Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Lige før min mormor døde af alderdom sad hun på plejehjemmet sammen med min yngste halvlange og blev tålmodigt undervist i at uploade videoer på YouTube og i at bruge en smartphone. Gav det mening? Nej, måske ikke, men det gav fælleskab.
Min mormor kunne så at sige gå i graven som en ældste YouTuber nogensinde og med en læringskurve, trods demens, der ville få enhver CBS ‘er til at hænge med mulen.
Livet har det med at finde sted, overalt, hvor vi ikke lige forventer det eller finde muligheder for nysgerrighed vi end ikke anede var til. Der er altid, i kærlighed mellem to, mellem slægtled, mellem folkeslag, en stedsegrøn fornemmelse for sameksistens, det øjeblik vi giver slip på formaliteten, på selvfedheden, skråsikkerheden, vores forstillen sig. Det øjeblik vi overgiver os til hinanden i noget nyt, i noget genfundet, noget frisættende og noget udviklende. Livslang læring, både en formelle og uformelle er det sprog og det fælleskab der rummer en formel til mødesteder der er frimodige nok til at vi kan rumme hinandens forskelligheder. Det kræver meget mod for de fleste, i denne paratvidenstid, at sige det højt: “Tja, det ved jeg ikke lige noget om, men det kan jeg vel lære” af samme grund kan det være umådeligt svært for en folkevalgt at få sagt at det ikke lige er så nemt at svare på alt. Og det er grundløst at være af den overbevisning af skråsikkerhed og snakudenom svar virker mere tillidsvækkende end det modsatte. Tværtimod ligger tilliden og tripper i tvivlen og hvor den får lov at stille sig til skue. Man kan aldrig bebrejde et menneske den manglende viden, men man kan bebrejde et samfund hvis vi ikke giver viden frie kår. Og det er nogenlunde der, i mødet mellem mormor og den halvlange, at den utvungne læring møder sin skaber. Læring foregår uanset om vi systematiserer eller ej. Det er så meget en hverdagsgerning, som morgenkys og indkøbssedler, at vi helt har glemt hvor meget den fylder. Den vildeste, smukkeste gave, foruden livet, at læring ikke kender til alder, til kultur, til stand, til holdning. Læring er på alle måder grænseoverskridende adfærd. 
“Det har jeg aldrig prøvet før. så det klarer jeg helt sikkert” /Pippi
De sidste år har jeg fået mig et såkaldt nyt kompetencesæt. Ikke et der lige lå i kortene for en midaldrende kælling som mig, der ellers sidder bag skrivebordet og nusser, men en opgave som langsom krøb ind i min side af sengen. Jeg har været i onlinelære som vvs ‘er, elektriker, lært at mure, lægge rør til fjernvarme, tømre, være arkitekt, malermester, taglægger, betonstøber, -klima, -energi og -genbrugsnørd. Om det var det jeg ville? Det ved jeg stadig ikke, men nødvendighedens læring er en uimodsigelig drivkraft. I dag står der som resultat et hus. Og det hus er ikke mit eget, selvom købskontrakten måske siger noget andet. Det hus er ejet af alle de mennesker som har lagt deres viden ud, kvit og frit, til afbenyttelse og læring. Det er et ægte e-medborgerhus og det er de mest enestående bofæller jeg har haft nogensinde. Med få klik på YouTube eller google kan man lære, ganske uden brugerbetaling, at svinge en hammer, mure en væg, bygge i bindingsværk. Et livsbibliotek i lommen. Og tilgængeligheden er 24/7. Biblioteket, læringen, folkeoplysningen, livets skole lukker aldrig og der er altid en eller anden der har gjort sig umage, ikke for egen vindings skyld, men fordi viden er noget man øser af hvis man har den. 
Jeg kan nogenlunde regne ud af jeg skulle have brugt ca. 30 år i efter og ny uddannelse på at lære de samme ting hvis jeg skulle have haft et bevis i hånden for mine nye kompetencer. Det skal jeg heldigvis ikke, for det gode ved at lære er at det ikke altid behøver have et stempel eller en karakter. Ude i livets skole kan man trygt hive en sømpistol op af lommen uden at blive udråbt som læringsterrorist og der er ingen der føler sig truede af e-mesterlærekompetencer. Læring er noget vi giver hinanden, et nødvendighedens fælleskab, en deling af duelighed.
Man kan ind imellem grunde over hvor medmenneskeligt det er at agere vidensdeler og ikke bare holde kortene ind til kroppen og fagligheden i skak. Vores uddannelsessystem er på mange måder sat stævne af civilsamfundets ageren i læringsrummet. Den frie tilgængelige undervisning uden skema og betaling, kontra den formelle uddannelsesform. For mig at se foregår der et langsomt skred i retning af læring på tværs og inden de formelle uddannelser rister mig over sagte ild på en Weber grill, vil jeg tilføje at det er sundt med lidt konkurrence. Læring er alles målsætning, samfundets målsætning, en drivkraft i skolesystemet, en drivkraft i læreren og eleven. Vi kommer aldrig til at nedlægge de formelle uddannelser til fordel for civillæring, og det er slet ikke målet, men jeg fornemmer at den formelle undervisningsform i Danmark kommer til kort i sine krav.
Ser man lidt ud over puslingelandet der hygger sig i smug, er der røre i læringsrummet. Det kan godt være at lille palle ikke fik et snit på 5 i Danmark, men til gengæld læser han en minimaster på Harvard via edx. Studere historie på Kahn Academy eller sidder til naturvidenskabelige forelæsninger på Brilliant.com. opslugt af Greatcoursesplus.com. Måske er lille palle 8 år gammel, måske er han 85. Måske har han småbørn, måske er han topleder, brolægger, arbejdsløs, skoleelev, terminal patient, hjemmegående, fængslet, politiker, deprimeret. Og det er ikke for sjov jeg sætter en fed finger på de udenlandske uddannelser der deler ud, kvit og frit eller mod betaling hvis man vil have papir og lakstempel. Hvis man laver en lille rundrejse i de mange udbydere, genrejses en tillid til at det hele handler om at oplyse mennesket, ikke om at kapre kunder, men måske alligevel inspirere nogen til at studere forfra eller igen… Sådan helt ind til benet – reel lyst til at danne og uddanne folk på tværs. Lidt som civilsamfundets delingsglæde. Det rør mig, nej det bevæger mig ligefrem. Det samler sig til en læringsbevægelse om det vi ville. Det oplyste folk der deler fælleskab, fælles bedste og fælles tillid til at oplysning skaber myndige medborgere og demokratiske ståsteder. Og det, som også Grundtvig kæmpede for, skal være uden skelen til ens baggrund, til skel, holdning, tilhørsforhold, tro, stand (eller karakter).
”Et oplyst folk kan aldrig holdes nede”, det sagde jeg for nogle år siden i en tale på ungdommens folkemøde. Oplysning til livet for livet er åndsfrihedens spejl. Pilen peger i den retning. Den peger på en ungdom der er vokset op i en (lidt for vild) delekultur. Den kultur hvor alt er delt, fra den første rokketand til drukturen. Det bremser heldigvis langsomt op igen, det er en læring der unge har taget til sig. I stedet deler de viden. De hjælper hinanden færdig med projekter, med opgaver, med ideer. De deler uden egennyttighed eller selvfedhed. Fænomenet hedder open source – og breder sig verden over. Og hvorfor ikke dele viden i stedet for at spærre den inde i bjerget, som jætterne gjorde det med kvasers blod. Livets mulighed og fantasiens evne er til for at blive brugt blandt mennesker, ikke til at blive buret inde.

