Tone: Nu lyser bøgens blade atter op

Eller (som dybest brønd gir altid klarest vand)
Tekst: Astrid Søe 2002

Hvor er du slidt, min kærlighed, mit håb

hvor søger du i livet mange veje
men aldrig er du tavs, kun fyldt med råb
og minder om du ej er til at greje

Jeg skriver ned på dagens huskeblok

at livets læring tærer al min glæde.
da støder du mig atter med et chok
og hvisker vrissent at du er tilstede!

Jeg ber’ dig huske på din alderdom

men du går stædigt over dine bredder
du springer nyfødt ud og råber kom
selv jorden føles ny der hvor du træder

Jeg følger dig med støv på mine skridt

en nutidsbrænding skyller mine lemmer
du tar min hånd så jeg kan følge trit
og råber nye ord trods gamle stemmer

Min kærlighed er hullet som en si

og glemmer gamle sten i tunge tasker
forelsker sig, oplivet indeni
en gammel opskrift fyldt på nye flasker

Jeg står igen ved kærlighedens dør

og hamrer nye rytmer på dens lægter
jeg ved de fleste tøver før de tør
men kærligheden aldrig sig fornægter

Endnu har intet menneske magtet at sætte ord på kærligheden.

Ingen har fundet svaret på gåden.
Vi gentager og gentager vores spørgsmål.
Og tilsidst råber vi af os selv og andre at vi er nået ind i banaliteten.
Men kærlighed er aldrig banal.
Den er netop værdig til dagligt at stille spørgsmål.
Og herligt er det at opdage at selv vores herlige sprog må blegne.
Vi finder ikke ord. Vi mislykkes.

Vi skriver op og ned af stolpe om forelskelse og om kærlighed der går itu.

Men selve kærligheden kan vi ikke, selv ikke med de mest herlige forsøg, finde et hjemligt brugbart sprog til.
Vi kan genkende kærligheden når den er der, men fange den ind til et gyldigt svar magter vi ikke.

Forunderligst af alt er selvsagt, at vi vil sætte livet ind på et andet menneskes genkendelighed.

Et andet menneskes uforklarlige kærlighed.
Det er kærlighedens væsen.

Forelskelsen er straks en helt anden klædning.

I forelskelsesøjeblikket render vi endnu rundt med prisskiltet på frakken.
Sindssyge i øjeblikket.
Ude af os selv.
For det er de færreste der virkeligt har været ramt af forelskelse der er sig selv.
De er ude af sig selv fordi vi er på ukendt grund.
Og det er vidunderligt at lade sig forføre ud i forelskelsen.
Lade sig føre af det ukendte.
Men det er ikke holdbart.

Dagen kommer hvor forelskelsen møder sit modstykke.

Den møder kærligheden.

Forelskelse og kærlighed har slægtsbånd, men det er langt ude i familien.
I valget af et menneske, en anden end os selv, mødes de to, forelskelse og kærlighed.
Men de skilles ved forelskelsens krav om fornyelse og kærlighedens krav om gentagelse.
Forelskelse er som en svingdør.
Vi mødes ikke og falder i snak i døråbningen.
Vi løber rundt og skubber til glasfladerne i døren.
I det øjeblik hvor vi får øje på vores eget spejlbillede i glasset,
og dybere, får øje på at glasset er så gennemsigtigt at vi kan se det menneske vi er forelskede i gennem det.
Da bestiller vi håndværkeren til at skifte svingdøren ud med en dør der har håndtag, hængsler og nøglehul.

Kærlighedens dør åbner og lukker sig hele tiden.

Og er bred og magelig så man igen og igen mødes i døråbningen.

Nødudgang, står der over mange døre i det offentlige rum.

Det står der ikke over kærlighedens dør.
Jeg forestiller mig at der står: evighedens gave.

Kærlighed er arvelig og gammelkendt.

