Mens

Mens det regner sopper tiden som en ikke gyldig grund
mens vi tørrer ligger lykken der blev udsat for en stund
mens det varmer venter vinden på forløsning eller kald
mens vi lever, findes alting, som et tilforordnet valg

Mens vi driver, som en tåge, går en byge udenom
mens vi gemmer, uden lager, indtil glasset findes tomt
mens vi rejser uden tasker, til et land foruden krav
mens vi genses i hinanden, slægt og sammenhæng i arv

Mens vi tumler fra det tomme uden indhold, håb og tro
mens vi vander vores rødder og vi gødes til at gro
mens den store himmel mørkner og en dag går fra sig selv
mens vi stoler på hinanden og et gensyn, ej farvel

Mens vi lagde vores tillid på en pude uden vår
mens vi holder om hinanden, slipper fri og slikker sår
mens vi rejser os fra tvivlen og opstår i noget kendt
mens vi blinker og vi blunder, der er kærligheden vendt

Mens vi låner vores tale og bebor en skoldet jord
mens vi samler af de gamle gode brugte låneord
mens vi finder vores ståsted, fast og frodigt uden magt
mens vi sopper i en vandpyt, sir du det vi sku ha sagt

Mundvandets mulighed

Hvad er statsborgerskabets egentlige løsen?
En fremstrakt hånd? En eksamen? En vælgen sig et lands sag til?
Håndtryksdebatten er ikke ny. Enhver kan nok huske debabatten om håndtryk mellem kvindelige præster og de mandlige. Det er længe siden, men det at række hånden frem, afvæbende har vi kendt i 1000 år og er blevet skik og brug.
Det vil sige, næ. Det glider faktisk mere og mere ud, mens vi enten vinker hænderne af led eller krammer og knuser enhver der komme indenfor privatsværen.
Der er noget stærkt ved at give hånd. En ærbødig hilsen, et møde, en følelse af hud og ånd der mødes.

Alligevel er det svært at se at det skulle være den ultimative måde at blåstemple et menneskes engegement for et land. Jeg har ikke forstand på håndlæsning, men sætter vældigt pris på den ilhu hvormed mange mennesker der kæmper for at blive danske statsborgere læser på lektien og ved nærmest mere om kongerækker og congobajer end jeg.
Det er en vanskelig manøvre at mase et menneske ned i en allerede forudfattet form, særligt hvis man holder meget af forskellighed og særpræg.
Jeg har ikke så svært ved at holde af kulturmøder og når jeg tænker over det så var mit største kulturmøde dengang jeg boede i Vestjylland og skulle lære en helt særegn kultur at kende, på godt og ondt. Det er en anelse nemmere at snakke med min tyrkiske taxamand der, som jeg, var blevet lidt træt af emaljungasegmentet på Østerbro, end at forstå det vestjyske skæbnesamfunds præg.
Min mand er Nordjyde (hver dag) selvom han skjuler det godt. Han er ikke bare Nordjyde, han er bondedreng og det ligger dybt og smukt som en arv der strækker sig ind og udad fra sindet.
Vi er i kulturmøde hver eneste dag, i det små, men mærkbare.

Jeg giver gerne hånd, til både den ene og den anden. Det bliver jeg ved med også når der er influenza i luften. Det er mit opdrag. det er svært at vende sig af med.
Men at vi dikterer håndtryk mellem kulturer og religion er en svær størrelse og debatten kærkommen. Enhver kan sætte sig i det begyndende efterår på en bænk i Brovst eller Birkerød og granske om det er netop håndtrykket der gør det danske?
Skal den mandlige præst i folkekirken give en kvindelige nyuddannede præst hånd?
Skal studenten trykke sensors hånd?
Skal statsborgerskabet blåstemples med et håndslag?

Og mens håndtryks debatten raser i samme tempo som snapchat racerbøllerne på vejene rundt om i lille dannevang, kunne man fristes til at minde om en gammel skik som gik forud for vikingetiden håndtryk. Og iøvrigt foreslå denne gamle skik der rækker længere tilbage end vikingetid, men tilbage til både Asatro og Vanertro.

I gammeltid var det skik at et løfte, noget der virkelig gjalt og skulle holde, blev besejlet med en spytklat.
Man spyttede, ifølge den gamle myte om Kvasers blod, i et kar – fordi man med spyt giver noget af sig selv og blander dette som en pagt.
Man kan grine lidt af de gamle myters måder at forklare livet, men der er meget visdom og dansk kultur at hente frem.
I myten fortælles at Vanerne og Aserne altid har ligget i krig og nu beslutter de at holde fred, det besejler de ved at spytte på det og ud af dette dejligt spyt og galde skaber de en skjald (Kvaser) som er så klog at selv google ikke kan oploade et svar med samme præcition eller hurtighed.
Tanken er at det vi skaber sammen ved at give noget af os selv, er al visdoms vugge.
Vi kommer ingen vegne med at stå på hvert vores, men udvikler i fællesskab et sprog for freden. her en digterskjald med fantasiens og livets mulighed løbende i blodet.
Livets mulighed som begreb i den gamle myte er selve eksistensen af det at være et frit menneske, en del af noget det kittes sammen og en afløber af fredelig sameksistens. Hvad indrammer demokratiets navn bedre end det? Og er ikke statsborgerskabet netop en livets mulighed. En blåstempling af noget vi skaber i fællesskab? Et sted at høre hjemme og hvorfra verden går.
Der er ikke så lange fra Kvaser til Gummitarzan. Langspyt i skolegården og et dybt kys.
Håndtrykket handler på egen vis også om at gige noget af sig selv til en anden. Om at bryde privatsværen og afvæbne og skabe fred. Forsikre om at man ikke trækker sværet, men holder hånden åben for den anden.

