Ny bog undervejs

En slags novellesamling/NUvellesamling er ved at være ved vejs ende. Genren anderledes end mine vanlige udgivelser. Bogen tager udgangspunkt i samtiden, særligt set fra de midaldrendes ståsted. Det har været svært, rart og underligt at gå på opdagelse i min egen generation, hvad vi går og trækkes med, glædes ved, hvordan vi elsker og mister. Tak for jeres beretninger og tak for at måtte skele til jeres liv og samliv undervejs.

Læseprøve:

Jeg kan ikke folde et stræklagen

Jeg kan ikke folde et stræklagen. Lægge det i de daglige folder i skabet på række og i bunke. Ingen snorlige ståsteder. Hjørnerne vil alle veje, verdenshjørner med udlængsel og uden blufærdighed. Krøller livsmodet sammen til små bylter af bomuld, elastik og elasticitet. Ingen variabler der er årsagssammenhængende. Ingen årsag, ingen tørresnor der siger et velment undskyld. Ikke engang en overfladisk beklagelse. Ingen syerske der melder sig som samfundets fjende nummer et. Ingen verdensbank der lover bod. Jeg taber. Verdensranglisten dirrer og forkaster. Kompetenceudvikling og tilsidesatte fremdriftsmål. Nu fejler vi, gør vi. Sammen. Uden frygt. Klipper elastikken og hjørnerne af.  Kogevask. Kører en hvidvask af kompetencerne. Krøller en kalender og et cv. Sover med åben mund og savl og mulighed.

Tænder der løsner sit greb og rådner på deres rod. Mundskyld og mageløse muligheder for broer og plak resistente plastikpløkker. Skovhugst og sankekort. Tandlægens dollargrin og en date med Karius og Baktus. På bagsædet af bilen. En kort en lang en trekant en stang. Ingen dessert. Splitregning og bare på beløbet.

Ministerbilen skramler afsted mod ukendte universer. Bødeforlæg. PET og papir. Presenning over brændestablen i haven. Ingen fugt i fundamentet. Stormfloder der går over historiens bred. Bukser der smøges op og bare fødder i parken, Richard Geer style. Bellis og viol. Roser er røde.
Menses er forsinket. Det er samfundets skyld. 1813 er optaget. 114 er optaget. 112 er optaget.
Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en fremmet mand. En bandementalitet som siden krydsforhøres og finder sprog. Panderynken og grund til bekymring.

Nogen har raget på mit hipstertagskæg. Min privatsfære. Nabostriden blusser som en jomfrus kind. Imens ligger Beethoven i benlås på Blågårdsplads og hylder som en sirene ved krigstid. Han hører det ikke i de døves land. Krystalgade er spærret. Lukket ned. Omskåret. Kinagrillen har ti franske hottere for en hund og levnedsmiddelkontrollen sender den ene smiley efter den anden med skiftende overbærenhed og smilehuller. Nogen fejer et fortov med en kost, foran egen dør, før andres.

På Borgen sidder statsministeren og tænker på vasketøj. Kogevask og klorblege midaldrende hvide mænd. Dem der gramser på folkestemningen og debatterer tidslommer af had og hud. Dickpics og dagsordner.
Nu triller en hjemløs mod netto og sælger samvittighedsaviser og fraklip der ikke egner sig for ude og hjemme. Momenter af modgang og optur og nedfald og udfald mod det der kan samle.

Langebro længes mod land. Du børster en krumme af dugen og sætter et skilt med til salg på dit liv. Pakker din 3-i-1’er og tilliden. S-toget kører lige før du når frem. 4 toget står stille på herrens mark. En notifikation om at nødsporet er spærret på Holbækmotorvejen. En sms med håb. Kærlighed der pludselig slår sig ned og findes. Nostalgiske noder til vores sang. Renskrevet i regneark. Nådenoder og nato-nedrustning. Flere krav og mere kunst og kogevask. Sjælens udtømmelige sædleder. Arm slides please. Frugtbarheden og frimodige frihandler. Slaver, slag og kolonier af turister der bruger mere sæbe og flere håndklæder end beregnet.