Det første vi fornemmer i livet er kærligheden.
Barnetroen er gjort af dette besynderlige stof.
Kønsakt er ikke kærlighed.
Der kræves ikke kærlighed for at blive med barn.
Men der kræves kærlighed for at ville barnet.
Ville livet.
For at vælge sig livet til.

Kærligheden som arv er fælles menneskelig.

Og urokkelig hvor meget vi end brydes med den.
Hvor kærligheden hersker bor livsgrøden
Hvor den slukkes hersker døden.
Skriver Grundtvig.
Hvor der er kærlighed er der liv.

Hvis kærligheden virkeligt er den kraft der kan overvinde alt.

Hvorfor ser det så ud til at den sviger os hele tiden?
Sådan kunne man spørge sig selv.
Hvorfor giver den fortabt mellem mennesker?
Hvorfor sygner den hen efter års samvær.
Alle stiller spørgsmålene.
Men kærligheden selv er tavs.

Grundtvig skriver i digtet nu skal det åbenbares:

End lever kærligheden,
Som aldrig kan forgå,
Men klare sig herneden
Til livet at forstå.
Til klart ham at begribe,
Der evig er i live
Som kærligheden selv.

Kærligheden er livets gåde.

Jo klarere vi ser kærligheden,
jo mere forstår vi af livet.
Og jo mere fornemmer vi det evige liv.
Armen strækker sig gerne ud,
når det der bliver budt rundt; at vi skal elske hinanden.

Et menneske sagde til mig at kærligheden kan blive mere sikker indeni end ens eget cpr nummer.
Meningen var at fortælle at kærligheden var sikrere end det menneskestempel vi får fra barnsben i cpr nummeret.

Sig du er til: sig mig dit cpr.

Tallene i cpr. Nummeret er evige i deres rækker og udvidelse.

Ingen kender tallets endelige.
Men kærlighedens stempel mærker dig dog dybere som menneske end tallets stempel.
Kærligheden kan i tanken ikke høre op.
Kærligheden er evig fordi den rækker ud over både livet, angsten og døden.
Kærligheden er livets mulighed.
Og en mulighed som enhver kan række ud efter.

Der var på et tidspunkt en tv reklame der løb over skærmen for et nye pop program på tv-2 der handler om det der på nudansk hedder dating.

Underteksten til udsendelsen lyder:
Kærlighed er ikke for amatører.
Vrøvl! mener jeg.
Kærlighed er den vidunderlige blanding af at enhver netop både er professionel og amatør.
Vi kender kærlighedens værd, dens overlevelsesevne og vi kender dens gentagelse.

Kærligheden mellem slægter, kærligheden til fædrelandet, til naturen, til livet.

Den kærlighed hører ikke op når kærligheden brister mellem to.
Kærligheden er stadig en evighedsmaskine.

Mister vi kærlighedens samspil med at menneske sker der det forunderlige at vi begynder forfra.

Vi er livet igennem så overtydede om at kærlighed er til,
at vi hovedkulds har mod til at ville den.
Igen og igen.

Jens Rosendal digter således:

At livet det er livet værd

på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden sir,
så har den vore hjerter.

Jeg brugte i en prædiken i hjallelse kirke disse ord af Rosendal som bøn for min prædiken.

Og de var valgt fordi de netop siger det mest vidunderlige ved kærlighed:
At det kan da godt være, at det er gået skævt for nogen før,
med lige i kærligheden kan vi ikke bruge andres erfaringer eller
vores egne.

Kærligheden er glemsom.

Det er min påstand.
Den kan dykke os ned i glemslens bad, så vi atter genopstår til livet.
Jeg tror at det er det eneste sted i livet og det eneste begreb vi ikke kan lære af og gudskelov for det.
Folk bliver gift og skilt og gift igen.
Og kærligheden er ikke ringere af den grund.
Kærligheden vender tilbage til det menneske der har mistet troen på at den kan findes mere.
De fleste kender fornemmelsen.
Aldrig mere vil jeg elske, siger vi når vores hjerter er bristet.
Men midt i det mørke famler vi dybere rundt i frakkelommernes gab og støder på en tube karlsons klister.
Hvis en dag dit hjerte brister,
Lim det så med karlsons klister.
Det umulige klinkes sammen og kærligheden er på ny beredt til kamp.

