I identify as HACKED

Men har en mening til man ikke længere har rettighed eller råderet over sit liv. Det giver ingen mening

Kære Alle. 

Hmm.. 2025 november en grå gavmild måned der eller har min kærlighed, mest fordi de fleste hader den måned og jeg ikke helt synes det er berettiget. 

Men lige i november blev jeg hacked. ikke bare noget med at have trykket på et forkert link, eller været inde på noget smuds – næ, så spændende er jeg desværre ikke. Men nogen har, i helt moderne forstand, overtaget alt. 

Hverken jeg eller politiet ved endnu hvem, hvad eller hvordan. der gisnes både om en fysisk (i mit hjem) indtrængen i mine enheder, eller på et af de ret mange hoteller jeg har været på i november. måske er vi ude i rootkid, keylogger, stelphrat. Grimt barn, få navne.

Hvad jeg ved er at “jeg”, i mit navn, med “min” mail, med “mine” sociale medier, med “mit” telefonnummer… har sendt kriminelt materiale med børn, voksne, grimme ting, farlige ting. alt flyder og overblik mangler og måske heldigt nok at jeg slet ikke ved hvilket omfang og hvad “jeg” har gjort – i det at det naturligvis ikke er MIG der er afsender.

Min mailudbyder har været 5 uger om at rette en intern fejl der gjorde at jeg ikke kunne stoppe det her. Min virksomhed er væk, min hjemmeside, shop alt. Min shopudbyder vil ikke genåbne og give mig adgang til min egen virksomhed. Ingen tror egentlig at jeg er mig.

Mit nummer bruges flittigt til spoofing og jeg svarer så godt jeg kan på de undrende mennesker der ringer tilbage og siger at jeg har lovet dem dette og hint.

Det giver mig en del overvejelser. Delt om den sikkerhed vi skal være opmærksomme på, og de af os (MIG) der har hele tre sikkerhedsprogrammer der varetager min daglige it sikkerhed, ikke skal regne med at de faktisk holder os sikre.

Det går ud over tilliden. tilliden er den eneste og vigtigste samfundspille vi har. Det er også den der gør at vi tør interagere med andre mennesker. at vi hovedkuls kaster os ud i samtaler, trafikken, kærlighed, oplevelser, folketingsvalg, demokrati.

Lige nu, i skrivende stund er min tillid noget flosset. Alle de firmaer jeg samarbejder med tror mig ikke. Mine sociale medier er for de flestes vedkommende låst, slettet eller deaktiveret. 

Min Grundtvig (@Grundtvignu) fortælling og samtaler, videoer mv. på Instagram er lukket for altid. Mata mener at den gamle Grundtvig har forbrudt sig mod fælleskabet. Tænk engang at det skulle overgå grundtvig. Og hvad ved vel meta om det fælles bedste? Godt i lukkede ned for hackeren, men kunne I genoverveje at det nok ikke er mig/Grundtvig der har sendt de ting?

Hvad jeg ved nu er at man ikke kan appellere. At man for altid er dømt ude. Det er en meget mærkelig oplevelse og jeg ved at jeg ikke er den første, ejheller den sidst der vil opleve det her. både privat og som erhvervsdrivende.

At blive hacked er ikke bare det at miste en masse. At ens virke forsvinder og man ikke kan få særligt de amerikanske virksomheder til at forstå hvad en hacker gør og at man egentlig er uskyldig.

Min Linkedin har jeg lige generobret. mange ugers kamp. 

Min blog ligeså. 

Og nej, tofaktorgodkendelse og andet alment guf hjælper faktisk ikke så meget som jeg troede. heller ikke mine ufatteligt lange indviklede kodeord.

Alt i alt er jeg selv ved at være i tvivl om jeg findes. Måske skulle man trække en streg i sandet og bare begynde fuldstændig forfra.

Men helt ærligt er vores visdom, erfaring og tillid jo også bundet i det at vi er historie. at vi kan genkendes og huskes og være den fortid og nutid livet er gjort af.

Hvis du er tidligere, nuværende eller fremtidig samarbejdspartner, hvis du er min bekendte, min ven, min nabo, min kontakt – så del gerne at jeg findes og gerne vil findes. Eller som Svend Åge madsen skriver: At finde sted.

Og kender du eller dine en måde at kæmpe tilbage mod de mange giganter der uden nåde beslutter at man er kriminel og ikke skal findes mere, så giv lyd.

Jeg er, for dem der kender mig, mit firma, min person, at I ikke er i tvivl om at denne tekst er skrevet af mig. jeg skriver altid for langt og snirklet og det får jeg tit smæk for, men sådan er vi så forskellige. Det er glæden ved mennesker. at vi ikke skal være ens. at vi kan finde hinanden i den tillid der vækkes når vi genkendes og bliver knæsat.

Måske får jeg lidt tilbage over tid, måske får jeg mit firma tilbage, min person, men jeg glemmer ikke den fornemmelse af afmagt og de 10-12 timer jeg sidder hver dag og skriver og chatter forgæves med support. 