Du ringer bare hvis du skal have lagt nogle rør ind… Eller noget.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:”Cambria Math”; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} @font-face {font-family:Times; panose-1:2 0 5 0 0 0 0 0 0 0; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:auto; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1342185562 0 0 415 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:””; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Times New Roman”,serif; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:595.0pt 842.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Grundtvigs Folkemødesang 2016

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 2016

Melodi: Thomas Laub, 1919 Er lyset for de lærde blot
Er lyset for de lærde blot

til ret og galt at stave?

Nej, Allinge vil mere godt

for lys er talens gave
.
Og solen står med folket op

slet ikke med “Djøfstortion”

oplyser alt fra tå til top

fra bussen og til porschen.


Oplysning er at lytte højt 

og råbe lavt og stille 

at mødes i er twitterfløjt 
at leve og at ville!

At stå i fælleskab og se

at holdninger kan mødes 

at holde fast og blive til

hvor folkefrihed fødes.


At lyse er at ildne op 

oplive og ophøje 

i øjenhøjde fra bund til top

at brydes og at føje.

At ordet skaber hvad det sir’

som ansvar i din næste

glem oneliners og bling og lir

opliv til fælles bedste!


Oplysning er og blir vor lyst

og det er ganske givet

i tillid og i folkerøst

er folkemødelivet.

Det vokser ud af folketro

fortættes i et møde,

i samtale der bygges bro

oplyst “Rødgrød med fløde”!

Livet er en mesterlære vi ikke må miste.

Jeg vil vove den tese at dannelse ikke er noget vi kan tage fra mennesket.

Heller ikke reformere i lovord om gymnasier, grundskoler, erhvervsskoler og lignende.
Dannelse er det der sker uagtet “lærings-regimer”, målstyring, fremdriftsreformer og andre mådeholdne metodiske tidsmaskinelle mekanismer som vi i denne tid forsøger at implementere i vores lærings institutioner.

Sidst jeg kikkede mig omkring havde dannelsen det ualmindeligt bravt – vel og mærke uden for hegnet på legepladsen.
Nuvel, den går i andre klædninger end “præstekjole og knækflip.”
Men den lever ufortrødent videre, trods debat og dødsannoncer i dens eget navn.
Dannelsens særkende er at den ikke ladet sig gribe af reformer eller regler.
Den finder sig ikke i at blive mast ned mellem leverpostegmadder og fakulteter, fagskoler og reformer.
Og selvom alle i tiden forsøger at være på fornavn med buzzword som “dannelse” ender de fleste debatter med at spørge sig selv: Hvad er egentlig dannelses tydningen?

Det kan vi (heldigvis) dele mundlæder om i umindelige samtaler herfra og til helvede.
(I den forbindelse kan jeg berette at slår man op på Google mabs under “Helvede”, så foreslår den bla. Dansklærerforeningens forlag som adressat!
Nu holder jeg egentlig meget af dansklærerforeningens forlag, men når vi debatterer dannelse er tydningen god nok.)

