Et nu vi forstår

Melodi: Fortabt er jeg stadig (Højskolesangbogen) nr.486
Tekst: Astrid Søe, 29. oktober 2021 – Til Mogens dahl koncertsal

Et nu vi forstår
at strække sin lunge i det den formår
at kysse en tone der nynner af vår
så sangen forener og elskende får
en mættende bid
en tone af tid

En tone af tid
der vokser og bliver til et individ
en menneskekrop der kan længes og nå
og bygge en vej hvor vi alle kan gå
at være et bånd
i spor af din ånd

I spor af din ånd
der mildt mellem miskundhed rækker sin hånd
der løber fornuften og tvivlen tar skridt
og deler en tillid i dit og i mit
så bliver jeg fri
i den melodi

I den melodi
der ligger en lighed og dirrer deri
for alting befries hvor ordet har luft
hvor sang er at skabe en fælles fornuft
at samle en sag
der aldrig gør svag

Der aldrig gør svag
men støtter en bjælke, der holder et tag
– der letter i vinden, for tonerne bær
i dem kan du kende din ånd og dit værd
og så gør du glad
i sangen er fred

I sangen er fred
og ingen skal slås eller gøre fortræd
en kendt melodi med en node af mod
der viser mig hvor jeg skal sætte min fod
jeg ved at jeg vil
og så blir vi til

Og så blir vi til
hvor tonen kan bunde og svømme og vil
at dagen er enkel når du holder om
at ingen er efterladt ene og tom
i fælleskabskår
et nu vi forstår

KUNSTEN

Kunsten kan frisætte, ændre og forme,
størkne, forandre, stilne og storme,
ryste, regere og ruske til ro
og midt i kunsten der udspringer tro.

kunsten kan virke og være og vandre,
spille et puds og alting forandre,
kaste en skygge og stjæle en tid,
ændre en verden og skabe dit vid.

Kunsten går solo og oplyst omkring,
ilden forandres i evighedsring,
i fordumssproget i forfærdre mund,
løfter kun kunsten historiens stund.

Kunsten forfatter i ånd og i sprog,
øjebliksbilled af skabelsens bog,
her er din rod og herfra din vej,
kunsten er ja og aldrig et nej.

//Astrid søe 2014

træ og tone

Først var jeg lyden af jord og af nyt
bristet af frø og af fødsel
jeg lagde øret mod verden og lyt
himlen var frodig og ødsel
regnen og stormen og sneen gav lyd
knitrede, blødte og bragte
og jeg stod op, ved ordene “skyd”
tyste, måske lidt forsagte

Lag efter lag det lagde jeg bag
gennemblødt, ganske fornøjet
vækster og voksen af år og af dag
stengel med hovedet bøjet
bryde igennem en skovbund og se
knejse mod lyset der lokker
jeg foldes ud og mere kom til
gro nu, ja gro nu for pokker

Da blev jeg lyden jeg voksede i
toner af skovbund og spætter
en melodi af fanget og fri
svalende nordiske nætter
musen der peb og hugormens svar
gøgen og ræven og tuen
blomsten der åbner sig nøgen og bar
kvisten der løftes af duen

Jeg blev til fylde, oktaver blev lagt
årringe tæller min ælde
jeg var en tone i ord der blev sagt
vestenvind du var min helle
da blev jeg ombragt, fældet og faldt
kyssede jorden og sukked
nu er min tonestige kun halt
og mine ører er lukket

Da blev en susen til liv og til dåb
skåret i kødet som kærtegn
noget blev formet, en tone, et håb
mild og foranderlig støvregn
jeg blev et møde med menneskehånd
jeg blev et væsen i verden
jeg blev fra takten til tonen et bånd
lyden af glæde og smerten

Jeg er en lyd af længsel og værd
afkom af latter og triller
halsen der strækker og kroppen der bær
nodepapirer der kilder
jeg er en guitar et sjæl-instrument
afkom af himmel og kloden
siden jeg fødtes er meget mig hændt
men takten sidder i roden

//Astrid Søe 2013

Tilegnet John Larsens guitar.

http://www.youtube.com/watch?v=mRERsJz-7uQ

Anemone

Anemonens milde blomster
Dækker skovens døde lag
Nodebogens forekomster
Melodiens sindelag

Vår er vækst af alt i dvale
Af en stilhed skjult og gemt
Som en tone vil den tale
salmesprog vi havde glemt

Anemone sangens måder
Lyder gennem skov og by
Gror af favntag gennem gåder
Vår er færd af os på ny

//Astrid Søe 2013
melodi: Egetræet tungt af alder

Artless society – More ore less?

Lidt til og meget mere. Så kom den endelig, musikken hvor man ikke kan undsige sig at være hjemme i en eller flere af de skiftende klange. Hvor man end vender øret hen, finder man i den Aarhusianske musikgruppe ”Artless Society”, et sted at høre hjemme. Og man hører gerne til, både musisk og menneskeligt igen og igen.
Med en fræk blanding af flamingo, banjo, elektro-asien og britpop vender man sig uværligt mod nye og ukendte musiske tider og troen på at kunst ikke kender grænser. Derfor er musikken udtryk en understregning af bandets navn; det kunstløse samfund, hvor man finder sammen om nye toner og nye måder at udtrykke sig på. Uden kunstig ret og vrang, men med simpel sammensat nydelse og bagholdsangreb undervejs hvor man trode man ventede det, men alligevel opdager at angrebet var anderledes end vanligt og kom en halv tone før end ventet.
En gennemlytning af teksterne giver tanker et sted mellem ground ziro, skabelsesberetningen og janteloven. Der er en underlig lyrisk genklang af essensen af det indre liv vi helst ikke viser frem på storskærm, men som alle indeholder. Stress og naivitet træder frem som gentagne rystelser fra toget der stryger frem mellem svellerne og giver et metallisk indblik i et liv på skinner der bare ikke hænger sammen i pendlerhverdagen. Forsangerens britiske lyd klinger størst når kortet slår ind, som en ydre lydmur rundt om leadens bærede tone.

