Et nu vi forstår

Melodi: Fortabt er jeg stadig (Højskolesangbogen) nr.486
Tekst: Astrid Søe, 29. oktober 2021 – Til Mogens dahl koncertsal

Et nu vi forstår
at strække sin lunge i det den formår
at kysse en tone der nynner af vår
så sangen forener og elskende får
en mættende bid
en tone af tid

En tone af tid
der vokser og bliver til et individ
en menneskekrop der kan længes og nå
og bygge en vej hvor vi alle kan gå
at være et bånd
i spor af din ånd

I spor af din ånd
der mildt mellem miskundhed rækker sin hånd
der løber fornuften og tvivlen tar skridt
og deler en tillid i dit og i mit
så bliver jeg fri
i den melodi

I den melodi
der ligger en lighed og dirrer deri
for alting befries hvor ordet har luft
hvor sang er at skabe en fælles fornuft
at samle en sag
der aldrig gør svag

Der aldrig gør svag
men støtter en bjælke, der holder et tag
– der letter i vinden, for tonerne bær
i dem kan du kende din ånd og dit værd
og så gør du glad
i sangen er fred

I sangen er fred
og ingen skal slås eller gøre fortræd
en kendt melodi med en node af mod
der viser mig hvor jeg skal sætte min fod
jeg ved at jeg vil
og så blir vi til

Og så blir vi til
hvor tonen kan bunde og svømme og vil
at dagen er enkel når du holder om
at ingen er efterladt ene og tom
i fælleskabskår
et nu vi forstår

Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.
Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.
At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.
     Der er i ord vi samler
et ukendt sprog om alt
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.
Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.
Melodi: Jeg ved en lærkerede

Fremmet

At vågne op, genfødt på ny
trods det at alt er genkendt
at være fremmet i sin by
når man har været udsendt

at mildne hvert et velkendt strøg
og genopdage egne
at spire som et forårsløg
og favne sine egne

at misforstå et sprog så spagt
at lytte, men ej høre
at se en grænse kalifat
som ingen vegne fører

at sprænge dør og mur og is
at kaste alt der tærer
at se at verden genbefries
i stort og i det nære

Veje

Der er arv af liv der er levet
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår

Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen

Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri

Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig

(kan synges på melodien “Barndommens gade”)

Skvadderkål – sang til debattonen i dansk politik

Vort muddersmål er hæsligt, skrev Benny A. engang
I humoristisk omskriv af en kendt og gammel sang
Og mens valget venter, blir retorikken mål
For muddergrøftens kællinger og andet skvadderskrål 
Oplysning være skal vor lyst i folkeoplyst navn
Og folket de har lyster som en sømand just i havn
Men lyst det er at ville og vokse i sig selv
Og vokseværk det måles ikke gennem decibel
At være “under vejrs” i valget før det skrives ud
Er ligesom tyrefægtning hvor der vinkes med en klud
Og spyd efter spyd bores ind i tyren ryg
Men tyren har sgu ikke fået forsikret sig hos Tryg
Og venstre hænger banner op med ord om løftebrud 
som Støjberg siger er et folkeoplyst “lovombud”
Nu må jeg stille spørge: er kranen mon betalt
Af alle de foreninger som loven egentlig gjaldt?
Imens så kan jeg læse alt i oneliners replik
“Det Danmark som du kender” i billbord retorik
Alternativet “Griffer” og radikale sir:
“Det handler mest om mennesker” og andet valgkamplir
Debatten inviterer ind til snak om mund og klov
Hvad må man egentlig sige og er tonen alt for grov?
Er dannelsen et stempel i sprog og ånd og ord?
Er frihed ikke ligelig for Odin og for Thor?
Nu debatterer Espersen og Yahya lokumssprog
Er dannelse at tale pænt som gryder under låg?
Er sprogets nye dommer poet og lillemor?
gespenst og nazisnak i sang af danmarks pigekor?
Vi taler om det år for år, men hvem tar teten op?
Og giver meningsdannelsensdebatten bedre krop
En halvnøgen sludder, en tale varm og mild?
Lidt alvor i debatten gør mig både varm og vild!
Politisk dril er sundt og sjovt og livets krydderi
En skefuld humor, to pund fis og lysten den befris
Men pas nu godt på sproget vi alle har så kært
en lortevalgkamp er for småt og alt for latrinært
Nuvel jeg elsker politik og håndværk fyld med ord
Og Grundtvigs gamle frisind som er målestok i nord
Lad bare valget komme, persillesovs og flæsk
For solen står med bonden op, ej med verbale tæsk!
//Astrid Søe 2015 – noget om folkeoplysning
Kan synges på: vort modersmål er dejligt http://www.astridsoe.dk
Links til debatter og ytringer der hintes til i sangen: http://politiken.dk/tv/politik/ECE2620213/inger-stoejberg-om-kaempebanner-det-er-ikke-mudderkast-det-er-folkeoplysning/
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/14983865
#folkeoplysning #valg #debatten #politik #sang #folkeoplysningsloven #dannelse

