Mens

Mens det regner sopper tiden som en ikke gyldig grund
mens vi tørrer ligger lykken der blev udsat for en stund
mens det varmer venter vinden på forløsning eller kald
mens vi lever, findes alting, som et tilforordnet valg

Mens vi driver, som en tåge, går en byge udenom
mens vi gemmer, uden lager, indtil glasset findes tomt
mens vi rejser uden tasker, til et land foruden krav
mens vi genses i hinanden, slægt og sammenhæng i arv

Mens vi tumler fra det tomme uden indhold, håb og tro
mens vi vander vores rødder og vi gødes til at gro
mens den store himmel mørkner og en dag går fra sig selv
mens vi stoler på hinanden og et gensyn, ej farvel

Mens vi lagde vores tillid på en pude uden vår
mens vi holder om hinanden, slipper fri og slikker sår
mens vi rejser os fra tvivlen og opstår i noget kendt
mens vi blinker og vi blunder, der er kærligheden vendt

Mens vi låner vores tale og bebor en skoldet jord
mens vi samler af de gamle gode brugte låneord
mens vi finder vores ståsted, fast og frodigt uden magt
mens vi sopper i en vandpyt, sir du det vi sku ha sagt

Ny bog undervejs

En slags novellesamling/NUvellesamling er ved at være ved vejs ende. Genren anderledes end mine vanlige udgivelser. Bogen tager udgangspunkt i samtiden, særligt set fra de midaldrendes ståsted. Det har været svært, rart og underligt at gå på opdagelse i min egen generation, hvad vi går og trækkes med, glædes ved, hvordan vi elsker og mister. Tak for jeres beretninger og tak for at måtte skele til jeres liv og samliv undervejs.

Læseprøve:

Jeg kan ikke folde et stræklagen

Jeg kan ikke folde et stræklagen. Lægge det i de daglige folder i skabet på række og i bunke. Ingen snorlige ståsteder. Hjørnerne vil alle veje, verdenshjørner med udlængsel og uden blufærdighed. Krøller livsmodet sammen til små bylter af bomuld, elastik og elasticitet. Ingen variabler der er årsagssammenhængende. Ingen årsag, ingen tørresnor der siger et velment undskyld. Ikke engang en overfladisk beklagelse. Ingen syerske der melder sig som samfundets fjende nummer et. Ingen verdensbank der lover bod. Jeg taber. Verdensranglisten dirrer og forkaster. Kompetenceudvikling og tilsidesatte fremdriftsmål. Nu fejler vi, gør vi. Sammen. Uden frygt. Klipper elastikken og hjørnerne af.  Kogevask. Kører en hvidvask af kompetencerne. Krøller en kalender og et cv. Sover med åben mund og savl og mulighed.

Tænder der løsner sit greb og rådner på deres rod. Mundskyld og mageløse muligheder for broer og plak resistente plastikpløkker. Skovhugst og sankekort. Tandlægens dollargrin og en date med Karius og Baktus. På bagsædet af bilen. En kort en lang en trekant en stang. Ingen dessert. Splitregning og bare på beløbet.

Ministerbilen skramler afsted mod ukendte universer. Bødeforlæg. PET og papir. Presenning over brændestablen i haven. Ingen fugt i fundamentet. Stormfloder der går over historiens bred. Bukser der smøges op og bare fødder i parken, Richard Geer style. Bellis og viol. Roser er røde.
Menses er forsinket. Det er samfundets skyld. 1813 er optaget. 114 er optaget. 112 er optaget.
Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en fremmet mand. En bandementalitet som siden krydsforhøres og finder sprog. Panderynken og grund til bekymring.

Nogen har raget på mit hipstertagskæg. Min privatsfære. Nabostriden blusser som en jomfrus kind. Imens ligger Beethoven i benlås på Blågårdsplads og hylder som en sirene ved krigstid. Han hører det ikke i de døves land. Krystalgade er spærret. Lukket ned. Omskåret. Kinagrillen har ti franske hottere for en hund og levnedsmiddelkontrollen sender den ene smiley efter den anden med skiftende overbærenhed og smilehuller. Nogen fejer et fortov med en kost, foran egen dør, før andres.

På Borgen sidder statsministeren og tænker på vasketøj. Kogevask og klorblege midaldrende hvide mænd. Dem der gramser på folkestemningen og debatterer tidslommer af had og hud. Dickpics og dagsordner.
Nu triller en hjemløs mod netto og sælger samvittighedsaviser og fraklip der ikke egner sig for ude og hjemme. Momenter af modgang og optur og nedfald og udfald mod det der kan samle.