Jeg har lært mine børn at give hånd og ikke spytte.
Spytteri fornemmes som udtryk for foragt, men er helt modsat fra gammel tid et udsagn om at indgå aftaler der skal holde. Det glæder for spyt, som for håndtryk at begge parter frivilligt skal række frem og møde den anden.
Vi har lovgivningsmæssigt besluttet en ramme for hvad der kræves for at være dansk statsborger.
den står ved magt og bliver omrokeret og filet til som tiden går.
Om man forpligter sig til at give hånd som vidnesbyrd på deltagelse i det danske samfund er vi ikke færdige med at tale om. Der er for og imod og en masse kulturgivne og historiske svar der vil bringe debatten trindt om.
Jeg er ikke så sikker på at spytteri igen kommer på mode eller vil blive brugt i forbindelse med statsborgerskabsindgåelse. Men sikkert er det at vi skal gøre os umage med at huske det aller vigtigste. At alle mennesker dagligt, uanset herkomst, står i et mødested med andre mennesker. at kultur og skikke er svært at flytte under tvang.
Men jeg spørger igen og igen mig selv. Hvor sidder den, danskheden? Er det en splint i røven eller et sindelag. En maggiterning af mange tusinders sammenføjninger af folkeslag og forandringer eller et stempel i passet.
jeg ved at jeg hvis jeg var kvindelig præst og ikke fik et håndtryk ville jeg fare i flint.
Jeg ved også at jeg gerne ville have færre måder at ensforme mennesket. At vi var større end det.

Og et ved jeg med sikkerhed: Da jeg den anden dag kastede mig om halsen på vores unge vvs’er i et velkomstknus fordi han kom uanmeldt og gulvvarmen lækkede nede i kælderen, så er det fordi det er min sjællandske kultur. Min Nordjyske mand derimod havde nok holdt sig til et venligt anerkendende nik og en svag nordisk mandig brummen. Det er nok også mere passende i disse #meto tider.

Det er uendeligt svært at værdisætte samfundsnormerne.
Det almene.
Det vi alle måler vores almindelighed fra.

Jeg overvejer at gøre Vorbasse marked til forbillede og både spytte i næven og give hånd efterfølgende. Så har vi cementeret blandingskulturen. Gamle skikke der flytter ind i nye. Mødesteder og arv. Det fylder nu lidt mere end det bare at vinke. Som dronningen gør mest.

Det fornemmes som om vi har mistet retning i detalje orienterede tankegange. En næsten diagnostiseret lovgivning om meget små ting.
Det nye folketingsår må gerne rumme det store – de store linjer – værdierne, og helst grundværdierne, dem man kan bygge samfund på og dem man kan agere indenfor.
Loven må aldrig spærre frimodigheden inde. Så mister vi det danske særpræg.
Og hvad er så det særpræg? eller det præg vi ønsker udadtil at fremsætte.
Jeg håber det fortsat er tilliden. Den der rummer alt og sætter menneske først.
Den vi læner på for at være et demokratisk samfund.

Det smukke ved tillid er at vi ikke behøver lovgive om håndtryk eller hætter.
Tilliden holder døren åben for forskelligheden og tilliden tror på at mennesket vil mennesket det godt. Slet og ret. Uden flere unødvendige udpenslinger og særlove.

Nu går jeg ud og spytter lidt i alle retninger. Skik følge land fly?

Folketingets åbning. "Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige"

“Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige”.
Det skrev filosoffen Peter Kemp der døde 4. august 2018. 
Hvad han mener med de vigtige ord, er at alle kan undværes, selvsagt. Så hvis et menneske forsvinder fra en skole, skifter job eller noget lignende, så kommer der bare et andet menneske og overtaget jobbet eller pladsen i skolen. 
Vi er ikke uundværlige. Der kommer et nyt menneske i vores sted –
Men det nye menneske erstatter ikke det menneske der var der før.
Ingen kan erstattes.
Ingen er ens og derfor er netop det særlige du rummer som menneske, i enhver sammenhæng vigtigt og uerstatteligt.
Alle har den store og særlige værdi at de er uerstattelige.
Hvis et eneste menneske i et fælleskab vælger at bryde det fælles besluttede og dermed udsætter sig selv for en eventuel “udelukkelse” fra samfundet, da udsætter mennesket et helt fælleskab for at miste det allervigtigste der findes.
Det fælles vi har skabt sammen.
At vælge sig det til, at være en del af et fælleskab er at give en flig af sin skæbne til hinanden.
At være skoleelev, kollega, efterlønner, nabo, efterskoleelev, pensionist, højskoleelev, studerende, jobfritaget, jobsøgende, vred, gal, skæv, glad, ja bare slet og ret at være borger i danmark, så er det, det samme fælleskab vi taler om. 
Idag åbner folketinget. Det er demokratiets festdag. En dag hvor vi alle skal huske på at er dybt afhængige af hinanden. Vi er et skæbnefælleskab, på godt og ondt.
Det ene menneskes valg påvirker de andre, om vi vil vedkende os det eller ej.
At være i samfund betyder at vi bøjer os for hinanden og finder mødesteder. Læner på hinanden i tillid til at mennesket vil mennesket det godt.
Det koster noget i tilliden at vælge at bryde fælleskabet. Den tillid kan genoprettes og vi er så heldige at tilgivelse findes mellem mennesker.
Men vi har et ansvar der hver dag går hånd i  hånd med tilliden. Det håndtryk kan ingen fornægte.