En lige højre-drejning rasler tænderne ud. Gebis og søbemad. Bingo og blowjobs. Betalingsbalancen brummer som koret i Vridsløselille statsfængsel. Ikke et øje er tørt. Et øje for et øje og så vender vi lige den anden kind til. Kysser på fransk og drikker billig papvin fra pantelåneren.

Folketingsvalget lover det hele. Ballontyggegummi. Jenka, Shake. Da går ungdom til dans, på dit bud Sankte Hans og de scorer 12 taller og inhalerer lattergas og coke. Det er hvidt herude. Kyndelmisse og just-eat bude. Nu skinner solen, nådigt og med en vår i vente. Lådne lattermuskler sættes fri, i det fri. De lover en masse og samfundet samler ikke brosten eller hejser faner. Skyd ikke efter benene. Grøn er vårens hæk, Gule veste kastes væk. Fuck, nu er det forår. Det sagde han også i går.

Amnesti

Vi har elsket. Ikke kneppet, ikke knaldet eller bollet. Vi har elsket.

En sms fra Amnesti med nødråb flænser stilheden i lejligheden. Lydløs er slået fra, det er arbejdsdag selvom vi ikke er mødt ind. Vi koger æg og tager tid. 5 minutter og 20. præcis.

Vi er blevet gamle natten over. Har pensioneret os selv på en tirsdag. Skrevet testamente. Valgt en gravsten. Fundet en salme vi fælles kan enes om. En der ikke peger for meget på det uperfekte menneskeliv. En der ikke kysser for meget med paradis og samtidig ikke føles som at blive røvpulet af Paludan. Noget der er neutralt og dermed har ret til at sælge våben men ikke blander sig i krigstid. Vi er ikke forandret, nævneværdigt. Bare døende. Bare lige så døende som vi var den dag vi blev født. Vi ved bare lidt mere om tidsrammen og det endegyldige. Æggene er færdige. Vi sidder på hver sin stol, ved hver sin tallerken, med hver sin kaffekop. Kniven skærer gennem skallen på ægget. Du får æggeblomme på tommelfingeren og sutter det højlydt af. Ingen serviet. Ingen grund til skuespil eller laden som om. Vi var nok mennesker. Vi er måske mennesker. Vi er i grunden et.

Se mor, de er bange for ord

Fredag åbnede bogforum med vanlig duft af nytrykte bøger.
En duft i øvrigt der går lige i hjernen, som en vår med spirer eller formuldent løv en efterårsdag.
Noget mellem liv og død og linierne.
Og Bella, den fede matrone, var fuld af vrimmel.
Nogle havde gjort sig mere umage end andre.
Der var stande der bød indenfor og nogen der lukkede sig om sig selv i snævre labyrinter af “sig selv nok”
På podier sad forfatterne og blev spurgt ind, men nøje indstuderede aftale spørgsmål, om dette og hint.
Og de svarede, med nøje indstuderede svar, på spørgerens ord og smilede næsten.

Der var en der talte utroligt længe om afføring.
Det gav sig bekymrende nok udslag i en utrolig lyst til hotdog.
Men det er ikke ligetil i Bella at få en hotdog med sjæl.

– Der er årmhulehår på min hotter mor!
Det var min 12 årige der tørt konstaterede at hans designer frokost var langt fra kongens Nytorvs pølsevogn og en rigtig morfar. Sådan en fed en, med remo og rå løg.
– Det er utidigt er det, svarede jeg og stirrede på de bønnespirer de havde lagt oven på designer hotdoggen.
De mennesker vi sad over for skævede noget til mig da jeg med forælder-præcision plukkede den for armhulehår. Helt ærligt, Gillette, gå hjem og læg dig.
Man er vel mor, før man er Bellababe.

