En pige er bøjet over en bog

En pige er bøjet over en bog
med håret samlet i nakken
hun sidder så stille, gemt i en krog
og deltager ikke i snakken
hun stirrer på bogen, på sidernes ord
på bogstavers dansen og hoppen
imens så læser de andre i kor
hun prøver igen helt fra toppen
e.n. s.o.l. e.r. g.u.l. n.e. l.o.s. r.e. l.u.g
men ingenting hænger sammen
så giver hun op med et lille suk
og rødmer af sorg og af skammen
nu ringer det ud og alle de går
men pigen hun rejser sig ikke
hun gemmer sig gerne for ingen forstår
de undrende drillende blikke
en pige er bøjet og gemt i en krog
med håret samlet i nakken
hun ønsker kun et at læse en bog
enhver der findes i stakken
hun kommer hver dag og famler sig ind
men lærer ikke at læse
for hende er læsning som at være  blind
det hjælper ikke at pace
en dag går hun ud og finder en vej
en måde hvorpå hun kan lære
for selvom man ikke til læsning er haj
er livet altid i gære

//Astrid søe 2014
#Til ordblinde børn

Den flaskehalsen peger på – pisatesten

Pisatesten målte Jørgen
på hans evner, mål og gøren
Jørgen skrev og regnet tal
flaskehalsen den var smal

Jørgen faldt fra gennemsnit
fy og føj og noget skidt
flere lektier mere slid
fat det nu din lille skid.

Jørgen græd og gik i stå
er jeg dum, en af de få?
er min IQ under 0?
Alt blev sort, han var et hul!

Jørgen under dynen lå
kinden den var askegrå
jeg kan intet alt er tabt!
Hvorfor blev jeg egent’lig skabt?

Jørgens mor kom ind og sag’e
der er endnu håb tilbage!
Hvilket, spurgte Jørgen trist
håbet var så ganske pist…

Dine venner banker på
om du vil på skateboard stå?
med et kickflip stod han op
Jørgens evner var i top.

Jørgen han er genial
merværdi universal
et talent i “rend og hop”
kald ham aldrig mer et flop!

pisatesten tester unger
så fortabelsen den runger
for en egentlig merværdi
skabes uden hieraki.

//Astrid Søe 2014