Dannelsen er ikke et opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.
Og oplysning er et greb i lommen på livets som hele.
Vi kan ikke studere os dannelse til, uden samtidig at agere i forhold til andre mennesker.
dannelsen slår ned, uagtet om vi vil den eller ej.
Det er livets vilkår og vilkårsfordeling.

Kvasers blod
Vi kan jo begynde hos Vanerne og Aserne i det nordiskmyteske opdrag til tilværelsen.
Fra gammel tid var dannelse et ukueligt mod

og modet kan hverken måles eller vejes, karaktergives eller målstyres.
Den er som fenrisulvens lænke en skabning af fiskeånde, kvindeskæg, fuglespyt, lyden af kattepoter, bjerges rødder og ukueligt mod.
I myten om Kvasers blod fortælles der om Aserne og Vanerne der får den prægtige ide at holde fred med hverandre.
De forsegler pagten med at spytte midt i Valhals gård.
Da Vanerne er gået hjem står Aserne tilbage med al den dejlige spyt og galde, som var det en rest af en facebookdebat om sommerhumør, skråskrift, integration, skolepolitik eller andet gods.
Af spyttet former Aserne til en digterskjald som de døber Kvaser.
Kvaser er lavet af samtalens råstof og er derfor så klog at han skal svare på alle spørgsmål. Han er opskriften til fantasiens evne og livets mulighed.
Desværre går det sådan, i den gamle myte at Kvaser bliver slået ihjel af Jætterne, men hans blod opsamlet i tre store kar.
Jætterne får den ide at spærre karrene inde i et stort bjerg, gemt væk fra verden.
Det ender med at Odin, efter mange prøvelser får kvasers blod tilbage så fantasiens evne og livets mulighed kan være tilstede blandt alle mennesker og Guder.
Livets mulighed er ikke blevet til for at blive spærret inde, men skal bruges imellem mennesker.
Dannelsen har siden de gamle overleveringer været en oplyst del af vores begrebsverden. Noget vi griber, men ikke begriber.
Grundtvig kysser kun med tungen
I de sidste par hundrede år har dannelsen kysset særligt dybt, for det meste gennem grundtvigsk mund og siden gennem højskole, efterskole og friskolebevægelse. Om mærk dig netop det – bevægelsen. En levende tankemåde der flytter livet, opildner og opliver, oplyser og opstår.
Når vi nu igen igen tolker dannelsen døende, må man igen igen gensynge; Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet. Og barnet trives svært inde i det store mytiske bjerg hvor de lodrette vægge skygger for livsoplysningen.
Bjørnstjerne Bjørnson ville skråle, Ud vil jeg ud åh så langt langt langt!
I de sidste 200 år er vi gået fra hånd til ånd, fra industri til videnssamfund.
vi er gået fra dominans til frihed. Vi er gået fra pøbel til populisme.
fra diktatur til demokrati, fra kirke til trosfrihed.
Det er 80.000 års evolution der i løbet af 200 år er eksploderet til at være “Hin enkelte” “ego-famlen” “egen forståelse” “selv-realisering”.
Og hvordan har vi klaret det?
Der tales i kvalitets tid, i egentid, privatliv, mor, far og børn har egne værelser til at varetage deres privatesværes hellige rum, ligusterhækken springer ud omkring de små egostammesamfund.

Vi indretter rent fysisk stadig samfundet, skolen, læreanstalterne, lejlighederne, husene efter den gamle opskrift, at familien er urkænkelig, at livet læres ved at se på det hoved der er højere end vores eget, at vi lærer livet i samklang med vores nærmeste og af familien.
Familiemønsteret ligner meget vel det gammelkendte. Vi har blot kun meget lidt tid at udleve det i.
De sidste års debatter er ikke til at tage fejl af.
Igen og igen peges der på at vi mangler hinanden – alvorligt talt.
at vi er presset på tid i forhold til vores nærmeste.
Debatten vil blive ved, det er der ingen tvivl om og den er nødvendig.

I debatten om barnet som individ i familien er der også flere års tovtrækkeri og meningsforskelle at spore.
>>Børn er egoister, de er centrum, de dikterer alt fra  indkøb til valg af avis.<<
debatten fortæller at børnene er de nye “overhoveder”.
Andre debatter fortæller det modsatte.
Emnet og striden i debatterne viser meget godt noget om vores opdragelsesmetoder.
Ikke dem vi selv opdager og bruger en pokkers masse tid på at udtænke og udleve, men alle de andre måder vi opdrager os selv, dels i familien, i skolerne, i samfundet og i samtiden.

Det virker som om vi er meget delte i vores signaler i denne tid. I opdagelsen viser vi at barnet er enten lidt “ligegyldigt” (sat til side når vi dyrker voksentid, egotid etc.) eller ophøjet til kongen når vi sætter barnet i centrum for al virke vi gør og beslutter..  (sådan sat på spidsen) 
Er der noget med ballancen vi har glemt måske?
Frækt kunne man se på vores hundelov og kæledyrsopdragelse. på måden vi har ophøjet hunden til leder i familien. en hund skal trænes og lære at den er et folkdyr. Hvis vi lader den side med ved bordet, bider den, for ingen lærte den at den skal følge flokkens overhoved og lære undervejs. 
Det er et sært billede, særligt når vi ser på mennesker kontra dyr, men evolutionen er måske ikke så meget længere end det.