Vi drak vand og kaffe. En del.
For det første for at skylle designerhotdoggen ned og for det andet for at drukne indgangsdørens maskinpistoler.

– Se mor, de er bange for ord!
Det havde han sagt da vi kom.
Koldt, nøgternt, nutidigt.

Bange ligefrem? Og nu struttede de mandigt med geværer i alle retninger og store salatfade til at køre ordene væk, stripset med armene på ryggen. Først i futtog, på den våde vej. Side om side. Siden rettergang og arrest. Thi kendes for ret. Ordet skaber hvad der nævner.

Det duftede nede på madscenen.
Hella Joof og Kristian Ditlev Jensen stod og småklukkede hen over et køkkenbord med flere ord og krydderier fra ukendte verdenshjørner og ingentingsland. Bag for en sag, i troens tjeneste.

– Hva, er der ingen smagsprøver? Det var barnet igen.
Jo jo, mon ikke man kan få en nøglering eller noget.
– Seriøst mor?
Det er voldsomt provokerende at bage på en bogmesse når man kommer lige fra skole og der ingen kage er i sigte.
Seriøst, udtrykket går igen.
Det har været en del af børns vokabular nu i årevis.
Det gør noget.
Og ikke noget sundt noget.
Spørgsmålet har hjemme i tvivlen.
Den er kommet snigende sammen med fitness world og pisatests.
Mener de det? De voksne, altså seriøst? Eller er det bare noget vi leger?
Lader som om, peger hen mod, har målsat?
SERIØST??
Vi gik med til Lindhardt og Ringhoff og åd noget af deres forfatter chokolade og litterære lakrids.
Manu Seeren har skrevet en ny bog og de dufter godt inde hos L&R.
Der var også den nye bog om nazisme.
Den prøvede jeg let at trippen hen over, men barnet spurgte. Og spurgte.

På vej gennem et mylder af rullekufferter og fødder og sved bankede vi ind i fire betjente.
Så smiler man lige som den der gule satan i messinger med alle tænderne.
Øh, undskyld.
Fast blik. Meget fast. Mere tandsmil.
Det var henne ved en blå elefant af plast. Den stod og så noget betuttet ud på vores vegne.
Gammelklog og overbærende, men usikker.
Den havde mange spørgsmål. store og livskloge. Desværre talte den kun “Made in Taiwan” og vi kun vesterlandsk med endnu lidt designersennep i mundvigen.
Elefanter er sgu ikke hvad de har været. Helt sikkert ikke.
Måske hos Oliver Zahle, men ikke den her blå en i plast.
Den længtes efter Strid. Han er alt andet – end strid. Ren forkyndt skabelse i streg, ikke plast.

Vi gik ned til Etikken der gerne ville tages tilbage. Den stod lidt svimmel og flirtede med Ella, hende med elastikken og et navn man gerne vil købe.
Jensen & Dalgaard uddelte større knus til barnet. Genkendeligt.
Det lignede en fortabt forfatter der vender hjem efter et sidespring til et andet forlag.
Det er meget ømt. Sådan noget “holden af”, midt mellem skrivemaskiner og blå elefanter og knitrende poetsne.

– Man må sgu gerne holde i hånd når man er på bogmesse, sagde barnet og tog min hånd.
Man ikke bare må, man skal, tænkte jeg, mens Gyldendals blå medarbejdere vimsede rundt og havde voldsomt travlt. En lille by i sig selv på Bella. Hjertets dannelse og bøger der bygger babelstårne mod lysstofrørenes hellige haller.
– Godt man ikke er visevært her, konstaterer barnet. Og tager mobil op af lommen for lige at tjekke en udregning på holdbarhed af lysstofrør.
– man skal vel også leve, siger han, og tæller og trækker fra.
Det skal man vel, tænker jeg og bladrer i en livstilsbog som jeg SERIØST aldrig ville købe.
Den dufter nu alligevel godt. Næsten som de andre. Jeg bliver i tvivl om det var den her der handlede om afføring? “Livstil på røven”, eller noget. Det hed den nok ikke. Det er for jordnært. Ligesom dannebro i hundelorte og terror i Krudstønden.
Man kan fysisk strække hånden ud og røre ved den.
Frygten og de skudsikre veste.
Og tvivlen og tjekken programmet for evt. tilløb til noget

Bøgerne var ligeglade.
De stod forførende og kildede på de rigtige steder. Dem der trænger sig ind på en uden at man havde givet lov. Ikke den om afføring. De andre. Selvsagt.

