Der blev liv

Det var kærlighedens gemte
næsten skjulte, nærved glemte
viden om hvad livet kan
uden forskning og forstand

I forstand og tænkte måder
mistes kærlighedens gåder
kun hvor hjertet vandrer frit
skabes vej mod dit og mit

Det blev vår hvor vinter knuer
der kom ånd hvor mørket truer
der blev liv hvor døden lå
der kom lys hvor øjet så

Mellem dem der elsker mildt
ånder våren, længes vildt
luft og vinde, vilje, vej
drøm af dag i dig og mig

Vi blev fri da ånden bandt
fri hvor kærligheden vandt
uden grund og rettesnore
i det sjældne blir vi store

Stilhed svandt og ordet bliver
det der kærlighed opliver
jeg er din, var det du sagde
VI er lyden ladt tilbage

//Astrid Søe 2013
#Valentinsdag

Du falder

Skæbne for det stille land
Vind og tågetunge
Lyst og længsels tidevand
Frostens hvide unge

Født i knugekulde lys
Skærmet af en vinge
Hudens eget kuldegys
Skæbnen kan betvinge

Der er rejst en sten for fred
På en jord der kalder
Tyst er evighedens bred
Lev førend du falder

//Astrid Søe 2013

Hvem har tisset på min sukkermad?

Der er nogen der har taget
det jeg troede på i går
der er nogen der har vadet
rundt og grånet i mit hår
der er nogen der har tisset på min gode sukkermad
jeg gik ellers rundt og var så tossetro og mega glad

der er nogen folk der siger
vores land det er kaput
brudte veje, hul i diger
løfter lugter mest af prut
men når jeg går tur på molen med min lille hund i snor
tænker jeg at der må være hvad der skal til mig og mor

jeg ka købe mig en kage
malet helt af Dybøl til
og jeg tror at den vil smage
som nu krisekage vil
jeg kan løbe hen af vejen, falde ned og slå mit knæ
glædes hvis jeg ikke falder i flaghængt hundebæ

Jeg kan gå i biografen
hvis jeg mangler håb og mod
se med gys på aktiegrafen
wallstreet flyder jo med blod
så jeg tror jeg tar billetten til et varmt og svedigt sted
og jeg tror jeg tar min hund og gamle gode moar med

det jo det med livets glæde
den skal nydes mens vi kan
det har altid været sådan
jeg ku nyde i mit land
men nu går jeg rundt og tænker om der er et bedre sted
man kan stege frikadeller, sovs, kartofler man ka æd!

Hvis jeg står på Mols og skuer
med mit store klodesyn,
ser jeg skyerne der truer,
over landet over byen,
men alligevel er lysten mod mit folk og deres mod,
noget indfødt der gir ilt til både tålmod og til blod.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Fri

Fri er den der bærer selv
Livet, verdens arv og gæld
Fri er den der strækker sig
For at følge dig på vej
Fri er du der knuger hårdt
Den der tabte og gik bort
Fri er du der åbner op
Vinden, tanke, sind og krop
Fri er den der råder stolt
Der hvor alting bliver koldt
Fri er du i friheds tro
Livets eget stille ro

//Astrid Søe 2013

At bryde isen

At byde trods og bryde ud
Hvor verdenskanten ender
At lyse liv og dag i kuld
I håndtryk mellem hænder

Et menneske imødegåes
Af stærke ord og viden
Hvor ingen sættes i en bås
Optøes dit sind med tiden

Hvor isen tør af kærlighed
Polarnats stjerner drysse
I sprog og ånd der varer ved
Må hjertesproget kysse

At bryde isen indefra
Og bære ret og nåde
At dele er at være klar
I ødemark af gåde

Forbind forstandigheden vej
Og værn de nye tider
For viden er en indre leg
På bogens blanke sider

At vælge til et liv i lyd
En stemme der fortætter
Så stærk og klar en sjælden dyd
Oplys de mørke nætter

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

# Tilegnet formidlere ❤

Krisen er skredet…

Jeg ser i avisen
at nu skrider krisen
og aktien går op
over grafernes top
og bankmanden ler
og låner til fler
fru hansen får fregner
revisoren regner
bageren bager en kage med skum
men hvad nu med dem der endte i slum?

Jeg ser i avisen
at nu slagtes grisen
forbruget skal hæves
og skatten skal tæves
for tænder de koster
og nyren til moster
og skole og park
tourist og monark
og nogen er sure på røde og blå
du redte selv sengen, det må du forstå!

