Der er to sprog i verden. Sang.

Der er to sprog i verden, 
der bestandig krydser mit spor. 
Den ene er hadets færden 
det andet er frie ord. 
Det ene løfter sin hånd til slag, 
der rammer sjæl og kød. 
Det anden taler min hjertesag, 
og bortmaner frygt og død. 
Det ene tvinger og skaber strid,
og næres af martyrens dåd. 
Det andet beror på ét individ, 
dog er de i samme båd. 
De sprog er spor i verden,
og dør om dør de bor.
Det ene klemt mod det andet,
for Loke, såvel som Thor.

Hvert menneske er grundlag for,
et sprog, i pen og mund.
I tillidsord der føder vår,
har hadet ingen grund.

Vær håb i det der skiller folk,
vær ord af hjertesprog.
For du og jeg skal være tolk,
gør kloden rund og klog.

Tekst: Astrid Søe 2015, frit efter Tove Ditlevsen 1942
Melodi: De evige tre. Anne Linnet (Fra albummet “barndommens gade” 1986.)

Vi er også ord.

Vi er også ord
nu er vi her
den her verden 
forestiller ikke os 
fanatismens ansigter
oplevelser af terror tager ordet og
rædslen stiger når
daglige beretninger fra en verden i strid fortættes og
beskærer et forår mens
troende hjerter i vinterløbet
som går svangre med 
håbets vinger
hvor viljen og troen på
et samfund, en verden
i samdrægtighed
for at lære 
tegn til tale
brydes med 
angst og tavshed 
kampen om ilden 
blev 
til kampen om ordet
ordet er frit
Læses igen nedefra og op!
//Astrid Søe 7. Januar 2015

Når tulipaner længes

De der januardage, lige efter nytåret hvor det nye år lige er begyndt at folde sig ud, som en nyfødt der bliver målt og vejet lige efter fødslen og på et døgn vokser med flere centimeter.
Det tager tid at strække sig igennem når man har været bøjet sammen i svangertiden.

Året strækker hurtigt hals i dagens aviser og med et valgår inden for rækkevide.
Nytårstalen bliver målt i læselix og folkeskolereformen sukker en smule da opgørelsen viser “letlæseligt lix”. Men det gør ikke noget. Ordene er der, om de er store og forfængelige, oppustede, fremmede eller bare hverdagsgloser.
Punktummer er der mange af.
kortprosa, nærmest punkvis haikudigt.

Og så er der Daisy og ønsket om at vi skal gøre os umage.
Det skal vi selvsagt, umage med at være mennesker – med de menneskelige fejl vi indeholder og som gør mennesker til netop mennesker og ikke mekaniske elektroniske hånddukker i en fjernstyret samfund.

Vigtigst er udsynet. Kikkerten der snublenært kan nedstirre stjernestøv et ubesøgt sted i universet.
De store briller der gnaver sig ned i næseroden og finder fredagspopkorn under sofaen.
Udsynet, mod det vi ikke fatter. det skal vi gøre os umage med.
Dem vi ikke kender så godt, som vi står bag i køen i netto. Dem der dufter af feriekrydderi og ikke så meget af sur mælk blandet med billig deo fra Matas.

Nytårsnat stod jeg ude i en skov. I mørket for at se det spektakulære fyrværkeri over nattehimlen.
Det er ikke let at finde steder hvor der ingenting er. Kun mørke.
Men der stod jeg alligevel og så det gamle år brænde op i atmosfæren mens det nye med rottehaler og hinkesten tog over.
Det var umuligt ikke et øjeblik at føle at man stod på Sinjar bjerget og så verden man kendte eksplodere rundt om en.
Mørke hvor jeg stod og i alle retninger rundt om knaldede lysglimt efter lysglimt himmelen både purpur og krystalfarvet.
Der havde de siddet, på bjerget i 2014 og frygtet og grædt og holdt om hinanden i uvis venten.