Kvasers blod – debattens søgsmål

“Min far har en bil der er større end din fars”,
“Men min far har en bus der er større end din fars bil”,
“Ha, jeg er da ligeglad, for min far har en busfabrik”
“Nå men ok, min far han har et rejsekort og en profil hos gomore, ok?!”

Dyb tavshed, for det er svært at trumfe offentlig trafik.

Det er som om at vi i danmark har glemt at debat ikke er et vædeløb.
Helt igrunden er jeg ved at brække mig, korporligt, over ikke bare tonen, som vi gudhjælpemig har debateret som genre nu i ti år, men også over måden vi trumfer med det ene es efter det andet.
Vi har et kortspil af meninger og det forekommer mig at debattørene tror det består af ene esser.

Den kloge har meldt sig ud for længst. Og det er jo ikke til at bære.
Ud af spidsfindighederne, møgfaldene, svinerne, tonen, trenden, speltfissernes fejde, klynkeklunkernes kultur.

– Men hvis du ikke blander dig, overlader du til de andre at mene det hele og farve debat og handlingsrammen for dit samfund og helt fundamentalt for dit eget liv.
Nej, så meget magt tillægger jeg trods alt ikke de debatører, klummeskribenter, samfundsrevsere, debatører der udstiller egne esser i dagenes trummerum.
For desværre er det blevet næsten grinagtigt.
Den vidunderlige kultur, den frie form.. alle ordene der vælter ud af skabe og skuffer. Lige præcis den som jeg holder så umådeligt af, den er blevet fattig og sig selv nærmest.

I afrika findes en smuk skabelsesmyte om Bumba. Bumba skaber verden ved at kaste op.
Han brækker sig uafladeligt, først bjerge, himmel, dyr og jord og siden kaster han selve ordet op.

Man må overveje om denne Bumba har et vist slægsskab med vores egen mytiske figur Kvaser.

Kvaser er skabt af spyt, af ord, i en ed aflagt mellem guderne og jætterne.
Der skal være fred og det spytter de på.
Spyttet former de til en skjald, en digter.

Og som det går for al digtning så rimer sød på død og hjerte på smerte. Kvaser bliver toppen af poppen, for han er så klog at han kan svare på alle spørgsmål. Alle vil være ven med Kvaser på facebook og liker han ord og hører hans tale. Af samme grund bliver han slået ihjel, for enhver vil selvsagt eje ham, da en sådan klogskab ikke bare kan gå frit rundt og svare på alt, men må tæmmes og bures inde og rammesættes.
Blodet fra kvaser bliver samlet op i tre store kar og buret inde i bjerget.

Guderne lister sig til at hente kvasers blod, at generhverve sproget og livets mulighed, fantasiens evne.
Odin drikker blodet og flyver i sin fjedreham hjem til Valhal, hvor han ikke kan lande fordi hans bug er så fyldt af liv.
Han gylper livets mulighed op mens han flyver over Valhals enge, ned i et kar som de andre guder har sat på.
For at sætte tempo på tømningen af bugen, pisser han noget bagud, mens han brækker sig.

Den gamle myte er vores ophav til dagens debat. Desværre er der meget pisrende og meget lidt blodkar.

Vi rummer ganske meget liv som vi kaster op og deler med hinanden, samtidig pisser vi noget skråt bagud, som giver debatterne en skævhed, hårdhed og umulighed hvor enhver føler trang til at måle tissemænd og trænge hinanden op i en krog.

