Før vi fik set os om.

Med store ord om noget
der flytter eller farer vild
et skæbneskriv er sået
og vokser fortsat til
at holde på at fælles vid
er folkefrihed hid og did
ord skæbner hvad de nævner
og bliver dine evner
– før vi fik set os om

Goddag med store hænder
der lugter af tobak og sved
der mangler flere tænder
men grinet bliver ved
og nynnesang i brusebad
bag døren råbes; Ved du hvad?
derude venter livet
tag fat, du blev det givet
– før vi fik set os om

Et hjemsted i hinanden
en hylde med forankringform
et sted at hvile panden
med ligeværd som norm
en gammel bog med kragetæer
dit ord i blæk, nu er du nær
for tilhør falmer ikke
erindringen må nikke
– før vi fik set os om

Farvel og husk nu hatten
og frakken og dit milde grin
du vandrer ud i natten
trods det at du er min
for alle går og falder om
en dag så er kalend’ren tom
og døden henter livet
for sådan er det givet
– før vi fik set os om

//Astrid Søe. 5. marts 2014. Til min far.
Melodi: Den blå anemone.

Hot-Dog med sjæl

Skrevet 1. juni 2011

Nå ja, det er vel ikke så tit man kan hidse sig sjæleligt op over at høre ordet Hot-Dog.
Men alligevel –
I går fik jeg et ganske særligt opkald fra Kongens Nytorvs pølsevogn.
Et opkald jeg også modtog for tre år og tre måneder siden.
Dengang fra min euforisk glade, milde far, ved midnatstide der stod og åd en “MORFAR” en hot-dog med remulade og rå løg.
Hans særlige hot-dog favorit. Og det er da værd at ringe hjem om.
Hej – gæt hvad jeg laver??? Spurgte han barnligt, midt om natten, og glad helt ned i storetåen.
Jeg står ved VORES pølsevogn på Kongens Nytorv og æder Hot-Dog.
Vi har det herligt (Vi- Min mor og han – der igen igen var taget på kærestetur efter over 40 års ægteskab)
Der er rå løg nok! Skynd dig at komme – vi savner dig – vi hygger!
Og dertil følger en dejlig opremsning af alle de dejlige mindesteder de har tråde såler i i dagen løb, som han allerede har fortalt om i mange opkald i løbet af dagen, men lige skal gentage igen igen i sin glæde.
og så, vi ses, knus.. vi ses… elsker jer alle tre (Børnene og jeg) ses, hej hej, huttelighut, nå godnat og vi skal snart hjem og mor er så sød, nå godnat, hej hej…
Og så vappede de to gamle hjemad mod Valby i fodformede Jacoformsko og så døde han. midt i kærsteriet, midt i Hot-dog, minder, København, Kongens Nytorv, lige efter vores pjattede samtale i natten.
Han vidste det måske, for hvem ringer til sin datter ved midnat for en Hot-dogs skyld?
I går ringede min ældste søn hjem fra selvsamme pølsevogn. Mor – jeg står og får mig en “MORFAR” – kær 10 årig kærlighedsstemt opdagelsesrejsende med let grødet stemme, men fuld af morfar-minder, liv og nybegynderpølsevognsglæde.
Det er ikke fordi jeg ikke tror livet begynder alle vegne på kloden, hele tiden, hver dag, men jeg tror for vores slægt at der er en gangske sjælelig groglæde ved at hænge på kanten af den mobile pølsevogn og gro fast. Den halvlunkne cocio og ketchup på ærmet.
De mange forbipasserene der ser op, ud og hjem mod nye oplevelser, skuffelser, skabelser.
Alt det ukendte i øjnhøjde – med tillid – fordi den hjemlige hot-dog logrer genkendeligt.
Der skal gåes mange skridt i min søns liv før han en dag ringer til sin datter og pjattet byder livet farvel i højstemt glæde.
Men traditionen er på plads – livet begynder ved pølsevognen på Kongens Nytorv.
Der står sjælene i kø for at fortælle om kærlighed, livsglæde og rå løg.

Frihed er at elske – dig.

Frie ord om min far Poul Erik Søe, der skiftede spor den 5. marts 2008.

