Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Afsked på afstand

Tone: At lære er at ville

Afsked på afstand

Du elskede – du mærker
jeg er jo lige her
og alle himlens lærker
den tone til dig bær!
Jeg magter ej at savne 
din krop så tæt, dit værd
men hjertet må nu favne 
trods afstand står vi nær! 

Min kærlighed kan række
usynligt efter dig
og gennem sjælen trække
din krop helt ind til mig!
Jeg trykker dine hænder
jeg kysser på din kind
jeg er her til det ender
til lyset når dit sind!

I tanken må jeg tage
vor afsked, sidste kys
som alle andre dage
vi tænder fælles lys!
I afskeden med livet
der ånder ud og dør
samhørighed er givet
trods intet er som før!

Farvel, du farer ikke
vild på den sidste vej
i tanken ved din side
vi følges, du og jeg!
Vi fandt liv i hinanden
i venskab, kys og leg
mærkbart ind i forstanden
mærk mig, jeg er i dig!

Fornemmer mens du svinder
din hånd, i min, på trods –
af afstand, sjælen binder
så stærkt er vi ét os!
Gå til den anden side
gå over himmelens bro
for du og jeg vi vide
afstand forgår af tro!

Astrid Søe. 2020. Salme til afskeden hvor vi ikke må sige farvel til en døende, da vi som mennesker ikke under coronavirus epidemien ikke må være tætte, men skal holde afstand. Sjælesorg er også at fornemme at man kan være ganske nær en anden, i tanken, i sindet og vide at det menneske ved at man er tilstede, trods afstand.

Der er ingen.

Der er ingen ord så tomme at sproget går tabt
der er sindbilledeviden og kunst vi har rakt
der er former der taler og toner i takt
der er famlende frihed og det der blir sagt
et møde med skæbne, motiver og drift
i nedfældet skrift

Der er ingen ord så store at alt er fyldt ud
skønt vi elsker og opliver nysprogets skud
mens vi fylder et tomrum med overspringsånd
et tveægget sværd i en menneskehånd
og vokser i tale, der stryger dit hår
i mundbårnes vår

Der er ingen ord så åbne at afstand forgår
der er skygger der længes og fattige kår
der er munde der gisper og kalder på fred
der er intet forladt på tsunamiens bred
et blødt stykke rav og et kys fra en mund
på afgrundens bund

Der er ingen ord så smukke som det der er dig
der er intet fortalt der kan række for mig
og solen kan lyse og livet se på
og midt mellem ord kan man svimlen forstå
bag mørklagte øjnlåg og åndedrætsstop
er ordet en krop

Der er ingen ord så stærke at livet blir ved
men det sagte forbliver som bindende led
med flytbare floskler og bidende vid
hukommelsestråde blir vævet til tid
og selv når du ligger og bliver til jord
er livet dit ord

//Astrid Søe 2014

TRO VÆRDIG (Udgivelse bog)

Tro Værdig – Til Hverdagsbrug – Bog

Af Astrid Søe


Det 

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden
det er kærligheds-forstanden!

“Tro værdig” er en opsamling af løse vers, rim og digte til hverdagsbrug.
Ord der lander og læner sig mod tro, sorg, sjæl og sind.

Et mødested i mennesket og det vi virker mod og med.

Ord er til for at blive brugt os imellem, de er til grams, til grin, til gro, til gru, til brug og betydning.

Ord er en gave vi ikke kan bytte i butikken igen.

Ord koster, knuser, kranser og kærtegner.

Ordet er frit og det er dit og mit.

Køb den her:
http://www.gucca.dk/tro-vaerdig-til-hverdagsbrug-bog-p249482

November med måde

November køber nye sko
der holder kulden ude
med velcroluk og snørrebånd
og ekstra holdbar snude

November samler virusnys
og honningmælk på sengen
og kogevand af nældeblad
jeg samlede på engen

November tæller sine børn
et år af frugtbar væren
og smiler gennem tågedis
opstår i atmosfæren

November viser årets høst
af sorger og af glæde
og bringer nærværs største ord
du var dog helt til stede.

//Astrid Søe 2013 – november

At vælge til.

Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988
At vælge til, at vælge fra
i hastighed og dvale,
at vente og at være klar,
på bakkedrag og dale.
At skubbe rullestenen selv,
at låne og at stå i gæld –
Når hjertet alt bevæger.
At samle sten med huller i,
og mærke dem i lommen,
at ånde ude i det fri,
og være helt velkommen.
At stemple sjælens rejsepas,
med solens lys som et kompas –
Når hjertet alt bevæger.
At tiden kommer, tiden går,
foruden vej og måde,
at finde fred med det man når,
er livet egen gåde.
At slippe et kalenderblad,
og spise sidste måltid mad –
Når hjertet alt bevæger.
At stå ved ord og magt og ånd,
treenighed af tillid,
at tage barnet i sin hånd,
og være i sin nutid.
At tage overfrakken på,
at løbe eller bare bare gå –
Når hjertet alt bevæger.

//Astrid Søe 2013. Til udenvejrs gudstjeneste.

Melodien kan fiskes her:  http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw

At løbe mod.

Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988 
At løbe mod, at løbe fra,
at løbe ind mod muren,
at lykkes i det liv man har
og favne hele turen.
At flytte sig i eget liv,
på barnefod og gangstativ –
i åndedrag af livet.
Sæt foden frit, for dit og mit,
på gade, sti og veje,
for tiden går med store skridt
og ingen kan den eje.
I tillid får vi ejerskab,
en vej i dødens sorg og tab –
i åndedrag af livet.
At være spejl af tidens tand,
hvor horisonten buer,
i timeglas med livets sand,
en del af Altets nuer.
En bøn i skovens stille rum,
der bliver Ordets egen sum –
i åndedrag af livet.
I Gylling mølles vingefang,
berørt af vejr og vinden,
som flytter storme, sol og sang,
som kys på barnekinden.
En himmelstump der maler dig,
et dagligt brød der deler sig –
i åndedrag af livet.

//Astrid Søe 2013 – Salmer til udenvejrs gudstjeneste.

melodien kan fiskes her: http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw

Afsked før du dør.


 

Der imellem dag og uge,
Løstes ord og tillids sprog,
For kun vilje kan udruge,
Svære ord i livets bog.

Der er vrede, håb og afmagt
Når du går din nye vej
Der er ord jeg ikke har sagt
For du er jo her i mig

Der er viden vi forsager
Lukker ude, ønsker bort,
Indtil du og jeg opdager,
Livet er så smukt og kort.

Der er rejser der må tages,
Der er liv der går i stå
Venskab er når tillid dages
Nået er hvad vi sku nå.

//Astrid Søe 2013

Allehelgen

Stille gang mod allehelgen og en nat i dødes spor,
hvor jeg tænker på en afdød og opliver gennem ord.
Gennem stuen går en engel, Ingemanns med særlig glans,
og på himlens tonestige danses livets dødedans.
Ude regnen gennemvæder jorden til det frø der faldt,
det vil spire gennem livet, genopstå som livet salt.
At dit kød er blevet stille, at din grav har sten og navn,
er blot håndens sprog for det der er at evigt nænsomt savn.
Jeg kan lægge øret stille mod den jord du langsomt blev,
under kinden spirer græsset, med dit budskab; vær og lev.
I et spor af afdød lykke, går min sorg nu hånd i hånd,
med den kærlighed der vidner om at ord kan skabe ånd.
Allehelgens lyset flakker på en mørk novemberdag,
Ild af altet, – blusset brænder, livet gang i flere lag.

//Astrid Søe 2012 #Allehelgensnat