Man må spørge sig selv hvor kvasers blod er blevet af og i hvilket bjerg det er muret inde i dag?

Hvis man forsigtigt vil forsøge med nogle teser kunne man tænke at de sidste 30 år har snøret sig i samme retning.
Det handler om målet frem for vejen.
Kvasers blod, som et et sprog i bevægelse, i strøm, er blevet lagt om i kunstige kanaler og trænger gevaldigt til en naturgenopretning.

Heidegger skrev så smukt om de livets omveje hvor vi finder mening og grosteder, markvejen, med huller og bugtninger.
Imens er fremtidsforskerne, uddannelsesmiljøet, arbejdspladserne og tidsånden på vej ud af de firesporede motorveje.
Bevares, der er restepladser undervejs med drive-in mad og to franske hotdogs for 50,- og en kop kaffe med tudelåg så den kan drikkes på farten.

Vi har uendelig travlt, også i vores meningsunivers. Alle sammen, også undertegnede.

Og vi er stålsatte, vil have ret, vil stå fast og køre hurtigt.

Men vi taber, når vi står med pokerfjæset og esserne i ærmet og opdager at det spil kort vi deler i fælleskab har mistet forskelligheden og evnen til at overlade lidt til evnen, lidt til heldet, lidt til dygtigheden, lidt til snedigheden, lidt til tilfældet, men mest til vilkårligheden af at vi er afhængige af de andre spillere.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været vidne til en >>samtale<< på et medie.
Det være sig tv, radio, klummer, debatprogrammer, de sociale medier.

Den sidste samtale jeg havde foregik i min egen stue, med min dreng. Vi talte om dagens avisartikler.
Det er vores mødested dagligt at jeg læser fra avisen og børnehøjden tager stilling til de forskellige sager og artikler.

I går læste vi om det græske valg. Om grækenlands svar på enhedslisten klonet med “Harry Potter”.
Og EU lederne der havde kikkerten klinet til denne unge mand der bruste frem med det ene besværgelse efter det andet.
Vi endte i samtalen ved at den nye leder af Grækenland brugte en besværgelse fra Harry Potter der hed “Riddikulus”.
Besværgelsen gør at man ser en person eller et objekt i latterligheden lys. Det man mest frygter får et genskær af latterlighed. I den græske udvikling faldt besværgelsen over EU.

Det var ikke en stor debat, i går. Bare en samtale. “bare…”
Det var et mødested mellem generationer, samtalesprog, muligheder, genrer og ord.
Et nærværende politisk udgangspunkt set fra flere sider af flere aldre.
Oftest lærer jeg mest ved at kaste en artikel i grams. Jeg kan i timer sidde og ruge over indholdet, overveje for og imod, danne hele og færdigstøbte meninger og holdninger og sætte i relief.
Men det øjeblik man giver artiklen fri og sætter den til skue, ikke til debat, ikke til holdningstagen, men ind i en samtaleramme – det øjeblik udvider enhver ordveksling sig.

Den store forskel mellem debat og samtale er mødestederne.
Samtalen må og kan ikke tvinge sit eget synspunkt igennem, hvorimod debatten vil holde på hvert sit og sætte kamphanerne i arenaen.

I denne tid, og særligt op til valget, savner jeg altid en politisk samtale.
En form hvor politikere og meningsdannerne skal finde så mange lighedspunkter som overhoved muligt. Så mange mødesteder hos hinanden som de kan.

Det er tåbeligt umoderne at mene noget ens. At finde frem til de mødesteder. Så mister man sin unikke egenperson. Sit skjold af tværhed og stålsatte vilje.
Det er tiden svaghedstegn. At man siger: “Hov, ved du hvad, det der giver mening for mig, det forstår jeg og det vil jeg lære af og tage til mig.”

Og ja, endnu engang må jeg pege på det sprog vi fik af vores aner, af den folkelige bevægelse, af oplysningstidens fædre. Folkehøjskolens opdrag er og var at man skulle finde sine egne ståsteder og være til i andres. At ihukomme et tale er vores mulighed for at mødes, i holdninger, i meninger, i samtalen.