Flok og skæbnefællesskab
Børn er selvstændige individer og skal respekteres, men samtidig have læremestre der tør gå foran, tør lede vejen og vise verden frem som et godt sted, et sted hvor man gennem dannelse og erfaring, nysgerrighed og vilje får vej og finder vej.

Vi taler om det i skoleregi – klasseledelse.
Og vi ved det når vi møder en lærer der kan “det der”
Jeg kender sådan en lærer.
Hun er elsket og respekteret af alle eleverne. Helt enkelt fordi hun står som en tydelig rollemodel og “Går foran” i både som leder, relationssøgende menneske og som dagens rammefortælling for eleverne.
Nu har hun ikke længere tiden til det, men viljen fejler ikke noget. Den er bare blevet rammesat så stramt at samtalen og den vejledende myndighed blegner.
Det er ikke vendes skyld.
Der er noget tillidsvækkende ved at kunne læne hovedet mod erfaringen.
Det skaber tryghed. I familien, i skolen og i livets forhold.
Der er intet nyt i det, den tydning kender vi som vores egen baglomme.
Men samtiden mangler røv i bukserne og baglommer.
For hvordan læne på erfaring og samtale med forældre, lærere, pædagoger, kolleger, studiekammerater etc. Hvis der ikke er tid til overs til det?
Hvis samtalen og dermed dannelsen er sparet væk eller reformeret?

Man kan altid spørge sig selv om det er vigtigt at blive ved med at insistere på “læring via levet liv” og “Livets skole”
Og spørger jeg børn eller unge, så svarer de meget godt og stort set altid det samme.
>>Kasper sagde i går at…<>Mormor siger…<Min lærer oplevede på sin ferie at..<<
Og mere sjældent svarer de >>Google gav mig svaret på livet<<

Nærved og næstenFamilie er en styrke. Det er fællesskabets læringsrum.
Siden henter vi læring ind fra alle de mange sammenhænge vi begår os i, men fra begyndelsen er det i familielivet vi øver os på at være medborgere og medansvarlige.

Ofte debateres det om det er sundt eller usundt at vi i al hast udliciterer “familielivet” fra børn er 6-12 mdr. og de begynder i vuggestue eller dagpleje.
De etablerede “eksperter” strides om emnet igen og igen.
Et er sikkert, vi har som samfund overgivet os, på lige linie med andre særligt vestlige kulturer, til samfundsopdragelse af vores børn.

Måske er det med til at vi glemmer, eller mangler en vigtig brik i vores familiefølelse og dermed fremtidige samfunds og fælleskabs fornemmelse, at vi ikke længere er øvet i at være i skæbnefælleskab med hinanden.

Dermed ikke sagt at familierne som hele er udslettet, men vores naturgivne pleje af hinanden er systimatiseret og vores tid sammen meget sparsom.

I dag kan vi lære, forfra, famlende hvordan det er at være familie, ved at tage et ny-udbudt kursus hos kommunen, vi kan tage ægteskabskurser hos kirken, vi kan tage yngelplejekurser hos sundhedsplejen, førstehjælp hos falck, trin for trin i børnehaven, coach til de unge, til de midaldrende, til de gamle.
Vi er snothamrende forvirrede omkring livet, opskriften, vi higer og søger.
Det er der ikke noget nymodent i, at vi søger efter opskrifter, men at vi som samfund ensretter svarene som kurser, opdragelsesinstutioner og skoling er ret nyt.
 
For tiden vælter vi os i phd’er, videnskabenlige undersøgelser der klart fortælle at menneskets største fare som race er at vi har glemt at være sammen som familie. 
Vi har mistet fællesskabsfølelsen.
Det brud med yngelpleje, opvækst og læring i en tryg kendt ramme, betyder at vi mister roden i tilværelsen og reel fælleskabs forståelse.
Hver tid, sin undersøgelse, men revolution 2016 ser ud til at blive at vi igen går tilbage mod familielivet som udgangspunkt for vækst.
flere og flere vælger sig tilbage til hinanden og forsøger at give plads og nærvær forfra.

Samtidens tiltale

Imens vi søger tilbage i noget oprindeligt, begynder debatten igen: Har vi måske fuldstændig glemt hvad det er at være naturlige? 
Hvordan vi føder? Hvordan vi dør? Og alt det midtimellem – som er en naturlighed, nemlig livet og hov.. livet er jo netop naturligt, biologisk, kraftfuldt. Er vi som race blevet så ringe at vi uddør fordi vi ikke magter livet mere? fordi vi fortvivles og går i stå? glemmer at stå ud af sengen, og ak ve – glemmer at lade mobilen op så hele omverdenen og kontakten til andre smuldrer? 
Midt i det står og går de unge på stand-by. og så får de skæld ud, for det de har lært af os andre. 
Det er ikke godt nok. 
Hvis vi ser en “ego”, “nå” eller “stand.by” kultur, er det et spejlbillede af os selv.
– Måske vi skulle tage og slå os ned i tre-to’eren med de unge og slukke for dmi, mobilen, pc’en, tv, og vente – i stilheden – til samtalen kommer tilbage og til vi begynder at spørge: >>Hvordan gjorde du?<>Hvad længstes du mod? <<

Da der i 2013 var Lock-out på skolerne var der mange børn der for første gang var med deres forældre på arbejde.
Rigtig mange børn og forældre har siden peget på at trods den ubegribelige svært logistik omkring lock-outen, så skete der noget inden i dem.
De fik pludseligt lært en masse om hinanden og børnene fik oplevet hvad de voksne går og lavet på deres arbejde.

