Blodmåne

Mor måne har fået det røde
Og buttet og rund står hun op
Så lækker som rødgrød med fløde
Med kurver på sind og på krop
Mor måne står nøgen og nynner
En vise af “røde mor”
Og bryster sig af sine ynder
Og blotter sig for vores jord
Mor måne i skyggen af kloden
matronen er fuld og lidt plat
Befriet og helt plukkemoden 
Hun hvisker “vær min nu i nat”
Mor måne har sange om lykke
Hun løsner en drøm at forstå
Og svæver som nattens guldsmykke
Og lyser som kun måner må
//Astrid Søe

snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.