Langebro længes mod land. Du børster en krumme af dugen og sætter et skilt med til salg på dit liv. Pakker din 3-i-1’er og tilliden. S-toget kører lige før du når frem. 4 toget står stille på herrens mark. En notifikation om at nødsporet er spærret på Holbækmotorvejen. En sms med håb. Kærlighed der pludselig slår sig ned og findes. Nostalgiske noder til vores sang. Renskrevet i regneark. Nådenoder og nato-nedrustning. Flere krav og mere kunst og kogevask. Sjælens udtømmelige sædleder. Arm slides please. Frugtbarheden og frimodige frihandler. Slaver, slag og kolonier af turister der bruger mere sæbe og flere håndklæder end beregnet.

En lige højre-drejning rasler tænderne ud. Gebis og søbemad. Bingo og blowjobs. Betalingsbalancen brummer som koret i Vridsløselille statsfængsel. Ikke et øje er tørt. Et øje for et øje og så vender vi lige den anden kind til. Kysser på fransk og drikker billig papvin fra pantelåneren.

Folketingsvalget lover det hele. Ballontyggegummi. Jenka, Shake. Da går ungdom til dans, på dit bud Sankte Hans og de scorer 12 taller og inhalerer lattergas og coke. Det er hvidt herude. Kyndelmisse og just-eat bude. Nu skinner solen, nådigt og med en vår i vente. Lådne lattermuskler sættes fri, i det fri. De lover en masse og samfundet samler ikke brosten eller hejser faner. Skyd ikke efter benene. Grøn er vårens hæk, Gule veste kastes væk. Fuck, nu er det forår. Det sagde han også i går.

Amnesti

Vi har elsket. Ikke kneppet, ikke knaldet eller bollet. Vi har elsket.

En sms fra Amnesti med nødråb flænser stilheden i lejligheden. Lydløs er slået fra, det er arbejdsdag selvom vi ikke er mødt ind. Vi koger æg og tager tid. 5 minutter og 20. præcis.

Vi er blevet gamle natten over. Har pensioneret os selv på en tirsdag. Skrevet testamente. Valgt en gravsten. Fundet en salme vi fælles kan enes om. En der ikke peger for meget på det uperfekte menneskeliv. En der ikke kysser for meget med paradis og samtidig ikke føles som at blive røvpulet af Paludan. Noget der er neutralt og dermed har ret til at sælge våben men ikke blander sig i krigstid. Vi er ikke forandret, nævneværdigt. Bare døende. Bare lige så døende som vi var den dag vi blev født. Vi ved bare lidt mere om tidsrammen og det endegyldige. Æggene er færdige. Vi sidder på hver sin stol, ved hver sin tallerken, med hver sin kaffekop. Kniven skærer gennem skallen på ægget. Du får æggeblomme på tommelfingeren og sutter det højlydt af. Ingen serviet. Ingen grund til skuespil eller laden som om. Vi var nok mennesker. Vi er måske mennesker. Vi er i grunden et.

En smoothie med Kierkegaard

Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.

De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.

Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.

“Gift dig”, siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
– “men du vil fortryde det”
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
– “gift dig ikke”
– du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol

Vi er også ord.

Vi er også ord
nu er vi her
den her verden 
forestiller ikke os 
fanatismens ansigter
oplevelser af terror tager ordet og
rædslen stiger når
daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og
beskærer et forår mens
troende hjerter i vinterløbet
som går svangre med 
håbets vinger
hvor viljen og troen på
et samfund, en verden
i samdrægtighed
for at lære 
tegn til tale
brydes med 
angst og tavshed 
kampen om ilden 
blev 
til kampen om ordet
ordet er frit
Læses igen nedefra og op!
//Astrid Søe 7. Januar 2015

Høst

Når korn og kuling kaster

Med strågult hår og bindegarn
Sit tørklæde med kvaster
Og støvet vinduskarm
Selv ploven sukker ivrig glad
Når bøgen krøller i sit blad
Så går jeg gennem livet
Tak, alt hvad jeg blev givet
Fra mulden mageløs
I markens mørke fure
Hvor livet usagt sover ind
Mens vinter endnu ruger
Et urørt barnesind
Dog længes endnu fuglen ud
Som silhuetter stjerneskud
Forlader vingesuset
Og flyver over huset
I natten mageløs
Endnu august må råde
For vejr og vind og himmelblå
September finder nåde
For alt vi overså
Og solen kaster glemte smil
Med anelser om lun april
Skønt året lægger løvet
Så har du aldrig tøvet
Og opstår mageløs
Taknemlighed og tanke
Kastanier i en barnehånd
Og hyben vi skal sanke
I sagn og sang og ånd 
Farvel til sommerlette syn
Og kornmods vrede himmellyn
Taknemligheden henter
I myter og legender 
En verden mageløs
//Astrid Søe 2014
melodi: den blå anemone