Tiden siger, også i skoleregi og i uddannelserne, at tvivlen er vores uven. At vi skal ruste os med hårdhed og gå den lige vej.
Det er her vi begynder med at tabe kortspillet og det er her man kan finde nutidens debatunivers fødsel.
En egentlig radikalisering er på tale.
Altså en trækken folk ind i en efterhånden udemokratisk form, hvor den der hyler højest får ret. Eller blot står alene på sin piedestal, mens alle andre står på deres piedestaler og ingen af dem giver sig en tomme.

Imens skælder og smælder vi over vores omgivende verden der holder hårdt på sit. Og vi gør det, ved at holde hårdt på vores.
Ved at ruste os med mere hårdhed.
Vi fremkalder demokratiet og ytringsfriheden som vores trumpfkort, som esset i ærmet.
Men opdager at det er svært, fordi vores trøje er krympet i gentagen vask ved for høje grader og for voldsom centrifugering. Ærmerne sidder helt oppe under armhulerne og er så snævre at vores esser skal tvinges ud med magt.

Centrifugen er en spændene størrelse. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen. 
At noget tungt skilles fra noget let. At noget flydende skilles fra noget hårdt.

Debattørene er blevet som denne centrifuge,  I stedet for at samle og skabe fortsat samtale, så adskiller de og slår samtalen ned.

Et folkefærd der er blevet hinandens modstandere, ikke fordi de vil, men for at få ret og dermed kunne hævde sig og overtrumfe i debatten, i at være meningsdanner, i at være klogest

I går gennelæste jeg en debat på Facebook hvor såkaldt højtuddannede mennesker viste alle deres udannede vaner, sprog og lemfældige omgang med menneskets grundide.
At være højtuddannet har intet med det at være dannet at gøre.
Det viser sig desværre igen og igen.

Nogle gange bliver især de højest uddannede så skingre i deres pillen navle og eksamenshysteri og karakterklaphatte at de tror enhver debat er et eksamensbord hvor de skal have mindst 12. Intet under.

Det ville aldrig ske i en samtale.
Det er umuligt at eksaminere samtalen udgangspunkt. Det at turde sprøge, undres på, tvivle, vise tillid, flytte sig, mødes.

Der er milevidt mellem nikkedukkernes univers og holdningsmaskineriet. Men midt mellem dem ligger i et kar, på engen ved Valhalla, Kvasers blod.
Samtalen med livets mulighed i behold, med fantasiens evne og menneskelige mødesteder.

Vi får ikke et helt samfund, et helt menneskeværd før vi evner dannelse før uddannelsen.

//Astrid Søe

(Se også blogindlæg: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/02/roulade-retorikpolitik.html samt http://astridsoe.blogspot.dk/2011/10/hvad-siger-du-hvad-siger-du-hvad-siger.html)

– Men handler det her blogindlæg ikke om nøjagtig det samme som der beskyldes den forkromede debat at gøre? Handler det ikke om at mene noget imod dem der mener noget? Handler det ikke om at pege på noget man tror er bedre end det de andre tror? Er det ikke samme skuffe? Er det ikke et forkromet es i ærmet?

Jo.

Hvorfor så skrive det?

For at give samtalen en plads.

Hvorfor?

Fordi samtalen er et mødested uden tvang.

Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen (Benny Holst)

Melodi: Benny Holst – Tekst: Benny Holst 

Fast som en klippe og bred som en strand 
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.

Engang fløj det frejdigt fra mund til mund 
enhver ku’ benytte det frit
det gjalded’ fra sø og i grønne lund 
fortalte om godt og skidt.

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt 
så var en sang ej for god
måske blev dit sind aldrig lyst eller let 
men sproget var det du forstod.

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak 
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku’ være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed’ for hinanden det er vores kors 
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys 
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes 
vi må lære det gamle igen.

Der er to sprog i verden. Sang.

Der er to sprog i verden, 
der bestandig krydser mit spor. 
Den ene er hadets færden 
det andet er frie ord. 
Det ene løfter sin hånd til slag, 
der rammer sjæl og kød. 
Det anden taler min hjertesag, 
og bortmaner frygt og død. 
Det ene tvinger og skaber strid,
og næres af martyrens dåd. 
Det andet beror på ét individ, 
dog er de i samme båd. 
De sprog er spor i verden,
og dør om dør de bor.
Det ene klemt mod det andet,
for Loke, såvel som Thor.

