Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Den danske sang er en blond intrige

Den danske sang er en blond intrige
hun går og støder på CBS,
hun må til Lindholm, fra riget vige
og rime sig på Porgy and Bess.
“Den danske klang den skal injusteres,
for intet ord det må komme nær,
og hvert et vers det skal nybarberes
nu er det slut med den blonde mær”.
 
Al Sangens ynde og ordets vælde,
de tvende klange af før og nu,
skal sangen rumme for at fortælle
om billedsproget der kan og ku.
MEN tider skifter, og ord forbydes,
så krænkelser trænger kunst og kamp,
og i korrekthed bør alt fortrydes,
ud med Kong Christian i røg og damp.
 
Ak lille Danmark, med omgangssyge,
du er et skvat, ganske farveløs,
hvorledes elsker man alt det nye,
hvis man kan frygte en lyshåret tøs.
Debatten suser sin vilde vise,
og nutidstermer sit højtidskvad,
foundation til fregnede louise,
og slut med Nina der tog sig et bad.
 
Så syng da Danmark og frygt ej tiden,
for tidens løsen er uden kløgt,
i sangen ligger en gammel viden
og forbud er sgu en smule søgt!
Jo mer vi neutraliserer tiden
des mere ægges forråelsen
i gammel sang ligger fælles viden
som bindeled til forståelsen.
 
Astrid Søe, SatpåspidsenSang til debatten om forbud af gamle historiske sange.
Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Sangteksten oprindeligt skrevet af Kai Hoffmann i 1924 . Melodien er komponeret af Carl Nielsen i 1926.

Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.
Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.
At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.
     Der er i ord vi samler
et ukendt sprog om alt
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.
Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.
Melodi: Jeg ved en lærkerede

Vilje forstanden

Og sådan satte vi tiden i stå
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje

vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet

så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen

indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden

nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje

i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden

Holder ikke med nogen særlig

Holder ikke med nogen særlig,
Holder mere om og af
og for at være ærlig
var det engang danskens sag

Jeg lærte i skole og hjemme
om særegne tanker og værd
og oplysnings stærke stemme
og menneske første og nær

jeg læste i bøger og hørte
historieske vinger der sang
i melllem de dybe dale
og nattergale klang

jeg lærte om Kold og Grundtvig
og frisind og myternes sprog
om oplyste folk kontra ufri
om vigtige gloser i bog

Jeg fik gennem danmarkshistorien
et indblik i skift og behov
og lærte poestisk at bygge
en by der var blød, gennem lov

Jeg lærte at skønne på frihed
på tro og på håb og på mod
retfærdiges søvn og på lighed
på orden såvel som på rod

Jeg lærte at elske min verden
kulturen og menneskers bro
i mødesteder og færden
på tværs af lande og tro

jeg fik i opdrag en tone
så mild at den synger sig selv
at kærlighed er herboende
fra tanke til livskildevæld

nu spørger jeg igen folk og frænde
hvad vil vi, i tanke og sind
et hadets bål fyldt med brænde
lykkens dør, går dog ikke ind.

Hvorledes skal folket forandre
en verden til frihed og liv
hvis “menneske først” udvandrer
og mellem os ypper kiv?

En smoothie med Kierkegaard

Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.

De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.

Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.

“Gift dig”, siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
– “men du vil fortryde det”
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
– “gift dig ikke”
– du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol

Brev til mit Syriske barn

Der er tusind for og imod’er omkring Syrien. Omkring det at gå ind eller stå måbende til. 
Der er tusind for og imod’er hver gang vi overvejer om krig er svaret på krig. 
Om vores næstekærlighed omfatter et globalt eller nationalt livssyn.
For det er for og imod der river vores lunger til blods i en demokratisk debat om vores omverdens stridigheder. Engang var det os selv der sukkede efter “Det var en morgen som tusind andre” og lærken lettede og vi var lettede, i forløsning af fred. 
En udefrakommende fred. 
En hånd der rakte os frihed og løste de snørende bånd. Det var vel en hånd der bar samme religiøse sprog som vort, men en hånd der i de timer ikke talte andet sprog en det globale “fred være med jer alle” “shalom” “peace” “salam”. 
 
Vi bærer alle kim til krig og kim til fred. Vi sår, vander og høster som vores historie og samtid fortæller os og opdrager os til. Går vi ind til vores nabo, i tillid og tro på at vi er velkomne, da er vi oftest velkomne. 
Går vi, med tvivl og mistillid, er kæden sat for døren og et misbilligede blik er det vi møder gennem en sprække i døren. 
 
