Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med,
og friheden at finde.
Grundlovsdag går vi nu til valg,
et folketing vi skaber.
stemmer ind til tillidskald,
held til både vinder og taber!

Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst! Grundlovstale 2017

Grundlovstale 2017 – Grundlovsmødet på Orenæs Saloner kl 13:30-15:30
Vi er hinandens mulighed.
Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst!
Det er på alle måder både festligt og u festligt at fejre grundloven.
Festligt fordi vi med grundloven har taget en beslutning om at ville hinandens forskelligheder og taget skridt til at forløse en fælles medbestemmelse i hinandens liv.
Samfund betyder at finde sammen.
Og et samfund passer ikke præcist på den enkelte, men er et mødested mellem mange.
Mødesteder er festlige. De vil noget, vi vil noget, med hinanden.
Grundloven er u festlig fordi den minder os om at forskellighederne kan briste.
At vi ikke kan leve på fredelg vis sammen, uden at skrive regler og lovbøger hvori vi skal agere og udleve vores samfundsgerninger.
Et samfund er ikke givet på forhånd, men er en gradbøjning mellem mennesker der lever i et geografisk område.
Det er på sin vis u festligt.
Nede i kolonihaven er der gnidninger om perlegrus eller ej og på tinge skal de folkevalgte beslutte sig til om man må brænde bibler, koraner eller ugens rapport – uden at det skal have opsættende virkning for den enkelte borger.
Grundloven er på mange måder en skæbnebog for et samfund.
Den skal sætte fri, men til hvad og for hvem?
Friheden kan man ikke skalte og valte med.
Den er uløseligt bundet med ansvaret.
Grundloven har den ene opgave at fortætte ansvarstagen, så friheden kan gå på frierfødder uden blusel, i et folk.
Grundloven er et stykke frimodigt tekst der gør et folk myndigt.
Ikke bare magthaver magelighed, men en egentlig tillidserklæring til medborgerskabstanken.
Historien kender vi forfra og bagfra.
Også gnidningerne ved grundlovens indførelse.
Er vi oplyste nok til at styre et samfund?
Er folket virkelig bedste regent?
Kan man overlade magten til ”pøblen”?
Medbestemmelse er krævende.
Det er ikke biologisk indbygget, men et stadigt eksperiment mellem mennesker i en politisk menneskelig evolution.
Det er den form vi har kortest erfaring med og som er mindst gennemtestet.
Mennesket er vandt med at en drager for og resten følger. At vi udpeger en leder og lader flokken vandre i de fodspor.
Ikke så meget anderledes end savannes hierarki.
Grundtvig havde det svært med grundloven, ikke fordi han ikke mente at folket skulle have medbestemmelse, men fordi han mente at medbestemmelse må holde hånd med oplysning.
Et uoplyst folk kan ikke agere i myndighed.

Med grundloven satte vi oplysning først.
Vi valgte at hele folkets fylde er tillidsbærende og ansvarsmuligt.
Der findes vel ikke større tillidserklæring end at få overdraget et ansvar, ikke bare for en selv, men for ens medmennesker.
Derfor er grundlovsdag en festdag. Fordi den fejrer troen på et oplyst medborgerskab, på næstekærligheden.
Oplysning være skal vor lyst
Og det så kun om sivet
Men først og sidst med folkeryst
Oplysningen om livet!
Grundtvig
Oplysning er vores løsen i nord, oplysning for Loke, såvel som for Thor.
Når vi koger grundloven ind til smertegrænsen er der kun den magiterning tilbage: oplyst ansvar til frihed og mulighed for hverandre i gensidig tillid.
Det er da et festligt eksperiment mellem mennesker – og vi eksperimenterer stadig og famler os frem i hinandens mulighed.
I går aftes kom jeg hjem fra Wittenberg efter endnu et besøg hos den gamle Luther. Det gør noget ved ens tillid.
Luthers teser, der siden rev så meget med sig og skabte reformationen, er en tillidserklæring fra et menneske, til mange mennesker.
Luthers teser er også en maggiterning af tillid. Spørge må man vel, fra menneske til menneske og alt skal drøftes, i den brede offentlighed. Også religion og røgelse.
Luthers teser er størst når man husker at de åbner samtalen og ikke er endegyldige svar. På samme vis lever vi i dag. Vi er mødestedet mellem holdninger og vores grundlov lover os at vores holdninger ikke skal skamme sig over noget, men kunne holde til at blive modsagt.
Vi øver os stadigt i at være samtalens oplyste land.
Og særligt i denne tid er samtalen under pres.
Ikke blot retten til at ytre sig, men muligheden for at føle sig fri i holdning og ord.
Det er fordi vi har en smule ondt i tilliden.
Det gør ordene hårde og glatte. Debattonen uforsonlig og spørgsmålet mindre vigtigt end svaret.
Også selvom vi gør vores bedste for at minde hinanden om at tilliden fra menneske til menneske og fra folk til folk er vigtigste værdi.
Men når tilliden ikke på samme vis sætter os fri og frimodige i samfundet, så halter helheden.
Kun den der har modet til at lægge sin skæbne i andres hænder er rigtigt fri.
Uden bånd og i egentlig tillid.
Det frisætter også egne ståsteder og holdninger.
Vi taler i samtiden meget om at bygge bro.
Broen er selvsagt tilliden der bærer håbet fra den ene til den anden.
Simon og Garfunkel har sagt det så hjertegribende:
I’ll take your part, oh, when darkness comes

