Hey skat, ser min hjerne lille ud i den her kjole?

Kønspolitiske debatter er ikke til at undgå.
Og jo, jeg kan godt se nødvendigheden, samtalens flyttende fornemmelse og debatten berettigelse.
Foran os gik stærke kvinder og milde mænd og banede vejen for at også vi “fruentimmere” fik stemmeret, færdigretter til microovnen, mænd på barsel, brobizz og bukser (så vi kunne bekymre os for, om vores røv så for stor ud).

Og debatten og ligelønspolitikken er endnu ikke slut og bliver det nok heller ikke lige med det første.

Vi måler og vejer vores danske opdrag i statistiske opregninger af kvindekvoter.
Også Folkemødet på Bornholm er begyndt at lave statistik på debattørernes køn.
Til eget brug, som de gør opmærksom på.
Og hvad skal de bruge den til, må man spørge.
Jeg kan rent statistisk allerede nu sige at en af de debatter jeg har arrangeret vil bonge ud på værste vis.
5 mænd og 1 kvinde.
Det er selvsagt skidt for ligestillingen, men ret godt for værdien i debatten.
For de debatterende er valgt efter værdisæt og ikke efter køn.

Skulle jeg have valgt anderledes, så havde debatten også set meget anderledes ud.
Så havde emnet drejet sig i anden retning og da vi jo altid går efter de giraffer der har ædt af holdningstopskuddene på savannen og ikke efter dem der tager de halvvisne tisgule blade i undergrenene, så blev det noget med at tage emnet alvorligt og ikke en kønskvotering i denne sammenhæng.

Er det skidt?
Både og.
Det er svært at være imod at kvinder bør fylde mere i debatter, i bestyrelser, som topledere,
Men alligevel kan jeg mærke den der fuldstændigt rolige fornemmelse af at vælge ud fra værdi. Ud fra holdnings sæt og dermed styrkende samtale.

Det kan være jeg skulle gå til Louie Nielsen og få nogle briller. For jeg har umådelig svært ved at se køn og ikke mennesker.
For nogle år tilbage sendte jeg et forslag til daværende ligestillingminister Manu Seeren om at omdøbe Ligestillingsministeriet til “Ligeværdsministeriet” i stedet.
Man bliver lidt træt i masken når man har stået der så længe og kaldt på lighed.
Det blev et afslag fra ministeriets side, men de behandlede da forespørgslen meget omstændigt og iøvrigt mere grundigt end jeg havde beregnet.
Og jeg spekulerer stadig på hvordan vi øver os i at vælge værdierne og ikke kønnet.
Hvornår evolutionen finder fred med åbenlys og iøvrigt frugtbar forskellighed.

Alligevel ved jeg at det forekommer, alt for tit og alt for massivt. Også i min egen baghave.
For mange år siden blev jeg vældig vred på XXX politiske parti der bad mig stille op til Folketinget i en umådelig attraktiv valgkreds i Nordsjælland.
Jeg augmenterede noget imod, da jeg end ikke var medlem af partiet og ej heller havde været det.
Men forslaget havde udgangspunkt i flere delprincipper hos dette parti.

Dels holdninger, bevares da, jo jo, men deres forespørgsel handlede også om noget ganske andet.
Det indrømmede budbringeren undervejs.
Se de manglede sådan en ung (ja, det er ikke en anekdote fra i går) Kvinde og gerne med langt hår!

I hele min barndom sad jeg og hørte min far fortælle om de konger og stammeledere, Grundtvig og Tordenskjold og gamle skikke der tilsagde ledere og krigsherrer at have langt hår, for man troede at styrken sad i håret.
En træl raver man håret af, det er symbol på underkastelse og svaghed.
Vi så det i kz lejrene og vi ser det stadig i militæret hvor de værnepligtige bliver karseklippede.
(Med en undtagelse af nogle få mandhaftige med hår-net)
Det er ikke tilfældigt, men en rest af gammeltro vi har bevaret.
De sidste år har trenden været “Hipster” med lange lokker og store skæg. Det er utvivlsomt mændenes måde at agere vindere efter finanskrisen.
Det følges for det meste ad.
Samfund og tendens. I mode og hår.
Skovmandsskjorten (Gud forbyde den) kom tilbage og vi lignede nybyggere og friland, til finansministeriet holdt op med “at suge kinderne ind og se bekymrede ud”.