//Astrid Søe 2013

Oh Danmark…


Melodi: Vort modersmål er dejligt

Oh dummerhoved danmark, du lille pose jord,
kan du da ikke se at man må så, førend det gror?
At frihed ej er hellig, men kom med renter på,
for frihed fostrer frihed, og tryghed til at tro.

Hvad glemte du derude, mens du var udenlands,
og leget med de store der byder op til dans?
Du hjemkom uden trusser og hjerteslag i bryst,
og selvom mange piver, så er der ingen trøst!

Nu fryser du om røven og går på tilbudsjagt,
du mobber og du river, jeg sir’ dig det blir’ sagt!
så på med mamelukken og vanten om din hånd,
på røven er man hvis man ikke vedgår arv og ånd.

Jeg husker dig som lille, en skøn og vilter sag,
dig vil jeg altid elske og ære hver en dag,
nu går du rundt og blotter, din sjæl og sølle skød,
hvorfra i fordumstiden så meget frihed flød.

Ihukom hvad vi ville – og vil og tror og kan,
vi er trods alt et stormombrust og ganske lyk’ligt land,
stå fast og værn din vilje til tillid og forstand,
og har du tabt forstanden, så spør dog menigmand!

Det mig der står herude og banker på din port,
og hejser flag i haven og i en hundelort,
det mig der gav dig livet og værnet om din ret,
hvor vover du at sige, du nu er blevet træt.

Stå op din dorske frøken, til lands, til vands, til bud,
tag på din brudekjole, dit allerbedste skrud,
Vi vil dig gamle danmark, gå ud og byd dig til
jeg siger JA for fanden og Gud om hvem der vil.

Det nytter ikke meget, du knalder udenom,
min indførsret er det at gi dig liv og være gom,
vi bygger op fra grunden, hvad krisen åd af sten,
i kærlighed så skaber vi sgu nok en lille en!

//Astrid Søe 2013 #I al kærlighed – Basta!
www.livsoplevelse.dk

November testamente

November går og drysser med stjerneskud og løv,
Mens årets gamle ben, de råber “vent dog, tøv”,
Med tøflerne på nakken og frakken omvendt på,
Der tøffer jo november med gigt i knæ og tå,
Før året går i graven og sidste dag er brudt,
November går og indfrier, alt hvad den har fortrudt,
Novemberkistebunden er fyldt med drøm og liv,
Med fjerpen ryster hånden, et testamente skriv,
“Til jer der blir tilbage når året løber ud,
Husk det var mig der gemte, på årets nye skud,
Husk løvets gyldne tæppe, der dækket græs og jord,
Igen i vårens komme, skal barsle og bli mor,
Jeg lagde kim til livet, i vuggen mens jeg sang,
En vinter hvile rolig mild novembervuggesang,
Og når du står en morgen i februar og ser,
En vintergæk, så ved du det er mig der mod dig ler”,
November tabte pennen og lagde sig til ro,
Og nynnet blidt for livet, en spire der sku gro,
November går og drysser med løv og stjerneskud,
November ender aldrig, den bærer jordens skud.

//Astrid Søe 2012

SAUDADE

Jeg satte mig ned og blev et med et ord,
Der sad jeg så ganske forstenet,
For ordet er et der rører og gror,
Og skærer sig helt ind til benet.

Jeg søgte og ledte,og grænsket hver lyd,
Når ordet det lå på min tunge,
Og fandt i hver tone en umildbar fryd,
Båret på luft fra min lunge.

Jeg springer fra stolen mod livet påny,
Med ordet i tanke og tale,
Og natten er gået og dagen den gry,
Mens naboens hane den gale.

Vi rejser os ikke fra mørke til lys,
Vi driver i døgn gennem året,
Hvor troen og håbet og modet fornys,
Mens livet det gråner i håret.

Jeg fandt mig et ord, som mange før mig,
Jeg fandt mig en tone det trækker,
For kærligheden er iogforseg
Saudade – hvor altet det rækker.

//Astrid Søe 2012

Tid til tiden

 

Der er så meget vi skal nå,
Vi jager og vi løber,
Trods det vi ved vi går i stå,
Hvis travlhed livet støber.
Så sæt dig ned en stille stund,
Og læn dig helt tilbage,
Og tag et “midt-på-dagen” blund,
Og kom så stærk tilbage.
For hvis vi iler livet ud,
Foruden hvilepauser,
Og uret altid står for skud,
Kalenderen forbavser.
En dag er livet løbet ud,
Som lysene i stagen,
Så husk det oversete bud:
Ihukom hviledagen!
//Astrid Søe 2012 #Travlhed