Skrevet den af ASTRID SØE

Hengivenhedens dannelse

Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse

Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/

Skrevet den af ASTRID SØE

Nyt-Ord er også gentagelse

Ønsker alle et godmodigt nytår.
Et år der vil trænge sig på med flere spørgsmål end svar og et år hvor enhver må stå foran sin gåde og gribe ud, ikke bare efter livet, men efter det fælles.
Et år der må gøre sig umage med mulighederne, med mennesket og mangfoldigheden.
Et valgår hvor end enkeltes holdning holder for.
For faen et ansvar at vade rundt i – både for hin enkelte og hinanden.
Må 2019 nå rundt om det vi længes mod. Om nænsomheden og hengivenheden.
må vi vige fra frygt for det vi ikke kender og se samhørighedens vindue åbne sig, ikke bare på klem eller klemt af politiske strømninger, men på vid gab – for livet, for loven.

Det vi ved, som ikke gælder
det vi kan, som ikke tæller
det vi gør, som ingen ser
det vi skal, som hjælper fler’
det vi flytter, for en anden
det er kærligheds-forstanden!

Godt Nyt-Ord!
/Astrid

Hvis jeg gør mig umage (2015)
p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 12.0px ‘Helvetica Neue’; color: #454545}
Hvis jeg gør mig umage,
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær

Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode

Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren

Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til Eideren

Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab

Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog

Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul

Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden et hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp

Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind

Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift

Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer

Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder

Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok

Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen

Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb

Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik

Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog

Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken

Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm

Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem

Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Konfirmations sang. til ungdommens mod

Der er dage der kan fylde
Livet ud med syn og sang
Og en plads på livets hylde
Du skal fylde ud engang
Endnu går du ud i dagen
Med dit eget unge vid
Holdningsmod og stillingtagen
Barneliv og teenagetid
–
Der kan være svære dage
Der har fyldt og fundet sted
Der er ting der ”går i kage”
Pis og lort og nak og æd!
Men alligevel er dele
Af det sorte man får se
Også noget der gir’ et hele
I det store: At bli’ til
–
Du har fyldt og du har levet
tænkt og tumlet og er klar
Du er efterhånden blevet
Færre spørgsmål, flere svar
Du kan tænke dybe tanker
Filosofisk mål og med
Eksistens, etik som anker
Går nu ud og find dit sted
–
Der er måder man kan være
Der er veje man kan gå
Og af dig der kan vi lære
Man kan være ”rå som få”
Du har skilt dig ud fra massen
Du har trådt dit eget spor
Givet livet en på kassen
og opstå til i livets ord!
–
Der er tid og der er måder
Der er håb og drøm og tro
Der er mange store gåder
Der er dem der bygger bro
Der er tillid der bør mindes
Der er sådan nogn’ som dig
Gudskelov for at du findes
Du er lige noget for mig!
–
Melodi: Noget om helte
Tekst: Astrid Søe 2016
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.
Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.
At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.
     Der er i ord vi samler
et ukendt sprog om alt
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.
Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.
Melodi: Jeg ved en lærkerede
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Valentinsdag / årsdag for terror i København

Forladte friheds former

og eftergivent mod i fjord
i spørgetidens normer
og efterladte ord
i angst og bævens ånd og ar
en skæbnesvanger februar
et glimt at ukendt vilje
for evigt som en tilje
urokkelig og gold
Et nu, der nærer mørke
med øjne der kan bære lyn
usikker ukendt tørke
og skimmelgænger syn
et øjebliks umættet magt
en maskemagers sidste akt
så stilhed gennem landet
indhyllet tidevandet
har spor af dåd og dag
Opstået håb og hele
og tætte tanker hvor I faldt
taknemligt må vi dele
et brød og livets salt
så blomster på den frosne sti
i tillid viger død og krig
I mødte dødens komme
men livet er ej omme
når I, i os er til
Befri det mod vi kender
lad kærligheden stå som vagt
og ræk mig dine hænder
gør ordet til vor pagt
vær værn mod håbløshed og frygt
vær mødested for noget trygt
vær hjerte og vær viden
i nuet, eftertiden
i sjæl og sind og ånd

