Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Hvad spiser Boomere til morgenmad? Snowflakes!

Nyt blogindlæg på Epale om læring på tværs af generationer.

Uddrag: Boomer, babyboomer, Jensen, generation X også kendt som Nå generationen, generation Y også kendt som Why generationen, Generation Z også kendt som generation Zap, Millennials, Snowflakes. Alle mennesker, alle vokset op i hver sin tid, hver sin lærings generation. Hvad der adskiller dem er ikke så svært at få øje på, men det spændende, set med læringsbrillerne helt ude på næsen, er de meningsgivende samlingspunkter. Det der udvisker alder og metoder og pludselig giver mening, især fordi alderen holder op med at være vigtig, og generationslæringskløften ophæves eller det modsatte, når det at være flere generationer betyder, at der gives vigtig viden på tværs af liv. Og hvad kan vi så på tværs af alder? Og er det stadig vigtigt at dele hinandens verdensbilleder, historien, livserindringer, erfaringer og virkelighed?

Læs mere her: https://epale.ec.europa.eu/da/node/161101/

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Lige før min mormor døde af alderdom sad hun på plejehjemmet sammen med min yngste halvlange og blev tålmodigt undervist i at uploade videoer på YouTube og i at bruge en smartphone. Gav det mening? Nej, måske ikke, men det gav fælleskab.
Min mormor kunne så at sige gå i graven som en ældste YouTuber nogensinde og med en læringskurve, trods demens, der ville få enhver CBS ‘er til at hænge med mulen.
Livet har det med at finde sted, overalt, hvor vi ikke lige forventer det eller finde muligheder for nysgerrighed vi end ikke anede var til. Der er altid, i kærlighed mellem to, mellem slægtled, mellem folkeslag, en stedsegrøn fornemmelse for sameksistens, det øjeblik vi giver slip på formaliteten, på selvfedheden, skråsikkerheden, vores forstillen sig. Det øjeblik vi overgiver os til hinanden i noget nyt, i noget genfundet, noget frisættende og noget udviklende. Livslang læring, både en formelle og uformelle er det sprog og det fælleskab der rummer en formel til mødesteder der er frimodige nok til at vi kan rumme hinandens forskelligheder. Det kræver meget mod for de fleste, i denne paratvidenstid, at sige det højt: “Tja, det ved jeg ikke lige noget om, men det kan jeg vel lære” af samme grund kan det være umådeligt svært for en folkevalgt at få sagt at det ikke lige er så nemt at svare på alt. Og det er grundløst at være af den overbevisning af skråsikkerhed og snakudenom svar virker mere tillidsvækkende end det modsatte. Tværtimod ligger tilliden og tripper i tvivlen og hvor den får lov at stille sig til skue. Man kan aldrig bebrejde et menneske den manglende viden, men man kan bebrejde et samfund hvis vi ikke giver viden frie kår. Og det er nogenlunde der, i mødet mellem mormor og den halvlange, at den utvungne læring møder sin skaber. Læring foregår uanset om vi systematiserer eller ej. Det er så meget en hverdagsgerning, som morgenkys og indkøbssedler, at vi helt har glemt hvor meget den fylder. Den vildeste, smukkeste gave, foruden livet, at læring ikke kender til alder, til kultur, til stand, til holdning. Læring er på alle måder grænseoverskridende adfærd. 
“Det har jeg aldrig prøvet før. så det klarer jeg helt sikkert” /Pippi
De sidste år har jeg fået mig et såkaldt nyt kompetencesæt. Ikke et der lige lå i kortene for en midaldrende kælling som mig, der ellers sidder bag skrivebordet og nusser, men en opgave som langsom krøb ind i min side af sengen. Jeg har været i onlinelære som vvs ‘er, elektriker, lært at mure, lægge rør til fjernvarme, tømre, være arkitekt, malermester, taglægger, betonstøber, -klima, -energi og -genbrugsnørd. Om det var det jeg ville? Det ved jeg stadig ikke, men nødvendighedens læring er en uimodsigelig drivkraft. I dag står der som resultat et hus. Og det hus er ikke mit eget, selvom købskontrakten måske siger noget andet. Det hus er ejet af alle de mennesker som har lagt deres viden ud, kvit og frit, til afbenyttelse og læring. Det er et ægte e-medborgerhus og det er de mest enestående bofæller jeg har haft nogensinde. Med få klik på YouTube eller google kan man lære, ganske uden brugerbetaling, at svinge en hammer, mure en væg, bygge i bindingsværk. Et livsbibliotek i lommen. Og tilgængeligheden er 24/7. Biblioteket, læringen, folkeoplysningen, livets skole lukker aldrig og der er altid en eller anden der har gjort sig umage, ikke for egen vindings skyld, men fordi viden er noget man øser af hvis man har den. 
Jeg kan nogenlunde regne ud af jeg skulle have brugt ca. 30 år i efter og ny uddannelse på at lære de samme ting hvis jeg skulle have haft et bevis i hånden for mine nye kompetencer. Det skal jeg heldigvis ikke, for det gode ved at lære er at det ikke altid behøver have et stempel eller en karakter. Ude i livets skole kan man trygt hive en sømpistol op af lommen uden at blive udråbt som læringsterrorist og der er ingen der føler sig truede af e-mesterlærekompetencer. Læring er noget vi giver hinanden, et nødvendighedens fælleskab, en deling af duelighed.
Man kan ind imellem grunde over hvor medmenneskeligt det er at agere vidensdeler og ikke bare holde kortene ind til kroppen og fagligheden i skak. Vores uddannelsessystem er på mange måder sat stævne af civilsamfundets ageren i læringsrummet. Den frie tilgængelige undervisning uden skema og betaling, kontra den formelle uddannelsesform. For mig at se foregår der et langsomt skred i retning af læring på tværs og inden de formelle uddannelser rister mig over sagte ild på en Weber grill, vil jeg tilføje at det er sundt med lidt konkurrence. Læring er alles målsætning, samfundets målsætning, en drivkraft i skolesystemet, en drivkraft i læreren og eleven. Vi kommer aldrig til at nedlægge de formelle uddannelser til fordel for civillæring, og det er slet ikke målet, men jeg fornemmer at den formelle undervisningsform i Danmark kommer til kort i sine krav.
Ser man lidt ud over puslingelandet der hygger sig i smug, er der røre i læringsrummet. Det kan godt være at lille palle ikke fik et snit på 5 i Danmark, men til gengæld læser han en minimaster på Harvard via edx. Studere historie på Kahn Academy eller sidder til naturvidenskabelige forelæsninger på Brilliant.com. opslugt af Greatcoursesplus.com. Måske er lille palle 8 år gammel, måske er han 85. Måske har han småbørn, måske er han topleder, brolægger, arbejdsløs, skoleelev, terminal patient, hjemmegående, fængslet, politiker, deprimeret. Og det er ikke for sjov jeg sætter en fed finger på de udenlandske uddannelser der deler ud, kvit og frit eller mod betaling hvis man vil have papir og lakstempel. Hvis man laver en lille rundrejse i de mange udbydere, genrejses en tillid til at det hele handler om at oplyse mennesket, ikke om at kapre kunder, men måske alligevel inspirere nogen til at studere forfra eller igen… Sådan helt ind til benet – reel lyst til at danne og uddanne folk på tværs. Lidt som civilsamfundets delingsglæde. Det rør mig, nej det bevæger mig ligefrem. Det samler sig til en læringsbevægelse om det vi ville. Det oplyste folk der deler fælleskab, fælles bedste og fælles tillid til at oplysning skaber myndige medborgere og demokratiske ståsteder. Og det, som også Grundtvig kæmpede for, skal være uden skelen til ens baggrund, til skel, holdning, tilhørsforhold, tro, stand (eller karakter).
”Et oplyst folk kan aldrig holdes nede”, det sagde jeg for nogle år siden i en tale på ungdommens folkemøde. Oplysning til livet for livet er åndsfrihedens spejl. Pilen peger i den retning. Den peger på en ungdom der er vokset op i en (lidt for vild) delekultur. Den kultur hvor alt er delt, fra den første rokketand til drukturen. Det bremser heldigvis langsomt op igen, det er en læring der unge har taget til sig. I stedet deler de viden. De hjælper hinanden færdig med projekter, med opgaver, med ideer. De deler uden egennyttighed eller selvfedhed. Fænomenet hedder open source – og breder sig verden over. Og hvorfor ikke dele viden i stedet for at spærre den inde i bjerget, som jætterne gjorde det med kvasers blod. Livets mulighed og fantasiens evne er til for at blive brugt blandt mennesker, ikke til at blive buret inde.

