i et brætspil, ligesom du, lille barn.

Lad julesorgen slukkes!

Første brev til mit Syriske barn: http://astridsoe.blogspot.dk/2013/09/brev-til-mit-syriske-barn.html

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

HåndtryK – håndtryG

Hvad mennesker sammen har dannet

Kan spredes som ringe i vandet 
Hvor fred holder hånd
Er dannelsesånd
Et pludseligt håb
Og fremtidens dåb
Og ingen kan hindre at kærlighed er
Den eneste sammenhængs kraft der bær
Hvor livet får stemme
I hændernes gemme
I håndtryk af ære
Kan mennesket være
I frihed og tro
Forskellighed gro 

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Vi er også ord.

Vi er også ord
nu er vi her
den her verden 
forestiller ikke os 
fanatismens ansigter
oplevelser af terror tager ordet og
rædslen stiger når
daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og
beskærer et forår mens
troende hjerter i vinterløbet
som går svangre med 
håbets vinger
hvor viljen og troen på
et samfund, en verden
i samdrægtighed
for at lære 
tegn til tale
brydes med 
angst og tavshed 
kampen om ilden 
blev 
til kampen om ordet
ordet er frit
Læses igen nedefra og op!
//Astrid Søe 7. Januar 2015
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Jeg glæder mig i denne tid (jul)

Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes fred, der findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.

se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver

for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.

så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når julevarmen kommer

En lille pige holder hånd
og gode mennesker knytter bånd
og skriver julebreve
jeg ønsker dig en glædelig jul
at frihed flyver som en fugl
og lander som din gave

decembermåned gør så glad
et tindrende forundringsbad
af kildevæld der løber
med kærlighed og viljelyst
et ord til dem der mangler trøst
treenigheden støber

velkommen jul, velkommen liv
du standser verdens larm og kiv
kun gladeste ved det milde
du er en gammel melodi
der løber i mit blod fordi
din sang er livets kilde

//Astrid Søe
versetempo lånt af Peters jul…
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Brev til mit Syriske barn

Der er tusind for og imod’er omkring Syrien. Omkring det at gå ind eller stå måbende til. 
Der er tusind for og imod’er hver gang vi overvejer om krig er svaret på krig. 
Om vores næstekærlighed omfatter et globalt eller nationalt livssyn.
For det er for og imod der river vores lunger til blods i en demokratisk debat om vores omverdens stridigheder. Engang var det os selv der sukkede efter “Det var en morgen som tusind andre” og lærken lettede og vi var lettede, i forløsning af fred. 
En udefrakommende fred. 
En hånd der rakte os frihed og løste de snørende bånd. Det var vel en hånd der bar samme religiøse sprog som vort, men en hånd der i de timer ikke talte andet sprog en det globale “fred være med jer alle” “shalom” “peace” “salam”. 
 
Vi bærer alle kim til krig og kim til fred. Vi sår, vander og høster som vores historie og samtid fortæller os og opdrager os til. Går vi ind til vores nabo, i tillid og tro på at vi er velkomne, da er vi oftest velkomne. 
Går vi, med tvivl og mistillid, er kæden sat for døren og et misbilligede blik er det vi møder gennem en sprække i døren. 
 
Om morgenen står vi op, ryster søvnen og drømmene bort. ” Kom, lær mig noder til, det håbets strengespil” og våren tager vi med, som lærken. Vi kalder det mange navne som et kært barn, vi bærer på armen, i omsorg. Vi døber det demokrati. Sameksistens. Vi vil forstå og fortætte det at spørge, i tillid til hinanden og lære at bøje os for flertallet. Uagtet om vi enige. For grundholdningen er stadig den samme. En hengemt følelse og at blive holdt i hånden når man har været bundet som træl, i en krig vi stadig ikke begriber.
 
Ved kakkelbordene, under Amagerhylden og på Ikea sofaen, sidder et menneske og prøver at forstå en konflikt, en spirende vår, et stykke land, en kultur, folkeslag, religion og historie som hører Mellemøsten til. Vuggen til vor tids dåb og sprog. Et stykke historie vi deler, langt tilbage i tågerne og wikipedias endeløse fortætninger. Eksperterne der som tordenskjolds soldater toner frem og forsøger at oplyse. Men det er mørkt. Det er fimbulvinter. Det er ubegribeligt. Men vi prøver og prøver, overvejer, måler dagens handlinger med tommelstokken med tommerne slår ikke til.
 
Som at sidde ved en flodbred og håbe at finde guld, med en si, med sten og sand. Og når alt er vasket bort i det nær frysepunktet kolde flodvand, så ligger der ingen guld. Så ligger der de vises sten. 
Sten der er drøm om tro, håb og kærlighed. Det universelle mødested. Det vi smelter om, i vores daglige virke med hinanden og ikke mod hinanden.
 
I Danmark leger vi med de store, dem fra niende der både smugryger og tuner deres knallert. Vi vil være en del af “handlekraftens øje” og der, i det blik, på brejdablik, kan vi se at ligemeget hvem vi leger med så higer vi, barnligt efter en hånd at holde, en skulder at læne på, et kys af forstand.
 
Senatet skal stemme, demokratiet skal tale, og trykke på den røde knap. Ingen alene skal drage af natmørkt hav.
Og imens ligger der i en seng, en mor og en far og holder om deres lille barn. Et kærlighedsbarn. Er barn som uroligt trækker vejret i søvnen efter en dag hvor det har set lig og krig i de gader hvor det engang legede “en to tre krone for mig”. Nu ruller krigen og frygten mellem husene og ingen åbner døren i tillid.
 
Det er det ene barn til hvem jeg sender min fred, mit håb om frihed, mit håb om at du vil overleve og gro og en dag lille barn vil du holde en hånd og løse en knude når mit land stanser i våde. Du lille barn er mit barn af hjertet. Og du bærer kimen. 
Alt er for og imod, mit barn. Alt, foruden et der står fast; kærligheden.
 
Jeg forventer dit komme, hvis ikke jeg henter dig først. Det er jo mig der er den voksne. Det er jo mig der skal holde hånden over din pande og give dig fred.
 
Ærbødigst
Astrid.
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Ung Dom

Melodi: Thorvald Aagaard 1922 

Tekst: Astrid Søe 2013

Jeg elsker den brogede ungdom
trods al dens nød og strid;
de bygger ikke kun i Rom
og dannelsen den tar tid.

De snakker om unge der fejler,
om dårskab, griskhed og vold.
Men intet under de stejler,

når vores forventning er kold!

Jeg har grædt, som andre, af smerter,
Når natten raseres af vold, 

Prinsesser har ingen ærter,
Når bælgen er rå og gold.

Var livet en dans på roser,
Hvis vi mon tog bedre imod?
Hvordan får man grønne hoser,
hvis næsen siver med blod?

Fred må der til, skal landet gro,
En mellemfolkelig bro,
et mødested i liv og tro,
Der vidner om folkero!

Og derfor tror jeg på livet
På tro, kultur og på vid;
Vær stolt i det du blev givet,
vær skabelsens ungdomstid!


#til de mange forstødte unge af både dansk og anden etnisk oprindelse. Fred!

http://www.astridsoe.dk