TYV tar´ hvor andre tænker!

hmm.. tja og tjo…

-Det er jo altid temmeligt dejligt at have fundet på noget der har så stor værdi at der bliver lavet kopier. Men alligevel?
Gucci, ecco, B&O og alle de andre – det forstår jeg måske..
Men da jeg her til morgen sad og læste en tråd på internettet hvor nogle damer snakkede om hvordan de ville hugge mit hjemmegjorte klimamotto: Tørrer hvor andre tumbler! Kom mit firma pludseligt i en helt anden boldgade og i klasse 1. med de store firmaer.. Morsomt og av for den!

Jeg sad da med nogen undren og så de meget spændende bud på hvordan og hvor let det var.
Man køber printpapir som kan stryges på t-shirt og printer motto ud og vips har man en t-shirt som dem jeg har lavet. og vel at mærke med de ord jeg har lavet.

Ok, ordet er frit, det er foranderligt, fantastisk!
Men hvornår er det dit og mit?
Jeg er helt og aldeles langt inde i at der selvsagt er ophavsret mv – men jeg synes nu alligevel på min egen sære måde at det er en slags ære at blive kopieret 🙂 Det må vel være vidnesbyrd om at det man laver har en form for ide og værdi.

Men hvem kan leve af æren alene?

-Det vil blive de damer langt dyrere at købe printpapir, t-shitr mv – end at handle hos Originalen (ja i ordets dobbelte dejlige betydning)

Og det er ikke første gang det sker, det sker nok i det hele taget tit, ikke bare for mig, men for alle der forsøger at leve af indfald, ideer, opfindelser, ord.
Det sker også uden at være med vilje. Det sker at man opfinder ord og talemåder der allerede findes og som man ikke have set. Fejl sker og rettes til.

Ord kan ikke ejes som sådan, de er til for at blive brugt og sat sammen på nye måder og i nye sammenhænge. Mottoer bliver igen og igen lavet om, gradbøjet, forandrede, og det er herligt og rart. Jeg gør det selv med stor glæde.
Det er selve sprogets legeplads. Men de direkte kopier af produkter er nu en anelse på kanten.

Jeg husker med gru da Venstre huggede min fars motto: Frihed til forskellighed!
Han havde fundet på det tilbage i begyndelsen af 70’erne og brugt det lige siden – både på Uldum Højskole og på Lønne Højskole. Pludseligt var Venstre med og brugte i en hel valgkamp ordene. Det havde han det fint med, hvorfor? Fordi ordene er til for at blive brugt – men husk afsender!

I mit firma er hovedmottoet grundtvigs: Ordet skaber hvad det nævner!
Og jeg bruger et med ære og glæde og husker altid afsender på ordene, selvom de er givet frit efter 100 år.

Jeg tror jeg vil sige til “de damer” at de meget gerne må henvende sig til min ord-biks og få en gratis t-shirt med ordene: Tørrer hvor andre tumbler! (Den er faktisk på tilbud lige nu til den ringe sum af 90,00 )
Hvis de virkeligt er så vilde med produktet skal de også have det, men med det microskopiske logo for mit firma påtrykt, for alt har en afsender – også ord.

http://www.livsoplevelse.dk/product.asp?product=243

MOR ER IKKE SUR – MOR ER SKUFFET!

Hjertesproget på Speakers Corner


Hjertesproget

Hjertesproget er det sprog der taler fra hjertet og ikke fra hjernen. Hjertesproget kan ikke tillæres som kulturtilbud, men er det sprog vi har fået med fra fødslen. Alle mennesker går rundt med et hjertesprog de er vokset op med, uanset hvor de er fra og hvilket sprog de bruger i hverdagen.

Hjertesproget er det der fortæller om de inderste længsler, følelser og fornemmelser. Vi bliver hele mennesker på vores hjertesprog. Vi udtrykker os sandt og dybt når vi henter indgroet fornemmelse frem på vores modersmål, på barndommens sprog.

Hjertesproget er uoversætteligt, som vi kender det fra det danske udtryk ”hygge”, eller fra den børnesang vi forsøger at hente nynnende med til et andet land, på ukendt grund. Når vi løfter et barn op i favnen, nynner vi det altid til ro med de ord og sagne vi selv fandt ro i, i vores barneliv.