Kærlighed sætter det andet menneske fri. Fri til at være, fri til at stå selv og fri til at opdage livet forfra. Jeg kan ikke forestille mig kærligere eller friere måde at møde livet på, end den, min far mestrede.
Samfund, politik, sang, højskole, bøger, samtaler… Men bag det hele stod et menneske der var gladest ved det milde. Når debatten rasede syntes fars ord så faste. Men det var aldrig, aldrig tilfældet. Han var altid ledet af den smukke tvivl, indsigelsen og pladsen i samtalen hvor ordene havde frit spil. I debatten kendes han som ildsjælen der vendte verden på hovedet. Trodsede de politiske strømninger der frasagde mennesket frihed og råderet over eget liv. Altid på menneskets side, i menings-kærlige skæve kommenterer og holdninger.
For vi nære og kære var det på en og samme tid både anderledes og ens. Vi stod så uendeligt frit i vores ord. Aldrig hørte vi fra vores far at det vi mente eller troede var galt. Altid var der plads for samtalen og meningernes mod. Som barn oplevede jeg dagligt hvad nærvær betyder for et menneske. At turde være livet nært, uanset hvad det bød. Nærvær giver så meget liv fra sig. Far mente at et menneske aldrig fyldte livet ud med mere end hvad vi drømte om. Det fik vi lov til. At drømme os ind i hvad liv kan være. Intet er umuligt lærte vi. Lige meget hvad vi foreslog, var det muligt hos dig far. Gør det. Lev. Stå fast. Drøm dig videre. Vid bedre, hvad du ved. Ubegrænset nærvær og kærlighed vider livet ud. Du kunne opelske dine børn, så smukt og mildt. Så levende og givende.

Jeg er ikke i ”familie” med min far.
Far lærte os altid at ”familie” havde en tydning, vi i dag har glemt. At ordet familie betyder ”mandens skare af slaver” Med far var det aldrig tilfældet. Han var ikke overhoved i familien, men på højde med enhver der var hans slægt. Plads var der nok af, til at være sig selv og være menneske.

Far, vi fik lov at opleve det usædvanlige. At vælge hinanden i dagligdagen på tværs af slægter. Jeg fik den glæde som voksen, at arbejde samme med mine forældre i 9 år på Lønne Højskole. Et nært nabo og arbejdsfællesskab der, i dagens Danmark, synes forældet, men modsat opleves uendeligt frit, hvis man netop mødes i frihed og med den gode selvstændighed man skal skænke hinanden i alle slægter. Da vi lukkede vores højskole i Lønne sidste sommer, efter fars 70 års dag, skulle vi genmødes på Mols. Der skulle en ny tid begynde. En tid hvor vi atter skulle bo dør om dør. En tid hvor børnebørnene løb glade fra hus til hus. En tid med fordybelse, mildhed og nye begyndelser. Vi fik kun 8 måneder, men far nåede begejstret at glædes ved de hvide krokus der myldrede frem af jorden. Nåede at drømme nyt og nåede at finde kærlighed til en ny egn. Vi har lige nu ikke andre ord end; Hvor er det synd for dig far. Det er ikke synd fordi far ikke nåede at leve, ånde og virkeliggøre et kærligt liv på jord, for alt det nåede han til fulde, men det er synd fordi han ikke nåede alt det meget mere han havde drømt om. Alt det meget mere han havde at give, gøre og glæde mennesker med. Og synd er det for de mennesker der ikke nåede at kende så sjældent smukt, vidende, nærværende og legende et menneske.

Far var mest af alt menneske for sine nærmeste.
Hvor meget han end sled og slæbte, talte og tænkte i det offentlige rum, så var den egentlige glæde hos hans elskede nære. Mor som han elskede uden grænser, levede og arbejdede med. Min søster Anneke, min bror Jeppe og jeg. Og siden de børnebørn der kom til og er under vejs.
Mine drenge var så heldige at have deres morfar hver dag, i uforlignelig nærhed. Min ældste dreng på 7, sagde da morfar døde: ”Morfar lærte mig at være mig. Det kan aldrig erstattes”. Og de ord rammer stærkest.
Far lærte liv fra sig. Også til de små. Livet er en dejlig gave og dejlig at tage imod. Vi kan lære livet fra os på så mange måder. Fars måde var den frie og kærlige. Den der aldrig nedgør eller begrænser. Far gav mod på livet. I sind og tanke. Syntes vi livet klemte, kunne han vende op og ned på alt i enkle ord han hentede, ikke i litteraturen, ikke i egen oplevelse, men hentede i den han talte med. Far kunne erindre andre om hvad de selv rummede, og det er det der gør et menneske stort, et samfund stort, et folk stort. At turde være til i egne plovfurer, i eget liv og væsen.
Tak for det enkle og sjældne, tak fordi du opelskede os til smukke og milde liv, i nuet og i de levendes land.

Du lever dog når vi er til.

I al kærlighed
Din datter Astrid.