Bøgerne der egentlig ligger forkert på borde i nydelige rækker og tikker om at blive fyldt med notater og æselører og ringe af kaffe på omslaget.
Langsomt miste duften og ende i en muldjordsagtig nødeduft af liv.

– Var der ikke noget med den der bog om “Grunner swaggy boy” de vi skulle høre om?
Nå jo, vi svinger forbi den nye Grundtvig bog af Birgitte Stoklund Larsen.
“Grunner” har det godt. Selvklart. Oplyst og nødvendig.
– Aj du kunne nu godt have… nej se lige, haha, se lige mor…
Der står to mænd med blød hat og parisertørklæde. Debatterende, snedigt udregnende næste argument og tagline.
– De er da gået forkert ik?
Nah, det er de nok ikke.
– Måske de skulle tage og slappe lidt af. Hey det er jo bøger ik?
Jeg stirrer på de to mænd der er klædt ud til lejligheden som indbegrebet af et gadekryds mellem Picasso og Bogart.
De virker pludselig næsten nøgne og meget forkerte.
Det er jo ikke noget vi leger vel, seriøst?!
Barnet ved det, med det samme.
Politiet også.
Jeg øver mig. Stadig.
I hvor alvorligt det er. Ordet.
Hvad det skaber i os og hvad det flytter.
Ansvaret og alvoren. Ytringsfriheden.
Det historiske vingesus mellem lysstofrørene hvor traner og trækfugle finder fælleskab og nye trækruter at flyve.
Romaner, samtidslitteratur, smudslitteratur, krimier, biografier, noveller, prosa, lyrik, og rakkerliv af litterater der samles og trykker hånd og aftaler cafe latte lette møder på fliser uden grisselamper og gadeskær.
De er der alle sammen. Sammen og hver for sig. i krig og kærlighed. Indspiste og sultne.
Det er lidt som en kærlighedsophobning der flyder over.
Mellem grimme reoler og stive kasseapparater.
Bløde hatte og kufferter på hjul.
Jeg bliver forelsket hver gang. I ophobet af bøger, forfattere, duft.

– Det er ikke ok, vel? At der er armhulehår på vores hotter…
Gu er det ej ok, kom ned på jorden. Det er der ordet bor og går – igen.

Fuglene lander i Bella.
De holder trækpause og æder bondens korn for de skal videre til forfattermiddage og i smug gå omkring kongens Nytorv på vejen hjem for at få en ægte hotdog med sjæl.
En med rå løg og remo.

Børnedigte – Lille Louise hun døde af grin

Lille Louise hun døde af grin
midt i en time i skolen
da faldt hun om i latter og hvin
så bøgerne faldt fra reolen
læreren måbed, eleverne skreg
hvad var der sket med Louise?
Hun læste en bog “Nej sagde kaj”
Og hvem kan la vær med at fnise?
For rigtige bøger er gysen og gru
og eventyrverdener der vokser
så find dig en bog og tag den i brug
til litteraturen dig bokser

//Astrid Søe 2014 – livsoplevelse.dk

#Børnelitteratur #Peter Mouritzen

Hvem faen læser korrektur på verdensordtnen?

Hvorfor er der ingen der læser korrektur på verdensordenen? 

