Frihed er lyset der aldrig forgår
År der er sorte vi ikke forstår
Midt i et menneske fred varsler vår
4. Maj
Bond(o) – James Bond(o)
Kære Moar, hvorfor må de voksne true, skælde ud?
Slås og råbe af hinanden, lade andre stå for skud?
Hvorfor har de ingen venner der kan lære dem lidt pli?
Var det ikke dem der skulle lære os “venner at bli”
Men de står i store horder, mens de skriger vrede ord,
Demonstrerer, lock Out truer, hvorfor gør de sådan mor?
Du har sagt til mig at man skal tale pænt og roligt-rart,
Skiftes, deles, lytte, lære, være omstillingsparat,
Men de mangler nok en gårdvagt, der kan skille skæg fra snot,
Løse op og frasortere hvad er skidt og hvad er godt,
Ham der Bond(o) er det ham der er en hemmelig agent?
007 som gårdvagt, er det en som chefen M har sendt?,
Og hvad er det dersens KL, for et klassetrin monstro?
Er der ingen der kan sige: nu vil vi sgu have ro!
Nå men det er blevet fredag, nu er hverdagen forbi,
Det er rart, så slipper jeg for mere voksen skolekrig!
// Astrid Søe 2013
#folkeskole kl/lærer debat
Du falder
Skæbne for det stille land
Vind og tågetunge
Lyst og længsels tidevand
Frostens hvide unge
Født i knugekulde lys
Skærmet af en vinge
Hudens eget kuldegys
Skæbnen kan betvinge
Der er rejst en sten for fred
På en jord der kalder
Tyst er evighedens bred
Lev førend du falder
//Astrid Søe 2013
Sult
Og så var nogen der lukked en dør
Og slukket for tv og tuden
Og krøb under dynen i mørke og skjul
Gardinerne trukket for ruden
For ude i verden var livet på langs
Og sulten og krigen den brager
Det hjælp jo ingen at lukke en dør
Husk nu – det dig som det rager!
//Astrid Søe 2013
Mødested
Der er noget i det fælles der kan flytte, fare vild,
der er noget der kan dele, noget andet tænder ild.
Der er skikke der er vandret gennem munden i et ord,
der er levevis der smitter og blir del af der du bor.
Der er måder vi kan mødes, enten kærligt eller slet,
der er brød som vi kan dele, så enhver kan blive mæt,
Der er tanker der må leve, uden sprog og uden mål,
der er mennesker der brænder på et evigt hadets bål.
Der er liv der mister pusten, der er tvang og drab og mord,
der er had til andre måder der er frygt hvor troen gror.
Der er folk der holdes nede, med en kold og kynisk magt,
der børn der bor på gaden, sover ej men holder vagt.
Der er verden fuld af ælde, med et fællessprog der sir,
det at være, er at rumme, ta imod hos den som gir.
Dele ud hvor alting rækker, byde ind med mod og håb,
finde ro med andres gåder, i kulturens fællesdåb.
Der er møder hvor vi favner hvor vi finder dit og mit,
i det favntag fødes livet og vi går det første skridt.
Der er dig og dine måder at gi livet vid og vær,
i det spor du tar, er vejen til et liv hvor fred er nær.
//Astrid Søe 2012
melodi: egetræet tunkt af alder eller jorden drejer om sin akse.
Mastermind med mælketand.
Voksne hjerner de slår klik: kunjunktur og banker,
krise, tilbud, politik, tykke pusselanker,
I min hjerne tænkes tit, når jeg hører efter,
kan de voksne holder trit? De går rundt og kæfter!
Hvad er op og hvad er ned, hvad er værd at lære,
Syns at verden er for fed – voksne de er sære!
Jeg har syn, ide og smag, håb og mod med mere,
jeg er klar så ta’ og spørg, hvis livet bider skeer.
Jeg forstår mit eget land og de folk der bor der,
jeg har tabt en mælketand, ligesom en morder,
alle er forskellige, selvom meget ligner,
vi har alle krop og gen, græder eller griner.
Jeg kan tænke jeg kan tro, jeg kan finde hale,
selvom kroppen stadig gro, ved jeg jeg kan tale,
jeg er ikke lille dum, jeg er fyldt med viden,
kender alt om himmelrum, læser tommeliden.
Jeg ved godt at krig og fred, finde på vor klode
jeg blir også mægtig vred, når krigen er på mode
jeg forstår at verden tror, børn har ingen stemme,
trods jeg er et lille nor, kan jeg medbestemme.
Jeg har tanker jeg har krop, ligesom en voksen,
jeg kan sagtens følge trop, og tænke ud af boksen.