Kvinder derimod har langt hår for at stenaldermanden kan trække dem med ind i hulen og gør dem frugtsommelige. (“Sig det med shampoo”)

Og der stod jeg så, men mit lange hår og skulle dels “mande mig op” med gammeltroes lederstyrke og dels være feminin lokkemad til en hulemand, som kandidat for partiet.
Jeg har aldrig været så tæt på at få pagehår som efter de samtaler om Folketingskandidatur.

Der er ikke forskel på det politiske parties længsel efter en kvindelig kandidat og nutiden ønsker om kvinder i bestyrelser.
Og det er ikke i egentlig ond menig at vi taler om at fordele magten ligeligt. Vi har som køn hver vores styrker og svagheder.
Men jeg ønsker mig stadig at vi vælger mennesker og ikke køn.

Stereotyperne vælter ud af skabene, sammen med “den lille sorte” og “klassiske pencil skirt”.
Jeg er ikke så særligt feministisk, måske egentlig bare mest til “du er dig og jeg er mig” retorik og jeg holder så umådeligt meget af forskelligheden – også hos kønnene og særligt i det vigtige samarbejde på tværs.
Alligevel kan jeg mærke den der snigende gammelkone irritation når nu man står ved klædeskabet en tirsdag med en lang mødedag foran sig.
Jeg befinder mig bedst i kjole og allerbedst i noget der er ret feminint.
Det er ikke et bevidst valg, men bare min natur.
Jeg har ikke lært det hjemmefra, eller af mit samfund.
jeg har ikke et kønsrolle opdrag og ej heller har været en del af 70’ernes bh-løse levnet.
Det må være østrogenpåvirkningen. Ren biologi.
Jeg har derimod en voldsom “angst” for pagehår. Der sker noget med det der snorlige pandehår og skulderlange skråsikre look. Det klæder de fleste og giver en vis autoritær udstråling.
Sammen med spadseredragten og attachetasken og “det lille fikse tørklæde” .
Det udstråler alvor og skulderpuderne får selv en vågen Holger Danske til at ligne Gummitarzan.
Og det ER nemmere (Stadig i 2016) at få gennemslagskraft når man iklæder sig lidt testosteron og håber at æggestokkene og binyrerne kan følge med.

Alligevel har jeg det nu bedst på de møder, i de bestyrelser og på de konferencer hvor mennesker er mennesker og holdningerne ikke bære køn eller har tryk af gammel åg i den retning.

Hvor man ikke bruger en time foran spejlet inden man tager afsted for at overveje om man bliver hevet ind i stenalderhulen eller om ens hjerne ser lille ud i den der kjole!

/Astrid Søe

Fastelavns finanskrise

Finanskrise – we love you so!

Kriser er altid sunde – på den vis at de udvikler mennesker og giver opdrag til nye måder at sætte til og fra. Samtidig sætter de debat og levevis under lup og æder sig ind under huden på selv whiskybæltets beboere.
Tendensen er klar. Når der er krise gør det ondt på den der kun har lidt i forvejen, dem der mister noget eller meget. Og så er der hele den anden og største del af befolkningen. Den del hvis største afsagn er nogle “chokkerende” overskrifter i dagens avis om slankepiller og medina. For krisen trækker overskrifter og sætter dagens optik og hver dag skal og må vi forholde os til de mennesker og den verden der er omstyrtet af krisen. Det er ikke til at holde ud eller holde af, at alle aviser graver i gravhøjde. Hvad blev der af god gammeldags bladsmørreri om succes og storhed? Dermed bliver krisen en allemands samtale, uanset om den fylder eller ej i hverdagsøkonomien.

Værste tendens er fastelavns maskeraden hos de mellemklasserige koner i midtfyrrene (Altså mig selv agtigt: av den sved hva). Dem der gik “all in” med Alt for damerne i start 90’erne og agerede “happy chick” da moden og bladene dikterede det, og de der spiste spelt til de bækkede sig gennem 0’erne bare fordi det ligesom var sådan den skulle vinkles. og var så fucking flinke fordi moden/medierne besluttede at vi skulle være dannede.