For lad os lige se på dagens lys, med pøbelvældebrillerne købt med en aldersrabet på 41%
Da jeg var en lille snotunge og 70’er friskolepige lærte vi at samle til forråd og kravle under bordet og vidste hvor beskyttelsesrummet var. 
det var en skoleopgave at vi fik styr på den kolde krig og de mange greb der måtte til hvis vi skulle gemme os for den store stygge Russiske ulv, imens lærte vi at breakdance med ghettoblastere på skulderen og købte hvide hospitalshandsker hos apoteket så vi kunne lave ormen og evt. når det gik højt lave skilpadden med dobbelt tvist, og gik det skævt var det da godt at coca cola have givet os gratis yoyo’er vi kunne lege med i skolegården – det var før den tid hvor man kunne risikere at blive kvalt i snoren (?) og vi “gik tur med hunden” og lavede “jorden rundt” og gik i biografen og så E.T. og spiste M&M’s til vi brækkede os.
Men det var ok, for den kolde krig var endnu på køl og bare et fjendebillede man kunne vågne til i et mareridt om natten. Men skidt, for “We are the world” stormede med mega decibel ud i æteren og hvem er ikke verden? Hvem faen siger det imod?

Jeg besøgte farlige kolde Rusland som barn, der var bare det med Russerne, at de lignede os og var så skide søde over for en lille præ-teen tøs som mig. Og jeg tæskede rundt i europa og fik besøgt de fleste østlande før murens fald og havde vekslet så mange sorte penge undervejs at end ikke en halvstiv kosak ville kunne gøre mig kunsten efter. Det var skide sjove og skide kapitalistisk og klamt at gå ind i Dollerbutikkerne og handle, mens østblokkens indbyggere stod med næsen mod ruden. Jeg var en lille tøs og nysgerrig var jeg også og jeg fik faktisk en LP med “The Doors” med russisk omslag.
Dem udenfor stod i kø til at købe brød og vodka i den lokale biks. de havde kun dollars hvis jeg vekslede med dem. jeg var vildt god til at få en fed kurs. for ingen i Østblokken snyder børn, selvom det hele var noget snyd – på alle måder.

Og dog, lidt snød de, for jeg blev anholdt på grænsen mellem Polen og Slovakiet og ført bort med fire maskingevær rettet mod mit hoved og hænderne bag hovedet. jeg var gået en tur på bjerget og var kommet lidt på afveje. min far betalte løsepenge for mig – mange penge. rigtig mange dollars. Jeg græd lidt, mest fordi det var piiiiiiiiinligt, mega pinligt – og de 50 danskere vi havde med på tur smilede lidt sådan stramt og hmm.. agtigt og sådan lidt, hey vi tager lige et foto af pigen der er blevet handlet agtigt. Jeg har de fotos endnu. fuck jeg ser lille ud, selvom jeg vel var omkring 12 år og husker optrindet som var det for fem minutter siden. Og jeg kan huske vagternes grin og deres sprog, der lød som en kryds og tværs i illustreret videnskab set med en 2 årigs øjne.

Og jeg prøvede virkelig at gøre mig forståelig, derinde i grænsehytten at sige det jeg nu kunne på polsk – skål og goddag og tak og kan jeg bestille en kaffe. det hjalp ikke, heller ikke at jeg iført en pink og hvidsstribet regnfrakke og koboltblå sailersko og gullerodsbukser med nitter. Jeg kan mærke smagen endnu af de der skydevåben, og min far det med stor kongeagtig elskværdig vælde betalte – og at jeg var vildt meget værd. sådan en skide teentøs på afveje. man skal ikke gå uden for stierne, ikke for meget, ikke i fjendeland. for det var det. dengang. og jeg husker at de var meget unge de vagter og vidste helt præcist hvad jeg var værd.
Men det hjalp at vi spiste kage som vi havde med hjemmefra – kage skal man ikke gå ned på. aldrig. aldrig nogensinde.