Erfaringsdeling og fornemmelse af at være en del af hinandens liv.
Ved vi ikke hvad de voksne laver, ved vi ikke at de er værd at spørge, at de har værdi som rollemodeller.

At lære er at ville
Det er skide nemt at tage en tur på Mac. Donalds, for der er livet indrettet så børnene ikke falder uden for deres eget univers. 
Det er knapt så nemt at tage en tur på Angle terre og nippe petit four, men billedligt talt – så lærer vi børn at børnenes univers er sådan livet ser ud – for altid.
 
Livet er også at stå i kø i netto og at hjælpes af – ikke hjælpe de voksne.
vi poster lommepenge i pligter, men glemmer at det at være familie ikke er at betale børn for at give en hånd, men en opgave der gælder alle.
Måske er godbidsopdragelsen den største fjende vi har, for fællesskabet, for det naturligt at vide at man indgår i en sammenhæng og er uundværlig.
Peter Kemp skrev så fint, ingen er uundværlige, men alle er uerstattelige! 
Vi kan undværes, men selvom vi skiftes ud er det nye menneske der kommer til ikke det samme som det der var før, vi kan aldrig erstattes. den viden er uvurderlig. 
 
Vi skal ikke være hverken popkonger, prinsesser eller genier for at have værdi. Ikke alle skal have en lang videregående uddannelse, ikke alle skal stå på en pedestal og være fyrtårn for menneskeheden – men være fyrtårn for sine nærmeste. 
Værdien er den enkeltes liv, der “måles” ved de afsæt og de fodspor vi sætter i andre mennesker. 
Det vi giver til et fælles bedste. 

Ro, Regelmæssighed, reform og revolution
Vi er skabt til at stræbe, stræbe efter at dygtiggøre os, udvikle os – men vi spænder ben for os selv ved at tro at alle skal udvikles ene, at drømmene er ens, at noget liv har mere værdi end andet.
Du når aldrig længere end du har drømt som ung, sagde Grundtvig – og drømmen er drivkraft, men drømme er forskellige.
Livet kræver hårdt arbejde – bestemt og livet kræver historie, det kræver rod og forstandighed om det at være til, i en verden omgivet af andre.
 
“Skolerne drukner i uregerlige dovne børn og unge…” – nej, det gør de ikke, de drukner i mangel på børn der har lært at spørge, der har lært at være i et fælleskab på alles præmisser, ikke kun deres egne. 
dannelsen til livet, der foregår uden for hegnet, lever, men vi bruger for meget af livet inden for hegnet.
Og med de nye reformer på skoleområdet er hegnet blevet højere og mere markant.
Jeg vil fortsat ønske for min samtids børn og unge at der gives mere fri til fritiden – også for at kunne bruge tiden sammen med de vigtige læremestre i alle aldre, som kan give retning og mulighedsnære råd.

Debatkulturen, medierne, ja os alle sammen skælder og smælder med ord om dovenskab, ugidelighed, uselvstændighed, umodenhed etc, når vi debatterer de unge og deres livsduelighed.
Enten er de for urealistisk målrettede og karakterryttere eller også er de for opgivende.
Spejl – som det vist hedder på moderne dansk.
Og i det spejl ser de unge ikke så meget andet end det opdrag vi gamle har givet.

Det er ikke de unges skyld, det er ikke facebooks skyld, det er måske ingens skyld foruden vores hast i tilværelsen for at stå på pedestalen og have økonomi til tre-to’eren og speltbollerne og egentiden uden at tage historien med, tage erfaringer med og dele vores mestring af livet. 
Det er fiseme ikke for sjov at man er forælder – det tar tid – god tid – lang tid – livstid!
Børne(b)ordet
Min ældste havde, da han var yngre, bestemt sig for at holde en fest hvor der skal laves et “olddingebord” i stedet for et børnebord – Han var så træt af at skulle sidde ved det pokkers børnebord hver gang vi skulle til fest.
Ved “oldingebordet” (vel og mærke et bord for alle os over 40) der kan de så sidde isolerede og alene med hinanden, med søbemad og plastikkrus, mens de “vigtige” andre holder fest ved hovedbordet med hvide duge og krystalglas. Hvorfor tænker han sådan? Fordi han ser at børnene er et segment der holdes ude af det egentlige fællesskab, som en svøb, som om de allerede på forhånd er dømt ude som duelige ved festen. de spilder jo, bøvser, griner, smasker.. 
 
Børnebordet er mc donalds forlængede arm, vi gemmer børnene af vejen for de er i vejen, men vi inviterer dem alligevel, til festen, til fælleskabet, uden dog at inkludere dem rigtigt. 
Hvilket signal sender det. At de er ønskede, men på tålt ophold.  
Vi lader somom det er for børnenes skyld, men for faen, det er jo ikke. 
Vi laver mange krumspring for at gøre familielivet nemmere. men er det nemmere i længden for barnet og siden den unge – når chokket kommer, når de opdager at børnemenuen ikke varer ved, at livet ikke kun er 4 nuggets med ketchup, at der skal knokles og at dugen er hvid og nystrøget? 
 
