Valgmulighedspræsten.
Huskeord for valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, død 5. september 2012.
I Sdr. Nærå Valgmenighed sagde vi i juni 2012 farvel til vores præst. Et embede der har det særkende at præsten kan fyres af menigheden, som det er skik og brug i valgmenigheder. Præsten er ansat på menneske vilkår, for det er dog blot et menneske der forkynder, fortætter og fortæller den mulighed som kirken kan bære eller briste med og er ordene ringe er menigheden ude med riven.
Efter 32 år sagde Claus selvvalgt farvel til menigheden for at gå på pension. Tre måneder fik du og din elskede familie, før du døde pludseligt.
Claus Kaas Johansen var og er svær at slippe og svær at komme forbi, både teologisk, menneskeligt og korporligt. Der var noget dragende mildt og samtidig overrumplende over hans møde med livet og måden han mødte sine medmennesker på. I præstegården var dørene på Benny Andersensk vis taget af og stod åbne nat og dag, og det strømmede ind, med folk, plejebørn, sjælesorg, tvivl og tro, litteraturkredsen, friskolefolk, frisind og frimodighed.
Tro betyder tillid.
Teologen og præsten Claus var menneske først. Den grundtviske mundtlighed og formidling var grundstenen i Sdr. Nærå og i de kirkelige handlinger. Claus kunne ikke ”forestå” en begravelse, et bryllup, en gudstjeneste, det var umuligt – han kunne derimod være medlevende tilstede og ”forstå” det med liv og legeme. Forstå begravelsens væsen, synge sjælen til dørs og møde sorgen med hjerte. Han kunne forstå at vie mennesker med myndig mund og den vedvarende viden, at kærligheden er størst af alt. Han kunne byde ind i dåben med forstand. Konfirmanterne blev mødt med barnetro og voksentvivl. Teo-logik for tumlinger der på alle måder imødekommer den moderne søgen og alsidighed. Claus var for mange mennesker det skift hvor tro bliver tillid, hvor forståelse bliver liv.
Fræk som en slagterhund og en humor der kunne spide enhver –hvorfor? Fordi det sætter fri at grine med og ikke mod hinanden. Sådan mødte man Claus, et Kinderæg der rummede hele tre ting: Tro, håb og kærlighed.
Claus er rundt om i landet blevet præsenteret som valgmulighedspræst og ikke valgmenighedspræst. En sjælden gradbøjning der kun er få forundt. Det er et særegent frisind der giver en sådan titel, at livet er til for at bruges og at vi i fælles valg bliver mindet om at vi er hinanden mulighed.
Claus var foruden præst også eventyrfortæller og foredragsholder. Vi havde på Lønne Højskole den glæde at have Claus som fast gæstefortæller og guitarklimper i over 20 år, hvor hans eventyrfortælling især kunne flytte fortællerkunsten over hegnet til naboen. Søren Kierkegaard og Luther gik hånd i hånd med bakkesangerinderne når Claus holdt for. Det nære ubrydelige bånd er en ristet rune der vil bestå i fælles mindesteder.
Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar.
Da jeg undervejs mod voksenlivet første gang mødte Claus i “Surmule med mælk på” alderen, var teologi en by i Rusland. Siden forstod jeg at “byen” ligger i Sdr. Nærå.
Det krævede dengang en ”Blålys” fra det lokale bryggeri, fastslog Claus og aften efter aften vandrede han og jeg om på kirkegården hvor han hastigt, inden vi gik, satte en gammel pladespiller i præstegårdens vindueskarm der spillede Rolling Stones for fuld udblæsning.
Der gik vi så i det dunkle blandt gravene og talte om de mennesker der lå under jorden, om det der var over jorden, det der blev, dem der troede, hvorfor og hvordan. Mest talte vi dog om den overdøvende røst af Rolling Stones, om musikken der gav krop til det uhåndgribelige. Og det blev sådan mellem venner, i provokationen, i udfordringen og trossigheden at det blev bydende nødvendigt at læse og forstå teolologi, for at forstå Rolling Stones og for, for mig, at forstå den gribende undren over Claus, ét menneske og teolog som kunne formå at forstå. For med Claus var det altid noget med at forstå. Ikke forklare, ikke konkretisere, ikke skære ud i pap, eller servere på et sølvfad, men give fri til at se på valgmulighederne og finde eget ståsted. Claus havde en Bjørnstjerne Bjørnsons tone, der driller og og ikke kan ejes.
Gravstenen der vil stå over Clauses grav vil rokke en smule, den vil ikke finde stenens storiske stille ro, den vil modsat altid kunne læne sig lidt til den ene side, lidt til den anden, som det menneske der hviler under den. Som det menneske der kunne læne sig mod livet og vide at det bar. At det holder – til det holdt op. Efter græsslåning og en stille smøg ved spisebordet og kroppen der gav efter og gik bort. Sorrig og glæde kommer, i ånd, i sjæl, i kød.
Tak for dig.
Melodi: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Tekst: Astrid Søe. – Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012
Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler
Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.
At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.
Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.
Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00
http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn–Boernefoedselsdag-hos-Jesus
Ordet skaber hvad det nævner 