Og her stod jeg, i mit lille trygge land og prøvede at fatte smerten og frygten på det bjerg.
Det krøb ligesom sammen om mig midt i festen og glæden og hylene om godt nytår og grin og smil.
Jeg havde vel lige rejst mig fra en fabelagtig middag og champagnen gav et tågeslør på nethinden gennem nattesynet.
Jeg var der jo ikke, men alligevel var Sinjar bjerget kommet til mig.
Medierne havde billigtligt kastet fortællinger om krig af sig gennem hele 2014.
Og jeg fulgte med, lyttede, læste, hørte og alligevel forstod jeg kun lidt.

På hylden i gangen lå morfars medalje efter tro tjeneste for vores land.
Den gik i arv gennem generationerne den medalje – så vi ligesom kunne læne os lidt på den hvis nu man fik fornemmelsen af at gøre for lidt.
En art sovepude som jeg i skoletiden var så uendelig stolt af.
Min morfar var frihedskæmper, bare så I ved det. Sådan mellem leverpostej og spegedrenge og blyantsspidssmulder.
Alligevel, i stoltheden over at have sådan en helt som ane, smager indsatsen lidt af brun sovs på min egen tallerken. Det er jo restemad, det er jo ikke mig der har kogt sovsen.
Min morfar er min vildeste helt. I mine barneøjne bar han danmark ene og alene gennem en krig og siden blev han en sten i muren der lærte mig noget om vores danmarkshistorie.
Alligevel må jeg her midt i de midaldrende år sande at jeg jo har ikke kæmpet en krig.
Det er ligesom lidt utænkeligt og en saga blot at vi løb gennem gaderne i ly af mørket mod frihedskæmpernes nedkastningsplads. kampen mod overmagten og besættelsen.
Den tid er min fortættede fortidsfortælling.
Jeg er stolt, men jeg har ikke selv del i den sejer og den heltegerning.
Jeg har ikke været i krig, kun set den i min morfars øjne i fortællinger. Flugten og frygten i øjnkrogen. Smagen af blod og jern. Flugten, dæknavnene. Under jorden, men dog dansk jord.

Men det fylder i min anabog. Jeg læner på det endnu og synes jeg kan sætte mig åh så meget ind i at være udefra, at måtte flygte. At være besat, i krig. At være uden land, uden hjem, uden familie, uden grund under fødderne.
Måske er det indbildsk at vi tror at kunne sætte os i en flygtnings sted. Det nærved umuliges tilstand. Det rodløse, det fremmede og selv jorden under neglene er forskellig fra den kendte jord.
Men jeg prøver og vil. Vil forstå og kunne sætte mig i det sted. Det er da det mindste vi kan gøre for hinanden.

Jeg får verden gennem et par millimeter glas og når jeg gør mig umage tager jeg briller på. det fordobler mit syn og min nethinde. Men jeg kender stadig ikke til krig. Kun som en arv, en medalje på trofæhylden.

Alligevel var jeg på Sinjar bjerget den nytårsnat vi gik fra 2014 til 2015.
Fordi det bevæger. Fordi det gør ondt at mennesket må slippe det kendte og tilliden og løbe og gå gennem verdener af fremmed jord og fremmede ord.
Lysglimtenene lignede en himmel i krig, en himmel der aldrig ville blive mørk igen. Det beskyttende mørke, det fredsvarslende mørke.

Indenfor sang pigekoret om Gotens hjælm og hjerne der brast og Pless inviterede til gudstjeneste. Hans ryst gennem den åbne dør nåede ud på Sinjar bjerget hvor jeg stod. Vær velkommen herrens år og velkommen herhid.

Så blev der plads i ordene, der blev plads til alle religioner og næsten blev byttet ud igen og igen i forsøg på at omskrive de gamle ane-tekster.
Du skal elske den fremmede som dig selv.
Måske skal du bare elske, uden grænser.
Du kan ikke forstå en flygtning, hvis du selv bor i glashus.

