En fortælling om vinterkransen.
Astrid Søe 2002
Så lad det fødes, sagde en kvinde i en tid for længe siden.
Hun var stræk, kvinden, men lille af vækst.
Så lille at hun ville have synet af ingenting under en lup.
Men slige sager havde kvinden ikke og brød sig ikke med tanker om stort eller småt.
Lad det fødes, sagde hun blot og ventede mens året drejede sig rundt om hende.
Hun blev større og smukkere.
Noget voksede inde under hendes hjerte.
Livet sparkede med sine fødder og året drejede sig i dansen.
Våren blev moden med frugt og skønhed.
Efteråret bed i frugten med grådige tænder
og råd i mundvigene.
Saften løb af dets mule
og vinteren kom og ryddede ud bag efteråret.
Med skovl og trillebøre kørte den møget ud på jorden og dampen slog imod vinteren der straks fortættede den og gjorde den til sne.
Vinteren viste sine hvide tænder og var tilfreds med sit arbejde.
Kvinden åndede ud i vinteren og kaldte på sig selv.
Hun havde kun det ene at kalde på.
Tag livet ud af mig og lad mig leve med.
Kaldte hun
Og lad det fødes.
Og da fødte hun med glæde og vintermulm fire børn.
De tre fødte hun på en gang og den fjerde kom til som hun troede sig på sikker grund.
Hvor gemte du dig, mumlede kvinden.
Men i det samme fortabte hun sig i at dige børnene der ville livet alle som en.
Hun åndede tungt på deres skallede hoveder og håret piblede frem med skær af den livmoder de lige havde forladt.
Kinderne svulmede i blidhed.
De fire små lukkede øjnene op og mødte deres mors blik som det første.
Det havde den selv samme glød som af det inderste.
Kvinden drejede sig med sine børn i årets dans.
Dagene blev til år.
Kvinden fulgte sine små rundt på sin krop og lærte den at sætte skæl mellem lys og mørke.
Hjerte, sjæl og krop
At drømme sig til det ukendte og skabe ud af uvisheden.
Godt og ondt lærte hun fra sig.
Hun lærte dem at elske træer og blomster,
himmelens fugle og markens mus.
Østers på havets bund
og huden på kvindens egen krop.
Huden de vandrede på og levede af.
Kvinden lod de fire vinterfødte vokse ind i livets modenhed og sagde til dem:
Lev, jeg ånder i mig selv til i igen går i mors liv.
Kvinden var jorden.
Og hun lukkede sin mund som kun en moder kan det.
For munden stod på klem og mellem læberne skældte hun moderligt men bestemt på ungerne når de trådte forkert og valgte uret, hun skældte med storm, regn, lyn og jordskælv.
Andre gangs brast munden i et grin og flækkede jordens overflade.
Hun fremstødte i al sin glæde nogle gange kærligheden til sine børn i lune strømninger i vandet, milde vinde, solens varme.
Hun åndede nede under alt.
Dunkende og frodig i sin gavmildhed.
De frie vinterfødte var voksne og snart fandt de egne fornemmelser for liv.
De gav jorden et mylder af mennesker der ville se, græde, føle, lære, blive, ønske og tale.
De morede sig såre over det mylder.
De lærte menneskene om jorden,
deres egen mor
og vendte dem til at elske jorden
og give den hvad den længtes efter.
Vand hvor den tørstede og frø til frugtbarhed.
De fire vinterfødte fandt at noget var i uorden på deres moders krop.
Men jo mere de søgte jo længere kom de fra hinanden.
De tre førstefødte var så sammenbundne af samme fødselsøjeblik at de ikke ledte hver for sig,
Hvorimod den sidst fødte ledte for sig selv.
Vi må skilles en tid for at finde eget fodfæste sagde de alle til hinanden.
I to dele må vi skille os.
Men de tre førstefødte kunne ikke skilles og den sidstfødte ville helst søge verden alene.
Jeg vil søge i farve, natur og poesi sagde den sidstfødte.
Og vi i mennesket, sagde de tre førstefødte.
De skiltes på den måde at den sidste fødte gik sine egne veje.
De tre der holdt sammen delte imellem sig hvad mennesket behøvede.
Før vi deler os for menneskets glæder må vi give hinanden navn
Og da fik hver især navnene:
Urd, Verdande og Skuld.
Og når de alle var samlede kaldte de sig forenet for nornerne.
Nu delte de menneskenes behov og liv mellem sig.
Urd råder for fortid,
Verdande for nutid,
Og Skuld for fremtiden.
De fandt det rigtigst at de alle mødte hver en nyfødt på jorden med alle tre ansigter.
Og de besluttede i fællesskab at spinde en tråd for hvert menneskeliv.