Vi kan ikke oversætte det usagte i hjertssproget der ligger mellem linierne. Vi forsøger at værne og vugge den smukke sammenhæng vi har mellem sprog og spæd livsforståelse. Hver vidunderlig sprogkultur, sit eget hjertesprog. Det betyder også at vi arver et vældigt ansvar for de der må leve og tale på vores hjertesprog. Vi må hjælpe andre mennesker til at være til stede i deres særpræg og sprogudtryk, med kærlighed og i dagligdag. Vi kan rejse verden rundt og stadig nynne hjertsproget ind i et postkort fra fremmede egne. Vi formidler vores liv når vi ser og oplever og taler fra hjertet.

Ytringsfrihed

Vi taler så ofte om frihed under ansvar, men glemmer at sige hvem og hvad vi påtager os ansvar for. Ytringsfriheden er en grundlovsgiven ret. Og den holder i hånd med ansvaret over for ethvert andet menneske og deres frie holdninger.

Ytringsfrihed giver os personlig frihed, råderum, mening og holdning, men også en lærdom om samhørighed. Når vi bygger vores samfund omkring frihed og velfærdstankerne, vælger vi hinanden og ansvaret for hinandens frihed.

Velfærdssamfund betyder helt enkelt: At finde sammen om lykken på lige fod. Det fordrer at vi samtaler, giver hinanden fri til at ytre os og finder os i at blive sagt imod.

Den enkeltes ansvar er at gøre op med sig selv, hvornår byder det os at holde kæft, og hvornår er det bedst at kæfte op?

Femmøller Strand – Danmarke hjerte

Arkitekt Egil Fischer tegnene og tænkte hele Femmøller Strand som et af de første mødesteder mellem en lille levende by og et ferieparadis på dansk jord, her skulle både feriefolket og de fastboende finde et mødested og leve sammen i til gensidigt glæde. Foruden de mange smukke tanker omkring stedet, havde Egil Fischer det helt store målebånd ude på bordet og opmålte danmark og fandt at Danmarke hjerte var netop her på Femmøller Strand. Netop her er danmarks geografiske midte. Og derfor må dette smukke poetiske stykke land være hjemsted og værn for hjertesproget.

Frihed for Loke, såvel som for Thor

I Danmark har vi tradition for at værne det frie sprog, det sprog der er ubundet og frejdigt, levende og livgivende. Vi laver lov og orden ud fra frihedstanken og giver ordet frit i alle aldre. Det kræver særligt ansvar i et samfund at ville det frie ubundne ord, det skærper ansvaret for det andet menneske vi står over for og ytrer os til. Grundtanken er frihed til forskellighed!

Folkelig talerstol.

I Danmarks hjerte skal hjertesproge lyde mod alle hjørner af landet og verden. Her kan det frie ord bruges og bæres videre. ”speakers corner” som vi kender det fra London, har også hjemsted i Danmark, hvor vi går og står. Traditionen med det levende mundbårne ord lever i dagligliget over hækken og hegnet, ved køledisken hos købmanden, i læserbreve, bussen, baren, banken, foreningen…

Brug mund!

Et folk og en tanke er kun så stort som de kan udtryke det. Digteren Benny Holst skriver: Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen. Det gamle sprog er hjertesproget, et mundtligt sprog der ikke kender til frygt eller forstand, sproget der umildbart lever og åbner nye øjne.

Sproget der ikke føjer sig for grænser, frygt, stand, politik, tro.

Sproget der sprænger enhver logik og går mod hjertet, ubundet mod håb, liv, vilje og vej.

Ordet skaber hvad det nævner!

Astrid Søe ©, Mor’s Menageri – www.livsoplevelse.dk


 

Mor – hvad vil mennesket?

Astrids dagbog 9. november 2004
Mor, hvad vil mennesket?

 
Det er tirsdag.
Det er morgen.
Det er så meget morgen at end ikke den mindste af børnene er kravlet glad op på min hovedpude for at kilde mig i øret.
Fra min søvnige halvdrømmende plads under dynen når ordene frem til mig.
Mor, hvad vil mennesket?
Det er min store dreng der spørger.
Det er tirsdag, han er lige blevet fire år for få dage siden.
Mor, hvad vil mennesket?