//Astrid Søe 14/2 2016

(Kan synges på melodi: den blå anemone)

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Veje

Der er arv af liv der er levet
der fortættes i dage og år
og alligevel er det blevet
som et nu, kun du helt forstår

Der er veje der krydser og ender
der er mure og volde og hegn
men i kærtegn fra dine hænder
står intet min væren i vejen

Der er storhed og ære og stunder
der er mandsmod og helte og krig
men jeg opstår igen som et under
i de ord som kun du kan befri

Der er ikke noget der hindrer
der er intet der spærrer en vej
der er ikke et sted i mit indre
der ikke fører til dig

(kan synges på melodien “Barndommens gade”)

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Vi snubler i ordet

Vi snubler i ordet

Og deler et folk
For ordet på bordet
Det kom uden tolk
Fornuften låst inde
Og viden lagt bort
I kamp om at vinde
Kun hårdt mod hårdt
Engang var det danske
At samtale frit
Og ikke forvanske 
Et frisind som kit
Vi skabte forenet
En tale-kultur
Der skar ind til benet 
Og skiftes på tur 
Hvad hjælper det folket
At skænde og gå?
Hvis ryggen er dolket
Og tonen er rå?
Skøn på hvad der menes
Det samler igen
Skønt vi ikke enes
Så er du min ven
At enes er ikke 
Et mål i sig selv 
Til det må vi nikke 
I arv og i gæld
Men kunsten at lytte
Og lære og se
I borg og i hytte
Er der vi blir til
//Astrid Søe 2015
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

At hele hvad der deler

At hele hvad der deler 
I denne tvivlombruste tid
Med livrem eller seler
Vilkårlighed af vid
At sidde på en sten i læ
Og se fornuften stille dræ
Nedsunket opstands tanke 
Vær selv en redningsplanke
På vådevand af skæbne
Er båden last og brast med håb
Tålmodig tillid væbne
Mod kuld og bølge dåb
I horisont forjættet land
Og håbet lys mig ej i band
Tag hånd om vej og verden
Og led mig i min færden
Mod hegn og mur du trykkes
Slår hånden mod det tomme rum
Og ingen grænse rykkes 
Når dagen den er stum
Du kalder med en krop af mod
Og synker sammen for min fod
Forladt af småligheden
Og død i ensomheden
En uvished der deler
Et folk der bor hvor bøgen står
I ord der intet heler
Og ingen hjerter når
Forladt forandret frost og frygt
Du strides med hvad der er trygt
Lad angsten dø og falde
For kærligheden kalde
//Astrid Søe 2015

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Høstsalme

Høstsalme

melodi: Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt

Nu falder frugten nådigt ned og møder jord igen
et håndtryk fra naturen, opstandelse og ven
og knæet bøjer sig mod jord og løfter livet op
en ring af evig troskab en grænse uden stop

Ved marken læner træet sig mod vestenvind og kuld
og roden blotter livet og letter på sin muld
kastanjen lyser fuld af håb og kalder leg og ly
jeg kravler mellem grene og bliver barn på ny

I alt jeg fik og længtes mod, i høstens gavn og giv
var modet til at råbe, kom ind, min ven og bliv
du gik på vejen mellem ord og ledte efter mig
jeg høstede den lærdom, at jeg i alt er dig

At kende og at høres ved, imellem sprog og ånd
at løfte nogens skæbne og løsne stramme bånd
at give fred og huse liv og gøre dagen stor
at holde om hinanden i fælleskab og ord

Nu takker jeg for alt jeg fik, og længsler der blev mødt
forskellighed og vilje til både blankt og stødt
og når nu hylden kaster i velsignelse sit bær
så kan jeg atter sige; størst kærligheden er.

//Astrid Søe 10. september 2015

http://www.astridsoe.dk