Når et lille menneskebarn fødtes bøjede de sig alle tre ned over barnet og viskede til det.
Nu spindes livets tråd
Der forudser din dåd
Giv livet plads og spring
Til evighedens ring
De tre spandt da livets røde tråd af det første møde.
Af livsglimtet i øjet
At drømmen og det dunke blod i årene.
De tre norner målte livet længde ud og holdt den hemmelig for mennesket.
Det var deres kærlighed.
At dødens vinger ikke hænger og venter på en aftalt dag i årets dans,
Kun de tre kendte livets længde og duelighed.
Og kærligheden var også at sende mennesket ind til deres egen mors store kærlighed og varme.
Hun åndede på de der døde og elskede dem med jordens favntag.
Og de elskede tilbage de mennesker der tidligt eller sent i livet mødte kærlighedskroppen under jordens overflade.
Nornerne vidste at en kort livstråd måtte gives til dem der stærkest længtes efter den favnende kærlighed.
De mennesker kunne ikke overleve længe oppe på jordens overflade med alle dens råb om kraft og vilje.
De liv der havde større mildhed end ellers fik tidligt lov til at blive elsket af jorden.
De tre norner bestemte også hvert menneskes skæbne og spandt livstråden som de ville have livet til at blive.
Men ligesom den spundne tråd ikke altid er lige glat og fast, således bliver menneskenes skæbne meget uens.
Livstråden kan på et stykke være glat,
Og på et andet knudret som en kroget hånd.
Den kan blive løs eller fast, og intet menneske aner, hvornår den klippes over.
Hvornår livet kommer til sin slutning.
Nornerne levede med fuld fornemmelse for mennesket.
Og mennesket i samklang med de tre.
Mennesket byggede steder jorden over hvor man kaldte nornerne ved navn og brugte deres sprog for at forliges.
Man slæbte sten til runde kredse hvor man sad og målte jordelivet mod hinanden.
Tingstederne, som mennesket kaldte dem var menneskets tilgivelseskirke.
Mennesket havde lært af jorden at tilgivelse og tillid har samme form som moderskødet.
Rundt som fødselsorganet, rundt som året i sin dans og solen på sin gang om jorden.
Også menneskets boliger var runde.
De gravede ned i jorden og lagde grene over som tag for at skærme mod regn og vind.
Mennesket var klogt på jorden og varmen.
De tre norner havde så meget at gøre hver eneste dag at de gik ganske udmattede i seng når aftenen trængte sit mørke ind bag øjnene.
Ofte måtte nornerne vågne af deres sparsomme søvn for at våge over et natfødt barn og spind barnets tråd.
Og i alle deres gøremål havde de ganske glemt deres fjerde søskendebarn.
Men den fjerde havde ikke glemt dem.
Han havde i sin ensomhed taget navnet Gud og gik omkring og skabte sig.
I al ensomhed skaber vi os,
og sådan handlede også den mandlige bror af de fire vinterfødte.
Og alt hvad han skabte var smukt.
Han havde en særegen sans for skønhed og poesi.
For naturens maleriske farver og fuglens fjerdragt.
Særligt han-fuglene skabte han med fjer der lyste som regnbuen.
Hanner bærer ikke frugt som hunnen,
så Gud fornemmede at hannen måtte have trøst
og trøsten var fjerenes pragt.
Han længtes dog mod sine søstre
og en dag vandrede han gennem sit skaberrige
af fugle og eventyrriger
natur og poesi og ind mod de tre søstres livstråds spinderi.
De kunne knapt genkende ham.
I sin manddom strålede han med lyset.
Han havde taget han-fuglenes smukke farver ind i sin egen klædning
Han bar i sine arme nogle tunge sten.
Goddag og vel mødt sagde nornerne, hans søstre.
Hvad bringer dig hid.
Et savn, sagde Gud og kastede stenene fra sig på jorden.
Et savn mod andre midt i ensomheden.
De faldt hinanden om halsen og græd i gensynets glæde.
Alle fortalte om hvad de hvad lavet i deres adskillelse.
Søstrene fortalte om menneskene der havde livstråde og broderen fortalte om alle hans skabninger.
De mindedes en stund lang, så længe at de tre norner ikke nåede at få øje på en fødsel blandt menneskene.
Der fødtes i en stald en lille dreng.
kvinden der havde født ham svøbte ham i sit lange hår og åndede på hans hoved så håret straks piblede frem på hans skallede isse.
Hun lagde ham i høet blandt de hornede stude og geder.
De hornede hilste den lille velkommen til verden.
De fire vinterfødte fik øje på det lille spæde menneskebarn og de tre norner huskede pludseligt deres opgave, men da var det for sent.