Først kunne man fristes til at svare at mennesket vil sove, for det er tirsdag og tidlig morgen.
Mor har arbejdet det meste af natten på en tekst der ville indvikle livet mere end den ville udvikle det.
Til sidst blev teksten træt og gik under.
Det er kun få timer siden.
Men det er vel dybest set ikke hvad mennesket vil, før den dag hvor selve døden trætter det.
Det vil da ikke bare sove, en tirsdag, med ordene hængende over dynens dampende morgengrøde.
Jeg famler mig gennem søvn og natte-ammeri ud på den lyse vågne side af denne tirsdag.
Fortumlet klinger ordene; mor, hvad vil mennesket.
Jeg ved hvor de kommer fra.
Ikke mennesket, men ordene.
De kommer fra den 180 siders bog vi alle tre sammen tyggede os vej gennem en hel aften i går, Afrikas savanne.
De vilde dyr.
Godt muggent køb i Lønborg genbrug, der altid har tid til at hjælpe en enlig mor ud med genbrugsindkøbene.
Og tid til at prutte om prisen på det gamle Ringkøbing-orgel, de endnu har stående ved indgangen, men som i smug står hjemme hos os i tankerne.
Godt mine kære små.
Se her er alle de vilde dyr.
Sådan bor de når de ikke er i Zoologisk have.
Er de vilde hele tiden mor?
De er såmænd ikke særligt vilde, men bare mere de frie dyr.
De er ikke i bur, og så kalder man det for vilde dyr.
Så har de fri? Ja, det kan man godt sige.
De har jo ikke et arbejde de er bare gode til hvert sit.
Hvad vil de, mor?
Jo altså. Jeg læner mig tilbage i sofaen, for det er ikke en bog man bare bladrer rundt i, men en bog der behageligt sætter sig i rygmuskulaturen og tvinger den i magelige folder. En bog der trods dens ringe pris af 5,- kr. vil læses og udfrittes billede for billede, tekst for tekst og side for side.
Hvad vil de, de dyr i bogen?
Side et. Antiloper er gode til at løbe rigtigt hurtigt.
Aber er gode til at kravle i træer, løver er gode til at jage, de er tit meget sultne og har brug for meget at spise.
Mange mange sider efter har vi fundet ud af hvad hvert dyr er gode til og hvad de vil. Min ældste dreng konstaterer tilfreds at de frie dyr slet ikke er så vilde igen og at de vil mange af de samme ting.
Æde, drikke, løbe, jage, sove.
Godnat mandag.

Men det er tirsdag og hvad vil mennesket?
Kunne han da bare have sagt, hvad vil mennesker, det er ligesom mere tilforladeligt, men selve mennesket! ?
Den sammensatte kæmpeklump af umættelig tvivl, råderum, tro, gener, grønhed, forfald, kamp og skønhed.
Jeg klarede hundredemeterløbet for umættelige spørgelystne videnskabsbørn i sidste uge.
Mor, hvor lang når lyden ud når man råber, og når den helt forbi månen og længere ud og forsvinder den aldrig?
Og hvorfor vælger alle buske og træer at have grønne blade når de kan vælge mellem så mange farver, hva’ mor?
Men hvad vil mennesket?

Grundtvig lagde tærtebunden til livets dessert med ordene: menneske først, kristen så. Menneskeligt nærvær først.
Nærvær på Kirkegaards måde.
Hvad er glæde og det at være glad,
det er i sandhed at være sig selv nærværende.
Tirsdagsnærvær.
At være glad er at være sig selv nær og i nærhed med sine nærmeste.
Glæde betyder skinnende lys.
Lyset er denne morgen endnu ikke stået op, men glæden er oplysning nok i nærvær med næsten.
Jo, vel vil mennesket sove, men det vil hellere være vågent.
Være værd.
Jo, vel vil mennesket ånde, men hellere være fyldt med ånd.
Jo, vel vil mennesket synge, men hellere være en sang.
En sjælfuld melodi på livets tonestige.
Og jo, vel er der godt og ondt.
Forjættede barndom, hvor småfolket endnu kunne fattes mennesket som godt.
Men alt for hurtigt ved selv barnet, at ondskab og grusomhed også er menneskets natur.
Den næve der hos digteren Jens Rosendahl er så varm og god kan samtidig knyttes til kamp.
Kamp må der til skal livet gro,
synger jeg hver aften for mine to børn.
Alle seks vers af, Jeg elsker den brogede verden.
Det til trods kan den lille, som aller første melodi nynne Gøg og Gokkes kendingsmelodi.
Gangarten ligner såmænd også mere Gokkes end den i jeg elsker den brogede verdens omtalte gangart, nærmere dans: livets dans på roser.
En etårig danser ikke på roser, han spiser dem. Med det hele.
Men letheden hvormed det glider ned er hjemme i barnetroens.
Torne, stængler, rosenblade, morgendug, orme.
Det gumles sammen til et hele.
Til den klump velbehag kun blandinger er lavet af.
En mundfuld liv.