Og nyårsmorgen gryede, som et Grundtvig digt, og den gamle digterpræst og jeg var begge tidligere oppe end fanden.
Festen blev fejet sammen i huset i skoven.
Himlen lysnede i morgengry uden flere hylende raketter eller lysglimt.
Katten der var løbet bort, for helvede, den er jo sin egen og uden fjernstyrede bånd, kom trissende nytårsfed tilbage over markerne med en halvædt mus i mundvigen. Den brækkede sig efterfølgende mere end en teenager til halvbal.
Man skal lære hvornår nok er nok, om man er kat eller menneske.
Imens proppede jeg brændeovnen med serpentiner og kaffen var allerede halvlunken og termometeret efter en udluftning nede på 16 grader.
På Sinjar bjerget havde det været 40 grader varmt og der var ingen vand.
Jeg vaskede gulvet denne nytårsmorgen og før familien stod op var der stille. Kun katten spandt og efterlod det nye år i dvale.

Termometeret steg og der kom liv i de søvndrukne mennesker. Senge blev forladt uredte.
Klokken tikkede, dagene gik.
Tulipanerne fra nyårsfesten blev sat i vinduet.

Det nye år med krysantemumbomber, X-faktor og valgdatoer. Trummerum og det danmark du kender retorik. Det danmark VI kender. Arven.

“Det er egentlig ikke ok at skære tulipaner væk fra løget, dræbe dem og så sætte den i vinduet hvor de står og længes ud” sagde min tweenunge. Ikke henkastet, men i alvor, bebrejdende og lidt anklagende, men overbærende som børn nu er det med deres store udsyn og verdensvidder.

Og de længtes tulipanerne, som han sagde.
Og de lænede sig på det kolde vindusglas mod en verden de mente at kende, som en art genetisk hjemsted, selvom jeg vidste de var drevet frem i et drivhus sikkert et sted i Holland.
Alligevel stod de nu og ville hjem.
Ikke til deres glashus i Holland, men helt hjem til naturen.
Med hovederne trykket mod vinduesglasset som en børnehavebarn der ikke vil eller magter at sige farvel til en forælder, med snottet og gråden drivende i lange spor ned af ruden.
“Sig hurtigt farvel”, siger pædagogen toneløst. “Det er bedst, så snart du er gået bliver lillepigen glad igen. Det skal du tro på”.
Men ingen ved det med sikkerhed – om glæden kommer igen når man længes, stærkt.
Sig hurtigt farvel. Gå. Løb, vink, men se dig ikke tilbage.

På Sinjar bjerget havde de sagt hurtigt farvel, gået, løbet, fægtet med arme og ben og ikke set sig tilbage.
Der var gråd og snot i lange spor ned af bjergsiderne og den næste regn der rammer dig har partikler af denne gråd, båret med vinden, gennem verden, gennem folkeslag og gennem fremmedes gråd over at skilles fra det de kommer af og hvorfra deres verden går.

Tulipaner er ikke i tvivl. De længes, med farverne udenpå og kroner der smukt åbner for lønkammeret i livet.
De arver en længsel efter jorden og efter genopstandelsen.
De skifter ikke sprog eller kulør en nytårsnat på vej ind i et andet år, klippet ved stilken og sat på vågeblus i en slat nøje afmålt vand de kan drikke af.
Tulipaner har samme udsyn som jeg. Gennem glasset ser de verden. Jeg ser mediernes udsyn og de ser naturen udenfor hvorfra de kommer.
Den natur der legende og næsten frillemodigt ægger til gensyn og genkomst.
Men løget mangler. Det løg de kom fra.
Naturen udenfor et blot blændværk, for de er revet fra roden og i roden ligger et hjertesprog, en arv og en fortælling.
Mine nytårstulipaner gør deres arbejde. Den korte tid de lever. Det er mere end jeg kan forlang for 25 kroner. Meget mere end jeg kan forlange af nogen der er i længsel.