Børn er børn og skal have lov til at være det – hvis vi altså husker hvad børn er.. 
Børn er mennesker, de er nysgerrige, de leger livet for fuld kraft som en øvelse i at være en del af fælleskabet. 
De leger stadig far-mor-børn, købmand, bank, postbud, popstars, prinsesse.. alle øvelser i at gribe livet som de ser det. Der skal være plads til leg, til grin, bøvs og mest, plads til samtale og spørgsmål. 
 
Livet går dog begge veje, der skal også være plads til at vise livet frem, “at fortælle mennesket”, som Svend Åge Madsen ville sige det. 
Kvalitetstid er at have god tid. At turde stå stærkt, at vise holdning, at samle hinanden og samle på hinanden som et vilkår i det at være menneske. 
Jeg savner (stadig) et samfund hvor det igen er moderne at mødes på tværs, hvor livet er et mødested hvor slægt skal følge slægters gang – gang på gang.
Hvor vi har tillid til mennesket og også til tiden vi bruger uden for samfundets mange instutioner, skoler og andre sammenhænge.
At livet, også børnelivet tildeles værdi, reel værdi, ikke kun samlemærker i BR men en viden om at livet ikke bare et kuponhæfte der dumper ind i mailboksen, men faktisk skal optjenes, skal virke og handler om sameksistens.

Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
De sidste 10 år har vi forsøgt at sætte ind med mange flere love, regler og regulativer i samfundet. skolen vil snøre yderligere ind og terpe og skoleboden udskiftes med en kinagrill. men jeg tror ikke på opskriften – for dannelse foregår undervejs, ikke i udenadslære, ikke i terperi, men i stræben efter at blive menneske. 
Dannelse er ikke kongerækker eller kvardratrod – dannelse er læring der sker når vi ikke kan lade være. 
 
Hvordan får vi skabt en mesterlære i skolerne og hjemme, i samfundet og i omgangen med hinanden?
Mesterlære handler om at mestre, at øve sig i at stå på egen ben, at tage fra, at vælge ud på ta selv bordet, at sidde med ved bordet, at åbne døren udad. 
 
Vi kan ikke regulere eller regelsætte regelmæssig læring. Læring er et livspust, et åndedrag, et fælles vilkår for samfund og sameksistens. 
Så højtravende og alligevel helt naturlig er læring.
Uddannelse til livet kræver dannelse. at vi dannes af noget, har rod, har læremestre der trådte i eksistens, så vi siden lærer selv at eksistere.
Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
Og hvor gengror vi så det mod på livsoplysning, mestring og dannelse i folkeskolen, friskolen, efterskolen, gymnasier, erhvervsuddannelsen, universitetet, jobbet, fritiden, civilsamfindet, det politiske opdrag?
Ved at turde fortælle mennesket, at vælge livets mulighed i kvasers blod og tage ved lære af Højskolernes kongstanke: At Højskolen er skabt for at være et mødested mellem forskellige mennesker. Elitære, uskolede, skæve, lige, rige, fattige, ukendte og kendte, gamle, unge og enhver der kommer frit og siden går frit.
At ethvert opdrag, enhver holdning er fri til søsat og modsagt om man vil.
Højskolen er skabt for at være “de frie samtalers fristed”.
Den tanke er en exportvare der ville være ganske smuk i alle dele af vores samfundssammenhænge.
At dannes
Vi fødes over en åben grav – og er fortællingen undervejs. vi oplever, fortætter, famler, fanger, frigør, forstår, tvivler og takker for det vi nåede og fortryder det vi ikke fik set, følt eller fornemmet.
Videnssamfundet er fabelagtigt, særligt hvis vi tør bruge det rigtigt, tør huske at livet er at stille spørgsmål og at finde svar. Vi kan ikke lære barnet eller den unge at svare, men vi kan lære dem at spørge og er vi heldig spørger de efter erfaringen efter den voksne, den der har levet, set, hørt og holdt livet ud i strakt arm. Mere af det.

Hvis dannelsen går og støver lidt rundt om, er det ikke så meget dannelsen det er galt med, men modet til at gribe muligheden og genopfinde de livsformer der danner mulighed for at opildne og oplyse.
Det er værd at samtale om – sæt igang.
/Astrid Søe

Læs også gerne blogindlægget om Demokratisk Dannelse http://astridsoe.blogspot.dk/2014/05/serist.html

og Indlæg om debatter og tonen http://astridsoe.blogspot.dk/2015/01/kvasers-blod-debattens-sgsmal.html

Da facebook blev en folkeoplysende forening.

Vi statsmanden samle et stort parti,
Vil kræmmeren vinde uhørte procenter,
vil kunstneren hjælpe sig uden geni,
vil doktoren omringes af patienter.
Så er der et ene
-ste middel til tjene –
-ste – det er: det pureste, skæreste, rene-
ste gøjleri.

Erik Bøgh. 1856

Forenings danmark har travlt. Meget travlt.
De skal arrangere sig og tilrettelægge konferencer og tidsskrifter, arrangere møder, folkemøder, studiekredse, opdatere deres facebook og hjemmeside og holde orden på økonomien.
De skal tillige holde generalforsamlinger for medlemmerne og styre deres mere eller mindre professionelle sekretariater.

Bevares, det tager tid. jovist og his dig op og kom herned.

Tilbage er drømmen om folkeoplysningen.
Den der ubegribelige størrelse der ikke kender til mødetider og målstyrede tendenser, teorier og stradegier, for at ikke at nævne umildbarheden og det korte optræk.

