Frihed er…

Frihed er at binde op,
hvad der snører mund og krop,
så i ord og håndelag,
frit vi færdes dag for dag.
Løs du kun det røde bånd,
for det strammer om din ånd,
halsen løst og livet med,
da kan frihed finde sted.
Livets røde tråd er til,
som en rettesnor der vil,
vise frit hvad vej vi går,
ikke snage, skabe sår,
ikke baste eller binde,
nye spor at se og finde.
Fri din ånd hvis modet bær,
da er kærligheden nær.
Hvad er folkelig i grunden?
Det at være helt ubunden!

//Astrid Søe 2012
Hilsen til den Gamle Grundtvig…

Link til en flink

Det er så moderne at være lidt flink,
at gøre en gerning der “tæller”,
at hilse med hånden og ikke et vink,
men ikke alt flinkhed det gælder.

Jeg gik over sø, over land og så på,

at flinke folk de overbyder,
med mere flinkhed, ja alt de ku nå,
så flinkhed blir sejrer de nyder.

Næ, nu er det ikke længere godt,
med dannelse, dyd og manerer,
kun oppustet flinkhed er in, hedt og hot,
når rusen kalder på mere.

Det er nu lidt sært for en menneske art,
at hype tendenser i tiden,
en sand flink er flink og ikke Karl smart,
en gerning er god uden viden.

Tja – noget er hipt og noget er yt,
og noget er helt hen i vejret,
så derfor fatter jeg ikke et dyt,
sag’e lille Maren i kæret.

//Astrid Søe – 2012 – kommentar til flinkhedsbølgen… Må den igen blive til en naturlig størrelse og ikke blot en døgnflue på mode 🙂

Dysleksigende

Der er noget næsvist ved skoler der spør´
du sover! Hvad er det du laver?
for ordblinde ønsker, hvad færreste gør:
Åh gid, jeg ku falde i staver!

//Astrid Søe 2012 – #Dysleksi

Livets låge


Der er rustne gitterlåger
der blir glemt og vokser til
som en sjæl der intet vover
selv når livet alting vil

Der er hængsler slidt og satte
der har knirket sidste gang
åben lågen mens du kan det
og bryd ud i ord og sang

Livets låge åbner udad
mod en verden fuld af flor
et frimodigt sjælekarbad
du blir til, hvor der er ord

//Astrid Søe – 2012
melodi: egetræet tungt af alder

Nu også i uddrag som DIGT-I-TAL: https://soundcloud.com/mors-menageri/livets-l-ge

At digte med børn

 

At digte med børn er at digte om dagen
for børn går oftest lige til sagen
en digter kan sidde i mulm natten lang
og fifle, regere med vers og med sang
men børn går til fadet og råber i kor
et komma, vokaler og her nok et ord
hvad rimer på glæde og kat og forstand?
det ved alle børn, fnis og grin.. Tissemand!
de råber om kap og har ord til enhver
og alting er nemt, for ordene bær
når børn digter løs, utvunget af lyst
opelsker de sprog og finder en ryst
der bærer på livet og glæden især
så digt kun mit barn, når livet er nær.

//Astrid Søe 2012

Håb på min pude

Tak til de unger der leged i går,
og glemte lidt håb på min pude,
det satte et aftryk som minder om vår,
jeg så det i spejlenes rude,
for der hvor en rynke så vanligt har fat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
for håbet det er – en beholder.
 
Lille skriv om at vågne sovset ind i bolchet håb, som hulebyggerbørn i himmelsengen havde lagt som tak for lån

 

Efterårsnat i August

Det dufter af stængler der synker mod jord,
af blade der glemmer at gribe,
og midt i det hele der står jeg og glor,
og vinker far vel til en vibe,
Nu sætter en stjerne sig lænselsfuldt ned,
og skynder på året der runder,
alt blir til jord i mit blomsterbed,
og efterårsnatten blunder.
//Astrid Søe 2012

Træd varsomt

Træd varsomt og vær
på livet så nær
at nuet det bær
den drøm du har kær
 Astrid søe 2012

En sang til "Det forsømte forår"

Melodi: Er lyset for de lærde blot, Thomas Laub, 1919
Tekst: Astrid Søe 2012

Er stenen flyttet af en hånd,
der kaster eller knuger?
er bålet tændt af kærlig ånd?
er flammen en der truer?
er livet vendt mod verdens tro?
er døden en befrier?
et forår giver ingen ro,
når hele verden tier.

Er det vi skabte uden krop
når ingen har en stemme?
Det tavse sprog det siger stop
og fremtiden fornemme.
Et demokratisk folkefærd
er fejet over kloden
at sige fra, gir livet værd
for nu er tiden moden.

Der går en mand med store ord
og summer livet sammen
en melodi af folkemord
er fyld i fjedderhammen.
En krop der ligger kastet bort
i søgen mod det frie
når holdning mødes hårdt mod hårdt
et forårs indre krige.

Et land er gammelt, et er nyt
men mennesket forbliver –
stå fast i det og lær og lyt
det mod og mening giver.
Tag føjeligt en andens hånd
og find det sprog der vinder
sæt fri og løs det stramme bånd
til friheden den binder!

Det sker at en himmel

Det sker at en himmel, tar skær som et smil,
et aftryk den spejlet om dagen,
og solen kan farve og kalde på hvil,
i himmelsengs rødmende lagen.
Det sker at en himmel kan tale med sprog,
der længes mod fremmede egne,
for hvergang der skrives i hvælvingers bog,
så læser de med alle vegne.
Det sker at en himmel kan favne de ord,
den fandt mellem ørkner og sletter,
i det vi ej kendte oplyses i nord,
et genskær af sommerens nætter.
//Astrid Søe 2012