En smoothie med Kierkegaard

Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.

De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.

Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.

“Gift dig”, siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
– “men du vil fortryde det”
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
– “gift dig ikke”
– du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol

SØREN K – TIL AT FORSTÅ for de rå (udgivelse børnebog)



SØREN K – TIL AT FORSTÅ (FOR DE RÅ) 
Søren Kierkegaard fortalt børn.

Kan bestilles i din lokale boghandel, på biblioteket, på nettet og ganske snart hos Mor’s menageri på www.livsoplevelse.dk

Også undervejs som e-bog (e står for eksistentiel)

http://www.gucca.dk/soeren-k-til-at-forstaa-for-de-smaa-bog-p249584

Fra bagsiden:

“Jeg taler helst med børn; thi om dem tør man dog håbe, at de kan blive fornuft-væsner; men de, der er blevet det! Herre Jemini!” 

Søren Aabye Kierkegaard. Enten ? Eller 1843. 
Voksne de klør sig i håret og sir, Hvad skriver mon manden på dette papir, Hvad mener han nu, med dette og hint, Jeg fatter det ikke? Det sku være fint. Mange har prøvet at fatte hans ord, Men det er sgu svært når man er helt stor, Klogskaben den har de korteste ben, Du fatter det nok, du er sådan en! Fortælling om ham Søren Kierkegaard, Forbandelse, bøger og vestjyske får, Om latterlighed og at tabe sig selv, Men så samle op med lidt mod og lidt held, Om livet og tomhed og tanker især, Det handler om dig, for du er det værd. 
Astrid Søe 2013 
Forfatterforedrag og fortællinger for børn om Søren Kierkegaard kan bestilles på: http://www.astridsoe.dk 
Ordet skaber hvad det nævner

Søren Kierkegaard for børn uge 45 i Odder


Voksne de klør sig i håret og sir,
Hvad skriver mon manden på dette papir,
Hvad mener han nu, med dette og hint,
Jeg fatter det ikke? Det sku være fint.
Mange har prøvet at fatte hans ord,
Men det er sgu svært når man er helt stor,
Klogskaben den har de korteste ben,
Du fatter det nok, du er sådan en!
Fortælling om han Søren Kierkegaard,
Forbandelse, bøger og vestjyske får,
Om latterlighed og at tabe sig selv,
Men så samle op med lidt mod og lidt held,
Om livet og tomhed og tanker især,

Det handler om dig, for du er det værd.

Fortællinger for børn i Odder Kommune.
4-8 november 2013

Søren sammenkogt! Kierkegaard

At vove at tabe det sikre og kendte
Er ikke at miste sig selv og sit værd
Det er blot at gribe og ikke at vente
På øjeblikket hvor livet er nær

For storhed er ikke at være til skue
At lade som om man er dette og hint
For jeg’et kan først, i sandhed udruge
Et nærvær når sjælen har været forpint

Thi glæden er netop at være tilstede
At turde at træde i fuld karakter
At vælge sig selv er inderlig glæde
Først da spirer liljen og fuglen den ler

At vælge ideen for livet og vejen
For hvilken man både vil leve og dø
Er svært, man fortabtes og bliver forlegen
For livet må aldrig vente i kø

Og da må man åbne den dør der går udad
Mod livet og lykken og ud i det blå
Og tage hos andre med sjælen et karbad
Og se sig tilbage når døden vi nå

Forventningens glæde er altid den største
Du længes mod livet og dettes ide
Den sidste vil altid være den første
I tanken om hvad der nu kunne ske

Så gift dig, lad være, for hvad end du vælger
Fortryder du begge mens livet det går
Et valg kræver fravalg hvor sjælen du sælger
Så stå ej i stampe, bid livet i lår

Der vil være dage jeg ingenting gider
Mens andre de løber i travlhed og hast
Og da vil man fødes mens maren den ridder
Og gribe om dagen og atter stå fast

At realisere, at springe fra klippen
At mærke et liv uden sikkerhedsnet
At være fortvivlet og ude af flippen
Og lige før døden, så give et spjæt

At være i livet så vågen i tanken
At stikordet høres når glæden er nær
At løfte sin kuffert nænsomt i hanken
Og medbringe kærlighedstroen især

At vælge sig selv er det svære i livet
At stå ved den skæbne man valgte i fjord
I tro, håb og kærlighed alting er givet
Når tiden er inde jeg opstår af ord

//Astrid Søe – 5. Maj 2013 – Søren Aabye Kierkegaards 200 års fødselsdag

Tillykke til livet, til frihed og fromme,
Dit ord og din tanke er langtfra omme!

