Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Valentinsdag / årsdag for terror i København

Forladte friheds former

og eftergivent mod i fjord
i spørgetidens normer
og efterladte ord
i angst og bævens ånd og ar
en skæbnesvanger februar
et glimt at ukendt vilje
for evigt som en tilje
urokkelig og gold
Et nu, der nærer mørke
med øjne der kan bære lyn
usikker ukendt tørke
og skimmelgænger syn
et øjebliks umættet magt
en maskemagers sidste akt
så stilhed gennem landet
indhyllet tidevandet
har spor af dåd og dag
Opstået håb og hele
og tætte tanker hvor I faldt
taknemligt må vi dele
et brød og livets salt
så blomster på den frosne sti
i tillid viger død og krig
I mødte dødens komme
men livet er ej omme
når I, i os er til
Befri det mod vi kender
lad kærligheden stå som vagt
og ræk mig dine hænder
gør ordet til vor pagt
vær værn mod håbløshed og frygt
vær mødested for noget trygt
vær hjerte og vær viden
i nuet, eftertiden
i sjæl og sind og ånd

//Astrid Søe 14/2 2016

(Kan synges på melodi: den blå anemone)

Men når valmuen blomstrer

 
Der er lysende stammer i birketræs lund
Der er sandhed i mulmede kroge
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Så springer jeg ud og må vove
 
Der er frisatte ønsker og drømmen er rund 
Der er spillemandstoner i luften
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Så blir jeg bedugget ved duften
 
Der er nogen der plantet et kys på min mund
Der er mulige smil gennem livet
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Er alting alligevel givet
 
//Astrid Søe
www.livsoplevelse.dk

Jordens dag

Jeg har brug for at skrive om ingenting
om tændvæske, sure citroner
om tropevind og so ein ding
og kernefri vandmeloner

Jeg er nød til at læse om svig og om mord
om terror og tabu og tåber
tortur og rædsler og krig og hor
og magtens stemmer der råber

Jeg har brug for at synge om intet der er
om huller og halve vokaler
om katten der tramper og dmi vejr
og stumme der nemt overtaler

Jeg er nød til at ånde hvor luften er sod
hvor ilten er fattig og falder
i stanken af affald og mødding og rod
og evigheds ottetaller

Jeg har brug for at være hvor livet er frit
hvor døre og dage står åbne
hvor fødderne går med fjedrende skridt
så selv en engel står måbende

Jeg er nød til at tro at du lapper alt
jeg væltet og vraget og svinet
og før mine dage er endelig talt
gir jorden mig nok en på skrinet

Jeg har brug for at vide at du bærer frugt
og lyser og lærer at bære
være nænsom og elsk alt der er brugt
så kloden dig endnu kan bære

//Astrid søe 2014 – http://www.livsoplevelse.dk

 #JordensDag

#Til ungdommen af i dag

Jensen

I nattens muld og mørke

går gamle Jensen gennem byen
I halsen er der tørke
og lommen uden gryn
han samler flasker her og der
en skraldespand er særlig kær
og timer blir til dage
mens skægget på hans hage
det gror og sætter skud
Før nattens blir til morgen 
der ligger Jensen træt og kold 
og stille løber tåren
han hvisker “Gud i vold”
så lukker han sit sind, sin krop
og hjertets banken holder op
sov ind i kongens have
han fik et liv i gave
som endelig ebber ud
For Jensen gik fra livet
som ville alt for meget skidt
skønt meget var ham givet
som også dit og mit
men Jensen mistede sit mod
sit job, familie, hjerteblod
og uden kærligheden
var livet set fra neden
et koldt forandret sted
//Astrid Søe 2014
Kan synges på “den blå anemone”

Børge på fjorten

Børge på fjorten
har jokket i lorten
og ledt efter mening i intet og alt
for alle må lede
oppe og nede
og fatte hvad er det jeg egentlig har valgt?

Børge på fjorten
har jokket i lorten
og vasket det af i en spand med klorin
i fejltrin er læren
om fuldgyldig væren
at står ved sit valg, med et skævt lille grin.

//Astrid Søe 2014
Til ungdommens mod 

Der findes en have

Der findes en have hvor håbet gror vildt
og træernes kroner gir skygge
der findes en have hvor modet er frugt
og vandet er næret af lykke
der findes en have hvor troen er fri
og viljen er grene der bærer
der findes en have hvor kærlighed gror
og mennesket altid vil være.
Der findes en have hvor liv avler liv
og ingen skal sulte og tørste
der findes en have hvor hjertet gir lyd
i kærlighed du er den største.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

#Frugtsommelighedens gave

Plenum og pladder




















Melodi: Mogens Jermin Nissen. Hvergang en sommer igen kommer dragende.
Tekst: Astrid Søe 2013

Hvergang vi drøfter om danmark skal være
et land der går forrest i vækst
ender vi oftest i plenum og pladder
hvor fonden blir “fed” i en tekst

Oneliners, udligner alle de tanker
vi ønskede os for vor tid
men modet falder i kriser og banker
og væksten er blevet frigid

Innovative og andendagsstive  
de bygger og brækker og bær
Længes kun efter at noget skal blive 
så kreativt himlen er nær

Hvordan kan modet fornyes, fortættes
og vendes mod hverdag og mod?
når danmarks vilje på skemaet sættes
og ruller naturligt i blod


Her mellem rugbrød og rødgrød og skole 
vi gemmer på noget der gror
knæhøje drømme med ny banderole
et slægtled af drømmenes ord

De har et bud på den værste og bedste
og viseste viden på jord
de har ideer der der bliver de næste
og gror mellem Loke og Thor

Til Børnehøjdens fabelagtige mod, iderigdom og fremtidsnære virke.