Anemonens milde blomster
Dækker skovens døde lag
Nodebogens forekomster
Melodiens sindelag
Vår er vækst af alt i dvale
Af en stilhed skjult og gemt
Som en tone vil den tale
salmesprog vi havde glemt
Anemone sangens måder
Lyder gennem skov og by
Gror af favntag gennem gåder
Vår er færd af os på ny
//Astrid Søe 2013
melodi: Egetræet tungt af alder
Hvad er glæde, hvad er glad?
Spør den gamle Kierkegaard
Svaret er et sjælebad
Som hin enkelte forstår
Glæde er at komme nær
Helt, i sandhed, være
Vælge til hvad der er værd
Men det er det svære
Ak – hvordan er jeg nu jeg?
Hvordan blev du noget?
Ved at vælge egen vej
Som kun du har gået
Men hvorledes findes den?
Gps’en svigter
Angsten træder til som ven
Dødens gab forpligter
Revet ud ad dødens garn
Lev som bare fanden
Langsomheden er for skarn
Livskraften opstanden
Lykkens dør går ud og op
Livet mødt i nuet
Men forstås af “før” og Stop
Af, hvor du blev truet.
Liv er løn og liv er tab
Angst og tillid vandrer
I fornuftigt fælleskab
Glæde alt forandrer
//Astrid Søe 2013
#Søren Kierkegaard omfumlet til hverdagsdansk
Blæs mit vasketøj mod øst,
flyt mit sand som du har lyst,
kom fra vest fra kyst til kyst.
Storm du vilde glade vind,
kom med vår i krop og sind,
kom med rødmen på min kind.
Ryk i træ og tag og flag,
rusk og ryst et sindelag,
læg dig så i ro og mag.
//Astrid Søe 2013
Hvad er folkeligt i grunden
Skrev den gamle Severin
Er det ord vi har i munden?
Er det dannelses doktrin?
Er et folk i grunden splittet
Mellem tro og lov og stat?
Hvad er rigt og hvad er fedtet?
Hvad er fælles, hvad privat?
Hvordan vælger man sin stemme
Ind i hver dags gøremål?
Vil man folkeånd fornemme
I lidt mudder under sål?
Er vi grænseløse ånder
Der bebuder verdensvid?
Er vi kasteløse nonner
I en kassetænketid?
Hvad er ånd og hvad er viden?
Hvad er tro og hvad er tant?
Er historien gennem tiden
Uforløst som fælles pant?
Kan vi dukke os bag hækken
Uden blusel uden kløgt?
Et et fælleskab en vækken?
Eller tvang som vi har søgt?
Er der frihed er der former
Der forklarer hånd og mund?
Er vi viklet ind i normer?
Hvem er god og hvem er ond?
Hvad er folk og hvad er livet?
Hvad er sagen samlet set?
Hvad har folkeånden givet?
Hvad har folket fælles ledt?
Kan en tågesnak forføre
Hvis den siges ofte nok?
Kan frimodigheden røre
Hvis vi stivner af et chok?
Er det kærlighed der råder?
Er det tro og håb og mod?
Er det omhu der skal sætte
Skellet mellem nu og rod?
Er der valg på alle hylder?
Hvad forpligter du og jeg?
Egoismens sorte bylder
Eksistensens strengeleg
Kan vi finde fred i næsten
Uden tvang om ret og vrang?
I forskellighed er læsten
Nodeskriv i folkesang
Se et menneske der venter
I en længsel efter os
Folkeånden alt indhenter
Uden vrede, fri af trods
Folkelig er den der tvivler
Spørger, tænker, undres på
Folkeånd hvor frihed hvivler
Mulighed til at forstå
Hvor er tonen hvor er talen
Til et folk og folkelighed?
I en vilje – fandengalme
Til en fælles kærlighed!
//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk
#Hilsen til Grundtvig
Kan synges på: Folkeligt skal alt nu være
I ægget gemt lå livet lunt og rugede på viden,
Og øvet sig i krop og ånd og alt hvad det blev givet,
Med vingefang og næb og klær der lå så klemt og drømte,
Men så en dag fik skallen hul og livet ægget rømte,
Med store øjne lyseblå og dun på krop og tanke,
Det lille liv gik verden rundt, hør brystet hjertet banke,
Det lille kræ så ny og mild, så nyfødt ud af råbet,
Er født i glædes favn som få, så smukt er endnu håbet.
//Astrid Søe 2013
Der er hamsterhjul der ruller
Der er virksomhed og flid
Der er Blachmans syn på duller
Helt poetisk engleblid
2020 ingen arme
Skaber mere produktion
Der er støv i vindueskarme
I den hele Union
Der er politik der bider
Der er skoler uden børn
Der er lærerne der gider
Men nu har de smækket dør’n
Der er diskusion om skatten
Og om Bandekrig og vold
Kære Danmark fald til patten
Hvorfor føles du så gold?
Der er glæde under sneen
Snart så er den smeltet bort
Smil og le og slå nu til den,
Lev nu livet – det er kort!
//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk
Frosten har sat min have i skak
Kulden har visnet min lilje
Havebænken skaller sin lak
Vårvarm er dog min vilje
Når noget gammelt skal gry påny
Rejses af frost og kulde
Støves af i land og by
Alt mens stenen den rulle
Gensyn og gribende glædes tafat
Leg under solsortens trille
Påskemorgen løfter sin hat
Højlydt med råb om at ville
Midt mellem mangel på varme og vår
Myterne griber til opstand
Noget skal genses hvert eneste år
Livet skal suge af Vievand
Af dvale er vågnet en sommerfugl
Fra vinterskjulet i huset
Og lander genfødt på liljen gul
Med sommervingesuset
//Astrid Søe 2013
Påskemorgen
Frossen jord på Golgata
Hovedskal af ælde
Myter gror imellem lag
Lidelse fortælle
Udmålt mellem ånd og ord
Kors af hånd og handling
Skrift og bog er ene spor
Tyder om forvandling
Uden ondt forstås ej godt
Lys beror på mørke
For at kende forskel blot
Vand hvor der er tørke
//Astrid Søe 2013
#Langfredag
Gækkebrev og påskeliv
Klippe tænke klistre
Men hvem skal mon ha mit skriv?
Jo – mit lands ministre
Lille Lotte fandt sit mod,
Underskrev med prikker,
Fik et svar hvorpå på der stod:
Udfyld i rubrikker
Påskegæk og saksehånd
Nem-id med koder
Passer skidt til nutidsånd
Prikkerne de roder
//Astrid Søe 2013
#gækkebrev ensretning
Der var engang et lille land, som glemte hvad det var,
For der var krise, smalt og surt, det så kun brodne kar,
Og alt var alles kamp mod alt, det fælles visner bort,
Og politik og samfundssyn, det kom igen til kort,
Så sad det lille land forladt, og tænkte hvad gik galt?
Når verdens lykkeligste land, er blevet ganske kvalt,
Hvad var det nu vi drømte om, før krisetid og nød?
Et land hvor den der intet har, må sidde på dit skød,
Hvor alle mødes med den tro, at de er noget værd,
Og politik var vejen til, at mødes hver især,
Nu skændes vi på tværs af kuld, kultur og krisetid,
Oh lille land, omblæst og mild, af fenris får du bid,
Måske du snart skal lægge dig, som Maude og be om ro,
Og hvis du gør så lover jeg, vi gør det begge to.
//Astrid Søe 2013
#Hans Christian – jeg går op og lægger mig!
Ordet skaber hvad det nævner 