Søren Kierkegaard – vers til glæden

Hvad er glæde, hvad er glad?
Spør den gamle Kierkegaard
Svaret er et sjælebad
Som hin enkelte forstår

Glæde er at komme nær
Helt, i sandhed, være
Vælge til hvad der er værd
Men det er det svære

Ak – hvordan er jeg nu jeg?
Hvordan blev du noget?
Ved at vælge egen vej
Som kun du har gået

Men hvorledes findes den?
Gps’en svigter
Angsten træder til som ven
Dødens gab forpligter

Revet ud ad dødens garn
Lev som bare fanden
Langsomheden er for skarn
Livskraften opstanden

Lykkens dør går ud og op
Livet mødt i nuet
Men forstås af “før” og Stop
Af, hvor du blev truet.

Liv er løn og liv er tab
Angst og tillid vandrer
I fornuftigt fælleskab
Glæde alt forandrer

//Astrid Søe 2013
#Søren Kierkegaard omfumlet til hverdagsdansk

Søren Kierkegaard, eksistensfilosofi på højskoledansk

Til Søren Aabye Kierkegaard
200 årets fejring.

Tekst: Astrid Søe, 2013
Melodi: Niels W. Gade, 1851, Grøn er vårens hæk

 (Spidsborgeren)
Liv med rettesnor,
Vanen i os bor,
Selvet skal vi ikke gå og søge!
Jorden den er flad,
Konen hun er glad,
Konformitet ud under de danske bøge!

Sådan gør vi tit,
alt er sort og hvidt,
man må altid gøre som man plejer!
skæg og snot for seg!
gå den lige vej!
livet er ikke noget vi bare leger!

(æstetikeren)
Selvet som beset,
Hvad er hændt og sket?
Livet det er fyldt med valg og veje.
Lotto, lommeuld,
Flasken den er fuld,
Livet det må på vægten sig lade veje.

Jeg vil eje mer,
Eje alt jeg ser,
Livet det skal fyldes til det springer,
Fest og faldera,
Jeg er altid klar,
Kaster mig ud i livet og det, det bringer.

(Ironikeren)
AK, det er for let,
Sikkerhedens net,
I kan alle stå på lige rækker.
herrer der gør kur,
lemminge kultur,
Øve i takt og tone mens theen trækker

Fest sku der jo til,
Se mig, – rænkespil!
Skuespil og latter gennem gaden,
Kækt at gøre nar,
Se hvor dum jeg var,
Levet et liv så ganske i overfladen

(Etikeren)
Stå og vær og vid,
Elsk kun hver en bid,
Livet det er nært og tæt på tanken,
Jeg står ved mig selv –
Men alligevel,
Er der en angst dybt inde i hjertets banken.

Fyldte jeg min dag?
Stred jeg for min sag?
Har jeg givet nok og kan jeg skylde?
Jeg blir hul og tom,
Hvad er livets dom?
Hvor kan jeg søge mer for at finde fylde?

(Det religiøse Stadie)
Gud, du gav dit kød,
Syndefald og død,
Ragte os din ånd med tillidshænder.
Korsets kraft og kald,
Hjertets rette valg,
Ind i et paradis når livet ender.

Kend dit eget DU,
Lev i dette NU,
Vær i sjæl den sande ånd og ære,
Gå i livet IND,
Bed og elsk og FIND,
Så er din byrde ej så tung at bære.

Livets låge


Der er rustne gitterlåger
der blir glemt og vokser til
som en sjæl der intet vover
selv når livet alting vil

Der er hængsler slidt og satte
der har knirket sidste gang
åben lågen mens du kan det
og bryd ud i ord og sang

Livets låge åbner udad
mod en verden fuld af flor
et frimodigt sjælekarbad
du blir til, hvor der er ord

//Astrid Søe – 2012
melodi: egetræet tungt af alder

Nu også i uddrag som DIGT-I-TAL: https://soundcloud.com/mors-menageri/livets-l-ge

Kærlighed ved første Higgs

Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs  – partiklet der skulle være grundlaget for alt.

Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?

I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.

og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.

Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?

Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.

I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere – liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.

I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.

Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.

Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel – et grundlag for det største af alt.

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!

//Astrid Søe 2012 – med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings

http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/

Godmorgen, godmiddag, godaften

Melodi: Carsten Johs. Mørch – melodi til: Godmorgen lille land
Tekst: Astrid Søe, 14. marts 2012

Godmorgen, tabu land!
Et land med tys, og var din mund,
hos kvinde og hos mand,
vi vågner til en tavshed,
med tanker dybt gemt væk,
bag hver et hegn, ligusterhæk.

Godmiddag, tag dit ord,
og giv det ærlighed og vid
så kærligheden gror
og sprænger det der deler,
du tøver før du tør
så har du lukket lykkens dør.

Goddag, og giv nu op!
Spring ud foruden mål og med
føl efter i din krop,
og tab fornuft og tanke;
vi vokser når vi tror,
vi bliver mødt i vores ord.

Godaften, stolte folk!
Et danmark hvor vi ytrer os
og friheden er tolk
et helt fanatisk frisind.
I hver en krinkelkrog
kender vi landets grundlovsbog.

Godnat, mit frie sind!
tag drømmen med i dagens håb
byd fremmede derind
og kys med åbne munde
en tone af mit land
en frihedsfabel af forstand

Sangen har jeg skrevet til vores smukke ønske om et Danmark af ytringsfrihed, frihed, lykke og fælleskab. Undervejs er der hentet tankebilleder fra Filosoffen Søren Kierkegaard og hans tro på det ord der giver mennesket grosted og sætter fri.

(((Melodien er skrevet til åbningen af storebæltsbroen. sangen hed: ‘Godmorgen, lille land’ blev Vindersangen i konkurrencen om en åbningssang. Poul Dissing fremførte sangen for dronningen og hele Danmark på åbningsdagen.)))

Mor – hvad vil mennesket?

Astrids dagbog 9. november 2004
Mor, hvad vil mennesket?

 
Det er tirsdag.
Det er morgen.
Det er så meget morgen at end ikke den mindste af børnene er kravlet glad op på min hovedpude for at kilde mig i øret.
Fra min søvnige halvdrømmende plads under dynen når ordene frem til mig.
Mor, hvad vil mennesket?
Det er min store dreng der spørger.
Det er tirsdag, han er lige blevet fire år for få dage siden.
Mor, hvad vil mennesket?

Først kunne man fristes til at svare at mennesket vil sove, for det er tirsdag og tidlig morgen.
Mor har arbejdet det meste af natten på en tekst der ville indvikle livet mere end den ville udvikle det.
Til sidst blev teksten træt og gik under.
Det er kun få timer siden.
Men det er vel dybest set ikke hvad mennesket vil, før den dag hvor selve døden trætter det.
Det vil da ikke bare sove, en tirsdag, med ordene hængende over dynens dampende morgengrøde.
Jeg famler mig gennem søvn og natte-ammeri ud på den lyse vågne side af denne tirsdag.
Fortumlet klinger ordene; mor, hvad vil mennesket.
Jeg ved hvor de kommer fra.
Ikke mennesket, men ordene.
De kommer fra den 180 siders bog vi alle tre sammen tyggede os vej gennem en hel aften i går, Afrikas savanne.
De vilde dyr.
Godt muggent køb i Lønborg genbrug, der altid har tid til at hjælpe en enlig mor ud med genbrugsindkøbene.
Og tid til at prutte om prisen på det gamle Ringkøbing-orgel, de endnu har stående ved indgangen, men som i smug står hjemme hos os i tankerne.
Godt mine kære små.
Se her er alle de vilde dyr.
Sådan bor de når de ikke er i Zoologisk have.
Er de vilde hele tiden mor?
De er såmænd ikke særligt vilde, men bare mere de frie dyr.
De er ikke i bur, og så kalder man det for vilde dyr.
Så har de fri? Ja, det kan man godt sige.
De har jo ikke et arbejde de er bare gode til hvert sit.
Hvad vil de, mor?
Jo altså. Jeg læner mig tilbage i sofaen, for det er ikke en bog man bare bladrer rundt i, men en bog der behageligt sætter sig i rygmuskulaturen og tvinger den i magelige folder. En bog der trods dens ringe pris af 5,- kr. vil læses og udfrittes billede for billede, tekst for tekst og side for side.
Hvad vil de, de dyr i bogen?
Side et. Antiloper er gode til at løbe rigtigt hurtigt.
Aber er gode til at kravle i træer, løver er gode til at jage, de er tit meget sultne og har brug for meget at spise.
Mange mange sider efter har vi fundet ud af hvad hvert dyr er gode til og hvad de vil. Min ældste dreng konstaterer tilfreds at de frie dyr slet ikke er så vilde igen og at de vil mange af de samme ting.
Æde, drikke, løbe, jage, sove.
Godnat mandag.

