Der går min gamle nabo med sin stok og stive ben
Og kikker ned på vejen efter snuble løse sten
For selvom han har rundet niti går han dagligt tur
Et sjælebad af folk og fæ som livets bedste kur
Skønt han kun mine fødder ser, da ryggen krummer sammen
Så er de ord vi deles om den gnist der tænder flammen
For livet vokser evigt til og ord opliver sjælen
Liv op, gå ud og mærk et glædes fjederhop i hælen

//Astrid Søe 2013