Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Fastnet på Frederiksberg

Jeg sidder og arbejder i en smuk gammel villa på Frederiksberg.

Sådan et sted hvor tiden er gået i stå.

Kun bogreolen sladrer om de sidste to tre årtier. Og politikken i postkassen med dagens hovedbrud, politiske presseveer og hverdagsbeskrivelser som minder om at vi er i 2016.

I stuen står et lille bord. 

Der er ikke hæve/sænke funktion. Der er ikke blændhvid lak. Der er træ og tyngde.

Ved bordet står en stol. Lidt for lav, ikke særlig magelig. Den stol har stået der i årtier. Samme sted. 

På bordet ligger en blok.

Blokken er blank, og alligevel ikke.

Der er trykmærker efter blyanter og kuglepenne. Man kan nemt læse hvad der er skriblet for længe siden.

Engang da jeg var barn brugte min bror og jeg en hel efterårsferie på at lave papirsmønter. Vi lagde pengene på bordet og papir ovenpå. Skraverede med let hånd hen over mønter og papir hvorefter mønten trak frem og et perfekt aftryk var lige til at klippe ud og lege med.

Jeg gik ned til købmanden og han legede med. Jeg købte lakrids. For mine papirspenge. Fantastisk børnevenlig købmand.

På blokken på bordet på Frederiksberg er der en halv aftegning af en mønt.

Nogle telefonnumre, nogle navne, indkøbslister. 

På bordet står en fastnettelefon.

Den virker. Den lyder som den skal. Ventetone. Den følger ikke med mig når jeg går. Den hænger fast i et gammelt ledningsnet og står statsmandsagtig og tier.

Den har ikke ringet endnu.

Jeg sidder og skuler lidt til den.

Der er noget særligt ved fastnet.

Noget med rod. Noget med ståsteder.

Og noget med at kunne gå uden at man kan nås.

Genkendelighed for gamle kællinger som mig. Generation 0049. 

Når jeg smækker hoveddøren holder jeg op med at være tilgængelig. Så er jeg bare mig og den nærværende omgivende verden.

Hvis jeg satte mig og talte med et menneske på fastnettelefonen måtte jeg blive hvor jeg var. På den ubekvemme stol. Ved det lave bord. Ved blokken.

Jeg kunne ikke sætte en vask over eller pakke varer ud og sætte i køleskabet.

Jeg ville være tvunget til at føre en nærværende samtale med det ene menneske der var i røret, uden samtidig at fortsætte mine gøremål.

Tiden ville gå og gå.

Vi ville tale, længe.

Når røret blev lagt på ville indkøb og vasketøj stå der endnu. Urørte.

Samtalen ville stå helt fast. Helt nærværende. Uafbrudt af sms’er og banke på funktion.

En samtale med en blok foran og små skriblerier.

Der er noget på en gang nostalgisk og rodfast ved det at være navler til væggen…

..nu ringede den!

Forkert nummer

Hvis jeg gør mig umage

Hvis jeg gør mig umage,
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær

Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode

Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren

Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til eideren

Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab

Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog

Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul

Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden med hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp

Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind

Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift

Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer

Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder

Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok

Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen

Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb

Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik

Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog

Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken

Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm

Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem

Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.

November med måde

November køber nye sko
der holder kulden ude
med velcroluk og snørrebånd
og ekstra holdbar snude

November samler virusnys
og honningmælk på sengen
og kogevand af nældeblad
jeg samlede på engen

November tæller sine børn
et år af frugtbar væren
og smiler gennem tågedis
opstår i atmosfæren

November viser årets høst
af sorger og af glæde
og bringer nærværs største ord
du var dog helt til stede.

//Astrid Søe 2013 – november

Hin-anden

I Danmark et sted i morgentrafik,
med hverdag og “skynd dig” og stress-nær,
kom andefamilien som det er skik,
på række og rad og gav nærvær.
Der er noget roligt ved vraltende kræ,
ved slægt følger slægt over vejen,
at værne hin-anden i ro og i mag,
for tiden den er jo din egen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Kornblomster

Når kornet det blomstrer

Og dagen er døgn,
Jeg smider fornuften
I hængekøjen,
Og kradser på bulen
Som myggen forlod,
Og blæser på arbejde
Opvask og rod,
En markmus har hamstret
Til vinter og vejr,
Mens jeg plukker blomster
Til en jeg har kær,
I smagen af saltvand
Og ærter i bælg,
Og boghylder bugner
Af fiktion og skælv,
Og dameblade 
Med sæsonens skrud,
Og sommernatshimlen
Den drysser med skud,
En dyne må luftes
Og sand i en sko,
Og børn der genfinder
En ro til at gro,
Mens skoven står urørt
Som mailboks og biks,
For jeg henter maling 
I jem og i fix,
Og maler en sommer
I regnbue skær,
For sommer i Danmark
Er nærværet værd.
//Astrid Søe 2013
#sommerferie

Livets låge


Der er rustne gitterlåger
der blir glemt og vokser til
som en sjæl der intet vover
selv når livet alting vil

Der er hængsler slidt og satte
der har knirket sidste gang
åben lågen mens du kan det
og bryd ud i ord og sang

Livets låge åbner udad
mod en verden fuld af flor
et frimodigt sjælekarbad
du blir til, hvor der er ord

//Astrid Søe – 2012
melodi: egetræet tungt af alder

Nu også i uddrag som DIGT-I-TAL: https://soundcloud.com/mors-menageri/livets-l-ge

Lys i livets stage

Altid har dit lyse sind, været morgensolen,
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.

Du kan holde hånd og ord, der hvor andre famle,
du kan være rettesnor, den der tør at samle,
du kan fritte livet ud, som det var din mage,
du er født til solens lys, alle dine dage.

Når du rejser dig og ser, verdens andre lande,
kan du længe dig og se, mellem jord og vande,
alt det store, som en drøm, alt der giver gåde,
løber ind af livets dør, på din egen måde.

Du har valgt at stå og gå, med et mod som gælder,
i din moders glædebog, dagene fortæller,
ord om hvilken kærlighed, du har givet mange.
om den store virklighed, som kun du kan fange.

Noget lys er skabt til liv og lyser for os andre,
ingen sorg kan slukke den, som ind i lyset vandrer,
det at være andres lys, er sjældent nu om dage,
dog et sjældent lys er du, sat i livets stage.

//Astrid Søe 2012