Men det er tirsdag og hvad vil mennesket?
Kunne han da bare have sagt, hvad vil mennesker, det er ligesom mere tilforladeligt, men selve mennesket! ?
Den sammensatte kæmpeklump af umættelig tvivl, råderum, tro, gener, grønhed, forfald, kamp og skønhed.
Jeg klarede hundredemeterløbet for umættelige spørgelystne videnskabsbørn i sidste uge.
Mor, hvor lang når lyden ud når man råber, og når den helt forbi månen og længere ud og forsvinder den aldrig?
Og hvorfor vælger alle buske og træer at have grønne blade når de kan vælge mellem så mange farver, hva’ mor?
Men hvad vil mennesket?

Grundtvig lagde tærtebunden til livets dessert med ordene: menneske først, kristen så. Menneskeligt nærvær først.
Nærvær på Kirkegaards måde.
Hvad er glæde og det at være glad,
det er i sandhed at være sig selv nærværende.
Tirsdagsnærvær.
At være glad er at være sig selv nær og i nærhed med sine nærmeste.
Glæde betyder skinnende lys.
Lyset er denne morgen endnu ikke stået op, men glæden er oplysning nok i nærvær med næsten.
Jo, vel vil mennesket sove, men det vil hellere være vågent.
Være værd.
Jo, vel vil mennesket ånde, men hellere være fyldt med ånd.
Jo, vel vil mennesket synge, men hellere være en sang.
En sjælfuld melodi på livets tonestige.
Og jo, vel er der godt og ondt.
Forjættede barndom, hvor småfolket endnu kunne fattes mennesket som godt.
Men alt for hurtigt ved selv barnet, at ondskab og grusomhed også er menneskets natur.
Den næve der hos digteren Jens Rosendahl er så varm og god kan samtidig knyttes til kamp.
Kamp må der til skal livet gro,
synger jeg hver aften for mine to børn.
Alle seks vers af, Jeg elsker den brogede verden.
Det til trods kan den lille, som aller første melodi nynne Gøg og Gokkes kendingsmelodi.
Gangarten ligner såmænd også mere Gokkes end den i jeg elsker den brogede verdens omtalte gangart, nærmere dans: livets dans på roser.
En etårig danser ikke på roser, han spiser dem. Med det hele.
Men letheden hvormed det glider ned er hjemme i barnetroens.
Torne, stængler, rosenblade, morgendug, orme.
Det gumles sammen til et hele.
Til den klump velbehag kun blandinger er lavet af.
En mundfuld liv.

For så lille et menneske bekymrer sig ikke om hvad mennesket vil.
Det vil kun godt.
Men er man lige blevet fire år og har set at verden både er god og ond.
At menneskets rummelighed ikke altid er lig med hjerterum.
At det ydre rum ikke kun er rumpilotens arbejdsfelt,
men at også mennesket har et ydre og et indre rum.
At de rum ikke altid rummer det samme.
At vakle i sin barnetro når man er fire er nutidsvaklen.

Jeg selv er endnu i voksenlivet forfulgt af den barnlige glæde ved det gode menneske.
Jeg tror stadig på det og græder stadig barnligt når jeg gang på gang ser at jeg tager fejl.
Men jeg er også et andet tids barn.
Mine børn er nutidsbørn, der møder mennesket med deres verdensbillede.
Med filtreret fejhed.
Børnetime, børnebøger, børnehøjde, emmer af voksenverdenens angst for, at børn møder de forkerte mennesker, så ufortrødent fylder vi angst for mennesker på og spotter tillid som tåbernes glidebane. Voksenmenneskets erfaring af og med mennesket er ikke medmenneskelig.
Den er modmenneskelig.
Ikke det mod man bliver modig af, men det modsatte. Det modbydelige.
Når børnene lærer om mennesket af børnene selv, uden indblanding, er der medmenneskelighed.
Der er tillid, der er nødvendighed. Der er barnlig tro på det gode. For barnet kender kun det gode.
Det har dog overlevet fordi det netop nærede sig af det gode, af medmenneskelig omsorg.
Mennesket kan overhoved ikke overleve uden medmennesket.
Uden tillid, som vi sprogligt grovkornet kalder yngelpleje.
Men når up&go alderen nysgerrigt vil mere menneske, knalder vi låget på popkornene. Den som kommer allersidst skal i den sorte gryde.
Mor, hvad vil mennesket?
Dæmpe lyden af liv.
Som lugten af lort med kunstduft på spraydåser.