Artless Society husker at musik er et stadigt legende element og lader lytteren genkende de enkelte instrumenter, men overrasker alligevel ved at bruge stilarter og klange der ikke umildbart hører sammen eller hører instrumentet til. En ny og manglet artform der uværligt minder om en pakke af det nye tyggegumme der er hårdt udenpå og med en blød masse indvendigt der skifter smag og konsistens undervejs.
Den uventede klang har en bærende ren organisk grundtone, der viser vej gennem de enkelte numre. Både dancemix og slowpotpori har potientiale. Modigt at skabe musik der træder ved siden af og uden kunstkneb pisser Artless Society nye territorier af på dansegulvet og i hængekøjen.

/Astrid Søe

Hverdagsengle!

Har været udgivet på magasinet NOVA 2008

Hverdagsengle.

En fredag morgen med sejlende opvask, papirbunker og lege rod.

Så gik den uge, med tre børnefødselsdage og den ældste dreng, der med følsomt sind proklamere at han havde en særlig gave til lillebror, nemlig venskab. Indpakket i gavepapir kastede han sig i lillebrors arme, men knus, morgenhår og evigt troskab.

En uge med hente-bringe kørsel og voksen undren, da tre drenge under 6 år, på bagsædet skråler Nik og Jay’s hit: Boing, Boing. Hendes røv går op og ned, ligesom en FJER.

Næ drenge, ikke fjer, tænker jeg, fjeder.

Har lige hørt sangen det sted hvor jeg hentede børnene. FJEDER!

Mit Mariehønen evigglad modtræk, drukner fuldstændigt. Kvalmende, men nutiden sex-sange i børnehøjde. Sad jeg ikke bag rattet i bilen, ville jeg lukke øjnene og ønske at de ikke spørger hvad sangens ord betyder.

Moar? Hvorfor har pigen fjer? Hmm, py ha, reddet igen.

Tja, svarer jeg lettet, måske er hun en hverdagsengel?

Moar, hvad er en hverdagsengel?

Jeg svarer med at spørge, hvad en engel er? Min ældste mener at en engel er et dødt menneske der bliver elsket af dem der lever endnu. Jo, mor, vores kærlighed er englenes flyvestøv. Hverdagsengle, siger jeg, mon ikke det er sådan nogle levende nogen som jer, der er super dejlige hver dag. Sådan nogle man bare elsker fordi de er lige som de skal være. De kikker på hinanden, griner og vokser et par meter på få sekunder. Hjemme igen kommer min kæreste forbi og drengene synger fjantende Nik og Jay for ham. Han ser på mig med et, ok? Blik.

Så kommer familie indrykket. Boing, Boing. besynderligt at familien møder min nye kæreste til underlægningsmusikken af Nik og Jay.

Fredag morgen vågner jeg med huset fyldt af hverdag. Festerne er forbi, gæsterne gået og intet er hvor det plejer at være. Børnene ud af døren, med fredagsglæden, frimodigheden og frikadelle madderne.

Godt så. Oprydning, orden, samling! Hvor begynder man?

Ingen steder. Ikke i dag.  I dag vil jeg begynde med Benny Andersens om lidt er kaffen klar, med Dan Turell’s jeg holder af hverdagen.

Jeg vil sidde drømmende og håbe på, at der snart vil gå et menneske op af havegange og banke på min dør. Jeg ville normalt, inden det menneske når frem, nå at få øje på vedkommende gennem vinduet, løbe ud i køkkenet og smide opvasken ind i ovnen, hvor den kan stå gemt bag tonede ruder. Jeg ville normalt forsøge at gemme sidste ugen ufattelige travlhed, mange fester, store foretagsomhed. Der findes stort set ikke noget værre end at få uventet besøg, når hele huset sejler i legetøj, vasketøj og opvask. Jeg ville normalt, i det mindste, med ansigtet i beklagende folder, berette om den travlhed her har været. Og mens jeg forklarer, vil jeg børste krummer af stolen, flytte en kop og samle vasketøj sammen.

Men denne morgen vil jeg lave kaffe og stå ved det. Denne morgen vil jeg gæstfrit tilbyde enhver husets bedste plads i sofaen, den med mest hverdag og flest brune sovsepletter fra i går. Velkommen til, vil jeg glad sige. Som du kan se, ser her ud, ligesom hjemme hos dig. Og du kan roligt regne med at næste gang, er det mig der kommer hjem hos dig, uanmeldt og slår mig ned, midt i tumult, hverdag og brun sovs.

Så vil jeg lade livet stå et øjeblik. Ringe til kæresten og spørge om han vil være med til at være hverdag, hver dag. Bruge formiddagen på at elske dagligdagens ukueligt uoverskuelighed. Gribe engleforkyndelsen med fjerlette budskaber. Boing, boing, som et hop over til tilværelsens egentlige overskud.

Nyde befrielsen ved ikke at stå klar, ikke at bruge ord på at undskylde det helt naturlige rod en nærværende hverdag bringer.

At stå ved det hele. Ikke det halve, ikke de andre. Men stå ved en fremmet hverdagsengel der går op af havegangen, ind af døren og tør slå sig ned, i det inderste af brun sove og liv, helst en i hvide bukser, så der kommer et afslørende aftryk af ugen der gik. Og jeg vil stå tilbage og se det menneske gå igen, op af havegangen med sovsepletten på røven, der går op og ned, som livet.