Fuck jeg er træt, send flere romkulger.

Grundlovssang

Melodi: Gi´os lyset tilbage – Rasmus Skov Borring

Frihed er fri, hvis man tåler deri,
frihed tar ikke parti.
Frihed er vrøvlet og frihed er klog,
frihed er svær, men dog aldrig et åg.
Frihed holder et folk i kog.
”Frihed larmer og ser,
i det at dele bli’r vi til meget mer’.
Ingen er fri uden selv at gi lov,
Frihed er fri, når den møder sin næstes behov”

Men kan jeg finde et sted hvor jeg står,
frisat til fælleskabskår?
Grundlagt i ord der blev skrevet engang,
ligeværd, retfærd og nutidig klang?
finde vejen i ret og tvang?
”Tvivl er tillid på tværs,
som et besøg i et nyt univers,
alle må tvivle og lede og se,
Tvivl er at miste og genfinde hvor vi bli’r til”

Midt i et folkelivs frejdige form,
bliver forskellighed norm.
Samtalen splitter og samler igen
Hvem kender vejen og hvor skal vi hen?
ja og nej og måske og men…
”Ord kan falde så hårdt,
at håbet slukker og ens selvtro går bort!
Samfund er stemmer der frit taler ud,
ordet er dit, og din ret og det vigtigste bud!”

Hvad er det fælles og hvad er en sag?
Hvem er mon stærk, hvem er svag?
Midt i forskellige viljer og kår,
vågner en tillid som alting formår,
i et frisind som vi forstår.
”I en mulighedstid –
hvor flere fylder mer’ end ét individ,
så må vi bære og ville et os,
det er at være og turde og ville – på trods”

Livet er alting vi vælger deri,
uden at skelne og si.
Livet er broget og livet er vort,
livet er myndigt, et samvirke kort,
i en hjemmel af blidt og hårdt.
”Livet koster sig selv –
men vi kan splejse og det er et held!
Midt i en samtid af sammensat håb,
ligger det fælles og det er dit liv og din dåb”

Hengivenhedens dannelse

Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse

Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/

Et nu vi forstår

Melodi: Fortabt er jeg stadig (Højskolesangbogen) nr.486
Tekst: Astrid Søe, 29. oktober 2021 – Til Mogens dahl koncertsal AffiEmbed Review

Et nu vi forstår
at strække sin lunge i det den formår
at kysse en tone der nynner af vår
så sangen forener og elskende får
en mættende bid
en tone af tid

En tone af tid
der vokser og bliver til et individ
en menneskekrop der kan længes og nå
og bygge en vej hvor vi alle kan gå
at være et bånd
i spor af din ånd

I spor af din ånd
der mildt mellem miskundhed rækker sin hånd
der løber fornuften og tvivlen tar skridt
og deler en tillid i dit og i mit
så bliver jeg fri
i den melodi

I den melodi
der ligger en lighed og dirrer deri
for alting befries hvor ordet har luft
hvor sang er at skabe en fælles fornuft
at samle en sag
der aldrig gør svag

Der aldrig gør svag
men støtter en bjælke, der holder et tag
– der letter i vinden, for tonerne bær
i dem kan du kende din ånd og dit værd
og så gør du glad
i sangen er fred

I sangen er fred
og ingen skal slås eller gøre fortræd
en kendt melodi med en node af mod
der viser mig hvor jeg skal sætte min fod
jeg ved at jeg vil
og så blir vi til

Og så blir vi til
hvor tonen kan bunde og svømme og vil
at dagen er enkel når du holder om
at ingen er efterladt ene og tom
i fælleskabskår
et nu vi forstår

Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra oos – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Der sad et folk på en tømmerflåde – Coronafortællinger

Vi er alle sammen i samme båd. Og den gynger en del mere end vanligt. Det er slut med ”Vi sejler op ad åen, Vi sejler nedad igen”. Nu synger vi alvor ind i hverdagene. Der sad et folk på en tømmerflåde.

Vi øver os i at vente, udsætte, mådehold.

Vi går og lurpasser den. Trækker vejret roligt. Dobbelttjekker om skuden er fortøjret forsvarligt.
Kompasset vender mod nord, men vi skal ingen vegne – endnu da.
Ingen Titanic panik her.
Hensyn, henstand, samfundssind

Coronakrisen har fået en unge. Vandet er gået. Ungen bliver ikke taget med tang, kejsersnit eller ender i kuvøse. Ungen går fra dag et – marcherer sortklædt med store skilte gennem de største af de danske byer.
Nogen brænder en statsminister af – ikke selve ministeren, men en dukke. En lookalike. Som en sankthans heks på vej til Bloksbjerg eller Dubai.

Vi er blevet uvenner. Vi er blevet splittet i meninger, fake og fucknews. Information, vacciner, hvad er op og hvad er ned. Mundbind eller ej. Samtykke til epidemiloven eller ej. Samtykke til grundloven eller ej.