Nu leger vi igen, noget nyt, med nyt kostume og nye folder i ansigtet – helt uden rynkecreme og you’re worth it, tags.
Nu “leger” de nøjsomme – ikke af nødvendighed, men fordi det nu er nyeste sort og in at gå i genbrugsen og gå i hundene..
Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen penge har, så går Nørregades bageri konkurs og det er jo rent af helvede til, for har du penge så kan du få, men har ingen så må du gå!

Jeg elsker jer/os som I/vi er, men hey, behøver vi alle gå rundt og lade som om vi er midt i noget vi ikke er, hvis vi ikke er det? Som om en kunstig nøjsomhed en en reel hjælp til nogen som helst. Jeg vil da hellere se dig bruge dine kroner på noget der gør dig glad eller på dine medmennesker – gi en skærv eller noget.
At du kunstigt bremser op og ligefrem “leger” fattig og nøjsom er en direkte hån.
Så Ja, jeg mener det: ta nu bare på champagnebar – den skulle jo nødig nå at gå konkurs før moden igen skifter og forbrug igen bliver en almindelig størrelse.
For det er umoderne at forbuge lige nu, modsat for få år tilbage. overforbruget var ækelt, for meget for usundt og forkert, men det vi nu står i er lige så forkert og kunstigt.

Og det er ugleset at købe rejer i lage, når 150 på frost er billigere. Mølken til 4,75 fra bur-koen er mere in end økolet til 12.95 – til trods for at de der har råd til den økologiske mælk, i årevis har prædiket at alle dem der ikke købt øko var nogle dyremishandlere. Men når der er krise og nøjsomheden bliver moderne, så koster det for koen.

Jeg har det egentlig både roligt og afballanceret med at mine medmennesker er og tjener forskelligt. Måske synes jeg netop det er det der gør en dagligdag spændende. At kende både rige, middel og reelt fattige, der alle får der bedste ud af deres vilkår og gør deres for at enten ændre det eller vedligeholde det. Jeg får på ingen måde noget mordene kick ud af at se dem der har mere end nok lege nøjsomme – gider I ikke bare lade være! Det er så uklædeligt at se dejlige voksne mennesker lege fastelavns fattig og mådeholden bare fordi moden dikterer det…Be om… Nå men, jeg må også heller smutte nu, skal lige i genbrugsen og købe mælk..

Mødested

Der er noget i det fælles der kan flytte, fare vild,
der er noget der kan dele, noget andet tænder ild.

Der er skikke der er vandret gennem munden i et ord,
der er levevis der smitter og blir del af der du bor.

Der er måder vi kan mødes, enten kærligt eller slet,
der er brød som vi kan dele, så enhver kan blive mæt,

Der er tanker der må leve, uden sprog og uden mål,
der er mennesker der brænder på et evigt hadets bål.

Der er liv der mister pusten, der er tvang og drab og mord,
der er had til andre måder der er frygt hvor troen gror.

Der er folk der holdes nede, med en kold og kynisk magt,
der børn der bor på gaden, sover ej men holder vagt.

Der er verden fuld af ælde, med et fællessprog der sir,
det at være, er at rumme, ta imod hos den som gir.

Dele ud hvor alting rækker, byde ind med mod og håb,
finde ro med andres gåder, i kulturens fællesdåb.

Der er møder hvor vi favner hvor vi finder dit og mit,
i det favntag fødes livet og vi går det første skridt.

Der er dig og dine måder at gi livet vid og vær,
i det spor du tar, er vejen til et liv hvor fred er nær.

//Astrid Søe 2012
melodi: egetræet tunkt af alder eller jorden drejer om sin akse.

Link til en flink

Det er så moderne at være lidt flink,
at gøre en gerning der “tæller”,
at hilse med hånden og ikke et vink,
men ikke alt flinkhed det gælder.

Jeg gik over sø, over land og så på,

at flinke folk de overbyder,
med mere flinkhed, ja alt de ku nå,
så flinkhed blir sejrer de nyder.

Næ, nu er det ikke længere godt,
med dannelse, dyd og manerer,
kun oppustet flinkhed er in, hedt og hot,
når rusen kalder på mere.

Det er nu lidt sært for en menneske art,
at hype tendenser i tiden,
en sand flink er flink og ikke Karl smart,
en gerning er god uden viden.