De hører jo ikke til, hos mig, men må finde plads og rum i mit, trods længsel.
omplantet i en hypet guld og hvidstribet Kählervase en festaften under bulder og brav.
De længes bare som kun tulipaner kan.
Og som de der er kommet hertil uden at ville. Uden rod, uden jord men med arven og anerne som eneste holdepunkt.

Når nu I har mistet jeres rod kan jeg kun håbe, i ydmyghed at pode jer på min og håbe I kan gro jer livet til. Det må vi gøre, nænsomt og i kærlighed. Og tag arven med, tag fortællingen, hjertesproget og længslen med. Den må vi dele uden glas imellem os.

Tag det sorte kors fra graven, plant en tulipan hvor det stod.

Godt Nyt-Ord!
//Astrid Søe

Julebrev fra livet (spokenword)

Et julebrev fra livet

by Astrid Søe – Mor’s Menageri https://soundcloud.com/mors-menageri/tuesday-10-59-pm on #SoundCloud

snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.

Jeg går hvor livet ender

Melodi: der truer os i tiden:
Tekst: Astrid Søe 2014

Jeg går hvor livet ender
på markens pløjejord
hvor rundgang endnu vender
grundlaget på mit bord
i hænder der greb fat
om roden på en nælde
hvor frøet sidst blev sat
Befriet gennem grebet
af mange slægters liv
kulturlag efterabet
i jord til bord motiv
vi høster som vi sår
og kender gennem tider
grobund fra tidlig vår
Med harvens stærke tænder
og hønens eget æg
et liv i dine hænder
og morgenstubbet skæg
det nærmeste vi ser
naturens grund og skæbne
nedfældet i dit ler
Du henter mine kerner
og sætter knold og kim
vasker, flår og fjerner
pakker i frost og rim
dog hjemme ved mit bord
da husker jeg naturen
indkøb og låneord
Jeg går hvor livet ender
på markens pløjejord
og fletter mine hænder
og nynner tætte ord
om frugten af dit vid 
jeg knaser mine tænder
naturligt bid for bid

Havregrøds blues – landbrugssang

Melodi: Livet er en morgengave

Jeg er vågnet denne morgen
uden havregrød i kog
der er ingen gryn tilbage
ingen simren under låg
jeg har glemt hvordan jeg skaffer
både gryn og mælk og mad
så jeg skumler, mens jeg daffer
morgensurt i lunkent bad
Mens jeg tørrer mine skanker
tænker jeg i fuld galop
jeg hos naboen nu banker
kan jeg låne mig en kop?
bare gryn og mælk til grøden
et fortroligt tak for lån
naboen ser helligbrøden
smækker døren som en hån
Nu er gode råd jo dyre,
jeg må google lidt om gryn
google rammer mig med syre
gryn de dyrkes ‘ik i byen,
så jeg tar min gamle jernhest
cykler til lars tyndskids mark
finden bonden i reflexvest
men han siger “den står brak”
Næste landmand går og malker
sine køer med sug og slip
mens min knogle langsomt kalker
og min mave får et flip
får jeg mælk i stride strømme
ganske lun og fuld af fedt
halvvejs gennem mine drømme
mange tak, det var så lidt
Hjertet pumper mens jeg cykler
bag en traktor fuld af lort
og jeg er vel ingen hykler
hvis jeg sir: det stinker stort
men så blinker den til siden 
kører mellem mark og sti 
og min nye landbrugsviden
tolker havregrød heri
Jeg får korn i sæk og lommer
munden fuld, som jeg dog åd
gnasker, men det er en ommer
det skal valses eller noget
nu retur til byens gader
hvor en møller valser rundt
tar en tango mens han kværner
mine korn, på godt og ondt.
Jeg var vågnet denne morgen
uden havregrød i kog
må fra gaden og til gården
for nu er jeg landbrugsklog
men jeg glemte helt at hylde
dem der skaffer maven ro
tak Lars tyndskid, for din gylle
og dit korn og så din ko
/Astrid Søe 2014