Kærligheden er viet til opstandelsen.

Det er kærlighedens ukuelighed.
At den er evighedens stemme.
Jo mere kærlighed et menneske vælger ind i sit liv, jo mere får det fornemmelse for evighed.

Videnskaben søger efter en forklaring på kærlighedens kraft.

Og Videnskabens svar er at den er kemi.
En gruppe amerikanske forskere har for nyligt undersøgt forelskelsens kemi bl.a. ved magnetisk scanning af hjernen.
Og der er ingen tvivl.
Vi vælger ikke selv kærligheden.
Kærlighed er kun kemi,
Det hævder videnskaben.
Den kristne skabelsesmyte siger noget andet.
Den siger at kærligheden er en erfaring vi har fra livspustet.
Kærlighed er i åndedraget.
I det livspust der gik fra skaberen til lerfiguren.
Et kærlighedspust.
Tanken er ikke så tosset endda.
Puster man et barn i ansigtet holder det med gammel erindring vejret.
Man kan dykke barnet ned under vandet uden frygt for at det drukner hvis man først puster det i ansigtet.
Barnet holder livet nede i lungerne til det igen kommer op til overfladen.
Så genoptager det åndedraget.
Det er barnetro.
Og barnlig tillid.

Midt i videnskabens dokumenter om kærlighedens ufri, kemiske kæft, trit og retning står vi og mangler kærlighedens pust i ansigtet.
Og det kærlighedspust kan vi hente i vores egen erfaring.
At kærligheden er mere end videnskab.
At den er et stedligt besøg af evighed.
Ordet kemi har jeg valgt mig til at være en forkortelse af:
Kærlighedens evigheds mod indeni.

Et gammelt mundheld siger at kærlighed er blind.

Videnskaben siger det samme.
Man forelsker sig bedre i mørke.
Vi tiltrækkes af hinanden når mørket falder på fordi propillerne udvider sig.
Det er også derfor vi nemmere forelsker os i brun-øjede folk.
Men det gamle ordsprog kærlighed er blind kan jeg ikke genkende.
Jeg ville vælge det lidt anderledes, og i stedet sige:
Forelskelse gør blind
Kærligheden går med kontaktlinser

Jeg har endnu ikke forelsket mig i et rigtigt menneske.
Det vil selvfølgeligt ikke sige at mændene er lavet af plastik, men det jeg mener,
er at de mænd jeg har forelsket mig i har været drømmebilleder på en uvirkelig væk.
Det er samme udsagn her gang: Den mand jeg lige har mødt er alt det jeg har ledt efter.
Han er helt og aldeles vidunderlig.
Ingenting stritter imod.
Forelskelsen blinder så meget at man heldigvis kun ser det nye menneske som fejlfrit.

Når kærligheden så slår ned viser det sig pludseligt at det menneske der lignede ridderen på den hvide hest er levende, drypper på brættet, snorker, læser på lokummet, vasker karkludene ved 30 graders uldprogram.

Her bliver kærligheden stærk.

Kærlighed holder af fejlene.
Kærlighed lærer os at få øje på egen fejl og at leve med andres særheder.
Det øjeblik man ser at ingen er fuldkommen bliver kærligheden fuldkommen.
Den går fra blind til bruger af briller.
Kærligheden ser netop mennesket.
Den forstørrer alt virkeligt hos den anden.
Forelskelsen gemmer sig bag sit svagtseende væsen.
Og det gør ikke forelskelsen ringere.
Dens skønhed er netop at den kan forgude.
At den giver tro på at det er den eneste ene man har mødt.
Og forelskelsen holder lige tidsnok til at man er klar til kærlighedens favntag.
Klar til gentagelsen vidunderlige varme hånd.
Endnu en dag med det samme ansigt på puden ved ens side.
Endnu en dag med det velkendte godmorgen.