Med det nyt folketingsår kommer valget.
Det glæder jeg mig til da et altid flyder med gode løfter om dette og hint – om de så holder vand er en helt anden sag.
men et er sikker – nogle vil erstattes af andre politikere og noget politisk vil blive erstattet med ny politik. Vi skal vinke farvel til nogle af de siddende folkevalgte og byde nye velkommen på Tinge.
De nye erstatte de gamle, men de gamles aftryk vil sidde endnu, deres særkende og særegne holdning. 
Tak for kampen til dem der skal gå nye veje og tak for tiden og tilliden.
Det skal aldrig underkendes hvilket slid det er at være folkevalgt. Hvor meget og hvor svært det er at skulle forvalte folkets tillid.
Tilliden må og skal være ukrænkelig og ubrydelig og vi skal på denne festdag genhuske den tillid og ydmyghed – også som folk også som medborgere.

Tænk godt over det – hver dag – hvordan du vælger at agere og leve. Det er ikke bare egoistvalg du tager, men dine valg er fælles valg. Også selvom du måske tænker at det ikke påvirker de andre. Der tager du fejl.
Vi er hinandens muligheder, sagde Grundtvig.
Og det at være hinandens mulighed forpligter livet ud.
Pas på det fælles vi har skabt, det er skrøbeligt og smukt. 
Det er mere end bare tilfældigheder. 
Det er større end bare os selv.
Det er faens besværligt at være fælles, men endnu mere umuligt at gå enegang.

Tillykke, de folkevalgte er igen “in the building”

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden

det er kærligheds-forstanden!

Midt i en samtid. sang

Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”

Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst! Grundlovstale 2017

Grundlovstale 2017 – Grundlovsmødet på Orenæs Saloner kl 13:30-15:30
Vi er hinandens mulighed.
Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst!
Det er på alle måder både festligt og u festligt at fejre grundloven.
Festligt fordi vi med grundloven har taget en beslutning om at ville hinandens forskelligheder og taget skridt til at forløse en fælles medbestemmelse i hinandens liv.
Samfund betyder at finde sammen.
Og et samfund passer ikke præcist på den enkelte, men er et mødested mellem mange.
Mødesteder er festlige. De vil noget, vi vil noget, med hinanden.
Grundloven er u festlig fordi den minder os om at forskellighederne kan briste.
At vi ikke kan leve på fredelg vis sammen, uden at skrive regler og lovbøger hvori vi skal agere og udleve vores samfundsgerninger.
Et samfund er ikke givet på forhånd, men er en gradbøjning mellem mennesker der lever i et geografisk område.
Det er på sin vis u festligt.
Nede i kolonihaven er der gnidninger om perlegrus eller ej og på tinge skal de folkevalgte beslutte sig til om man må brænde bibler, koraner eller ugens rapport – uden at det skal have opsættende virkning for den enkelte borger.
Grundloven er på mange måder en skæbnebog for et samfund.
Den skal sætte fri, men til hvad og for hvem?
Friheden kan man ikke skalte og valte med.
Den er uløseligt bundet med ansvaret.
Grundloven har den ene opgave at fortætte ansvarstagen, så friheden kan gå på frierfødder uden blusel, i et folk.
Grundloven er et stykke frimodigt tekst der gør et folk myndigt.
Ikke bare magthaver magelighed, men en egentlig tillidserklæring til medborgerskabstanken.
Historien kender vi forfra og bagfra.
Også gnidningerne ved grundlovens indførelse.
Er vi oplyste nok til at styre et samfund?
Er folket virkelig bedste regent?
Kan man overlade magten til ”pøblen”?
Medbestemmelse er krævende.
Det er ikke biologisk indbygget, men et stadigt eksperiment mellem mennesker i en politisk menneskelig evolution.
Det er den form vi har kortest erfaring med og som er mindst gennemtestet.
Mennesket er vandt med at en drager for og resten følger. At vi udpeger en leder og lader flokken vandre i de fodspor.
Ikke så meget anderledes end savannes hierarki.
Grundtvig havde det svært med grundloven, ikke fordi han ikke mente at folket skulle have medbestemmelse, men fordi han mente at medbestemmelse må holde hånd med oplysning.
Et uoplyst folk kan ikke agere i myndighed.

