Og så var nogen der lukked en dør
Og slukket for tv og tuden
Og krøb under dynen i mørke og skjul
Gardinerne trukket for ruden
For ude i verden var livet på langs
Og sulten og krigen den brager
Det hjælp jo ingen at lukke en dør
Husk nu – det dig som det rager!
//Astrid Søe 2013
Fri er den der bærer selv
Livet, verdens arv og gæld
Fri er den der strækker sig
For at følge dig på vej
Fri er du der knuger hårdt
Den der tabte og gik bort
Fri er du der åbner op
Vinden, tanke, sind og krop
Fri er den der råder stolt
Der hvor alting bliver koldt
Fri er du i friheds tro
Livets eget stille ro
//Astrid Søe 2013
At byde trods og bryde ud
Hvor verdenskanten ender
At lyse liv og dag i kuld
I håndtryk mellem hænder
Et menneske imødegåes
Af stærke ord og viden
Hvor ingen sættes i en bås
Optøes dit sind med tiden
Hvor isen tør af kærlighed
Polarnats stjerner drysse
I sprog og ånd der varer ved
Må hjertesproget kysse
At bryde isen indefra
Og bære ret og nåde
At dele er at være klar
I ødemark af gåde
Forbind forstandigheden vej
Og værn de nye tider
For viden er en indre leg
På bogens blanke sider
At vælge til et liv i lyd
En stemme der fortætter
Så stærk og klar en sjælden dyd
Oplys de mørke nætter
//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk
# Tilegnet formidlere ❤
Jeg ser i avisen
at nu skrider krisen
og aktien går op
over grafernes top
og bankmanden ler
og låner til fler
fru hansen får fregner
revisoren regner
bageren bager en kage med skum
men hvad nu med dem der endte i slum?
Jeg ser i avisen
at nu slagtes grisen
forbruget skal hæves
og skatten skal tæves
for tænder de koster
og nyren til moster
og skole og park
tourist og monark
og nogen er sure på røde og blå
du redte selv sengen, det må du forstå!
//Astrid Søe 2013
Nu fryser du om røven og går på tilbudsjagt,
du mobber og du river, jeg sir’ dig det blir’ sagt!
så på med mamelukken og vanten om din hånd,
på røven er man hvis man ikke vedgår arv og ånd.
Jeg husker dig som lille, en skøn og vilter sag,
dig vil jeg altid elske og ære hver en dag,
nu går du rundt og blotter, din sjæl og sølle skød,
hvorfra i fordumstiden så meget frihed flød.
Ihukom hvad vi ville – og vil og tror og kan,
vi er trods alt et stormombrust og ganske lyk’ligt land,
stå fast og værn din vilje til tillid og forstand,
og har du tabt forstanden, så spør dog menigmand!
Det mig der står herude og banker på din port,
og hejser flag i haven og i en hundelort,
det mig der gav dig livet og værnet om din ret,
hvor vover du at sige, du nu er blevet træt.
Stå op din dorske frøken, til lands, til vands, til bud,
tag på din brudekjole, dit allerbedste skrud,
Vi vil dig gamle danmark, gå ud og byd dig til
jeg siger JA for fanden og Gud om hvem der vil.
Det nytter ikke meget, du knalder udenom,
min indførsret er det at gi dig liv og være gom,
vi bygger op fra grunden, hvad krisen åd af sten,
i kærlighed så skaber vi sgu nok en lille en!
//Astrid Søe 2013 #I al kærlighed – Basta!
Når frosten tvinger, dagen gryr,
med liv i himmelsale,
da tågevinger alt fornyr,
og himlens engel tale.
Fra roden løber livets vand,
I årer gennem stammen,
og mimers brønd blir klar og sand,
mod fenrisulvens glammen.
Da gjalder Heimdals horn og håb,
i kor med englestemmer,
i vinterfrost er dagens dåb,
opstå, hvad hver fornemmer.
I træets krone gemt og glemt,
forladt, en lærkerede,
Hvor håbets strofe indeklemt,
nu føniks vinger brede,
Hvor sneen faldt og modet steg,
den strenge kulde sendte,
en kærlighed, så frosten veg,
Og juleglæden tændte.
//Astrid Søe 2012 – www.livsoplevelse.dk
Komponist: Johnny Marks – Kender I den om Rudolf?
Tekst: Astrid Søe 2012
Der er klovne i lovene,
debat ud i tov’ne.
Elbæk der går væk
kultur der for kæk!
Kærlighed og krig,
sæt for fa’en da kunsten fri!:
Er man kultur minister,
gir det altid hovedbrud.
hjertet får brug for klister,
dag og nat man står for skud.
Kunst er at ballancere
mellem kant og kyndigt råd
kunsten har fældet flere,
der har gjort umage dåd!
Men en kold decembernat
vor minister skreg:
“Jeg kan ikke finde vej,
embedsmænd, kom og lys for mig!”
Men da var håber slukket
Marianne stod i kø!
håndtasken den er lukket!
frosten endt, med frøken tø!
November går og drysser med stjerneskud og løv,
Mens årets gamle ben, de råber “vent dog, tøv”,
Med tøflerne på nakken og frakken omvendt på,
Der tøffer jo november med gigt i knæ og tå,
Før året går i graven og sidste dag er brudt,
November går og indfrier, alt hvad den har fortrudt,
Novemberkistebunden er fyldt med drøm og liv,
Med fjerpen ryster hånden, et testamente skriv,
“Til jer der blir tilbage når året løber ud,
Husk det var mig der gemte, på årets nye skud,
Husk løvets gyldne tæppe, der dækket græs og jord,
Igen i vårens komme, skal barsle og bli mor,
Jeg lagde kim til livet, i vuggen mens jeg sang,
En vinter hvile rolig mild novembervuggesang,
Og når du står en morgen i februar og ser,
En vintergæk, så ved du det er mig der mod dig ler”,
November tabte pennen og lagde sig til ro,
Og nynnet blidt for livet, en spire der sku gro,
November går og drysser med løv og stjerneskud,
November ender aldrig, den bærer jordens skud.
//Astrid Søe 2012
Jeg satte mig ned og blev et med et ord,
Der sad jeg så ganske forstenet,
For ordet er et der rører og gror,
Og skærer sig helt ind til benet.
Jeg søgte og ledte,og grænsket hver lyd,
Når ordet det lå på min tunge,
Og fandt i hver tone en umildbar fryd,
Båret på luft fra min lunge.
Jeg springer fra stolen mod livet påny,
Med ordet i tanke og tale,
Og natten er gået og dagen den gry,
Mens naboens hane den gale.
Vi rejser os ikke fra mørke til lys,
Vi driver i døgn gennem året,
Hvor troen og håbet og modet fornys,
Mens livet det gråner i håret.
Jeg fandt mig et ord, som mange før mig,
Jeg fandt mig en tone det trækker,
For kærligheden er iogforseg
Saudade – hvor altet det rækker.
//Astrid Søe 2012
Ordet skaber hvad det nævner 