Der er noget der sætter forstanden i stå/
og kalder på tydning og troen/
der er noget der mister hvergang det vil gå/
der er noget der opelsker roen/
for der kom den ene/ der havde et smil/ der rejste fra fremmede egne/
og nu vil jeg mene/ jeg rejste en mil/ på ganske forstandige vegne/
befriet til det der gør livet begrædt/
den rene den skære forandring/
og nu er min tillid så udslidt og træt/
af denne forandrende vandring/
I stilhed bemærkes den sjældne og se/
en virkelig vej er bestået/
til livet med fødsel og smerte og ve/
den lykke vi altid har fået
//Astrid Søe 2012