Med grundloven satte vi oplysning først.
Vi valgte at hele folkets fylde er tillidsbærende og ansvarsmuligt.
Der findes vel ikke større tillidserklæring end at få overdraget et ansvar, ikke bare for en selv, men for ens medmennesker.
Derfor er grundlovsdag en festdag. Fordi den fejrer troen på et oplyst medborgerskab, på næstekærligheden.
Oplysning være skal vor lyst
Og det så kun om sivet
Men først og sidst med folkeryst
Oplysningen om livet!
Grundtvig
Oplysning er vores løsen i nord, oplysning for Loke, såvel som for Thor.
Når vi koger grundloven ind til smertegrænsen er der kun den magiterning tilbage: oplyst ansvar til frihed og mulighed for hverandre i gensidig tillid.
Det er da et festligt eksperiment mellem mennesker – og vi eksperimenterer stadig og famler os frem i hinandens mulighed.
I går aftes kom jeg hjem fra Wittenberg efter endnu et besøg hos den gamle Luther. Det gør noget ved ens tillid.
Luthers teser, der siden rev så meget med sig og skabte reformationen, er en tillidserklæring fra et menneske, til mange mennesker.
Luthers teser er også en maggiterning af tillid. Spørge må man vel, fra menneske til menneske og alt skal drøftes, i den brede offentlighed. Også religion og røgelse.
Luthers teser er størst når man husker at de åbner samtalen og ikke er endegyldige svar. På samme vis lever vi i dag. Vi er mødestedet mellem holdninger og vores grundlov lover os at vores holdninger ikke skal skamme sig over noget, men kunne holde til at blive modsagt.
Vi øver os stadigt i at være samtalens oplyste land.
Og særligt i denne tid er samtalen under pres.
Ikke blot retten til at ytre sig, men muligheden for at føle sig fri i holdning og ord.
Det er fordi vi har en smule ondt i tilliden.
Det gør ordene hårde og glatte. Debattonen uforsonlig og spørgsmålet mindre vigtigt end svaret.
Også selvom vi gør vores bedste for at minde hinanden om at tilliden fra menneske til menneske og fra folk til folk er vigtigste værdi.
Men når tilliden ikke på samme vis sætter os fri og frimodige i samfundet, så halter helheden.
Kun den der har modet til at lægge sin skæbne i andres hænder er rigtigt fri.
Uden bånd og i egentlig tillid.
Det frisætter også egne ståsteder og holdninger.
Vi taler i samtiden meget om at bygge bro.
Broen er selvsagt tilliden der bærer håbet fra den ene til den anden.
Simon og Garfunkel har sagt det så hjertegribende:
I’ll take your part, oh, when darkness comes

And pain is all aroundLike a bridge over troubled waterI will lay me downLike a bridge over troubled waterI will lay me down

Tillid er at lægge sig selv ned, at være et vadested i oprørt vand.
En trædesten af tillid.
Tillid kan ikke tvinges – sådan skrev jeg engang for mange år siden.
Det kan den stadig ikke.
Brobyggeri kan ikke gennemtvinges.
Det er noget der opstår uden rettesnore og ingeniørtegninger.
Terror på London Bridge er tillidskrig.
Hvad der binder os sammen, over bælt og sund, flod og åløb, hånd i hånd og menneske til menneske, knuses under andres vilje.
Mod denne vilje ved vi at kun tillid kan sejre, tillid og frimodighed mod håb, kærlighed og samhørighed.
Tillid er noget der gror på os, noget der slår ind, i kærlighed, i handlemåde og i sindelag.
Samfundet er bygget af gensidig tillid.
Det er tillidens eneste fundament.
Vi behøver ikke tale om lighed, broderskab eller retfærd hvis tilliden er tilstede.
Mennesket muliggør hinanden.
Mennesket er intet om vi, som sømanden, kun har sin enegang…, som Peter Kemp skrev engang,
Ingen er uundværlige men alle er uerstattelige!
Grundloven er ægteskabets papir vi har på hinanden som borgere.
Vi lover at elske og ære, i medgang og modgang. Og hører samhørigheden op må vi forlade det samfund vi var en del af.
Man kan ikke vælge grundlaget fra.
Man kan bygge videre på det, man kan debattere, demonstrere, modsige, men grundlaget som tillidserklæring står alligevel fast. Den er urokkeligt idet at det er den beskrevne tillid mellem mennesker.
”Kærlighed og intet andet, elsker op en helteæt”
Find dig i grundloven, eller find dig i hvad som helst!
God grundlovsdag – jeg elsker også dig, til døden os skiller.

Tak for tilliden.

Engagementets dannelse. Sang

Engagementets dannelse 
Højskolepædagogisk konference #højpæd

Tekst: Astrid Søe (sang udgivet på Twitter som “N. F. S. Grundtvig” @grundtvig) 2016

Melodi: J. P. E. Hartmann, 1868
Nu skal det åbenbares,

i rent engagement

om dannelse forklares

i frihed eller tvang?

Er borgerdyd en gåde?

Et oplyst frø vi såede

i frihed eller kald?