Om morgenen står vi op, ryster søvnen og drømmene bort. ” Kom, lær mig noder til, det håbets strengespil” og våren tager vi med, som lærken. Vi kalder det mange navne som et kært barn, vi bærer på armen, i omsorg. Vi døber det demokrati. Sameksistens. Vi vil forstå og fortætte det at spørge, i tillid til hinanden og lære at bøje os for flertallet. Uagtet om vi enige. For grundholdningen er stadig den samme. En hengemt følelse og at blive holdt i hånden når man har været bundet som træl, i en krig vi stadig ikke begriber.
 
Ved kakkelbordene, under Amagerhylden og på Ikea sofaen, sidder et menneske og prøver at forstå en konflikt, en spirende vår, et stykke land, en kultur, folkeslag, religion og historie som hører Mellemøsten til. Vuggen til vor tids dåb og sprog. Et stykke historie vi deler, langt tilbage i tågerne og wikipedias endeløse fortætninger. Eksperterne der som tordenskjolds soldater toner frem og forsøger at oplyse. Men det er mørkt. Det er fimbulvinter. Det er ubegribeligt. Men vi prøver og prøver, overvejer, måler dagens handlinger med tommelstokken med tommerne slår ikke til.
 
Som at sidde ved en flodbred og håbe at finde guld, med en si, med sten og sand. Og når alt er vasket bort i det nær frysepunktet kolde flodvand, så ligger der ingen guld. Så ligger der de vises sten. 
Sten der er drøm om tro, håb og kærlighed. Det universelle mødested. Det vi smelter om, i vores daglige virke med hinanden og ikke mod hinanden.
 
I Danmark leger vi med de store, dem fra niende der både smugryger og tuner deres knallert. Vi vil være en del af “handlekraftens øje” og der, i det blik, på brejdablik, kan vi se at ligemeget hvem vi leger med så higer vi, barnligt efter en hånd at holde, en skulder at læne på, et kys af forstand.
 
Senatet skal stemme, demokratiet skal tale, og trykke på den røde knap. Ingen alene skal drage af natmørkt hav.
Og imens ligger der i en seng, en mor og en far og holder om deres lille barn. Et kærlighedsbarn. Er barn som uroligt trækker vejret i søvnen efter en dag hvor det har set lig og krig i de gader hvor det engang legede “en to tre krone for mig”. Nu ruller krigen og frygten mellem husene og ingen åbner døren i tillid.
 
Det er det ene barn til hvem jeg sender min fred, mit håb om frihed, mit håb om at du vil overleve og gro og en dag lille barn vil du holde en hånd og løse en knude når mit land stanser i våde. Du lille barn er mit barn af hjertet. Og du bærer kimen. 
Alt er for og imod, mit barn. Alt, foruden et der står fast; kærligheden.
 
Jeg forventer dit komme, hvis ikke jeg henter dig først. Det er jo mig der er den voksne. Det er jo mig der skal holde hånden over din pande og give dig fred.
 
Ærbødigst
Astrid.

Ordsprogs-sprogord

Det er tem’ligt dumt at save grenen som man sidder på,
det er skørt at flytte skabe, når man ved hvor de bør stå,
det er skidt at sælge skindet, før end bjørnen den er død,
eller græde over mælken, der er tilbud på en “Sød”,
krydse åen for at hente, vand når hanen den er fuld,
tro at alt det bling der glimter, er det rene pure guld,
lytte til de tomme tønder, når de buldrer højt og lyt,
sidde fast i ordsprogsstrømmen, når man skulle skabe nyt!
//Astrid Søe 2012

Pude vår

Nede under puden ligger gamle krøllede Grundtvig og kluk ler/ uden god grund/ det havde vi ikke talt om længe/det at stå fast/så du lå/ under puden/forpustet/forankret/frimodig og lo/ det blive værre i morgen/sagde du/og landet stod i våde/dit være smuldrede ned i mudderet under moderne sko/trampende sine nye sange og paroler/friheden: kluklo du/ befinder sig vel/uden/
Jeg tvivlede/samfundet funderede i retning af smalle gummistøvler, dem uden reflekser/du bare lo/giv en kop punch til varmen/tag det roligt og tage dig sammen/ her hjælper kun fred/punch og sang/og du sang/selvom jeg lagde hovedpuden over dit hoved/bedrøvede kuldskær gamle mand/med fedt i skægget/ forstand som en forårshoppe der lukkes ud/udenfor i våren/forelsket i græs/kløvermarkens lyksaligehed/frysepunkt henover nat/og blomster i spring/ i vår/puden løftes forsigtigt/hårtjavser kommer til syne/dit gamle indgroede smil der når panden/og dybten/forstanden/ skolen for livet/madpakken af demokrati/oplysning være skal vor lyst/jeg kender et land/hvor puderne ikke har lynlås i siden og tid ej har tand/jeg reder sengen/sirligt/du bliver liggende/gammel og død/tankefuld/jeg finder morgenstunden frem og giver den lys/du sover/savler/bøgerne vælter ud over natbordet/du vågner ikke/som Holger Danske.

Astrid Søe juni. 2012