Lyden af liv er at være fire år og have fundet ud af at man sådan set, lidt henkastet i en sidebemærkning, laver det samme som Grundtvig,
jo mor, vi skriver jo begge to sange, ikke mor? Øh, jo det gør I vel.
Men Grundtvig findes jo ikke, kun på bånd. Han er jo død.
Ha’ ta den gamle svinger genlød det mellem ordene.
Jeg er levende og hvis alle de lagkager jeg skal have på mine fremtidige fødselsdage skulle stå inde i stuen, så kunne de slet ikke være der.
Det er liv, så det klasker.
Med alle de ophobede kager er der nok at tage fat på for mennesket,
selv nutidsmennesket der har Grundtvig på bånd.

Menneske først, men hvad vil mennesket? Bredspektret penicillin, bredbånd, brede eller smukkere mulighed.
Det mulige menneske.
Det åbner for det hele.
Vil mennesket mulighed frem for umulighed. Begrænsningen i tvivlen afsnapper så mange livslege.
Jeg klarer den ikke, det går aldrig, det går galt, det ender med fiasko. Tvivl.
Jeg klarer den, Det går nok, det kommer til at gå godt, det ender med glæde. Tro.
Mulighed skal ikke låses fast som allevejsvælger.
Mulighed er skjult og gemt i sindet, den undfangelsesglæde og barselsgave vi får og kun selv kan udfylde. Hvert menneske sin mulighed.
Og sin vej til at blive muligheden nærværende.

Jeg vil starte en bolchebutik.
Der skal ikke være hundeprutter, mågeklatter, store babser.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser” bolcher med navne som mulighed, nærvær, glæde, kærlighed, lykke, håb, lighed, tro, godhed, tillid, leg, skønhed.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.
For to kroner skønhed, tre kroner muligheder, en krones nærvær.
Tyg lidt på den.
Mor, Hvad vil mennesket.
Spise af den blandede pose bolcher. Langsomt gumle på håbet og lade friheden ligge længe på tungen til den efterlader et syrligt-sødt spor og knase nærværet så fast at det sætter sig i den tand jeg har brækket.
Måske bliver jeg så nærværende nok til at få bestilt tandlænge til at brokke den sammen til et hele igen.

Jeg kender et land, hvor håret ej gråner og tid har ej tand.
Jeg vil vel inderst inde anbefale mennesket mennesket.
Det sætter sig.
Og jeg vil anbefale mennesket det nye menneske.
Det menneske Ole Wivel maler i ord i digtet, der truer os i tiden. Og Wivel slutter digtet med ordene:
Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.
Hver dag minder mine afkom mig om mennesket.
Og hvad det vil.
Om nærværets mulighed.
Jo, jeg har som voksen færre og færre svar på hvad mennesket vil.
Og flere og flere spørgsmål.

De enkle svar jeg får kommer ikke fra filosofien, men fra melodien.
Dansen, gangarten, bolcherne, og tirsdags morgens umættelige mulighed.
Alt er igen uprøvet, men svaret det samme som i ethvert andet nærværsmenneske.
Ikke mit svar, men min fireåriges eget svar. Et svar der trods hans nutidsmenneskeform var et tillidssvar.
Det svar der kom med et splitsekunds tankemulighed efter hans spørgsmål.
Mor, hvad vil mennesket, – det tænker mest på kærlighed.
Tak mit menneskebarn for det svar, der allerede i spørgsmålet lå gemt i ordene.
At vælge det andet menneske som mulighed i ens eget søgeunivers.
At inddrage mennesket igen i det største. Hvad vil vi.
Og selv våge et svar.
Kærlighed.

Så rystende enkelt begyndte en tirsdag morgen for en dreng på fire.
For kærligheden er netop enkel, når den er nærværende.

Kærlighed er tillid i mennesket til mennesket.