Der var noget helt vildt særligt ved at at samle ting sammen før vi tog på de østblok ture. kuglepenne til børnene og cola til de voksne og når vi mødte dem på landevejen i vores store bus, holdt vi ind, ved en hestedreven plov og gav gaver til de der ingen cola og kuglepen havde. en dreng, 4-5 år med hænder der var skåret itu af halmstrå, tog imod kage vi havde bagt hjemmefra.
Vi var jo bare på glo/på/en/østblok tur, igen, med højskolen i uldum, siden i Lønne – og fanden tag den kolde krig uden kage – ja hvad ville det ikke ende med?

Næ, rouladeretorikken tog altid med og vi fik da også hentet en tolk ud af det Russiske håndgreb. Hun var blid, gennemsigtig og havde læst dansk. hun kunne sige FORKRÆNKELIGHED og siden blev det ordet der tegnede hele det østeuræiske og russiske område hjemme hos os. Min far sagde igen og igen – lær af det, lær af den flid der får et fremmet menneske, der aldrig har sat sine ben i danmark, til at have et så poetisk og formfuldtendt sprog. alt ramlede omkring østblokken, og FORKRÆNKELIGHEDEN skulle forgå med murens fald, Estland der rev sig i tøjret og Glasnost der fik en hel verden til at synes at modersmærker på panden var hipt og hurra. for ikke at glemme Polen, hvor Lech Walesas råbte på solidaritet.. jo nu skred muren og brokkerne så vi vælte, og kys og knus var mødet mellem øst og vest. goddag. tag min hånd og tag med ind i cocacolaland og find din fortabte indespærrede bedstemor et sted. der var samling på vej og det gav yuppierne drivkraft og skulderpuderne voksede på podierne i paris i takt med neonfarver og porno og mobiltelefonerne og internettet og så står vi der igen. klask og mørtel – ved muren der bygges af små lerglatte sten, en efter en, en sanktion her, et OL der, en homolov her, en menneskeret der, en snas af Ukraine her og et krigsskib der… Og imens har USA dødsstraf i nogle stater og sundhedsreformen har været intet mindre en nærvedognæsten at få indført, hvorefter obama må tage sidste stik og overtrumfe med “jeg alene bestemme” kortet. Hvert land, sin brydning.

Og Ruslans føler sig mobbet (som tyskland også har følt det siden 1945 og til og med Nena og 99 balloner) af resten af europa, for hey, har vi ikke venner der engang efter koldskålen i slut 90’erne? og i særdeleshed for en måned siden da vi legede vintersport og stå på ski og halvmånen løftede sin snabel og sang en sang for den fortabte babuaska og Tjernobyl. (Jo, vi havde da vores nuttede regnbuegummistøvler på da vi hoppede i vandpytterne i Sotji, men vi legede sgu gjorde vi)

Og så spiller alle med musklerne og smører deres sixpack i olie fra undergrunden. og prutter naturgas.
for lad nu være med at lade som om det handler om børnecheks og demokrati, menneskerettigheder og uha se lille underernærede sulaima i sudan. det handler om råstoffer – hver evig eneste gang.
I danmark har vi stort set ikke en skid, vi har lidt knowhow (endnu) lidt vindmølle blowjobs og en reform der skal synge på kinesisk og et frisind vi kan blotte for turisterne på staden og i vandkantsdanmarks gyllemark. nudisme og swinger politik. helt og holdent H.C. Andersensk skærmbrætsbillede, nu med ytringsfrihed. og det er som sådan da nuttet nok til de første 50 busser med kinesiske turister og de 1,5 busfulde amerikanske efterkommere. Men desværre for danmark er morgenstunden den eneste der har guld i mund. for råstoffer har vi ikke, selvom vi håber at rigsfællesskabet ikke smutter så vores evt. uopdagede oliereserver ikke bliver en grønlandsk horeunge med en lille havfrue.

Hvem er det der driver værket, spørger jeg mig mig selv og ser i spejlet – shit, hende der har jeg set før, hun går sgu da rundt et sted, eller mange steder derude i verden. præcis mig, præcis samme krop og hår, samme vilje og vej. men med forskellige politiske og religiøse fortegn.

