Der går min gamle nabo med sin stok og stive ben
Og kikker ned på vejen efter snuble løse sten
For selvom han har rundet niti går han dagligt tur
Et sjælebad af folk og fæ som livets bedste kur
Skønt han kun mine fødder ser, da ryggen krummer sammen
Så er de ord vi deles om den gnist der tænder flammen
For livet vokser evigt til og ord opliver sjælen
Liv op, gå ud og mærk et glædes fjederhop i hælen

//Astrid Søe 2013

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s