Kærligheden er i fare for at blive vane.

Det valgte menneske kan blive et møbel i ens tilværelse.
Kærligheden må med mellemrum brydes af forelskelsens overraskende hurtighed.
Man kan forestille sig en mand og kone.

Manden har i 30 år i træk serveret kaffe og rundstykker på sengen hver morgen.

Man glemmer til sidst at sætte pris på det.
Men den morgen han ikke gør det.
Så indtræder længslen efter de sprøde rundstykker.
Efter ritualet, det genkendelige.
Man længes efter det velkendte.
Men får jo lige så hurtigt øje på, at hvis han ikke havde ladet være med
at varme rundstykkerne den dag, så havde man aldrig fundet den længsel.
Så havde man ikke fået øje på hvor herligt ritualet er.
Det øjeblik man længes mod noget vokser også kærligheden til det.
Længslen kommer man til at holde af..
Så meget, at man længes efter længslen.

Kærligheden forguder ikke, som forelskelsen gør det.

kærligheden holder helligt.

Vi skælder et helt liv på vores nærmeste over deres ritualer.

Forny dig dog menneske.
Lær dog at ramme brættet.
Men de ord vi bruger mod vores elskede, må kun vi selv bruge
Det man lige kærligt har skældt ud over på sin mand,
Bliver man rasende over at høre andre sige om ham.
Hvad fanden ligner det at sige den slags.
Selv må man gerne sige det.
Der er jo kærligheden samtidig med,
trods de hårde ord.
Men ingen, ingen andre skal sige noget af samme skuffe.
Vi forsvarer den eneste ene mod angreb udefra og angreb på sig selv.
Kærligheden er loyalitet indbygget med sin egen retfærdighed.
Den dag man finder sig i andre menneskers dårlige ord om den man lever med er kærligheden brast.

Kærligheden er fri i sin uovervindelige tilstedeværelse.

Brister den for to lever den videre i dem hver for sig.
Ethvert menneske leder efter kærlighedens garantibevis.
Elsk mig for evigt eller ikke overhoved.
Det er kærligheden ukuelige håb.
At den er evig.. så længe den varer.

Hvad skal vi med ægteskabet som ide?

vi skal turde tage dødens ord ind på lige linie med kærligheden. 

I det kirkelige rum møder ordene til døden os skiller,

der er man mest fri.
Der vælger man netop for livet.
Døden minder om liv, fortæller om at man tar kærlighed så alvorligt at man sætter livet ind på det.
Jeg har fundet på den ultimative morgengave: En gravsten!
Det er måske ikke den mest moderne ide, men min tanke var at tage de ord alvorlige.
At ægteskabet er en ny begyndelse.
Vores navne står på stenen og vores vielsesdato.
Mister vi kærligheden eller dør fra hinanden er det der livet hører op.
Det er den dato der skal stå som dødsdag på vores sten.
Men vi håber da ikke at den ender med at stå inde hos skilsmisseadvokaten.

Kærligheden lover os ikke noget.

Løfter i kærlighed kan kun vi selv indfri.
I genkendelsen,
I tilliden,
I kampen for at nærme os den gåde vi aldrig kan løse.
Kærlighedens gåde.

Lars lilholdt har i 1993 skrevet om hvor umuligt det er at navngive den gåde.

Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil… han finder ikke et navn
Det eneste svar han finder,
Er samme svar som Grundtvig fandt i hans kærlighedstro.
Kærligheden er en gave.
Vi kan tage imod den eller kaste den bort.
Vi stifter ikke gæld ved at modtage den.
Kærligheden er netop fri fordi den ikke er en selverhvervelse,
Den er med andre ord livets egentlige gave.
Det overskud alting gror af.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s