snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.

Allehelgen

Stille gang mod allehelgen og en nat i dødes spor,
hvor jeg tænker på en afdød og opliver gennem ord.
Gennem stuen går en engel, Ingemanns med særlig glans,
og på himlens tonestige danses livets dødedans.
Ude regnen gennemvæder jorden til det frø der faldt,
det vil spire gennem livet, genopstå som livet salt.
At dit kød er blevet stille, at din grav har sten og navn,
er blot håndens sprog for det der er at evigt nænsomt savn.
Jeg kan lægge øret stille mod den jord du langsomt blev,
under kinden spirer græsset, med dit budskab; vær og lev.
I et spor af afdød lykke, går min sorg nu hånd i hånd,
med den kærlighed der vidner om at ord kan skabe ånd.
Allehelgens lyset flakker på en mørk novemberdag,
Ild af altet, – blusset brænder, livet gang i flere lag.

//Astrid Søe 2012 #Allehelgensnat

Månemanden, den frække filur

 
Månemanden den frække filur,
Har kysset mig på en måneskinstur,
Skønt skyerne gik fra hinanden.

Og selvom han gjorde så inderligt kur,

Så gav jeg ham bare et ordenligt fur,
For månen er fra forstanden.

For bedst som man tar sig en lille lur,
Så stiller han om på nætternes ur,
Så søvnen slår sig for panden.

//Astrid Søe 2012 #børnerim

Midsommer modenhed

Med modenhed blusser snart bål over land
når sommeren runder om livet
og svirrer med løfter til kvinde og mand
forbløffet af alt vi blev givet

En nat med en ild, der kun vidner om det
der brænder i hjerte og tanke
en nat hvor selv mørket får øjne at se
når midsommerhjerterne banke

En nat der er viet til svimmel forstand
og frugtbarheds svirren i luften
den nat timeglasset udløber for sand
og hjerterne mister fornuften

Astrid Søe 2012

Til den gammeldanske midsommerfest vi har holdt i tusindvis af år på dansk jord. Frugtbarhedens højtid.

I mellem mand og kvinde

I mellem mand og kvinde er der sjældent det blir sagt//det som kærligheden vagt//denne nytteløse måde der blev hvisket; du og jeg//vi skal gå og finde vej//fuld af forår viser vejen//ingen steder man kan gå//for i denne tid at nå// i det mindste gror det største//inderligt med rod og regn//du blir hullerne i vejen//fuld af intet der kan bære//dette svære//dette nære//som en glans af evigheden//i et spring mod fastetiden//fuldblods menneske og hjerte//uden fortegn eller varsel//stod du ved og stod du op//som et genfærd af en krop//lys af liv og uden mage//ganske stille alle dage//mens syrener satte blomst//blev du liv og farven kom//ikke set og ikke tom//som en rejse gennem blodet//som en svimmelhed i hovedet//ny og næ og nattetimer//fuld af fryd og stjålen tid//kloge kærtegn//engleblid//forefinder frit forstanden//hold nu kæft og kys hinanden.

Astrid Søe 2012