Hvert menneske er grundlag for,
et sprog, i pen og mund.
I tillidsord der føder vår,
har hadet ingen grund.

Vær håb i det der skiller folk,
vær ord af hjertesprog.
For du og jeg skal være tolk,
gør kloden rund og klog.

Tekst: Astrid Søe 2015, frit efter Tove Ditlevsen 1942
Melodi: De evige tre. Anne Linnet (Fra albummet “barndommens gade” 1986.)

Der er ingen.

Der er ingen ord så tomme at sproget går tabt
der er sindbilledeviden og kunst vi har rakt
der er former der taler og toner i takt
der er famlende frihed og det der blir sagt
et møde med skæbne, motiver og drift
i nedfældet skrift

Der er ingen ord så store at alt er fyldt ud
skønt vi elsker og opliver nysprogets skud
mens vi fylder et tomrum med overspringsånd
et tveægget sværd i en menneskehånd
og vokser i tale, der stryger dit hår
i mundbårnes vår

Der er ingen ord så åbne at afstand forgår
der er skygger der længes og fattige kår
der er munde der gisper og kalder på fred
der er intet forladt på tsunamiens bred
et blødt stykke rav og et kys fra en mund
på afgrundens bund

Der er ingen ord så smukke som det der er dig
der er intet fortalt der kan række for mig
og solen kan lyse og livet se på
og midt mellem ord kan man svimlen forstå
bag mørklagte øjnlåg og åndedrætsstop
er ordet en krop

Der er ingen ord så stærke at livet blir ved
men det sagte forbliver som bindende led
med flytbare floskler og bidende vid
hukommelsestråde blir vævet til tid
og selv når du ligger og bliver til jord
er livet dit ord

//Astrid Søe 2014

Fuck you til et 12 tal.

Bare lige sådan for at være lidt på tværs, så tænkte jeg i nat over noget jeg (som vanligt) ikke forstår, jævnfør debatten i disse dage.
Vi har lige med den nye skolereform lovgivet om at de små danske børn skal lære engelsk fra 1 klasse. vi vægter det helt vildt højt.
Det er jo vigtigt i vores kapløb om verdensmagten. Danske børn skal være tosprogede, det er bydende nødvendigt for et folk med et lille sprog…

Samtidig i danmark: tosprogede elever, der har dansk og et andet fremmedsprog end engelsk tudes huden fuld om at det er meget meget skidt, de skal skilles ad, det skal stoppes og det helst nu… skolerne skal flytte eleverne rundt så vi er sikre på at de ikke bruger deres andet sprog.

Lad os vende tilbage til verdensmagten: Vi har her politisk bestemt at nogle sprog er bedre end andre, ikke bare bedre, men så meget bedre at de andre hovedsageligt mellemøstlige sprog helst skal tværes og visne og dø og begraves.

Det ER skide smart at have et fælles globalt sprog – det er virkeligt rart når man tæsker verden rundt, at ens lille puttegøj kan bestille “a coke and a smile” uden dialekt af rødgrød med fløde.
Men – når man er glad for sprog, så bliver det lidt fattigt at vi ikke bare er lykkelige i stedet for lukkelige når det gælder andre fremmedsprog..

Jeg synes det er stort og bredt og værdifuldt at vi har mange sproggrene i danmark.
det er min optik og jeg nyder duften af konsonantkrøller når jeg går bag en tyrkisk eller syrisk herboende.
De giver mig viden og forståelse og de giver en sproglig kolorit jeg ikke er bange for.

Mine børn er endnu ikke begyndt at sige Wallah habibi, så afsmitningen er minimal – men de kan nemt sige fuck you bitch – ingen problemer der og når vi er ved det – så er engelsk jo i den grad det sprog der bider meste til bolle når det kommer til danske sprogtermer.

Nå men det er mandag og radio 24/7 siger at nu er vi “gudskelov” helt nede på 47 (mod 56 sidste år) folkeskoler der er over grænsen af tilladeligt optag af tosprogede… imens åbner kbh kommune en ny international skole med hovedsproget engelsk og efterskolerne bugner af cambridge engelske som magnetfactor..

host host

– vi er da et pusseløjerligt folkefærd