Vi lever for meget efter bogen tænker jeg så, i min tilbageblik på den verden jeg lærte at kende, men som jeg er mindre og mindre klog på i dag.
var det egentlig det vi ville? Og hvor faen vil vi hen i den (G)arv vi går på og flænser kødstykker af i det daglige politiske virke?
Moar, vil du gerne bage, en kage til mig og min nye ven? Han hedder Sigurd tra la la tra la. for vi bager på hvem der vil knalde med vores interesser og ja, det gør vi jo for nogen skal vi vel lege med ik? Sørens far har penge… og bageren i nørregade er kun for dem der ikke er kriseramte. så vi leger med slagterens datter og håber der falder en luns ned i skødet. for hvad vil vi – vi vil have mulighed og grundstoffer vil vi. Jeg har tæsket rundt i Usa som voksen, og hold nu op hvor deres milkshakes er voldsomt potente. vi taler stor som i verden er så stor mor og Lasse Lasse lille. Jeg har gloet mig rundt og ikke fundet et eneste land der ikke krænker menneskerettighederne, end ikke danmark.

Vi kan ikke finde ro, for der er ingen fælles fortælling at samles af.
det er som om vores verdensfortælling aldrig er skrevet, eller at den mangler en korrekturlæser til at rette grammatikken og tegnsætningen.

Derfor vil jeg gerne opslå et AKUTJOB.
Søges: korrekturlæser og globalt forlag til at samskrive en (for)fatning for fælleskabet for sameksistensen. Det skal ikke så meget til – nogle enkelte kommaer, nogle tænkepauser, nogle sætninger der måske skal stryges eller skrives til. lidt afsnitsdeling og et godt sundt forord. så er den hjemme. for ordet skaber hvad det nævner og dagens ord er ikke gode eller runde som en vesterhavssten man tager i lommen for at gå den varm og mærke dens glatte overflade blive lun som snuden på en feberhed hundehvalp.

Der er ikke så meget at strides om hvis vi egentlig ser os om. desværre er der mangel på læsebriller.
og på verdensvilje – til at dele det lidt vi har tilbage og til at tage vare på kloden og hinanden, eller det der er tilbage til de næste slægtled.

… imens sidder jeg i hverdagene og arbejder på en oversættelse fra Russisk, på et amerikansk forlag til udgivelse i Europa – se det giver sgu god mening! Til sidst…

KUNSTEN

Kunsten kan frisætte, ændre og forme,
størkne, forandre, stilne og storme,
ryste, regere og ruske til ro
og midt i kunsten der udspringer tro.

kunsten kan virke og være og vandre,
spille et puds og alting forandre,
kaste en skygge og stjæle en tid,
ændre en verden og skabe dit vid.

Kunsten går solo og oplyst omkring,
ilden forandres i evighedsring,
i fordumssproget i forfærdre mund,
løfter kun kunsten historiens stund.

Kunsten forfatter i ånd og i sprog,
øjebliksbilled af skabelsens bog,
her er din rod og herfra din vej,
kunsten er ja og aldrig et nej.

//Astrid søe 2014

Bog stav




Har taget en vanskelig littera-tur
er snublet i to konsonanter
så nu er jeg eftertryksværtelig sur
når sproget går som elefanter

Og her var en linje med ord der var skjult
og der semikolon med mere
et nyt tillægsord der rungede hult
etcetera, gentag med flere

Se der paranteser der tager patent
på det der sku stå helt alene
og ord helt tilsidst der blir gamle og grå
når de nedskrives som nota bene

En overskrift runger så fyldig og fed
at alle kursiverne ryster
og linjerne springer et afsnit ned
mens sidenoten dem trøster

To trætte vokaler er købt og betalt
og flere forkortelser skrumber
mens alfabetet går inderligt galt
og versefoden den humber

copyright Astrid søe 2011