Sangen om Jensen

Her er en sang om en mand der hed Jensen,
og navnet fik han den dag han blev døbt,
og helt urokkelig var evidensen
af det navn der havde mange slægtled svøbt.
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Han gik igennem sit liv som så mange,
med eget nummer og og nem-id tjek
og præsenteres adskillige gange
som hr. Jensen, til en dag hvor han fik smæk
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Ser du, vor Jensen om hvem sangen handler,
han gik en aften på fin restaurant,
og fik en bøf og en softice med mandler
47,- kroner slap han vor gourment
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Men vores jensen var ej til buffet’er,
og selv hans kone, skønt hun var en sild,
ku ikke tænde på saucer med mere,
Jensen han blev grillet over sagt ild
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Hr. Jensen han var til torsk og makreller,
og fiskesuppe og krapper med klør,
grillet laks stegt med små kantareller,
friske fiskefrikadeller fra glyngøre’
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Så vores Jensen han smækket med døren
og tog til Sæby og fangede fisk
jomfruhummer og ægget fra støren
kom og køb i Jensens Fiskehus og disk
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Men nu ville jo skæbnen at Jensen
han delte navn med en masse på jord
og pluds’lig så var navnet essensen
i et søgsmål der sku bære retten ord
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Så vores Jensen fik dom og en bøde,
for navnet Jensen er Brandet og købt
det er med Jensen som rødgrød med fløde
meget dansk, men ikke dit trods du er døbt
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Til alle Jensner i danmark der kommer,
og alle Jensner i danmark der er,
sørg for at I bliver døbt af en dommer
skidt med cpr, men sørg for cvr
Det begyndte godt, men endte ganske skidt.

Tekst: Astrid Søe 2014
Melodi: Bernhard Christensen/Herman D. Koppel

Sangen om Jensen er skrevet over sangen om Larsen:
Sangen om Larsen indledte musicalen ‘Melodien der blev væk’ , som fik sin første opførelse på Riddersalen i 1935. Her sang Helge Rungwald som gårdsanger stykkets vel nok berømteste nummer.
Melodi: Bernhard Christensen/Herman D. Koppel – 
Tekst: Sven Møller Kristensen

Hør melodien på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=wzFgN0DVfkk

Høst

Når korn og kuling kaster

Med strågult hår og bindegarn
Sit tørklæde med kvaster
Og støvet vinduskarm
Selv ploven sukker ivrig glad
Når bøgen krøller i sit blad
Så går jeg gennem livet
Tak, alt hvad jeg blev givet
Fra mulden mageløs
I markens mørke fure
Hvor livet usagt sover ind
Mens vinter endnu ruger
Et urørt barnesind
Dog længes endnu fuglen ud
Som silhuetter stjerneskud
Forlader vingesuset
Og flyver over huset
I natten mageløs
Endnu august må råde
For vejr og vind og himmelblå
September finder nåde
For alt vi overså
Og solen kaster glemte smil
Med anelser om lun april
Skønt året lægger løvet
Så har du aldrig tøvet
Og opstår mageløs
Taknemlighed og tanke
Kastanier i en barnehånd
Og hyben vi skal sanke
I sagn og sang og ånd 
Farvel til sommerlette syn
Og kornmods vrede himmellyn
Taknemligheden henter
I myter og legender 
En verden mageløs
//Astrid Søe 2014
melodi: den blå anemone

Historisk poetisk

Historie er blot et nu der er gået

Erindringer ord om alt du har nået
Mens ønsker og længsler forgriber sig på
En fremtid der rækker mod hvad du kan nå
//Astrid Søe 2014