And pain is all aroundLike a bridge over troubled waterI will lay me downLike a bridge over troubled waterI will lay me down

Tillid er at lægge sig selv ned, at være et vadested i oprørt vand.
En trædesten af tillid.
Tillid kan ikke tvinges – sådan skrev jeg engang for mange år siden.
Det kan den stadig ikke.
Brobyggeri kan ikke gennemtvinges.
Det er noget der opstår uden rettesnore og ingeniørtegninger.
Terror på London Bridge er tillidskrig.
Hvad der binder os sammen, over bælt og sund, flod og åløb, hånd i hånd og menneske til menneske, knuses under andres vilje.
Mod denne vilje ved vi at kun tillid kan sejre, tillid og frimodighed mod håb, kærlighed og samhørighed.
Tillid er noget der gror på os, noget der slår ind, i kærlighed, i handlemåde og i sindelag.
Samfundet er bygget af gensidig tillid.
Det er tillidens eneste fundament.
Vi behøver ikke tale om lighed, broderskab eller retfærd hvis tilliden er tilstede.
Mennesket muliggør hinanden.
Mennesket er intet om vi, som sømanden, kun har sin enegang…, som Peter Kemp skrev engang,
Ingen er uundværlige men alle er uerstattelige!
Grundloven er ægteskabets papir vi har på hinanden som borgere.
Vi lover at elske og ære, i medgang og modgang. Og hører samhørigheden op må vi forlade det samfund vi var en del af.
Man kan ikke vælge grundlaget fra.
Man kan bygge videre på det, man kan debattere, demonstrere, modsige, men grundlaget som tillidserklæring står alligevel fast. Den er urokkeligt idet at det er den beskrevne tillid mellem mennesker.
”Kærlighed og intet andet, elsker op en helteæt”
Find dig i grundloven, eller find dig i hvad som helst!
God grundlovsdag – jeg elsker også dig, til døden os skiller.

Tak for tilliden.

Da Danmark glemte danmark

Der var engang et lille land, som glemte hvad det var,
For der var krise, smalt og surt, det så kun brodne kar,
Og alt var alles kamp mod alt, det fælles visner bort,
Og politik og samfundssyn, det kom igen til kort,
Så sad det lille land forladt, og tænkte hvad gik galt?
Når verdens lykkeligste land, er blevet ganske kvalt,
Hvad var det nu vi drømte om, før krisetid og nød?
Et land hvor den der intet har, må sidde på dit skød,
Hvor alle mødes med den tro, at de er noget værd,
Og politik var vejen til, at mødes hver især,
Nu skændes vi på tværs af kuld, kultur og krisetid,
Oh lille land, omblæst og mild, af fenris får du bid,
Måske du snart skal lægge dig, som Maude og be om ro,
Og hvis du gør så lover jeg, vi gør det begge to.

//Astrid Søe 2013
#Hans Christian – jeg går op og lægger mig!

Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med
og friheden at finde.

Astrid Søe 2012 – Grundlovsdag

Grundlovsnat

Grundlovsnat – og imorgen – faktisk nu – vågne til det at tage danmark på sig, som en overfrakke, men foret inderst og vanter i lommerne, nogle mønter, en pakke klinex og en kastanje. Og ville det, vågne og se sit land i øjnene – og tro på det igen og igen uden blusel eller svindende håb mod det Danmark ville – med lov skal land bygges og der bygges videre, ud og brydes ned. skæres kanter, males over, tapetseres, pisses mod muren en solvarm dag, mod blæsten og forstanden en anden. Og alligevel står du op, lille snottede land – men næsen oven vande og svømmer muskelhundesvømning mellem første og anden revle. Der råber du efter is og speltbrød, mens du forvirrer dig selv med nye nytårsfortsæt og regler du må bryde for at slå dig fri i dig selv. Godnat lille flødekande – uden hank og med skår i tuden og krakeleret glasur. Du vågner nok og er mild, fordi vi husker dig og sætter en fandens masse flag i kagen – som vi blæser ud mellem taler og ord der vil krænge en virkelighed rundt. Og der vil du skrige din fuldfede kærlighed – ud, til et lille folk der venter på at noget vender, at naboen går konkurs, at taget letter eller at floden går ind i kælderen. at nogen græder i en baggård fordi de ikke kan finde hjem, selvom alle døre er åbne, som en frakke man tager på sig – der er dig – Danmark. Lille forkælede snottede smukke forhave.
Godnat og gå nu ikke ud –
//Astrid Søe 2012 – nat mellem 4-5 juni

Politik og pastinakker

Politik og pastinakker
Følges udemærket ad
For de knejser mens de snakker
Om et samfund eller mad

Hører begge til på jorden
Og gør nytte mens de gror
Nogen virker lidt forloren
Når de mødes ved et bord

Der skal skrubbes, der skal skrælles
Der skal findes mål og med
Nationalsange skal tralles
Der skal luges mange bed

Der skal ses på vækst og voksen
Der skal skæres af den top
Der skal tænkes ud af boksen
Før et folk har fået nok

Der skal koges, der blir hakket
Alt skal trækkes op med rod
Og i sidste ende takkes
Den der står ved eget mod

Tá og tá en bid af dagen
Lug politikernes bed
Knejs du kun med pastinakken
Os der vælger – varer ved!

 //AStrid Søe 2012