I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk
et møde med forstanden
og vilje til hinanden
et samfunds delte lid.
Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.
Hvor mund og mening mødes
kan hjerterne opblødes
i livsoplyste syn.
Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!
I lydhørhed er livet
som kjærligheden givet
samhørighedens kys!

Hal Koch på Hillerødmotorvejen


Brems, for helvede… brems! Mine bøger!!


Bøger gør noget ved en. De er medvidner til livet. 
Små inskriptioner, æselører, udklip, minder, notater. 
De er det eneste jeg troligt bærer med – og mærk lige overvægten, ikke verden.
Jeg har hvad der svarer til en mellemstor filial af “den sorte diamant” i bogfylde, men ikke reoler eller vægge nok.
Konsekvensen var selvskreven, så jeg pakkede (atter) 25 flyttekasser med bøger og begyndte den møjsommelige og lettere triste kørsel fra mit hus til opmagasinerings stedet uden for Hillerød.

Steffen Brandt giver mening på en dag som den med teksten: “…Så tilfældigt her for nylig, en helt almindelig dag, var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af…”
En eftermiddag på Hillerødmotorvejen med livets trailer og… Brems, for helvede da – brems!

Det var vinden, farten, friheden og den satans Hillerødmotorvej. 
Kasserne var blæst op og der fløj bøger ud over den tosporede vej. 
En Tesla og en fiat sørgede for en ren massakre.
Blink, blink.. for helvede.. ind til siden!

Min mand løb i vejkanten og samlede enkelte løsrevne sider sammen.
Bleg som graven – Det var jo ham der havde pakket traileren og han ved om nogen hvordan jeg har det med bøger. Gud bedre det.

-Øh, rolig.. Øh, ved du hvad skat, det var da bare Dansk Kirketidende der fløj af, dem henter du da bare på nettet eller nede i Vartov. 
-Øh, ik? Skat? Sig noget, skat?

Mens han sagde sådan, dalede som et vinterligt eventyr snelandskab, bogside efter bogside ned og landede hvor jeg stod.
Dansk kirketidende var det ikke, langt fra.

Svend Åge Madsens “At fortælle mennesket” landede sønderlemmet sammen med nogle dåser i grøften og der, lige der kom Hal Kochs “Hvad er demokrati” svævende, eller det der var tilbage af ham og hans bog.
Der kan blive meget stille på sådan en motorvej.

Som den stilhed der indtræffer hos Grethe Risbjerg Thomsens digt: 
“Vær lidt varsom denne ene morgen, 
træd forsigtigt i den nye sne, 
husk du går her som den allerførste, 
her bliver alle dine spor at se”

På side 37 hos Hal Koch var der et tydeligt aftryk af et forhjul med “Brødrene Bisps” brede dæk.
Stilhed.

Heldigvis krøb Steffen Brandt ind i stileden med ordene: 
“Det er i orden, 
det er livet 
og der er ingen grund til at spille smart, 
når man hænger der på kanten, af småt brændbart”

Vi fik samlet nogen bog “lig” sammen, kysset lidt i grøften og surret resten af “den sorte diamants” filial fast igen.

“Det er i orden, 
det er livet.
Og der er ingen grund til at dø af chok
når antikvaren stadig sælger Madsen, Descartes og Koch.”

-For helvede, Hal Koch, gamle svinger. Død ved Tesla på Hillerødmotorvejen.
Man skal aldrig have tillid til trailere. 
Til mennesker, jo, men trailere, nej.
Manden eller bolden.

I en ny bog “Fra krisevalg til Jordskredsvalg” af Professor Jørgen Goul Andersen, peger han på tilliden. 
Den vi mangler altså, ikke den dejlige rummelige kærlige tillidsstørrelse der ligger i ske med kærligheden og ikke nævner revnen i midten af dobbeltsengen med et eneste ord.
Tilliden ved at sengebunden holder. At intet skrider selvom der er sprækker og revner og måske et Uffe Elbæksk “Grand Canyon” dyb mellem fjedrene.
Tilliden er broen over de fleste revner og fordybninger mellem mennesker.
Men den manglende tillid derimod er en skifting der langsomt bliver en vane i ordene og i samtalen.

Professor Goul Andersen peger på finanskrisen som løftestang for den manglende tillid og de indgreb i velfærds strukturen som er foretaget siden 2010. 

Politikerlede siges der igen og igen. Eller nok nærmere personrettet lede mod den førte politik.
Professor Goul Andersen peger på noget helt centralt, manden eller bolden.
I hans analyse fortætter han at selfiekulturen på sin egen vis har fået skovlen under tilliden.
Vi sætter de folkevalgte som personlige ansvarlige frontfigurer stævne i vores lede og vores mistillid.
Og hvad gør man ved det? Vender tilbage til en gammel snak om Hal Koch der kun byder på wefies.

Det kræver en vis snilde og ikke mindst omhu at omgås Hal koch.
Ikke mindst fordi Hal Koch går i Grundtvigske gummisko der svupper en smule og lugter teenageagtigt når man efterlader dem henslængt i entreen.
Det er samtalen der gælder. Hos Grundtvig og hos Hal Koch.
Og hos dig og mig.
Det er tidens fylde et udemærket eksempel på.
Samtalen har den samlende kraft at den ikke kan eksistere i enerum.
Tilliden er samme størrelse, den er en fælleskabsrettet.
(selvtillid undtaget, men oftes fordret af andres vilje trods alt.)

