Hengivenhedens dannelse

Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse

Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/

Frihed er fri, hvis man tåler deri

Melodi: Giv os lyset tilbage

Frihed er fri, hvis man tåler deri
Frihed tar ikke parti
Frihed er vrøvlet og frihed er klog
Frihed er svær, men dog aldrig et åg
Frihed holder et folk i kog

”Frihed larmer og ser,
i det at dele bli’r vi til meget mer’.
Ingen er fri uden selv at gi lov,
Frihed er fri, når den møder sin næstes behov”

Men kan jeg finde et sted hvor jeg står
frisat til fælleskabskår?
Tåle de andre og lægge min tvang
bruge min mund som en fælleskabssang?
Uden skelen til ret og vrang?

”Tvivl er tillid på tværs,
som et besøg i et nyt univers,
alle må tvivle og lede og se,
Tvivl er at miste og genfinde hvor vi bli’r til”

Hvad er det fælles og hvad er en sag?
hvem er mon stærk, hvem er svag?
Midt i forskellige viljer og kår
vågner en tillid som alting formår
i et frisind som vi forstår

”I en mulighedstid –
hvor flere fylder mer’ end et individ,
så må bære og ville et os,
det er at være og turde og ville på trods”

Livet er alting vi putter deri
Uden at skelne og si
Livet er broget og livet er kort
Livet er blendet og så går vi bort
i en smoothie af blidt og hårdt

”Livet koster sig selv –
men vi kan splejse og det er et held!
Midt i en samtid af sammensat håb,
ligger det fælles og det er dit liv og din dåb”

Sangen er skrevet over Grundtvig citatet: Den der selv vil være fri, må lade næsten være det med sig.Fra Mands Minde, 1877.

Og Kierkegaard citatet: Det Store er ikke at være Dette eller Hint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, når han vil det. Fra Af Enten – Eller. Et Livs-Fragment, 1843.

Et nu vi forstår

Melodi: Fortabt er jeg stadig (Højskolesangbogen) nr.486
Tekst: Astrid Søe, 29. oktober 2021 – Til Mogens dahl koncertsal

Et nu vi forstår
at strække sin lunge i det den formår
at kysse en tone der nynner af vår
så sangen forener og elskende får
en mættende bid
en tone af tid

En tone af tid
der vokser og bliver til et individ
en menneskekrop der kan længes og nå
og bygge en vej hvor vi alle kan gå
at være et bånd
i spor af din ånd

I spor af din ånd
der mildt mellem miskundhed rækker sin hånd
der løber fornuften og tvivlen tar skridt
og deler en tillid i dit og i mit
så bliver jeg fri
i den melodi

I den melodi
der ligger en lighed og dirrer deri
for alting befries hvor ordet har luft
hvor sang er at skabe en fælles fornuft
at samle en sag
der aldrig gør svag

Der aldrig gør svag
men støtter en bjælke, der holder et tag
– der letter i vinden, for tonerne bær
i dem kan du kende din ånd og dit værd
og så gør du glad
i sangen er fred

I sangen er fred
og ingen skal slås eller gøre fortræd
en kendt melodi med en node af mod
der viser mig hvor jeg skal sætte min fod
jeg ved at jeg vil
og så blir vi til

Og så blir vi til
hvor tonen kan bunde og svømme og vil
at dagen er enkel når du holder om
at ingen er efterladt ene og tom
i fælleskabskår
et nu vi forstår

Kampen og Ilden vs kampen om Kilden

I nyere tid har vi fået en ny fjende, en ny kold strømning i vores sameksistens. Kilden til oplysning, vores søgning efter viden og læring og tilgang til digitale søgemaskiner der både byder på sandt og falsk og hvor det kan være umådeligt svært at skelne. Kampen om Kilden er vores tids kamp om ilden. Når vi har udråbt deep-fake til at være blandt de største trusler i samtiden, foruden terror og klima – er det givet i den dalende tillid mellem os og dermed en svækkelse af det demokratisk samfunds mulighed.

Læs hele blogindlæget på Epale https://epale.ec.europa.eu/da/blog/kampen-om-ilden-vs-kampen-om-kilden

Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra oos – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

En for alle og alle for en!

Man kan aldrig vide det – ikke før man selv prøver det. Det med nærheden, ikke en man har valgt, men en tvungen, en der bliver givet af statsministeren, som en gave, måske en hadegave. Måske en genhusker på hvad vi kan og vil.

Jeg er sgu ikke helt sikker længere.

Det virkede så pludseligt og overrumplende. Naturligvis for os alle, men for nogen af os, sådan nogle som os med en særlig udsat i husstanden virkede det som en dom om husarrest. En fodlænke uden tidsbestemt dom.

Marts. Landet gik i hi, bjørnen sover, bjørnen sover og vi skulle lade være med at hamstre toiletpapir, gær og frisk grønt. Lad være med at købe stort ind, det er for pinligt det der. Stop jer selv. Aldis grøntafdeling var tømt. Det lignede en polsk købmand i begyndelsen af 80’erne et sted i Krakow. Jeg stod som barn og stirrede på de tomme hylder, med mine krøllede dollersedler i lommerne. Jeg kunne få hvad jeg ville. Fattigdommen og madmangel gjaldt ikke mig, forkælede lille mig der bare var på besøg i landet og kom fra vesten. Vi havde det godt. Vi havde hvad vi skulle.

Men i marts var der tomt på hylderne i Danmark. Ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Der lå to hvidløg tilbage. Dem gad ingen have. Hvem gider stinke af hvidløg hvis man er ude i det sidste kys i lang tid. Det sidste kys med en man ikke skulle se længe. Vi vidste ingenting, bare at landet lukkede ned. Det var sgu alvor. Sirenerne hylede i ørene som var der luftangreb i krigstid. Nu skulle vi tage livet som det kom. At vi ikke ville kunne få svar på meget og at alt kunne ændre sig fra time til time. Det lød næsten for komisk med corona og man følte sig henledt til en billig strandbar på en charterrejse med en den sure øl. Ingen længe kom humoren tilbage til de fleste og coronaøllerns aktier steg som gale. Noget skal vi jo grine af. For helvede, ja, vi skal også grine – lidt i afmagt, lidt i tiden, lidt af tiden. Som når nogen dør og vi ikke kan finde den rette grimasse.

Jeg sad foran det ene pressemøde efter det andet og smugkiggede på min ældste søn. Han viste sig at være en af de særligt udsatte de talte om, en af dem der ikke må blive smittet. Hvad faen mente de med det? Han sad der- ung, dejlig og levende og lignede på alle måder blomsten af Danmarks ungdom. Når han rejste sig op, vidste jeg det godt, han stod lidt usikkert på benene, gik nogle få skridt, til køleskabet og tilbage igen. Der var ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Han satte sig træt igen. Han var pludselig ikke bare syg, men særligt udsat for smitte med en virus der kunne vise sig at være fatal for de der ikke tålte den.

-Nå, du, hvad så? Hvad tænker du om det her?

-Det der, det er ansvar, sagde han. Ikke så meget mere, bare at det der, der er… det er sgu ansvar.

-Ok, så, det gør vi skat. Jeg kunne mærke hjertet først helt oppe i halsen, så hamrende i tindingerne, kvalmen der steg og en ukendt hovedpine der skulle holde sig et år frem eller længere.

Ansvar er det bedste svar. Havde jeg været en mand og havde der været sne udenfor den martsdag, så havde jeg pisset det i sneen.

Et gult budskab. En skillelinje mellem os og verden.

En Trump-mur til at holde alle andre ude.

Jeg sad sådan rigtigt voksent og talte med familien. Sådan næsten som en nytårstale hvor man tager hul på noget nyt. Træffer valg, gør regningen op, henviser til Søren Kierkegaard og citerer Brostrøm, Mølbak og Frederiksen som var de tilflyttere i inderlommen og nogen man havde kendt hele livet.

-Vi går i hi, sagde jeg. -Fat det, tag det som det er.

Og de tog det som det er. Ingen slinger i valsen eller sure miner. Selvfølgelig går vi i hi mor, det er da klart. Ansvar og sår’n.

Jeg tvivlede på hvor længe det ville holde. Tålmodigheden, tilliden til myndighederne, kærligheden, nærværet, udholdenheden. Viljen til for faen at opgive alt for at værne én i husstanden. En for alle og alle for en.

Den 16 årige slog op med kæresten. Ikke fordi han var i lockdown, men fordi han opdagede noget om sig selv. Noget vigtigt om livet og noget om hvad der tæller og hvad der er rigtig kærlighed og hvad der ikke var.

Så sad vi der. Vi gjorde rent, støvsugede alt og alle, vaskede gammelt liv væk, vendte lommerne i frakken og fandt spor af dengang vi var en del af det omgivende samfund. Vi så film, tv, news, passede vores jobs online, passede skolen online. Gik ture offline, snakkede og spillede spil. Tænkte stort.

Jeg købte ind, som den eneste, med mundbind, før andre gik med mundbind. Folk stirrede vandtro. Slap af kælling. Nej, ikke hos os, vi slapper ikke af. Ansvar sgu. Ja sgu. Samfundssind og alt det shit der.

Det er en prøve på det at stå hinanden bi, at være hinandens nærmeste.

At holde ud eller som Grundtvig sagde engang: Det er at vi kan være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinandens som vi er. Nå ja, det er sgu lidt af en prøve.

Måske en trykkoger på nærheden, på at holde af og holde hinanden ud.

Min mand og jeg var på vej på en 5 år forsinket bryllupsrejse til Cap Verde den morgen Danmark lukkede ned. Nu sad vi på forlænget spilletid og havde bryllupsrejse et år frem. Vi havde hinanden, hinandens tanker, tillid, måde og væremåde at være i. Som en lille beholder med skruelåg og Tupperware holdbarhed. Hvad faen gør man så? Kan man leve hinanden når man er spærret inde? Kan man fastholde kærligheden, nærheden, holde ud og holde om, uden det omgivende livlige? Kan børnene klare det? Kan det omgivende samfund, venner, familie forstå det her?

Hen over sommeren var det nemt nok, der var frisk luft og frihed. Kold hvidvin og mulighed for at bade, både i havet og i hverdagene. Sommeren gav lidt fornyet håb. Det nærmede sig, det så bedre ud. Håbet lå som en lille fugleunge der voksede hver dag og ikke var bange for at de andre fugleunger skubbede den ud over kanten på reden, ud i det ukendte.

Vi havde endnu ikke fået pip. Vi holdt ud, vi holdt stand. Fuck hvor var vi ansvarlige og gode samfundsborgere. Vi forsagede alt og alle. Vinkede på afstand. Behørig afstand, lidt mere afstand end de andre tænkte vi. Vi sprittede glorien af med mellemrum.

De unge i huset holdt ud, de tog det roligt, passede deres, passede på. Passede ind i den nye tilværelse som klostergængere.

I hemmelighed længtes vi ud, men lod som ingenting. Det går over, det bliver godt igen. Giv tid, giv tid den nynner glad, og ryster de små vinger, giv tid, og hver en kvist får blad. Giv tid, hver blomst udspringer.

Det blev efterår, min mest elske årstid hvor jorden farves som hjertet. Livet går i sig selv, drejer mod mørke, men stadig holder fast i sig selv. Den modne tid der giver kuldegysninger og minder lidt om livets eget hjul og at døden kommer en dag, at den banker på hver dag gennem livet. Bladene faldt. Børnene havde fødselsdag – kun med os selv, for nå ja, hvad giver man en 20-årig i gave? Ansvar, fucking ansvar og lidt mere liv, lidt mere håb.

Vi klarer den sgu, bare vi holder os fra de andre. Hejser flaget og ser patriotiske ud, næsten honnør, næsten uden at tude i længsel efter at slentre ned ad Vestergade, gå over langebro med korte skridt, langsomt, trække vejret igennem, myldre ind i tivoli og grine højt af hinanden og mest grine med dem man møder.

Savnet begyndt at trænge sig på. Mest til de voksne børn vi ikke så. Vi gik nogle enkle ture med dem, på afstand. Ingen knus, ingen mærkbare fysiske rørende funklende særlige øjeblikke.

Kroppen – den er næsten ikke til at kende. Kroppen der altid vil strække armen frem til at give hånd, til et knus, til et klap på skulderen. Et kys på kinden. Men kan snakke kroppen til fornuft, man kan snakke herfra og til helvede. Den er svær at styre, men den tog det. Kroppen fattede det, det med ansvaret.

Pludselig blev den særligt udsatte syg. Feberen rasede, hosten, hovedpine, helvede på jord. Jeg hylede som en stukket gris. Hvordan, hvem, hvem helvede havde brugt virus ind i vores kloster, jeg skulede til dem alle sammen. Var klar med dødsdomme og alle verdens syv plager.

Covidtest, covistest igen. Negativ. Indlæggelse sammen med alle mulige andre der også lå og var mere bange for at blive smittet med covid end for det de fejlede. Hospitalet var underdrejet i stress og jag, panik og manglende personale.

Han lå hele tiden og sagde undskyld. Undskyld, må jeg bede om lidt vand, undskyld men jeg har ondt, undskyld med min medpatient på stuen er i smerter. Undskyld jeg ligger her, undskyld jeg tager en plads. De fandt aldrig ud af hvad det var. En virus, noget andet? Vi fik ingen svar, vi tog hjem, lettede, væk fra alle de syge, de potentielt smittebærende. Personalet der kæmpede sig igennem dagene. Vi stod uden at vide noget. Uden den fjerneste anelse.

Tilbage i ansvaret. Vi sad på kanten af stolene, vi sidder der endnu. Der er ingen pude, bare en kold, hård træstol. Det blev jul, det blev nytår. Det blev et nyt år. Vi pustede og stønnede. Elskede og råbte. Det havde sat sig. Ikke på den hårde stol, yderst, lige før man enten rejer sig og går eller dør måske. Det havde sat sig at sygdom kan ramme uanset hvor forsigtig man er. Jeg stirrede forskrækket på ungen igen og igen. Han så rolig ud, fattet, fint nok, vi bliver ved. Tag det roligt mor, vi klarer det her. No problemo, det er jo bare en tid, husk nu det. Alting kommer til den der kan vente.

Vi aflyste hans skemalagte månedlange indlæggelse. Han skulle have fægtet efter måder at mildne smerterne den måned, have fundet nye måder at klare det på. Nu lå vi der igen, på sofaen, på gulvet, på skyggesiden.

Det blev frost. Solen skinnede ind gennem vinduerne. Jeg gik, udenfor, kilometer efter kilometer. I sol, på solsiden.

Omkring mig døde folk. De gamle, de udsatte. Den ene efter den anden. Dem der skulle bære historien om os alle. Dem der satte foden hårdt i før os. Dem der gav min en arv at tære på. Hver dag kl 14 læste jeg dagens dødstal. Jeg tog afsked. Jeg sørgede for hver og en. Og samtidig tænkte jeg på den skrøbelighed der lå hjemme på min sofa. Det fine menneske, ham der tog ansvaret, ham der ikke gav op. Ham der ikke gik tur i frosten fordi benene ikke kunne bære. Ham der hver dag holdt ud og nynnede, giv tid, giv tid.

I de store byer demonstrerede de sure og sorte. Dem der ikke mente at vi skal lukke ned. Dem der syntes at det var gået for vidt. Jeg var rasende. Ikke fordi jeg ikke tror på demokrati eller retten til at sige sin mening. Det er altid bedst. Frihed? Nej folkens, frihed er under ansvar. Frihed ER ansvar.  Jeg var skide sur fordi jeg sad yderst på stolen og så mine nærmeste tage det ansvar som livet kræver. Det at vælge fra. At turde hinanden. Ikke at give op men give tid. Tage noget på sig lige meget hvad det vejer. Fordi jeg sad der syntes de der gik march og råbte højeste at mangel fornemmelse for dem der ikke kan kræve frihed, fordi livet, sygdom, alder har spærret dem inde i deres egen krop eller tid.

Min mand som var stresset efterhånden, men alligevel holdt ud, lod håret gro så vi fysisk kunne se at tiden gik hvis vi kom i tvivl. Han sad troligt og så den ene Starwars film i sofaen efter den anden, selvom det virkede fremmet. Jeg mærkede en uudslukkelig taknemlighed. Kraften var med os, hvis vi spurgte yoda. Og hvem fanden kan man eller ty til i denne tid? Do ore no do – there is not ry!

Jeg er ikke i tvivl. De mennesker man bliver spærret inde sammen med, skal være nogen man kan udholde, det er kærlighedens trykkoger. Det er der livet tager ved. Det er et løfte til hinanden. Noget der er stærkere end statsborgerskab, medborgerskab, ægteskab – fordi det er fællesskab..

Vi kan ikke love evigt troskab, ingen ved hvad der kommer. Men ansvaret er det bedste svar. Det fundament der udholder alt, tåler alt, tror på noget der skal komme og finder sig selv efterhånden. Jeg finder mig en pude til stolen, rykker tilbage til ryglænet og synker ned i dvalen igen. Vi klarer den sgu nok, vi holder ved, vi holder ud.

Hey, drenge, kære ægtemand – elskede mennesker. Gider I gå ud og pisse i sneen. En gang for alle. Og alle for en.

Fortællingen er brugt til projektet “danmark fortæller” Corona fortællinger.

Mens

Mens det regner sopper tiden som en ikke gyldig grund
mens vi tørrer ligger lykken der blev udsat for en stund
mens det varmer venter vinden på forløsning eller kald
mens vi lever, findes alting, som et tilforordnet valg

Mens vi driver, som en tåge, går en byge udenom
mens vi gemmer, uden lager, indtil glasset findes tomt
mens vi rejser uden tasker, til et land foruden krav
mens vi genses i hinanden, slægt og sammenhæng i arv

Mens vi tumler fra det tomme uden indhold, håb og tro
mens vi vander vores rødder og vi gødes til at gro
mens den store himmel mørkner og en dag går fra sig selv
mens vi stoler på hinanden og et gensyn, ej farvel

Mens vi lagde vores tillid på en pude uden vår
mens vi holder om hinanden, slipper fri og slikker sår
mens vi rejser os fra tvivlen og opstår i noget kendt
mens vi blinker og vi blunder, der er kærligheden vendt

Mens vi låner vores tale og bebor en skoldet jord
mens vi samler af de gamle gode brugte låneord
mens vi finder vores ståsted, fast og frodigt uden magt
mens vi sopper i en vandpyt, sir du det vi sku ha sagt

Mundvandets mulighed

Hvad er statsborgerskabets egentlige løsen?
En fremstrakt hånd? En eksamen? En vælgen sig et lands sag til?
Håndtryksdebatten er ikke ny. Enhver kan nok huske debabatten om håndtryk mellem kvindelige præster og de mandlige. Det er længe siden, men det at række hånden frem, afvæbende har vi kendt i 1000 år og er blevet skik og brug.
Det vil sige, næ. Det glider faktisk mere og mere ud, mens vi enten vinker hænderne af led eller krammer og knuser enhver der komme indenfor privatsværen.
Der er noget stærkt ved at give hånd. En ærbødig hilsen, et møde, en følelse af hud og ånd der mødes.

Alligevel er det svært at se at det skulle være den ultimative måde at blåstemple et menneskes engegement for et land. Jeg har ikke forstand på håndlæsning, men sætter vældigt pris på den ilhu hvormed mange mennesker der kæmper for at blive danske statsborgere læser på lektien og ved nærmest mere om kongerækker og congobajer end jeg.
Det er en vanskelig manøvre at mase et menneske ned i en allerede forudfattet form, særligt hvis man holder meget af forskellighed og særpræg.
Jeg har ikke så svært ved at holde af kulturmøder og når jeg tænker over det så var mit største kulturmøde dengang jeg boede i Vestjylland og skulle lære en helt særegn kultur at kende, på godt og ondt. Det er en anelse nemmere at snakke med min tyrkiske taxamand der, som jeg, var blevet lidt træt af emaljungasegmentet på Østerbro, end at forstå det vestjyske skæbnesamfunds præg.
Min mand er Nordjyde (hver dag) selvom han skjuler det godt. Han er ikke bare Nordjyde, han er bondedreng og det ligger dybt og smukt som en arv der strækker sig ind og udad fra sindet.
Vi er i kulturmøde hver eneste dag, i det små, men mærkbare.

Jeg giver gerne hånd, til både den ene og den anden. Det bliver jeg ved med også når der er influenza i luften. Det er mit opdrag. det er svært at vende sig af med.
Men at vi dikterer håndtryk mellem kulturer og religion er en svær størrelse og debatten kærkommen. Enhver kan sætte sig i det begyndende efterår på en bænk i Brovst eller Birkerød og granske om det er netop håndtrykket der gør det danske?
Skal den mandlige præst i folkekirken give en kvindelige nyuddannede præst hånd?
Skal studenten trykke sensors hånd?
Skal statsborgerskabet blåstemples med et håndslag?

Og mens håndtryks debatten raser i samme tempo som snapchat racerbøllerne på vejene rundt om i lille dannevang, kunne man fristes til at minde om en gammel skik som gik forud for vikingetiden håndtryk. Og iøvrigt foreslå denne gamle skik der rækker længere tilbage end vikingetid, men tilbage til både Asatro og Vanertro.

I gammeltid var det skik at et løfte, noget der virkelig gjalt og skulle holde, blev besejlet med en spytklat.
Man spyttede, ifølge den gamle myte om Kvasers blod, i et kar – fordi man med spyt giver noget af sig selv og blander dette som en pagt.
Man kan grine lidt af de gamle myters måder at forklare livet, men der er meget visdom og dansk kultur at hente frem.
I myten fortælles at Vanerne og Aserne altid har ligget i krig og nu beslutter de at holde fred, det besejler de ved at spytte på det og ud af dette dejligt spyt og galde skaber de en skjald (Kvaser) som er så klog at selv google ikke kan oploade et svar med samme præcition eller hurtighed.
Tanken er at det vi skaber sammen ved at give noget af os selv, er al visdoms vugge.
Vi kommer ingen vegne med at stå på hvert vores, men udvikler i fællesskab et sprog for freden. her en digterskjald med fantasiens og livets mulighed løbende i blodet.
Livets mulighed som begreb i den gamle myte er selve eksistensen af det at være et frit menneske, en del af noget det kittes sammen og en afløber af fredelig sameksistens. Hvad indrammer demokratiets navn bedre end det? Og er ikke statsborgerskabet netop en livets mulighed. En blåstempling af noget vi skaber i fællesskab? Et sted at høre hjemme og hvorfra verden går.
Der er ikke så lange fra Kvaser til Gummitarzan. Langspyt i skolegården og et dybt kys.
Håndtrykket handler på egen vis også om at gige noget af sig selv til en anden. Om at bryde privatsværen og afvæbne og skabe fred. Forsikre om at man ikke trækker sværet, men holder hånden åben for den anden.

Jeg har lært mine børn at give hånd og ikke spytte.
Spytteri fornemmes som udtryk for foragt, men er helt modsat fra gammel tid et udsagn om at indgå aftaler der skal holde. Det glæder for spyt, som for håndtryk at begge parter frivilligt skal række frem og møde den anden.
Vi har lovgivningsmæssigt besluttet en ramme for hvad der kræves for at være dansk statsborger.
den står ved magt og bliver omrokeret og filet til som tiden går.
Om man forpligter sig til at give hånd som vidnesbyrd på deltagelse i det danske samfund er vi ikke færdige med at tale om. Der er for og imod og en masse kulturgivne og historiske svar der vil bringe debatten trindt om.
Jeg er ikke så sikker på at spytteri igen kommer på mode eller vil blive brugt i forbindelse med statsborgerskabsindgåelse. Men sikkert er det at vi skal gøre os umage med at huske det aller vigtigste. At alle mennesker dagligt, uanset herkomst, står i et mødested med andre mennesker. at kultur og skikke er svært at flytte under tvang.
Men jeg spørger igen og igen mig selv. Hvor sidder den, danskheden? Er det en splint i røven eller et sindelag. En maggiterning af mange tusinders sammenføjninger af folkeslag og forandringer eller et stempel i passet.
jeg ved at jeg hvis jeg var kvindelig præst og ikke fik et håndtryk ville jeg fare i flint.
Jeg ved også at jeg gerne ville have færre måder at ensforme mennesket. At vi var større end det.

Og et ved jeg med sikkerhed: Da jeg den anden dag kastede mig om halsen på vores unge vvs’er i et velkomstknus fordi han kom uanmeldt og gulvvarmen lækkede nede i kælderen, så er det fordi det er min sjællandske kultur. Min Nordjyske mand derimod havde nok holdt sig til et venligt anerkendende nik og en svag nordisk mandig brummen. Det er nok også mere passende i disse #meto tider.

Det er uendeligt svært at værdisætte samfundsnormerne.
Det almene.
Det vi alle måler vores almindelighed fra.

Jeg overvejer at gøre Vorbasse marked til forbillede og både spytte i næven og give hånd efterfølgende. Så har vi cementeret blandingskulturen. Gamle skikke der flytter ind i nye. Mødesteder og arv. Det fylder nu lidt mere end det bare at vinke. Som dronningen gør mest.

Det fornemmes som om vi har mistet retning i detalje orienterede tankegange. En næsten diagnostiseret lovgivning om meget små ting.
Det nye folketingsår må gerne rumme det store – de store linjer – værdierne, og helst grundværdierne, dem man kan bygge samfund på og dem man kan agere indenfor.
Loven må aldrig spærre frimodigheden inde. Så mister vi det danske særpræg.
Og hvad er så det særpræg? eller det præg vi ønsker udadtil at fremsætte.
Jeg håber det fortsat er tilliden. Den der rummer alt og sætter menneske først.
Den vi læner på for at være et demokratisk samfund.

Det smukke ved tillid er at vi ikke behøver lovgive om håndtryk eller hætter.
Tilliden holder døren åben for forskelligheden og tilliden tror på at mennesket vil mennesket det godt. Slet og ret. Uden flere unødvendige udpenslinger og særlove.

Nu går jeg ud og spytter lidt i alle retninger. Skik følge land fly?

Folketingets åbning. "Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige"

“Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige”.
Det skrev filosoffen Peter Kemp der døde 4. august 2018. 
Hvad han mener med de vigtige ord, er at alle kan undværes, selvsagt. Så hvis et menneske forsvinder fra en skole, skifter job eller noget lignende, så kommer der bare et andet menneske og overtaget jobbet eller pladsen i skolen. 
Vi er ikke uundværlige. Der kommer et nyt menneske i vores sted –
Men det nye menneske erstatter ikke det menneske der var der før.
Ingen kan erstattes.
Ingen er ens og derfor er netop det særlige du rummer som menneske, i enhver sammenhæng vigtigt og uerstatteligt.
Alle har den store og særlige værdi at de er uerstattelige.
Hvis et eneste menneske i et fælleskab vælger at bryde det fælles besluttede og dermed udsætter sig selv for en eventuel “udelukkelse” fra samfundet, da udsætter mennesket et helt fælleskab for at miste det allervigtigste der findes.
Det fælles vi har skabt sammen.
At vælge sig det til, at være en del af et fælleskab er at give en flig af sin skæbne til hinanden.
At være skoleelev, kollega, efterlønner, nabo, efterskoleelev, pensionist, højskoleelev, studerende, jobfritaget, jobsøgende, vred, gal, skæv, glad, ja bare slet og ret at være borger i danmark, så er det, det samme fælleskab vi taler om. 
Idag åbner folketinget. Det er demokratiets festdag. En dag hvor vi alle skal huske på at er dybt afhængige af hinanden. Vi er et skæbnefælleskab, på godt og ondt.
Det ene menneskes valg påvirker de andre, om vi vil vedkende os det eller ej.
At være i samfund betyder at vi bøjer os for hinanden og finder mødesteder. Læner på hinanden i tillid til at mennesket vil mennesket det godt.
Det koster noget i tilliden at vælge at bryde fælleskabet. Den tillid kan genoprettes og vi er så heldige at tilgivelse findes mellem mennesker.
Men vi har et ansvar der hver dag går hånd i  hånd med tilliden. Det håndtryk kan ingen fornægte.

Med det nyt folketingsår kommer valget.
Det glæder jeg mig til da et altid flyder med gode løfter om dette og hint – om de så holder vand er en helt anden sag.
men et er sikker – nogle vil erstattes af andre politikere og noget politisk vil blive erstattet med ny politik. Vi skal vinke farvel til nogle af de siddende folkevalgte og byde nye velkommen på Tinge.
De nye erstatte de gamle, men de gamles aftryk vil sidde endnu, deres særkende og særegne holdning. 
Tak for kampen til dem der skal gå nye veje og tak for tiden og tilliden.
Det skal aldrig underkendes hvilket slid det er at være folkevalgt. Hvor meget og hvor svært det er at skulle forvalte folkets tillid.
Tilliden må og skal være ukrænkelig og ubrydelig og vi skal på denne festdag genhuske den tillid og ydmyghed – også som folk også som medborgere.

Tænk godt over det – hver dag – hvordan du vælger at agere og leve. Det er ikke bare egoistvalg du tager, men dine valg er fælles valg. Også selvom du måske tænker at det ikke påvirker de andre. Der tager du fejl.
Vi er hinandens muligheder, sagde Grundtvig.
Og det at være hinandens mulighed forpligter livet ud.
Pas på det fælles vi har skabt, det er skrøbeligt og smukt. 
Det er mere end bare tilfældigheder. 
Det er større end bare os selv.
Det er faens besværligt at være fælles, men endnu mere umuligt at gå enegang.

Tillykke, de folkevalgte er igen “in the building”

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden

det er kærligheds-forstanden!