Havregrøds blues – landbrugssang

Melodi: Livet er en morgengave

Jeg er vågnet denne morgen
uden havregrød i kog
der er ingen gryn tilbage
ingen simren under låg
jeg har glemt hvordan jeg skaffer
både gryn og mælk og mad
så jeg skumler, mens jeg daffer
morgensurt i lunkent bad
Mens jeg tørrer mine skanker
tænker jeg i fuld galop
jeg hos naboen nu banker
kan jeg låne mig en kop?
bare gryn og mælk til grøden
et fortroligt tak for lån
naboen ser helligbrøden
smækker døren som en hån
Nu er gode råd jo dyre,
jeg må google lidt om gryn
google rammer mig med syre
gryn de dyrkes ‘ik i byen,
så jeg tar min gamle jernhest
cykler til lars tyndskids mark
finden bonden i reflexvest
men han siger “den står brak”
Næste landmand går og malker
sine køer med sug og slip
mens min knogle langsomt kalker
og min mave får et flip
får jeg mælk i stride strømme
ganske lun og fuld af fedt
halvvejs gennem mine drømme
mange tak, det var så lidt
Hjertet pumper mens jeg cykler
bag en traktor fuld af lort
og jeg er vel ingen hykler
hvis jeg sir: det stinker stort
men så blinker den til siden 
kører mellem mark og sti 
og min nye landbrugsviden
tolker havregrød heri
Jeg får korn i sæk og lommer
munden fuld, som jeg dog åd
gnasker, men det er en ommer
det skal valses eller noget
nu retur til byens gader
hvor en møller valser rundt
tar en tango mens han kværner
mine korn, på godt og ondt.
Jeg var vågnet denne morgen
uden havregrød i kog
må fra gaden og til gården
for nu er jeg landbrugsklog
men jeg glemte helt at hylde
dem der skaffer maven ro
tak Lars tyndskid, for din gylle
og dit korn og så din ko
/Astrid Søe 2014

DANSKE DUMSMARTE DIGTE (udgivelse bog)

Til hverdagsvanding af livets træ

Om forlov du lille danmark, et enfoldigt tak for nu
Du har holdt kulturen hævet, selv når koppen gik i tu
Du har målt dit liv og skænket, af en kande uden hank
Du har løftet kraven når du så at skuldrene de sank
Du har rørt den store verden, med en tro på det du er
Du har lært dit folk at vokse, vare ved og sætte bær
Du har rost det ord der gælder, du har villet være vær
Derfor lever folkedrømmen i det nu der kommer nær
Med en vandkande i hånden trisser du til vækster ud
Mens du vander, gror af livet, stedsegrønne danske skud
Så til kaffen på terrassen og rouladen på et fad
Tak for hverdag, tak for dansen, tak fordi du stædigt gad

En opsamling af vers, digte, rim og sange til dumsmarte danmark.

Hyldest, krise, politik, mad, kultur, samfund, befolkning, længsel.

Pyt!

Ordet skaber hvad det nævner.

www. livsoplevelse. dk
www. astridsoe. dk

Køb den hos din boghandel eller her:
http://www.gucca.dk/danske-dumsmarte-digte-verdsligt-talt-bog-p249505

Mad med ister

Melodi: I’m dreaming of a white Christmas

Jeg drømmer kun om chokolade
med marcipan og lidt likør
gi mig flere fade
med remulade
og bunkevis af krappeklør

Jeg drømmer om et hvidt franskbrød
foruden spelt og øko-mel
jeg vil ha no’et sødmælk og smør
og en engelsk bøf der er mør

Jeg drømmer om en frikadelle
med fedt og løg og sovs i flæng
sår’n en der er lavet af mor
fed og fin fra barndommens bord

//Astrid Søe 2012 – sulten på den gammeldags måde!

Politik og pastinakker

Politik og pastinakker
Følges udemærket ad
For de knejser mens de snakker
Om et samfund eller mad

Hører begge til på jorden
Og gør nytte mens de gror
Nogen virker lidt forloren
Når de mødes ved et bord

Der skal skrubbes, der skal skrælles
Der skal findes mål og med
Nationalsange skal tralles
Der skal luges mange bed

Der skal ses på vækst og voksen
Der skal skæres af den top
Der skal tænkes ud af boksen
Før et folk har fået nok

Der skal koges, der blir hakket
Alt skal trækkes op med rod
Og i sidste ende takkes
Den der står ved eget mod

Tá og tá en bid af dagen
Lug politikernes bed
Knejs du kun med pastinakken
Os der vælger – varer ved!

 //AStrid Søe 2012

RIP Fru Hansens kælder!

Nede i fru Hansens kælder
Ku man købe frikadeller
nu der fetaost på fad
bønnerne de er i bad
rucolasalat og  rejer
intet findes hvor det plejer
tapas og en pasteskål
væk er snaps og stegte ål

Når kebabben står og syder
humus, aubergine gryder
Italienske spegepølser
har medister ingen følelser?
dumpling, nudler, godt med nødder,
anderumpe, hønsefødder,
halsen af en stakkels svane
skal jeg sluge i min gane

klid og most og sure oste
stegt banan og suppekoste
tørre frø og flutes i stænger
men jeg gider ikke længer
så jeg sniger mig af sted
til et syltet hengemt sted
hvor jeg køber frikadeller
RIP fru. Hansens kælder.

Astrid Søe©