Når vinteren rinder må jeg grave som en besat, med min hakke, min skovl og min spade, efter folkeånden, i jorden, mellem kulturlagene, mellem bjerges rødder og knogler og sten. Flinteøkser og fiskeånde og fuglespyt, grundvandsfossen der springer læk, mens sand og atter sand, og malm og mose ligger blank og befriet i overfladen – men ingen folkeånd begravet.
Jeg retter min ryg og spadens bøjede flade og hvæsser på stenen den rustende æg, mens jeg lytter til Vårens syngende kor, til lærken, den jublende glade og der, i reden, i ægget en udruget, fuldendt, frimodig folkeånd, ganske opstanden, som ryggen der ranker i solen fra somren ifjord.
Jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf, en strofe fra lærken der ruger et håb af noget så stille som jord.
#HilsenTilJohanSkjoldborg