Når Hal Koch brummer at demokrati kun er samtale og at vi ikke kan levere et sandt demokrati hvis vi stemmer om vores valg, med et mindretal til følge, så har han i sagens natur meget ret. Ikke at det er udførligt (desværre) at drive samfund kun på samtalen og uden at vi fra tid til anden må til stemmeurnen og krydse blyantsstreger og gøre os selv eller andre til et mindretal.

Men når vi oveni det at være i mindretal føler at de værdier vi svor at drive samfund på smuldrer, så bliver afstanden i tilliden til vores folkevalgte længere og længere.
Ingen er så uvidende at man ikke kan se en nødvendighed af indgreb, af stramme tiltag, af økonomiske panikløsninger. Finanskrisen var og er en hård nyser der stadig snotter i vandgrøden og sådan bliver det ved en tid endnu.

Tilliden derimod, den tåler ikke så meget som man tror.
“Den politiske evolution” hvor folket oplyst siger til og fra, blander sig og vil noget med deres holdninger er ikke bare en folkeoplyst tillidserklæring til vores system, men netop et tillidsspørgsmål der besvares fra dag til dag.

I det hele taget er vores udgangspunkt svækket på tilliden.
Finanskrisen er blot en brøkdel af debattens og ledens kerne.
Man kan stort set lægge det sådan frem at alle de begreber vi dagligt bygger tilværelse, værdi og grundtanker på har været tabuiserede de gennem de sidste 30 år med stigende kurve mod evigheden.
Troen er tabu, døden er tabu, danskhed er tabu, idenditetsfølelse er tabu, nationalitetstfornemmelse er tabu, sameksistens er tabu, frygt er tabu, værdidebat er tabu, tvivl er tabu, – ikke så meget tabu at debatten er uddød, men den er så helvedes berøringsangst. 
Vi komponerer og vægter vores ord med megen omhu og passer på med vores holdninger. Og har vi lempeligt mod til at mene noget, husker vi lige at helgardere med et: Og det betyder jo ikke at jeg ikke er åben for….xxx
Det gør noget ved debatten, men noget mere alvorligt ved vores samtale.

En samtale er ikke fast. En samtale er en prøvende legeplads hvor man uden frygt kan sætte ord i verden, bliv møde, forstået, spurgt videre ind til og blive modsagt. Modsagt vel at mørke uden fjendskab eller vrede. men blot som en meningsforskel.
Den form for samtale skaber tillid. også selvom man er ueninge.

Når Professor Jørgen Goul Andersen peger på forskelligrettede tillidstab og deres begrundelser i finanskrise, terror, værditab mv. kunne man måske tilføje tendensen af tabu belagte emner og dermed en mindre levende samtale.
Men hvordan udvikler vi et samfund med tabuer i debatten? Hvornår holdt vi op med at tale uden forbehold? Jeg mener ikke uhøvisk tale eller en skov er en skovl, men tvivlens skabende sprog, hvor vi ikke dømmer hinanden inde eller ude. Tvivl er i det samtalende opdrag en frontløber for tilliden.

Man kan ikke tale ned til et oplyst folk.
Da Grundtvig.. (ja ja, jeg ved det, han blander sig da også i alt – tilgiv, thi jeg ved ikke bedre) opfandt folkehøjskolerne var det ikke for at ensliggøre folket.
Nærmere det modsatte. Oplysning giver mere samtale, mere tvivl, flere holdninger, mere bøvl. 
Men godt bøvl. Sådan noget man finder i Brugsen i Brovst, eller på genbrugspladsen i Hjørring og på Christianshavns torv. Bøvl med livet og meningen med det hele og deraf en snak med naboen om dette og hint.
Meningsforskelle. 

Højskolen var meget enkelt tænkt som en mulighed for oplysning.
Fra grundtankerne ved vi at Grundtvig var dybt bekymret over folkestyret, hvis folkestyrets grundlag (folk) var uoplyste og “plovfuren” trak sammenhængskraften ned.
Sammenhængskraft er kun mulig hvor agtelse agerer som pejlemærke.
Agtelse, vel og mærke, for alles holdninger og meninger. Uddannelse underordnet, men dog veloplyst og dannet til livet og medborgerskabet i et demokrati.
Da højskolen begyndte sin vaklende gang i verden tog den en meningsfuld rolle på sig, som ingen eller intet siden har kunnet måle sig med.
Ikke universitetet, ikke landbrugsskolen, ikke bloggeren, ikke meningsdanneren, ikke magteliten.
Højskolen skabte en samtalekultur hvor ingen var tvunget af deres æt, opdrag, stand, tro eller vid.
Et frit mødested hvor samtalen mellem mennesker ikke havde facit eller målstyrede løsninger.
Hvor ingen skulle eksamineres i tankegange eller forkyndelse.
Og når man ikke skal eksamineres i sin holdning eller sit vid, er der højere til loftet.