Den lille havde åbnet sine øjne og set livet selv uden at møde nornernes øjne først.
Nornerne var bestyrtede.
Hvad skal der ikke blive af et lille menneskebarn uden skæbne og livstråd.
Jeg vil tage ham under mine vinger sange Gud.
Jeg vil kalde ham min og elske han som min søn.
Han vil få Guddommeligt lys og liv.
Få farve som han-fuglenes fjer.
Fornemmelse for regnbuer og ord af poesiens hjerte.
De tre norner hviskede sammen og besluttede at det var en smuk tanke at broderen skulle tage sig kærligt af den lille.
Gud rakte sin hånd ned til barnet og strøg med Guddommelighed over hans pande.
Den lille kikkede op på den fremmede mand og genkendte gnisten i ham.
Velkommen, sagde Gud.
Og den lille svarede kun i tanken.
For at hilse den yngre bror velkommen tilbage i deres midte satte nornerne en stjerne op på himmelen som de kaldte for gensynsstjernen.
Den lyste som et savnet gensyn kan lyse i et menneske.
Alle mennesker på jorden pegede på stjernen
og vidste at den måtte betyde at noget vidunderligt var hændt.
Nornerne og Gud talte længe om gamle dage og om barndommens lykkelige tid.
Nornerne fik igen øje på de sten Gud havde bragt med.
Hvad skal du med de store sten, spurgte de.
Jeg ville lave et tingsted for os fire hvor vi kan mødes og finde tillid.
Og sammen byggede de en stenkreds af de sten Gud havde haft med i favnen.
Nornerne og Gud satte sig i kredsen og lo fordi de havde skabt noget menneskeligt.
Et billede på os selv, sagde de.
På oprindelse, liv og fremtid.
Du tænkte smukt i at eftergøre mennesket i stenkredsen, roste Guds søstre ham.
Lad os blive siddende og nyde den en stund.
De fire sad længe og talte sagte sammen.
Moder jord smilte og i al sin glæde lod hun et frø fra humleplanten spire ved tingstedet.
Humlen fik rod og voksede og slyngede sig mellem stenene.
Til sidst var alle stenene overgroede af humlen og de fire sad så dybt i samtalen at de ikke mærkede alt det grønne kysse deres ben.
Da de havde talt længe fik de øje på humlen der omkransede dem.
Hele stenkredsen var som en grøn krans.
Så smuk og blød som hovedhår på et nyfødt barn.
De lo alle fire og kyssede jorden der havde givet dem den grønne gave.
Hvor smuk er ikke stenen i sig selv,
men smukkere er dog den grønne krans.
Nornerne og Gud løftede kransen op og nornerne spandt en lang rød tråd der skulle bindes i kransen.
De hængte kransen over dem og elskede dens skønhed.
Den må funkle som stjernen,
sagde nornerne og de støbte hvert et lys og Gud ligeså.
Lyset satte de i kransen.
Et lys for hver af jordens fire vinterfødte.
Og Gud kaldte det lille menneskebarn til sig
og af glimtet i barnets øje sprang en flammen på hvert lys.
De funklede og varmede så stærkt at jorden troede det måtte være vår.
Mennesker gik ud under himmelen og kikkede på den stjerne der var kommet på himmelen og sagde til hverandre.
Den stjerne varslede om vårens komme.
Mærk den milde brise,
Se frosten trække sin fingre baglæns.
Se havet bryde sine flager.
Våren kommer.
De fire vinterbørn lo ad menneskene og sagde til hinanden.
Mennesket tror det er vår.
Så stærkt funkler og varmer vores lys og vores stjerne.
For altid skal den stjerne minde om våren.
Minde om nyt liv
Og for altid skal mennesket lære at binde en krans og sætte lys i den.
Tænde lyset med gnisten fra glæden i øjet på et andet menneske.
Et lys for hver af os fire skal de tænde.
For vi har givet mennesket skønhed, farve, ord, liv og skæbne.
Og mennesket lærte at binde kranse, når vinteren kom og bankede på årets port.
De lærte at støbe lys og at tænde dem med gnisten fra andres øjne.
Mennesket var lykkeligt.
Og det lille menneskebarn blandt dem der var uden livstråd levede på jorden
og spredte glæde hvor end det gik.
Barnet fik mange navne.
Nornerne kaldte ham skjold,
Gud kaldte ham Jesus
og menneskene kaldte ham kærlighed.
Hvert år når vinteren kom dansende,
smilede kærligheden og ville varme mennesket ved dets hjerte.
Og mennesket elskede vinteren,
for netop hvor vinteren knugede dem,
knugede kærligheden endnu stærkere.
Vinteren vidnede om mildhed.
Ordet skaber hvad det nævner 