Folkeoplysningen defineres fra Kulturministeriet således:
Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.

Det er et slående fravær i denne tid hvor folkedybet har ytret sin kærlighed og taget både samfund og loven på sengen.
Godmorgen lille land og imens de folkeoplysende foreninger leder efter deres tøfler, er folket for længst oplyst – af hinanden, udenom foreninger og uden om det vanlige opdrag.

Forskellen mellem folket og de folkeoplysende foreninger synes pludselig at være det reelle fælleskab.
At man lever i et skæbnesamfund med hinanden og at oplysningen er nede i øjenhøjde.

Måske er det tid at vi spørger os selv, hvor de folkeoplysende foreninger er på vej hen og hvorledes de opfylder deres formål.

At være et folk og repræsentere et folk forpligter til fælleskabet.
Det folkelige fælleskab.

Nu kan man igen spørge hvad folk betyder.
Der er flere tydninger.
En geografisk bestemt størrelse for de mennesker der lever inden for et lands grænse.
og den politiske formel på ordet folk, der består af de borgere der lever der og deres borgerrettigheder, deres stemme også i forhold til eliten og magten.

Folk, hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig, er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? skrev N.F.S. Grundtvig og svarer selv at et folk der dem der vælder sig ind i skæbnefælleskabet og har ild og øre for hvad det givne lands folk vil.
Folket er et hele, bestående af mange forskellige meninger og holdninger, grøfter og bjerge.
Men at vælge fælles skæbne og vælge sin ind i et folk er det der giver borgerskab og folkevilje.

Folkeoplysning er ligeledes en skifting. Oplysning til folket eller oplysning fra folket?
Svaret ligger i foreningstanken, det er folkets foreninger, det er civilsamfundet, det er medlemsejerskab og mundtøj der tæller.

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes

Folkedåd og livet, det er det der ligger mig på sinde i dette indlæg.

Jeg sad selv til Hal Koch jubilæum på juridisk fakultet og hyggede mig i smug mens hele verden brændte om min vugge. Og vi sad der sammen, alle vi der kærer os om folkeoplysning, oplysning til livet og vigtigst samtale.
På mødet var der ikke indlagt tid til samtale, bevares, det er der aldrig på den slags møder.
Skiftende folk drog for i korte indlæg der alle tog Hal Koch for pålydende og priste den folkelige samtale.

Imens folkeoplyserne holdt jubilæum, talte folket sammen på facebook, twitter, snapchat og instagram.
De forsamledes uden om de vanlige foreninger og samlede danmark, ikke i ord, men i en stædig samtale på tværs af sund og bælt.
De mødet fysisk om og vedblev samtalen, tog tvivlen for givet, gav den navne, gav den liv og gav den ben at gå på.

– Vi klappede så hænderne var ved at falde af til Hal Koch jubilæet. Det var en prægtig dag og jeg vil gemme den på min trofæhylde over ting jeg var heldig nok til at opleve.
Mine hænder var stive af at klappe til sidst.

Imens ude blandt det handlende og samtalende folk, var hænderne også stive – af at vinke.
af at bære og løfte. Af at taste holdninger og meninger på de folkelige medier, som igen blev delt og delt og delt som en gammeldansk trampedans.

Der stode tre skalke og tænkte et råd,
– tungluti, tungluti, lustudilei –
De ville til møllerens datter gå.
– Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus,
– tungluti, tungluti, lustudilei.
– Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni.

De tre skalke handler og bærer og kører fiat punto og giver hånd til de andre der måtte handle, nemlig det danske politi der på alle måder  var nødstedt mellem folket og loven.

Så hvorfor nu skyde på dem man elsker? De folkeoplysende foreninger og organisationer? De frie skoler, oplysningsforbund og andre forsamlinger af folk?

Fordi jeg savnede dem i denne pludselige tilstand, som vi havde vist ville komme, som vi havde set blive til virkelighed, som medierne og pressen havde givet anelser om for længe længe siden.

Er man overhoved forpligtet som folkeforening til at svare og give lyd når danmark står på den anden ende? Kan vi ikke vente og tage det op på et bestyrelsesmøde? evt indkalde vores medlemmer og spørge dem hvordan vi skal agere?

Nej, man er forpligtet til at fortætte folket. at formidle, på stedet, at være det levende ord. et hjertesprog mellem folk.
Det er den kærlighed vi fik da vores folkelighed blev sat fri.
Frihed forpligter og forplanter.

Foreninger har måske ikke forpligtigelse til at tage stilling eller vælge side, men de er forpligtet til at åbne debatten og spørge ud i folket, vidt og bredt.

Lige nu er foreningen facebook den førende folkeoplysende forening vi har.

Tag endelig ikke fejl, jeg har et fuldbyrdet kærlighedsforhold til netop disse foreninger, men er det ikke tid at de vågner og blander sig?
Går det for langsomt til den nye tids præmisser og samtale hen over markskel og foreningskontingenter?
Er vi ligefrem der hvor en smule gøjl ville bløde en indgroet plet på lagnet op?

Således spørgsmålet – hvad er svaret og hvor hurtigt kommer det ud i den levende samtale som vi alle sammen er netop et produkt af.

