Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.

Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.

At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.

     Der er i ord vi samler 
et ukendt sprog om alt 
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.

Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.

Melodi: Jeg ved en lærkerede

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s