DANSKE DUMSMARTE DIGTE (udgivelse bog)

Til hverdagsvanding af livets træ

Om forlov du lille danmark, et enfoldigt tak for nu
Du har holdt kulturen hævet, selv når koppen gik i tu
Du har målt dit liv og skænket, af en kande uden hank
Du har løftet kraven når du så at skuldrene de sank
Du har rørt den store verden, med en tro på det du er
Du har lært dit folk at vokse, vare ved og sætte bær
Du har rost det ord der gælder, du har villet være vær
Derfor lever folkedrømmen i det nu der kommer nær
Med en vandkande i hånden trisser du til vækster ud
Mens du vander, gror af livet, stedsegrønne danske skud
Så til kaffen på terrassen og rouladen på et fad
Tak for hverdag, tak for dansen, tak fordi du stædigt gad

En opsamling af vers, digte, rim og sange til dumsmarte danmark.

Hyldest, krise, politik, mad, kultur, samfund, befolkning, længsel.

Pyt!

Ordet skaber hvad det nævner.

www. livsoplevelse. dk
www. astridsoe. dk

Køb den hos din boghandel eller her:
http://www.gucca.dk/danske-dumsmarte-digte-verdsligt-talt-bog-p249505

Lommeulden filosofi



Med et hurtigt greb i lommen,

bliver hele verden til,
der er sand og ostekommen,
en kastanie er på spil
Der er nullermænd fra navlen,
der er krummer fra Hobro,
knækket kridt fra skoletavlen,
servietter fra en kro.
Femti øre jeg har fundet,
en billet fra Mols til Mars,
skrabelod som jeg har vundet,
huskeseddel på mælk og fars.
Der er otte mælketænder,
brev fra en jeg elsker højt,
aftryk efter mine hænder,
lærkers glade fuglefløjt.
Sten med hul fra tur ved havet,
en papirklips fra mit job,
savsmuld efter jeg har savet,
lommeuld og livets krop.
Der er noget ganske særligt,
ved hvert minde som der bor,
tømmer nænsomt, stille, kærligt,
lommefilosofisk foer.
//Astrid Søe 2012 #Lommeulden filosofi
melodi: egetræet tungt af alder
www.livsoplevelse.dk

Du dejlige november.

            

Melodi: Hvad var det dog der skete? (Den blå anemone)


Du dejlige november, du gråner gennem ventetid,

på tåspids gennem dagen, langmodigt vinter vid.

Du lukker sommerdøren blid,
og fryser jorden hård og hvid,
og solen leger gemme,
mens alle kan fornemme,
at tiden toner ud.
Du dejlige november, din tone der går ned i mol,
og stemmen hæs med feber, mens marken bliver gold.
Et egern samler nød og agn,
og frygter for det store savn,
af fordums frugtbar fylde,
og sommertidens gylle,
er glemt til næste år.
Du dejlige november, med gavekatalogers drøm,
og frakker med reflekser, som værn mod bilers strøm.
Når bilens motor mangler glød,
men vågner af et hjertestød,
når huen kradser panden,
og trykker på forstanden,
og læbens sprukne kys.
Du dejlige november, med sjap og fugt i sko og skov,
en rynke på din pande, novembers egen lov.
Dit ansigt gammelt, gemt og godt,
og sjælen blød, men kødet rådt,
med ånde fuld af tåge,
din tåre den vil love,
at længslen varer ved.
Du dejlige november, med mørke dages indre skær,
og kinder der må gløde – jeg har dig særligt kær.
Du stilner lys og liv og lyd,
og fuglen søger efter syd.
Alligevel du favner,
den brik som alle savner,
– et svar på gådeliv.
Du dejlige november, med tro på det der holdt og stod,
et træ der mister løvet, men stolt har fundet rod.
En gammel myte på din mund,
i knæet gigt og øjets blund.
Din ælde rummer livet,
nu dør hvad vi blev givet.
farvel, opstå påny.
//Tekst: Astrid Søe 2012