Prøv at se den verdensdel, der kun når til navlen,
der er fyldt med kloge børn, babyer og savlen.
Du kan dit og jeg kan mit, det er let at mærke,
uden deling – lige vidt – sammen er vi stærke!
vi kan google, læse om alt hvad vi vil lære,
men vi samler allerbedst viden i det nære.
Jeg vil gerne lære jer, mer om livets sider,
men det kræver ligesom at, nogen af jer gider!
Voksne de skal lære mer, skolen er for livet,
Børn kan mere end I ser – det er ganske givet!
//Astrid Søe + en flok børn 2012
En sang til "Det forsømte forår"
Melodi: Er lyset for de lærde blot, Thomas Laub, 1919
Tekst: Astrid Søe 2012
Er stenen flyttet af en hånd,
der kaster eller knuger?
er bålet tændt af kærlig ånd?
er flammen en der truer?
er livet vendt mod verdens tro?
er døden en befrier?
et forår giver ingen ro,
når hele verden tier.
Er det vi skabte uden krop
når ingen har en stemme?
Det tavse sprog det siger stop
og fremtiden fornemme.
Et demokratisk folkefærd
er fejet over kloden
at sige fra, gir livet værd
for nu er tiden moden.
Der går en mand med store ord
og summer livet sammen
en melodi af folkemord
er fyld i fjedderhammen.
En krop der ligger kastet bort
i søgen mod det frie
når holdning mødes hårdt mod hårdt
et forårs indre krige.
Et land er gammelt, et er nyt
men mennesket forbliver –
stå fast i det og lær og lyt
det mod og mening giver.
Tag føjeligt en andens hånd
og find det sprog der vinder
sæt fri og løs det stramme bånd
til friheden den binder!
Mødet med Mustafa
Så sad den gamle Mustafa, med hånden under kinden,
og græd sit hjemlands tåreregn, for minderne i vinden,
han savnede det bløde sand, den stormombruste himmel,
han savnede sin Gud så nær, at længslen bliver svimmel,
han græd for dem der faldt i krig, han græd for livets kerne,
han græd for flugt og død og sorg, for det han ej ku værne.
Hver dag vi møder Mustafa, der mistede alt han havde,
han går med nakken bøjet frem, på pladser og på gade,
han søger kun at finde sted, forvist, forblæst, forfærdet,
han søger efter nye sprog og gemmer det som smertet.
Han græd så stille, tårer løb, og Mustafa er sorgen,
vi huske skal hver eneste dag, i lovgivning på Borgen.
//Astrid Søe 2012
Moar, sådan set er livet…
Moar, se en dreng som springer,
gennem luften uden frygt,,
se han slipper for fornuften,
lander i en favn så trygt,
Moar, se en pige falder
eventyret tryller væk,
noget ganske stille kalder
Torneroses, tornehæk
Moar, se et barn der famler
vokser ind i egentro,
se hvordan hans hænder samler,
byggesten til livets bro
Moar, se en pige finder,
vand som ingen gift har kendt,
se hvordan hun stille minder,
om at være verdensvendt.
Moar, se en ung der fumler,
ind i livet svære valg,
se hvordan han stadigt tumler
til han finder eget kald,
Moar, se en mand der vandrer,
ind til noget han kun ser,
intet kan den mand forandre,
når han går i lånte fjer
Moar, se en voksen græde,
der har mistet hjem og hus,
se hvordan det atter træde,
ind i livet i et knus.
Moar, se en mand der maler
med et sprog der rummer alt
se et menneske der taler,
kærligheden bliver kaldt.
Moar, se en kvinde hviler,
nej hun ligger og er død,
selvom munden stadig smiler,
slukkes livets egen glød.
Moar, se en tro der sætter,
skellet mellem dem og mig,
Moar, se de mørke nætter,
der hvor livets ord er; nej.
Moar, se en sne der daler,
stille ensomt mod os ned,
Moar se en fred der taler,
om at ville blive ved.
Moar, kom og hold min tanke,
rør min kind, mit stille sind,
syng den gamle ride ranke,
tænd det lys der strømmer ind.
Moar, se en vej der deler,
sig som korset, uden ord,
Moar, hvordan mon vi heler,
dem som her på jorden bor?
//Astrid Søe http://www.livsoplevelse.dk
Bevingede ord
Se, ganske stille, bevingede ord
dybest i hjertet, et menneske svor
jeg skaber fred, hvor kærlighed bor
jeg skaber liv, hvor lysten den gror
jeg finder sted i himmel og jord
…
Ordet skaber hvad det nævner 