Du ringer bare hvis du skal have lagt nogle rør ind… Eller noget.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:”Cambria Math”; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} @font-face {font-family:Times; panose-1:2 0 5 0 0 0 0 0 0 0; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:auto; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1342185562 0 0 415 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:””; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Times New Roman”,serif; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:595.0pt 842.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

En pige er bøjet over en bog

En pige er bøjet over en bog
med håret samlet i nakken
hun sidder så stille, gemt i en krog
og deltager ikke i snakken
hun stirrer på bogen, på sidernes ord
på bogstavers dansen og hoppen
imens så læser de andre i kor
hun prøver igen helt fra toppen
e.n. s.o.l. e.r. g.u.l. n.e. l.o.s. r.e. l.u.g
men ingenting hænger sammen
så giver hun op med et lille suk
og rødmer af sorg og af skammen
nu ringer det ud og alle de går
men pigen hun rejser sig ikke
hun gemmer sig gerne for ingen forstår
de undrende drillende blikke
en pige er bøjet og gemt i en krog
med håret samlet i nakken
hun ønsker kun et at læse en bog
enhver der findes i stakken
hun kommer hver dag og famler sig ind
men lærer ikke at læse
for hende er læsning som at være  blind
det hjælper ikke at pace
en dag går hun ud og finder en vej
en måde hvorpå hun kan lære
for selvom man ikke til læsning er haj
er livet altid i gære

//Astrid søe 2014
#Til ordblinde børn

Den flaskehalsen peger på – pisatesten

Pisatesten målte Jørgen
på hans evner, mål og gøren
Jørgen skrev og regnet tal
flaskehalsen den var smal

Jørgen faldt fra gennemsnit
fy og føj og noget skidt
flere lektier mere slid
fat det nu din lille skid.

