November går og drysser med stjerneskud og løv,
Mens årets gamle ben, de råber “vent dog, tøv”,
Med tøflerne på nakken og frakken omvendt på,
Der tøffer jo november med gigt i knæ og tå,
Før året går i graven og sidste dag er brudt,
November går og indfrier, alt hvad den har fortrudt,
Novemberkistebunden er fyldt med drøm og liv,
Med fjerpen ryster hånden, et testamente skriv,
“Til jer der blir tilbage når året løber ud,
Husk det var mig der gemte, på årets nye skud,
Husk løvets gyldne tæppe, der dækket græs og jord,
Igen i vårens komme, skal barsle og bli mor,
Jeg lagde kim til livet, i vuggen mens jeg sang,
En vinter hvile rolig mild novembervuggesang,
Og når du står en morgen i februar og ser,
En vintergæk, så ved du det er mig der mod dig ler”,
November tabte pennen og lagde sig til ro,
Og nynnet blidt for livet, en spire der sku gro,
November går og drysser med løv og stjerneskud,
November ender aldrig, den bærer jordens skud.

//Astrid Søe 2012

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s