For så lille et menneske bekymrer sig ikke om hvad mennesket vil.
Det vil kun godt.
Men er man lige blevet fire år og har set at verden både er god og ond.
At menneskets rummelighed ikke altid er lig med hjerterum.
At det ydre rum ikke kun er rumpilotens arbejdsfelt,
men at også mennesket har et ydre og et indre rum.
At de rum ikke altid rummer det samme.
At vakle i sin barnetro når man er fire er nutidsvaklen.

Jeg selv er endnu i voksenlivet forfulgt af den barnlige glæde ved det gode menneske.
Jeg tror stadig på det og græder stadig barnligt når jeg gang på gang ser at jeg tager fejl.
Men jeg er også et andet tids barn.
Mine børn er nutidsbørn, der møder mennesket med deres verdensbillede.
Med filtreret fejhed.
Børnetime, børnebøger, børnehøjde, emmer af voksenverdenens angst for, at børn møder de forkerte mennesker, så ufortrødent fylder vi angst for mennesker på og spotter tillid som tåbernes glidebane. Voksenmenneskets erfaring af og med mennesket er ikke medmenneskelig.
Den er modmenneskelig.
Ikke det mod man bliver modig af, men det modsatte. Det modbydelige.
Når børnene lærer om mennesket af børnene selv, uden indblanding, er der medmenneskelighed.
Der er tillid, der er nødvendighed. Der er barnlig tro på det gode. For barnet kender kun det gode.
Det har dog overlevet fordi det netop nærede sig af det gode, af medmenneskelig omsorg.
Mennesket kan overhoved ikke overleve uden medmennesket.
Uden tillid, som vi sprogligt grovkornet kalder yngelpleje.
Men når up&go alderen nysgerrigt vil mere menneske, knalder vi låget på popkornene. Den som kommer allersidst skal i den sorte gryde.
Mor, hvad vil mennesket?
Dæmpe lyden af liv.
Som lugten af lort med kunstduft på spraydåser.

Lyden af liv er at være fire år og have fundet ud af at man sådan set, lidt henkastet i en sidebemærkning, laver det samme som Grundtvig,
jo mor, vi skriver jo begge to sange, ikke mor? Øh, jo det gør I vel.
Men Grundtvig findes jo ikke, kun på bånd. Han er jo død.
Ha’ ta den gamle svinger genlød det mellem ordene.
Jeg er levende og hvis alle de lagkager jeg skal have på mine fremtidige fødselsdage skulle stå inde i stuen, så kunne de slet ikke være der.
Det er liv, så det klasker.
Med alle de ophobede kager er der nok at tage fat på for mennesket,
selv nutidsmennesket der har Grundtvig på bånd.

Menneske først, men hvad vil mennesket? Bredspektret penicillin, bredbånd, brede eller smukkere mulighed.
Det mulige menneske.
Det åbner for det hele.
Vil mennesket mulighed frem for umulighed. Begrænsningen i tvivlen afsnapper så mange livslege.
Jeg klarer den ikke, det går aldrig, det går galt, det ender med fiasko. Tvivl.
Jeg klarer den, Det går nok, det kommer til at gå godt, det ender med glæde. Tro.
Mulighed skal ikke låses fast som allevejsvælger.
Mulighed er skjult og gemt i sindet, den undfangelsesglæde og barselsgave vi får og kun selv kan udfylde. Hvert menneske sin mulighed.
Og sin vej til at blive muligheden nærværende.