Jørgen græd og gik i stå
er jeg dum, en af de få?
er min IQ under 0?
Alt blev sort, han var et hul!

Jørgen under dynen lå
kinden den var askegrå
jeg kan intet alt er tabt!
Hvorfor blev jeg egent’lig skabt?

Jørgens mor kom ind og sag’e
der er endnu håb tilbage!
Hvilket, spurgte Jørgen trist
håbet var så ganske pist…

Dine venner banker på
om du vil på skateboard stå?
med et kickflip stod han op
Jørgens evner var i top.

Jørgen han er genial
merværdi universal
et talent i “rend og hop”
kald ham aldrig mer et flop!

pisatesten tester unger
så fortabelsen den runger
for en egentlig merværdi
skabes uden hieraki.

//Astrid Søe 2014

M.I.S.

Til Eleven:
Har du husket at grine i skolen i dag?
Har du husket at vippe på stolen?
Har du husket at ingen er dum eller svag?
Har du husket en krølle på kjolen?
Har du husket at at spørge og finde et svar?
Har du husket at viden er vejen?
Har du husket at komme og være helt klar?
Har du husket at ta del i legen?
Har du husket at være en ven der er god?
Har du husket at danse og synge?
Har du husket at lytte og være i ro?
Har du husket at hoppe og gynge?
Har du husket at klassen er vigtig hver dag?
Har du husket din bog og din taske?
Har du husket at hejse et fødselsdagsflag?
Har du husket din mad og din flaske?
Har du husket at skolen udvikles af dig?
Har du husket at gide de andre?
Har du husket at skolen også er leg?
Har du husket at DU alt forandrer?

Til Læreren:
Har du husket at grine i skolen i dag?
Har du husket fortælling og sange?
Har du husket at ingen er dum eller svag?
Har du husket at trøste de bange?
Har du husket at at spørge og finde et svar?
Har du husket at viden er vejen?
Har du husket at komme og være helt klar?
Har du husket at ta del i legen?
Har du husket at læring i nærvær er god?
Har du husket at lyse og tænde?
Har du husket at lytte og være i ro?
Har du husket en verden at vende?
Har du husket at klassen er vigtig hver dag?
Har du husket dit ansvar og viden?
Har du husket at hejse et fødselsdagsflag?
Har du husket omhu til tiden?
Har du husket at skolen udvikles af dig?
Har du husket at tro på de andre?
Har du husket at skolen også er leg?
Har du husket at DU alt forandrer?

//Astrid Søe 2013

Melonmanden Mogens

Melonmanden Mogens var gået i seng

så sur som en syltet rødbede,
for dagen igennem da havde han søgt
at finde og rode og lede,
men ikke et eneste sted var der bid
hans mod og hans håb sank i livet,
hvad hjælp det at smilet var bredt som en bag?
når nogen havde ham skivet!

//Astrid Søe 2013
#Børnerim

Drømme kommer altid først

Der er store folk der tænker
Stort om stor og større, størst
Fart er ikke no’et man sænker
Det er om at komme først
Selv den dybeste tallerken
Var engang en tanke blot
Ikke enten eller hverken
Smed mens tanken den er hot

Det skal sættes ind i skema
Et budget og revision 
Koge ned og finde tema
Møde plan på diktafon 
Overslag, prospekt og planer
Bankforbindelser og pris
Overvejelser der baner
Vej til både ros og ris
Så de store tænker stort
Hjernen den har vokseværk 
Jeg er blot en lille lort
Hverken kæmpe eller stærk
Det er svært at tænke større
Tænker jeg og går min vej
Jeg vil meget hel’re gøre
Tankerne til større leg
Men alligevel så er jeg 
Større end de store folk
Det er mig der skaber vejen
Jeg er barnedrømmens tolk
For de store drømte større
Dengang de var ganske små
Hængte tankerne til tørre
Siden bygge ovenpå
Når man er en halvlang fister
Blot et barn og fuld af sjov
Så slår store drømme gnister
Slip nu tøjlen og giv lov
Der er bitte små der tænker
Stort om stor og større, størst
Fantasi har ingen lænker
Drømme kommer altid først

//Astrid Søe 2013

Hyldest til børns tankemåde og banebrydende ideer