Jeg har fået en ny rynke på næsen. Flere faktisk. Af at rynke på næsen over uenigheden. Slinger i valsen. En finger i halsen.

Vi er blevet uvenner. Sådan uforsonligt. Uden at nogen giver sig en meter. Demo for frihed? Fri til eller fra? fri som i din eller min frihed? Ansvar?
P.H. Kværner derudaf: Man binder os på mund og hånd…
Jeg fornemmer en vis frihed i at stå fast – bare beslutte at vi sgu nok holder det ud. gennemlever det uden men. Rolig nu, ingen slinger i saltlakridsen tak.

Det er ikke fordi vi ikke er øvede i at være uenige. Det er fordi det her glæder noget vigtigt. Noget med at tage ansvar.

Jeg tænker på om ikke den der smitteapp og samtykkeappen er lidt i familie?

Noget med at give sig hen til noget. Ja, fuck, det er gammeldags at give sig hen!
Hvem gør egentlig det mere.
Hengivenhed er måske ikke så moderne – alligevel holder jeg af den.
Som en erklæring til mig omgivende samfund.

Naivt? Enfoldigt? Eller folketro?

Jeg er ikke så bange for uenigheden. Jeg er bange for efterspillet. Jeg er bange for tillidsskredet. Tillidsbrudet.

Jeg er bange for at miste besindelsen selv – ikke over nedlukning men over dem der mistede besindelsen.

Lad dem demonstrere – lad dem råbe og gå klædt i sort.

Men lad mig være lydig, latterligt lydig. Næsten dydig.

Lad mig have lov at høre til dem der passer på, dem der bliver inde, lytter årvågent til pressemøderne, følger hvert et råd om påpasselighed. Husker tandtråd og gummi og gavmildhed.

Spritter hænderne flere gange. Lufter ud, siger nej tak til foretagsomhed og fest.

Jeg fryser af helvede til. Varmen i huset er gået. Jeg kan ikke ringe efter en håndværker. Vi er i totalt lockdown. Ingen slipper ud, ingen slipper ind.
Jeg skal bruge natten på Youtube. Lære at reparere varmen selv. Nogen skal jo for faen gøre det.
Det er lige så koldt her i huset som det må være at gå derude og demonstrerer. De ser noget kølige ud, dem der går og råber ciao Mette, ciao.

Uldne underbukser, uldne holdninger.
Nok til at strikke en sjælevarmer.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.

Jeg tror det er ok – vi er uenige. Og hvad så? Eller seriøst?

Jeg skal heller ikke noget tiden. Og jeg skal slet ikke tage mig af demoer med sortklædte.
Jeg skal forsage avisen og alle dens nyheder.
Jeg tror jeg tager en lur, går i hi, går i kloster, går i gang med rynkecremen på næsen.

Måske går coronaen mig forbi. Måske.

Måske fikser jeg varmen. Måske fikser jeg klimaet. Måske fikser jeg håbet, troen og hengivenheden?

Der sad et folk på en tømmerflåde.
Nogle faldt i vandet, nogen svømmede, nogen blev stående.

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

Åndsfrihed

Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord

Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket

Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst

Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til

Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tankerne du runder
uden bast og bånd og låg

Frihed er at elske forskellighed

Forskellighed kan samle eller dele.

Samtaler og debatter handler altid om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på grundværdien.
Vi ser forskelligt på det, men det skal ikke skille os ad, siger vi – og surmuler alligevel som en morgentræt teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre synspunkter.
Kærligheden er også den forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt, julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker. Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der rimer på kærlighed uden grænse.
Et samfund er denne forskellighed. Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.
I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med åben mund.
Vi forsøger at genskabe noget vi har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter, tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak, læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe! Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!
I 175 år har vi samlet på forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den 7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for 175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste sit fælleskabssærkende.
Højskolen har en arv der kan lyde vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller motto, men kryber til dannelsesbegrebet.
Og dannelse er også netop historisk poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.
I går sad jeg i bilen på vej til København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og så solen gry – kun for os.
Vi var ligeså skide indignerede over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp, aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst – og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom, økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.
Det er så tydeligt for mig og sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.
Et samfund og en verden står altid på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den læremester der netop knytter os sammen.
Som skrevet og sagt uendelig mange gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs- og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender, noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra “selfie” til “Bellfie”.

John Donne skrev:

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
       Hvem ringer klokkerne for
       de ringer for dig.”

Fornemmelsen for fællesskab er som tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet, både det menneskelige og jordnære. “alle dem der hopper, mister jordforbindelsen” råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget igennem, men den der er et mødested – også mellem generationer. Vil vi noget, skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra. I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder, status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:612.0pt 792.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden

Grundtvig ÅNDline

Grundtvig fortæller om de frie skoler i bedste ÅNDlinestil:

https://youtu.be/Led6xu6AVvM

Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med,
og friheden at finde.
Grundlovsdag går vi nu til valg,
et folketing vi skaber.
stemmer ind til tillidskald,
held til både vinder og taber!