Jeg vil starte en bolchebutik.
Der skal ikke være hundeprutter, mågeklatter, store babser.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser” bolcher med navne som mulighed, nærvær, glæde, kærlighed, lykke, håb, lighed, tro, godhed, tillid, leg, skønhed.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.
For to kroner skønhed, tre kroner muligheder, en krones nærvær.
Tyg lidt på den.
Mor, Hvad vil mennesket.
Spise af den blandede pose bolcher. Langsomt gumle på håbet og lade friheden ligge længe på tungen til den efterlader et syrligt-sødt spor og knase nærværet så fast at det sætter sig i den tand jeg har brækket.
Måske bliver jeg så nærværende nok til at få bestilt tandlænge til at brokke den sammen til et hele igen.

Jeg kender et land, hvor håret ej gråner og tid har ej tand.
Jeg vil vel inderst inde anbefale mennesket mennesket.
Det sætter sig.
Og jeg vil anbefale mennesket det nye menneske.
Det menneske Ole Wivel maler i ord i digtet, der truer os i tiden. Og Wivel slutter digtet med ordene:
Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.
Hver dag minder mine afkom mig om mennesket.
Og hvad det vil.
Om nærværets mulighed.
Jo, jeg har som voksen færre og færre svar på hvad mennesket vil.
Og flere og flere spørgsmål.

De enkle svar jeg får kommer ikke fra filosofien, men fra melodien.
Dansen, gangarten, bolcherne, og tirsdags morgens umættelige mulighed.
Alt er igen uprøvet, men svaret det samme som i ethvert andet nærværsmenneske.
Ikke mit svar, men min fireåriges eget svar. Et svar der trods hans nutidsmenneskeform var et tillidssvar.
Det svar der kom med et splitsekunds tankemulighed efter hans spørgsmål.
Mor, hvad vil mennesket, – det tænker mest på kærlighed.
Tak mit menneskebarn for det svar, der allerede i spørgsmålet lå gemt i ordene.
At vælge det andet menneske som mulighed i ens eget søgeunivers.
At inddrage mennesket igen i det største. Hvad vil vi.
Og selv våge et svar.
Kærlighed.

Så rystende enkelt begyndte en tirsdag morgen for en dreng på fire.
For kærligheden er netop enkel, når den er nærværende.

Kærlighed er tillid i mennesket til mennesket.

Sang til ordet

Tone: livet er en morgengave
Jeg har været i butikker
For at købe mig lidt kluns
På min trøje står, ”PIKSLIKKER”
På min skjorte: GÅ TIL BUNDS!
FUCK DIG TUDEFJÆS DU STINKER, FÅ DIG DOG ET ANDET LIV
I ER NOGLE FUCKING SINKER, PAS DIG SELV – JEG ER FOR STIV.

Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet taler, når jeg tier
Der er kun den lille bet
At hvor end jeg går på gaden med et smil der sir spar to
Vender folk sig om og vrisser, hva nu det, jeg er jo go´?

Jeg er in og som en stjerne,
har det tøj som andre har,
men hvem gider være moderne
når man ses på som en nar?
Jeg vil helle’re åbne munden, bruge gode ord og snak
Væk med ordgejl på min trøje, på med håbets anorak!

Så nu går jeg ud i verden
For at blive hørt og set
Tøjet tier og jeg taler
Og miraklet det er sket
Pluds’lig er jeg en der fylder med mit eget ordforråd
Det er rart at være menn’ske når man endlig blir´ forstået!

Ordet skaber hvad det nævner,
Store ord for ånd og mund
Du skal bruge dine evner
Gøre talen mere rund
Kaste sku og skid på porten og forsage hverdags-støj
Hvis du kun kan sig’: ”for satan”, bliver dit liv til noget møg!

Evighedens kys på panden

Med ønske om en smuk vinter og en glædelig fredfyldt jul til alle mennesker i hver en tro, tanke &  tilværelse.

Astrid Søe

Evighedens kys på panden

Tone: Det er hvidt herude.
Tekst: Astrid Søe

I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.

Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning
-Hjerteslag, decemberdag.

Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.

Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.

Kærlighedens banken
-er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.

Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frugtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.

Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden
-vores ord er træets ved!