Tja – noget er hipt og noget er yt,
og noget er helt hen i vejret,
så derfor fatter jeg ikke et dyt,
sag’e lille Maren i kæret.

//Astrid Søe – 2012 – kommentar til flinkhedsbølgen… Må den igen blive til en naturlig størrelse og ikke blot en døgnflue på mode 🙂

VIL

Det er ingen skade til
Blot at gøre hvad man vil
Hvis ens “vil” er ud fra normen
Ikke stikker ud af formen
For et “vil” der render vild
Har det med at sætte ild
Og det breder sig i skoven
Gennem politik og loven
Plus’lig er ens “vil” på mode
I avis og rockens node
Så det på med “ville” hatten
Ud og lede efter katten
Katten – den er helt sin egen
Uden “vil” der går i vejen

//Astrid søe

Forårsforelskelse

Det er sår’n en anelse ilde set
at gå rundt om sig selv på sin egen planet
at være tilstede, men tænke på sit
at danse en vals der er ude af trit
at falde i staver mens jernet er hot
at synes at alting er in som er not
at glemme et møde og så gå i stå
at række mod saltet man ikke kan nå
at købe avisen fra dagen i går
men skidt, det forklares i det, det er vår!

//Astrid Søe

Egentro


Alle vegne er der men’sker der vil lave nogen om
du skal smile noget mere, du skal tabe den der vom,
du skal klippe pandehåret, du skal rette næsen ud
du skal bytte garderoben til en mer moderne klud,
du skal ta og ta et kursus i at være mere dig,
du ku lære selv at være, hvis du lytter mer til mig,
du ku blive helt fantastisk hvis du laver alting om
og det eneste det koster er at du blir blank og tom,
du skal skifte navn og holdning vi ved nok hvad der er bedst
men det lykkes bedst at være, hvis man bruger egen læst!

Den ensformede frihed

Så kommer man pludselig med et slag foran for sin tid, med et helt årti + lidt.
Endelig er der kommet en afhandling om friheden som brand, som tilbudsvare.
Tilbage for 10 år siden holdt jeg en lang række foredrag som samme emne.
Igen og igen har jeg ment at vi har misforstået frihedens væsen og væren og sat den på tilbud som mesterhak..
Uddrag af foredrag marts 2000:

Frihed til forskellighed, sådan lyder lønne højskoles slagord eller leveregel.

Og det er vel den yderste frihed for et menneske.

At vi ikke skal ensformes,

at vi har lov til at være den vi er uden at blive korsfæstet af den grund.

At have friheden til at være forskellige med hvad vi hver især bærer frem.

Det lyder flot, men er det egentligt ikke.

Det burde for enhver være den naturligste ting i verden og noget vi vidste uden overvejelse.

Men at måtte vælge sig det som slagord er tegn på et fattigt folk.

Vi ved at friheden er bundet.

At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre, det landskab man gror i, klart.

Se vi er en fri skole

En fri organisation

En fri kirke

Frihed er blevet et slagord som mesterhak eller økologisk

Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttet.

Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.
citat slut.
I årevis har jeg gensnakket denne tanke: At frihed i Danmark er en handelsvare, et brand vi flager med og har mistet grebet om det øjeblik friheden blev til “Hvem kan – vi kan” modsat alle andre der var nok så dårlige til at gribe friheden og turde den som folk.
Da Muhammetkrisen kom stod vi der igen, højt råbende at VI ER FRIHED, VI VED BEDST!
Måske ved vi bedst, måske har vi virkeligt et godt greb om friheden og fordrageligheden.
Og et er sikkert, vi har gammel lærdom om frihed da vi har både forenings og de frie skolers kultur at trække på. Tak igen for den Grundtvig der lærte os at være frie, men utak til os selv da vi mistede overblikket over det uendelige ansvar friheden bærer med.
Vi må ikke lade frihed blive denne stråkorkorter i livet, der gør os til pløjemarksbønder, men harvetænderne for langt fremme.
Frihed er også ydmyghed over for andre mennesker.
Frihed har det størst ansvar overhoved.
Vi skal og må huske at sætte afsender på vores frihedstanker. Ja vi flager med frihed, men vi har også ansvar for at tage flaget ned i tide inden solen går ned, for der må gælde samme flagregel som dannebrog så friheden ikke kommer til at blafre i en middelstorm, forrevet som et BILKA eller NETTO flag, der hænger ude hele året.
Når vi som folk i gammel tradition kender til friheden er et selvsagt fordi vi har oplevet det ufri og kæmpet os vej mod noget andet.
Det forpligter og kampen sætter fri.
Verden over kæmpes der i denne tid for friheden, for freden og for tanken om demokratiet.
Nogle steder svares der:
Tortur hvor andre demokratier! 
Næsten som et modråb mod den overlegne frihedstanke.
Frihed skal være ydmyg.
Frihed er ikke bare arvegods vi kan bruge løs af uden selv at give eller forstå, det skal læres for et folk, for et samfund og som mulighed i et styre. Det skal smages med mund, tanke og hjerte
I ethvert menneskes eget liv er det samme øvelse som hos et helt folk.
Fra barnsben er friheden i lommen på forældrene og de vælger til og fra hvornår vi er fri til egen levemåder og valg.
Langsomt begriber vi frihedens konsekvens og tager ved lære og behandler den med omhu og kærlighed.
Jeg har tusindvis af gange sagt til mine børn at familien er et demokratisk diktatur.
Samtalen er mulig, vi byder alle ind med vores ideer, men det er den voksnes givne pligt at tage valget og stikke målet og beslutningen ud i sidste ende, uanset protester og “surmule med mælk på”.
Ja det er dit private værelse, men det skal ryttes op! ingen frihedvalg der, eller når der sengetid etc.
Vi lærer at stå ved valgene og vide hvornår grænserne er nået. Ved myndighedsalder skal vi kende den. de får vi overdraget ikke bare nøglerne til bilen og egen økonomi, men langt større valgretten til samfundet og livets valgfriheden.
Som samfund øver vi os stadig. I denne tid er friheden knyttet ind i en hånd der strammer om garnet. Friheden er på alle måder også en modestørrelse der fra tid til anden tager nye klæder på.
Lige nu er kassetænkning yderst moderne og gennemsyrer samfundet fra isse til fod. Der er ikke den regel eller kasse der snart ikk er udstukket og langsomt begynder oprøret – næsten umærkeligt, men sikkert.
Vi evner det ikke, vi danske der for flere hundrede år siden smagte friheden som folk. Vi rumsterer og regerer og slår og i tøjeret.
Lille Ole og gamle Karen er begge sat i system både i børnehaven og på plejehjemmet. Vi skriver lister og skemaer for hver en bevægelse de tar og mister overblikket over det hele menneske. Sådan går det i moderne samfund hvor vi bliver overopmærksomme på detaljen og overser det hele billede.
Friheden har det for tiden på samme vis.
Den er stykkevist og delt skemalagt og sat i system.
Her er dit liv – tilsat lidt frihed her og der, strøet med milimeterdemokratisk hånd.
Måske er vi stolte af vores frihed – flot og elskelig som den er, men den må være mere end blot ord og tradition.
Hver morgen må vi vågne og huske at vi også som folk skal kæmpe for frihed. Den er ikke en fast størrelse vi kan stemple passet med.
Friheden lever kun i det enkelte menneske og dette menneskes måde at møde livet på.
Hvis ikke vi værner og opliver friheden som et vilkår, som et samfundsdueligt afsæt, så dør den hen og lader sig skematisere og bliver til ren reklamekampagne.
Pas på friheden, den gør det ikke selv.

Link til artikel om afhandling om friheden som brand:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/frihedsfundamentalisme-gor-os-intolerante

RIP Fru Hansens kælder!

Nede i fru Hansens kælder
Ku man købe frikadeller
nu der fetaost på fad
bønnerne de er i bad
rucolasalat og  rejer
intet findes hvor det plejer
tapas og en pasteskål
væk er snaps og stegte ål

Når kebabben står og syder
humus, aubergine gryder
Italienske spegepølser
har medister ingen følelser?
dumpling, nudler, godt med nødder,
anderumpe, hønsefødder,
halsen af en stakkels svane
skal jeg sluge i min gane

klid og most og sure oste
stegt banan og suppekoste
tørre frø og flutes i stænger
men jeg gider ikke længer
så jeg sniger mig af sted
til et syltet hengemt sted
hvor jeg køber frikadeller
RIP fru. Hansens kælder.

Astrid Søe©