Skrevet den af ASTRID SØE

Tilbage står kun livet.

Bag blomstens faldne stængel
og græs der dør, som åndedrag
der bor en sjælden engel
der vogter ved en grav
og breder sine vinger ud
så våren gror som nye skud
af muld og vissent væren
oplyst som selve læren
og viljen mod at gro

En fjer gir slip og daler
med lethed gennem luft og ord
en regnbue den maler
fra himmel og til jord
som tegn på løfter og på håb
i kærlighed, gensyn og dåb
i skæbnevand og vilje
fra graven gror en lilje
et fjerlet lys af liv

Bestandigt sten må flytte
sin vægt for den der elsker blidt
og forme sorg og støtte
på vej med nye skridt
et favntag mellem dag og nat
at stå tilbage helt forladt
og midt i enegangen
fornemme englesangen
i det du var og er

Tilbage står kun livet
og længes mellem døgn og drift
i alt hvad vi blev givet
i ord, i kys, i skrift
den tonefyldte mulighed
og huskehåb der bliver ved
en node der kan trille
når jeg er ganske stille
i længsel efter dig.

Til min ven Arthur Christensen.
død november 2015

melodi: den blå anemone

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Våren har lagt, våren er vagt

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

//Astrid Søe 2014

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Vår og vær

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Allehelgen

Stille gang mod allehelgen og en nat i dødes spor,
hvor jeg tænker på en afdød og opliver gennem ord.
Gennem stuen går en engel, Ingemanns med særlig glans,
og på himlens tonestige danses livets dødedans.
Ude regnen gennemvæder jorden til det frø der faldt,
det vil spire gennem livet, genopstå som livet salt.
At dit kød er blevet stille, at din grav har sten og navn,
er blot håndens sprog for det der er at evigt nænsomt savn.
Jeg kan lægge øret stille mod den jord du langsomt blev,
under kinden spirer græsset, med dit budskab; vær og lev.
I et spor af afdød lykke, går min sorg nu hånd i hånd,
med den kærlighed der vidner om at ord kan skabe ånd.
Allehelgens lyset flakker på en mørk novemberdag,
Ild af altet, – blusset brænder, livet gang i flere lag.

//Astrid Søe 2012 #Allehelgensnat

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Det at vågne uden vilje

Det at vågne uden vilje,
med en tanke uden drift,
horisonter uden tilje,
eje blæk, men ingen skrift,
ville give det der bærer,
løfte låget af en grav,
være nær med det der nærer,
som er genfødt i en arv.

Finde frem hvad natten mørkner,
se hvad dagen lyser ind,
bære vand i indre ørkner,
med befriet barnesind,
give lyd når ingen hører,
finde frem hvor alting svandt,
i det stille indre øre,
hvor retfærdigheden vandt.

//Astrid Søe – 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

At flytte en sten

At flytte en sten tilside med livet
At se dagen gry til det der er givet
At læne sig frem og tá skoende på
Og håbe stenen i skoen ej lå
At gå langs en strand og la stenen slå smut
Og sige jeg lever; en dag er det slut
At løfte en sten fra en tanke og sind
Og vide opstandelsen flytter derind
At flytte en sten tilside med livet
Fordi det er menneskeligt muligt og givet

//Astrid Søe 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Døden hvor mennesket kysses af jord

Tone: O kristelighed.
Tekst: Astrid Søe, 1997

En livsmodnet gang
vi træder i gruset med dødslejets sang
da skilles vort hjerte fra inderste lag
det gives dig i pant på opstandelsens dag
vi sender i tanken vort mod på din vej
for glemt blir’ du ej

Den vuggende vej
på langs må du rejse til dødninge kaj
med penselstrøg blikstille bliver det hav
og mindet som vi bærer så gyldent som rav
mens regndråber falder som guld på det skød
der omgav din død

vi krandser dig nu
guds løfte og budskab er bragt os i hu
dit skjul lukkes varsomt med muld og med sten
din livstråd spandt man færdig med himmerigs ten
da væves din ligskjorte alt mens vi ser
du er ikke mer’

Det vindende håb
vor gud gir i gave ved fødsel og dåb
det gives i livet for tvivlen at nå
for mennesket ej nøgent og blottet skal stå
selv døden hvor mennesket kysses af jord
et håb i det gror

Vi værner dit blik
der rummer de farver som livsgangen fik
de males på hjerterumsvæg i vort bryst
og gemmes som et aftryk af årenes høst
så frygten for væren os aldrig kan nå
blot livsplanter så.

http://www.astridsoe.dk