Vi har hårdt presset beholdt dette samtalefristed. Samtalen utvungne rum.
Mødet mellem lærde og lægfolk og smukkest er det at ingen holdning tæller mere end den andens.
Det er her samtalen skaber sammenhængskraft.
Det er her hvor det at være folk stadig er en livslang dannelse, der ikke kræver su.
Og tag endelig ikke fejl. Højskolerne bemandes af akademikere for langt de flestes tilfælde.
Men selvom højskolelæreren og forstanderen er akademisk skolede, er de i deres hverdag tvunget til at være “på lige fod”. Det gør noget dannelsesmæssigt ved enhver, både for lærer og deltager.
Det er sproget og samtalen der ændres.
Når man har siddet 7 år for Lea og erhvervet sig en akademisk værktøjskasse og som højskolelærer mødes af et bralrende grin og ordene: Så kan du passende bruge 7 år på at genlære et formidlingssprog. Nå? Altså nå, i den der Ph’ske forstand. Bare nå og siden NÅhh!

Det rum, mulighedens samtalerum, er det rum der forenkler det at være folk.
Man kan ikke “falde i” politikerlede, frygt for landsdelssplittelse eller formå at føle sig dummere end universitetet tillader, det øjeblik en samtale foregår på lige fod.
Samfund betyder stadig at vi skal finde sammen. Ikke bare historisk, men hver eneste dag.
Sammenhængskraft kræver samtale – på tværs af meningsforskelle.
“Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil”. (Citat Grundtvig)  uagtet farve eller front.
Eller som de siger i Gravlev: Det betyder ikke så meget om man kan regne, bare man kan regne den ud. (Citat, min husbond)

Engagement eller en enarmet tyveknægt?
Politikernes form er også tidsomskiteligt. Det debaterer vi en del. 
Er der for meget show og instagram og for lidt reel politisk tænkning. For lidt kontakt med borgerne?
Hvis vi vender tilbage til Hal Kock handler det ikke om borgere, men om medborgere.
At være medindflydende, medlevende, medskabende, medvidende, medmennesker.

Engagement er altafgørende for et levende samfund. For et demokratisk virke.
Igår afholdt Højskolerne den længeventede konference om Engageret dannelse under hovedtiltaget: Højskolepædagogik.
Hvad det lige præcis er, er nok bedst at finde i billedsproget et sted på Hillerødmotorvejen.
I vinden, hvor livets trailer fyldes af dannelse, engagement, tillid, samtale og trods.
Hvor noget man tror er sikkert kommer i skred og hvirvles op og ud i verden. Hvor noget lander igen, ukendeligt, genkendeligt, forandret, forankret, fragmenteret, frisat men stadig sig selv.
Højskolen er på sin vis upædagogisk i sit opdrag. Den spørger mere end den svarer.
Den griber mere om sig end den lovede og den lover et, men udmunder i noget andet. En klogskab på fælleskaber på tværs af mennesker – i netop samtalen smeltedigel.

Det er det med tilliden. Det med mødesteder i verden hvor man overtydes om at et menneske består af mange forskelligrettede muligheder, holdninger og veje. De er givet i det sprog og de ord vi deler som et fælles blik på vores forskelligheder og netop viljen til at være stærk i forskelligheden.

Hal Koch, Grundtvig, Svend Åge Madsen, Grethe Risbjerg Thomsen, Steffen Brandt og Jørgen Goul Andersen er ganske forskellige og alligevel har de et fælles opdrag i det med tilliden – til mennesket. men også til tvivlen og med en viden om at når tilliden trædes under fode, så koster det fælleskabet.

“Man bør mindst en gang i sit liv tvivle på sandheden af sine meninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt” sagde Descartes som bekendt. Det gælder også når tilliden er trængt politisk og værst; når fælleskabets tillid vakler.

EfterskriftDet kan være, en dag på Hillerødmotorvejen at man opdager at man skal skifte spor. 

Det er faktisk muligt for en Tesla at skifte vognbane når en askegrå mand og en stortudende kone står med en utro trailer i vejkanten og ser Kochs endeligt.
Glæder mig til igen at kunne skrive tesla, tillid og trailer med stort.

I mellemtiden har jeg iøvrigt en trailer til salg – nogen bud?

Kære indbrudstyv. Ses vi snart igen?

Kære indbrudstyv.

Jeg har tænkt meget på dig den sidste tid.
Faktisk siden forrige lørdag, men det ved du nok godt allerede.
Du ved også at det var en særlig fin og rørende dag for mig.
Da jeg vågnede, med nogen forventning på dagens komme og sjælelighed, kom jeg ned af trappen og fandt min hoveddør stå åben. Ikke bare åben, men meget Kierkegaardsk lykkeligt, verdensvendt med udadvendt mulighed. Derude sov det meste af Christianshavn og dem der ikke sov, dinglede hjem med en fredagsbrannert i baglommen. En enkelt turist med kameralinsen som et ekstra fremstrakt potent lem, tøffede morgenen i møde med håb om nye motiver at idiotsikre hukommelsen med.
Ude på gaden ventede ingen, kun morgenduggen og klokkespillet fra Grundtvigs gamle kirke.
Langsomt vågnede min familie af søvn og savl og lidt P.H.’sk stof, som kun drømme gøres af.
Tænk, sagde jeg tænk, denne morgen er vågnet med samme tillid som et barns. Og ved I hvad, hoveddøren stod åben… Og vi sov med København gennem stuen, som en Ingemanns engel, uden at noget er sket. 
… Er du der stadig indbrudstyv? Ja dig.. Godt, tak. Det regnede jeg også med at du var.
Det betød noget. At verden gik vores dør forbi med tillid. At intet bibelsk drengebarn skulle lide døden eller at hunden med øjne så store som Rundetårn kunne bære prinsessen ind og ud uden at hofdamen satte kryds på døren.
Det var en smuk dag. 
Søndag vågnede jeg til en lukket hoveddør. Låst og bundet og bastet. Smækket og med slåen for.
Det så jeg fordi det var den morgen jeg opdagede at du havde været her.
Bevares, jeg skulle selvsagt have fornemmet det allerede lørdag morgen, men det gjorde jeg ikke lige den lørdag morgen. Du ved jo selv hvorfor.
Nu sidder du med min computer foran dig og læser med.
Ja, jeg har set hvad du læser med i.
Du skal være aldeles velkommen.
Men du er ikke velkommen til at bryde tilliden og lykkens dør der åbner udad.
Derfor har jeg en ide til en manual for dig:
Hvis du åbner det dokument der hedder “Hvor faen har jeg lagt min dybde?” Det ligger i mappen der hedder “Astrid – noget om nok” så kan du læse noget om det med tillid. Du ved, ikke den tillid man køber på recept i et partiprogram eller som damebladsvitaminpille, men den tillid vi er dannet til, gennem rod og arv.
Der er også en del i mappen “Grundtvig” og der skal du bruge en adgangskode. Den er ret nem. Bare læs versene til digtet “nu skal det åbenbares” (den ucensurede udgave) og ring så til enten Sune Auken eller Jes Fabrisius på Grundtvig Centeret og spørg dem om noget med en struds.
…Er du med endnu indbrudstyv? Herligt, tak.
Når du nu har læst en del om tilliden og måske har fundet en stigende undren og måske en smule glæde og, tør man håbe, lidt respekt, så går du ned på biblioteket og låner Svend Åge Madsens roman “Finder sted”. Når du har læst den, låner du derefter samme af forfatter “At fortælle menneskene”.
Og nu går du så tilbage til min computer og åbner mappen på skrivebordet hvor det står “Nærmere og nært”. I den mappe ligger der en del breve. Og de breve har jeg ikke gemt noget sted.
Når du har læst dem, (læs dem nu grundigt, tak) så ved du at de breve er vigtige for mig og hvorfor.
Faktisk skulle jeg have sendt dem inden få dage.
Kan du sende dem for mig? Kontakter står i mailprogrammet.
Bagefter sender du mig en besked på mail, brev (jeg returnerer frimærket) Fb, Twitter eller også kommer du bare forbi. Du ved jo hvor jeg bor.
Jeg ved du er kommet til det tidspunkt hvor du af egen vilje vil aflevere min computer til mig.
Og du har frit lejde. Du er faktisk ganske velkommen.
Kunne vi ikke begynde forfra vi to. Måske skal vi noget sammen i fremtiden?
Vi kunne begynde med at åbne nogle døre. Udad, mod verden og samhørtigheden.
Vi kunne samtale om noget du grubler over. Noget med livet eller samfundet. Vi kunne hjælpes ad med at finde dig et nyt job? 
Livet er fyldt med muligheder for alle, ikke bare de fleste. Alle.
Det ville glæde mig umådeligt at lære dig at kende. vi ses

Kærlig hilsen Astrid
Det orange hus
Den grønne dør
Christianshavn 
København 

Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.

Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.

At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.

     Der er i ord vi samler 
et ukendt sprog om alt 
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.

Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.

Melodi: Jeg ved en lærkerede

Valentinsdag / årsdag for terror i København

Forladte friheds former

og eftergivent mod i fjord
i spørgetidens normer
og efterladte ord
i angst og bævens ånd og ar
en skæbnesvanger februar
et glimt at ukendt vilje
for evigt som en tilje
urokkelig og gold
Et nu, der nærer mørke
med øjne der kan bære lyn
usikker ukendt tørke
og skimmelgænger syn
et øjebliks umættet magt
en maskemagers sidste akt
så stilhed gennem landet
indhyllet tidevandet
har spor af dåd og dag
Opstået håb og hele
og tætte tanker hvor I faldt
taknemligt må vi dele
et brød og livets salt
så blomster på den frosne sti
i tillid viger død og krig
I mødte dødens komme
men livet er ej omme
når I, i os er til
Befri det mod vi kender
lad kærligheden stå som vagt
og ræk mig dine hænder
gør ordet til vor pagt
vær værn mod håbløshed og frygt
vær mødested for noget trygt
vær hjerte og vær viden
i nuet, eftertiden
i sjæl og sind og ånd

//Astrid Søe 14/2 2016

(Kan synges på melodi: den blå anemone)