//Astrid Søe

Grundtvig på lidt for moderne dansk : )

Er lyset ik noget vi alle ska dele
Fuck af med den stive sikkerhedssele
Med mindre du er Jørgensen, så glem alt om dit CV
Der er mer reality end du ka kan se på tv
Fej for egen dør før du vil skal feje for andres
Vil du være ragekost må noget forandres

Hvorfor smækker du døren, når lykken går udad
Dannelse er ik bare at lære det udenad
Du skal sparke røv og mærk verden for faen
Der er eventyr nok, spørg Grimm og HC And,
Tá nu syvmilesneaks og snuden i vejret
Dit liv er en gave du fik foræret

Der er – grønt lys
Der er døgner i Netto
Vi alt for åbne til at kaldes en ghetto
Vi trækker kun vejret når lysten er gæller
Så slap nu af, det er det der er fælles som tæller!

Når jeg cruiser “Assistensen” er der døde der snakker
Levet liv er ik noget som din moar hun pakker
Der sgu ingen agurker til dem der deler flade ud
Du må finde din vej, som Rudolf med den røde tud
Vi higer og søger hos wiki og hos tattoo Jack
Men livet er for swag til oneliners i gade tag

Vi er nede med oplys, som neon på en Irmahøne
Og frihed for Loke og Thor det er sgu ik en skrøne
Vi kaster et håndtegn med peace som var det bungeejump
En æske med “lade” vi deler med Forrest Gump
Ryk fremad i bussen, tjek ind på livets rejsekort
Når du tjekker ud ka du sig’ jeg styrede for hårdt

Der er – grønt lys
Der er døgner i Netto
Vi er alt for åbne til at kaldes en ghetto
Vi har fucking dannelse og viden er gælder
Så slap nu af, det er det der er fælles som tæller!

Er lys på visse vilkår blot, så halvvejs at ophøje?
Nej livet gramser liderligt op under spændetrøje
Oplysning er så meget mer end Google manualer
For lyst og ild har flyttes os fra neandertaler
Så tag bukserne på og klunkerne på nakken
Oplysning om livet, der sgu noget om snakken!

Der er; op lys
Der er døgner i Netto
Vi er alt for åbne til at kaldes en ghetto
Personlig shopper med den gamle som hæler
Dannelse er en fucking Bestseller!


Yo der.. Tekst: Astrid søe 2015 med tilsnigelser i Grundtvigs digt “Er lyset for de lærde blot”

snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.

Norm-ader

Undrer mig på hvad dannelse er

Foruden at bryde med normer 
For hver gang vi fastholder menneske værd
Så udstedes straks syv reformer 
Hvad er det der spiller for folket iblandt?
Hvad rykker og retter på ryggen?
Forskellighed og folkelig kant
Når livet er ude af skyggen 
Forstå mig kun ret, jeg holder af norm
Når normer kan rumme sin mage
Forskellighed er menneskets form
For både de stærke og svage
Vi bygger et gitter, en dør og en mur
Og opdeler alle i grupper
Nogen er slette og nogen de dur
Og nogen blir sat under lupper 
Men om jeg forstår hvorfor ingen sir:
Et alsidigt væsen er sagen!
På alsidighed gives igen papir
Men jeg gir dem12 tal for faen!
//Astrid Søe 2014 dannelse til livet #højskole 

Frimærkemanden

Af jord er du kommet, på jord skal du dø og nedsynke oplyst i tanken
og noget var stålfast og noget forsøg, i under og overskudsbanken
for meget har formet og frisat og lagt, et liv på en hylde der hænger
i stuen tilbage hos dem du har vagt, trods det du ikke er længer.
For det at ha vækket og været og vendt, i ord, i bøger i munden
et eftermægle der lever i dag, det lysner i slægter i grunden.

//Astrid Søe 2014
Til Grundtvig

Søren Kierkegaard for børn uge 45 i Odder


Voksne de klør sig i håret og sir,
Hvad skriver mon manden på dette papir,
Hvad mener han nu, med dette og hint,
Jeg fatter det ikke? Det sku være fint.
Mange har prøvet at fatte hans ord,
Men det er sgu svært når man er helt stor,
Klogskaben den har de korteste ben,
Du fatter det nok, du er sådan en!
Fortælling om han Søren Kierkegaard,
Forbandelse, bøger og vestjyske får,
Om latterlighed og at tabe sig selv,
Men så samle op med lidt mod og lidt held,
Om livet og tomhed og tanker især,

Det handler om dig, for du er det værd.

Fortællinger for børn i Odder Kommune.
4-8 november 2013

At løbe mod.

Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988 
At løbe mod, at løbe fra,
at løbe ind mod muren,
at lykkes i det liv man har
og favne hele turen.
At flytte sig i eget liv,
på barnefod og gangstativ –
i åndedrag af livet.
Sæt foden frit, for dit og mit,
på gade, sti og veje,
for tiden går med store skridt
og ingen kan den eje.
I tillid får vi ejerskab,
en vej i dødens sorg og tab –
i åndedrag af livet.
At være spejl af tidens tand,
hvor horisonten buer,
i timeglas med livets sand,
en del af Altets nuer.
En bøn i skovens stille rum,
der bliver Ordets egen sum –
i åndedrag af livet.
I Gylling mølles vingefang,
berørt af vejr og vinden,
som flytter storme, sol og sang,
som kys på barnekinden.
En himmelstump der maler dig,
et dagligt brød der deler sig –
i åndedrag af livet.

//Astrid Søe 2013 – Salmer til udenvejrs gudstjeneste.

melodien kan fiskes her: http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw