Det er sår’n en anelse ilde set
at gå rundt om sig selv på sin egen planet
at være tilstede, men tænke på sit
at danse en vals der er ude af trit
at falde i staver mens jernet er hot
at synes at alting er in som er not
at glemme et møde og så gå i stå
at række mod saltet man ikke kan nå
at købe avisen fra dagen i går
men skidt, det forklares i det, det er vår!
//Astrid Søe
vand er smil og gode lege
vand er fælleskab og nød
vand er vugge, vand er veje
vand er pletter lagt i blød
vand er skæbne, vand er skibe
vand er grænse mellem folk
vand er tåren i en knibe
vand er kysset, vand er tolk
vand er fødsel, vand er livet
vand er frygt og vand er håb
vand er livet vi blev givet
vand fornyer os i dåb
Melodi: Egetræet tungt af alder
//Astrid Søe/Mor’s Menageri
Udefra er euforien
ikke ganske at forstå
alle nynner melodien
store smil på må og få
Havestole skifter farve
hækken spirer himmelhøj
jorden flyttes af en larve
væk et vintrens lag af tøj
Udefra tæt ved ækvator
findes ikke skift i vejr
solen kendes som diktator
vinter findes ikke her
Kender ikke eurorien
når det atter bliver vår
kærlighed til blomst og bien
kun vi nordboer forstår
//Astrid Søe
En søndag har kastet en skygge
på muren hvor solen var lun
for der sad fuglen i lykkke
og pudsede på sine dun
En søndag har rustet en cykel
og malet en mund på en sten
så stenens flade ku smile
til den som fandt sådan en
En søndag har valgt sine stunder
til den som vil tænke og se
når fuglen og mennesket runder
den tanke: Jeg vil være til.
//Astrid Søe 2012
Den brød igennem mulm og jord
den brød den frosne klode
den spirer af de gemte ord
min egen navnekode
Og kan du finde mine spor
og gætte gækkens have
så send mig et tilbage ord
og ægget blir’ din gave
Tone: Oluf Ring 1937. Den kedsom vinter gik sin gang.
Tekst: Astrid Søe Marts 2003
Hvad lover vårens egne tegn?
Med perler af forundrings regn
et gensyn med
din spiresæd
et periskop, der spirer op
som top.
Alt der er gemt i dunkelhed
vil spire frem i glædens bed
i løgets skal
bor vårens kald
der ytrer sig som spirehåb
i råb.
Nu springer kærligheden ud
formerer sig på vårens bud
En blomst blir til
hvad mon den vil?
Måske den læner sig mod dig
og mig.
Den duver blidt i vårens vind
mens solen stiger i dens sind
vi bryder op
af jordens krop
i glædesrus hvor livets gys
fornys
Som kærligheden kender det
skal løget bryde gennem frost og sne
og vilje bor
hvor livet gror
hvor kærlighed er spiretrods
i os.
At elske er at trodse død
at gøde hvor der findes nød
at tro på det
vi først ej se
alt skjult er vårens viljevej
til dig.
Nu spirer tulipanerne og glemmer vinterhi
for jorden havde gemt et forår dybt derindeni
og mellem frost og februar fik vækkevisen vækst
da vintervuggevisen havde glemt sin egen tekst
//Astrid Søe 2012
Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes lykke, findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.
se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver
for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.
så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når hjertevarmen kommer
| En lille pige holder hånd og gode mennesker knytter bånd og skriver julebreve jeg ønsker dig en glædelig jul at frihed flyver som en fugl og lander som din gave decembermåned gør så glad velkommen jul, velkommen liv //Astrid Søe 2011 |
juleøl og klegnebag
vågelys hver eneste dag
pakke ud og pakke ind
åh, jeg mangler moster Finn
indkøbsliste, andesteg
og en klistret brunkag’e dej
julekort med posten ud
hyasinten skyder skud
flettet hår med røde bånd
og et barn i hver en hånd
juleknas og legesind
byder juledage ind
Juletræet på besøg
nu begynder det at klø
det er nåle der faldt af
selve juleaftensdag
jeg tog træet tidligt ind
nu jeg danser om en pind.
julen vil så meget mer
end hvad overfladen ser
den vil huske sindet på
lyset skinner i det grå
værnetid for hyggeri
med en smørklat midt deri
Med ønske om en smuk vinter og en glædelig fredfyldt jul til alle mennesker i hver en tro, tanke & tilværelse.
Astrid Søe
Evighedens kys på panden
Tone: Det er hvidt herude.
Tekst: Astrid Søe
I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.
Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning
-Hjerteslag, decemberdag.
Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.
Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.
Kærlighedens banken
-er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.
Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frugtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.
Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden
-vores ord er træets ved!
Ordet skaber hvad det nævner 