Sommer på Mols

Lyngen er lilla af lethed og liv
Grantræet løfter sin kåbe
Himlen den maler et modigt motiv
Lærken står op for at håbe

Hugormen soler sin kolde figur
Kornet er modnet med måde
Skovmåren ligger nu atter på lur
Jeg samler på sensommernåde

Vejen er trådt til den næste der vil
Nogen skal være den første
Tænk at vi lever, tænk vi er til
Selv nye spor blir’ de største

Drillevise til Hr. Lunde Larsen

melodi: jeg ejer både mark og eng

Som dansk minister må man vide alt om gris og ko
og produktionens danmark er det sted hvor man bør bo
så ved man alt om gylletank og bonden og hans tarv
det ikke noget for Auken, næ, den slags er bedst i arv
“Så ret beset, er jeg kommet til, at svine uden kvote
det går vist ikke helt og giver ikke pote
så jeg sir, jeg beklager
og der er fler på lager”

Måske har jeg forregnet mig en smule med de ord,
for nu har Auken sladret til sin slægt og mest sin mor!
Og så er fanden løs i Laksegade og “Æ Gaf”
og Axelborg har heller ikke budt mig ind på kaf’
“Så ret beset, er jeg kommet til, at svine uden kvote
det går vist ikke helt og giver ikke pote
så jeg sir, jeg beklager
og der er fler på lager”

Jeg står som bonden på hans toft og glor på mark og eng
og spiser økospelt og ingefær på morgenseng
jeg’r nede med det dersens miljø og så natur
og spiser ikke æg fra høns der sidder i et bur
“Men ret beset, er jeg kommet til, at svine uden kvote
det går vist ikke helt og giver ikke pote
så jeg sir, jeg beklager
og der er fler på lager”

Jeg ved jo godt det ikke gik, så godt med videnskab
jo jo, bevars for mig, men ikke for min embedsstab
Og Grundtvig siger selv at “Ordet skaber hvad det sir”
lidt kopipast besparer kornfedt på det der papir!
“Så ret beset, er jeg kommet til, at svine uden kvote
det går vist ikke helt og giver ikke pote
så jeg sir, jeg beklager
og der er fler på lager”

Nu er jeg altså ved at være træt af mediepræk
de våger over mig ved hvert et ord og mindste træk
så facebook er min bedste ven og Løkke holder hånd
jeg sidder også lige til venstre ved vor herres ånd!
“dog ret beset, er jeg kommet til, at svine uden kvote
det går vist ikke helt og giver ikke pote
så jeg sir, jeg beklager
fra mig, og så Vor Herre”

Drillevise til Hr. Lunde Larsen

Men når valmuen blomstrer

 
Der er lysende stammer i birketræs lund
Der er sandhed i mulmede kroge
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Så springer jeg ud og må vove
 
Der er frisatte ønsker og drømmen er rund 
Der er spillemandstoner i luften
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Så blir jeg bedugget ved duften
 
Der er nogen der plantet et kys på min mund
Der er mulige smil gennem livet
Men når valmuen blomstrer den korte stund 
Er alting alligevel givet
 
//Astrid Søe
www.livsoplevelse.dk

Jeg går hvor livet ender

Melodi: der truer os i tiden:
Tekst: Astrid Søe 2014

Jeg går hvor livet ender
på markens pløjejord
hvor rundgang endnu vender
grundlaget på mit bord
i hænder der greb fat
om roden på en nælde
hvor frøet sidst blev sat
Befriet gennem grebet
af mange slægters liv
kulturlag efterabet
i jord til bord motiv
vi høster som vi sår
og kender gennem tider
grobund fra tidlig vår
Med harvens stærke tænder
og hønens eget æg
et liv i dine hænder
og morgenstubbet skæg
det nærmeste vi ser
naturens grund og skæbne
nedfældet i dit ler
Du henter mine kerner
og sætter knold og kim
vasker, flår og fjerner
pakker i frost og rim
dog hjemme ved mit bord
da husker jeg naturen
indkøb og låneord
Jeg går hvor livet ender
på markens pløjejord
og fletter mine hænder
og nynner tætte ord
om frugten af dit vid 
jeg knaser mine tænder
naturligt bid for bid

Anemone

Anemonens milde blomster
Dækker skovens døde lag
Nodebogens forekomster
Melodiens sindelag

Vår er vækst af alt i dvale
Af en stilhed skjult og gemt
Som en tone vil den tale
salmesprog vi havde glemt

Anemone sangens måder
Lyder gennem skov og by
Gror af favntag gennem gåder
Vår er færd af os på ny

//Astrid Søe 2013
melodi: Egetræet tungt af alder

På udkanten af et efterår


Der er nogen der blir stille, når et blad gir slip og dør,
Blot en lille død, men dog er intet ganske ligesom før,
Og mens kroppen stille knæler, i den våde underskov,
Kan man mærke, dybest inde, viljen i naturens lov.

Når dit grønne håbehjerte, stilner hen i rød og gul,
Når den sorte sol er samlet, i en udlandslængsels fugl,
Er der nogen der blir stille for et blad gir slip og dør,
Rives sammen, gennem sjælen, i min rustne trillebør.
//Astrid Søe 2012 – på udkanten af et efterår
melodi: Noget om helte

Klædt i årets lodne vrang


Tone: Bjarne Haahr 1981. Jeg svømmer ind fra Kattegat
Tekst: Astrid Søe 2002

I vinte’rens barnehvide hud
jeg genser mit skelet
det ønsker sig at hoppe ud
foruden sikringsnet
det kaster sig fra bakkens top
men når det atter kravler op
jeg gir det livets frakke på
og støvle om sin storetå.

Når våren springer ud med tro
på stedsegrønne håb
går vinteren igen til ro
i regnens milde dåb.
utæmmelig og vild og glad
går kroppen i forundringsbad
og ler som genfødt i det ny
foruden hat og paraply

I sommerens mætte blomsterflor
får modenheden magt
jeg svæver dristigt over jord
i hængekøjens takt.
jeg vipper ind i sommerens blund
i søvne åbner jeg min mund
med dovenskab som havens hval
i træets skygge, glad og sval.

I efteråret står jeg op
og klær’ mig som mig selv
naturen farves om min krop
af blodets kildevæld
mit kød gir træet gylden lød
idet jeg kysser jordens skød
kun klædt i årets lodne vrang
jeg bliver et med livets gang